Vejen hjem
Heimweg !
Der letzten Wohnung hink’ ich müde zu,
satt dieses Lebens, sehnend nur nach Ruh’ !
Das Bett ist rasch gemacht, zwei Meter tief,
ein Kreuz darauf, verwittert bald und schief.
Die Jahre kommen und die Jahre geh’n,
von Grab und Kreuz ist längst nichts mehr zu seh’n,
da spielt der Zufall Dir in Deine Hand,
Dir diesen, schon altmodischen Gedichtband !
Gedichte, die ein Unbekannter schrieb,
der sich die Zeit damit wohl einst vertrieb,
doch wenn Dein Mund die Verse leis` nachspricht,
blüht plötzlich vor Dir auf ein Angesicht !
So edel, wie noch kein`s Dich angeblickt,
das lang vor Dir, mich und die Welt entzückt !
Der Schwarze Engel blickt Dich lächelnd an,
sein Lächeln man nie mehr vergessen kann !
August 1959.
Vejen hjem !
Træt humper jeg mod den sidste bolig,
mæt af dette liv, længes kun efter ro !
Min seng er hurtigt redt, to meter dyb,
et kors ovenpå, det bliver snart forvitrer og skævt.
Årene kommer og årene går,
graven og korset er forlængst ikke mere at se,
da spiller tilfældet dig i hænde
dette allerede gammeldags bind af digte !
Digte, som en ukendt skrev,
der vel en gang fordrev tiden dermed,
men når din mund stille gentager versene,
blomstrer pludselig et ansigt op for dig !
Så ædelt som intet endnu har set på dig,
som længe før dig, mig og verden har glædet !
Den sorte engel ser smilende på dig,
dens smil kan man aldrig mere glemme !
En dejlig stemning.
Jeg tør næsten ikke komme med min egen fortolkning af angst for at forstyrre ligevægten. Digteren gør sig klar til at sige livet farvel - mæt af dage.
Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, det er skrevet direkte til mig.
Men nu ved jeg, at det er rettet mod hustru og børn, som trøst i en svær tid, hvor de også vidste, hvad der kunne ske, da digteren var i ét af østblokkens fængsler.
Men heldigvis viste det sig at være mange år for tidligt.
Digteren er navngivet på min profilside.
I denne stemning vil jeg ønske jer alle en rigtig dejlig week-end sammen med jeres kære.
Der letzten Wohnung hink’ ich müde zu,
satt dieses Lebens, sehnend nur nach Ruh’ !
Das Bett ist rasch gemacht, zwei Meter tief,
ein Kreuz darauf, verwittert bald und schief.
Die Jahre kommen und die Jahre geh’n,
von Grab und Kreuz ist längst nichts mehr zu seh’n,
da spielt der Zufall Dir in Deine Hand,
Dir diesen, schon altmodischen Gedichtband !
Gedichte, die ein Unbekannter schrieb,
der sich die Zeit damit wohl einst vertrieb,
doch wenn Dein Mund die Verse leis` nachspricht,
blüht plötzlich vor Dir auf ein Angesicht !
So edel, wie noch kein`s Dich angeblickt,
das lang vor Dir, mich und die Welt entzückt !
Der Schwarze Engel blickt Dich lächelnd an,
sein Lächeln man nie mehr vergessen kann !
August 1959.
Vejen hjem !
Træt humper jeg mod den sidste bolig,
mæt af dette liv, længes kun efter ro !
Min seng er hurtigt redt, to meter dyb,
et kors ovenpå, det bliver snart forvitrer og skævt.
Årene kommer og årene går,
graven og korset er forlængst ikke mere at se,
da spiller tilfældet dig i hænde
dette allerede gammeldags bind af digte !
Digte, som en ukendt skrev,
der vel en gang fordrev tiden dermed,
men når din mund stille gentager versene,
blomstrer pludselig et ansigt op for dig !
Så ædelt som intet endnu har set på dig,
som længe før dig, mig og verden har glædet !
Den sorte engel ser smilende på dig,
dens smil kan man aldrig mere glemme !
En dejlig stemning.
Jeg tør næsten ikke komme med min egen fortolkning af angst for at forstyrre ligevægten. Digteren gør sig klar til at sige livet farvel - mæt af dage.
Hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg sige, det er skrevet direkte til mig.
Men nu ved jeg, at det er rettet mod hustru og børn, som trøst i en svær tid, hvor de også vidste, hvad der kunne ske, da digteren var i ét af østblokkens fængsler.
Men heldigvis viste det sig at være mange år for tidligt.
Digteren er navngivet på min profilside.
I denne stemning vil jeg ønske jer alle en rigtig dejlig week-end sammen med jeres kære.