Var Johannes døberen essæer?
I 167 f.v.t. udbrød der en opstand anført af den jødiske præst Mattatias og hans fem sønner, de såkaldte makkabæere eller hasmonæere. Makkabæeropstanden, der oprindelig var religiøst begrundet, udviklede sig snart til en politisk kamp for jødisk selvbestemmelse. I 165 f.v.t. blev templet generobret og genindviet — en begivenhed jøder over hele verden stadig fejrer hvert år, under den otte dage lange lysfest der kaldes Hanukkah. Men Messias var stadig ikke i sigte.
Det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at „det på dette tidspunkt ikke kun var den åndelige og samfundsmæssige ledelse der var lagt i præsternes hænder; [præsterne] var også Jerusalems mest magtfulde befolkningsgruppe, i politisk og økonomisk forstand“. Præsterne førte sig så aristokratisk frem og forsømte i den grad deres hyrdepligter at andre begyndte at overtage deres hverv som dommere og fortolkere af Loven. Disse mænd, der blev kaldt skriftlærde, var eksperter i at finde smuthuller i Loven så folket kunne omgå den.
På den tid opstod der inden for jødedommen en række rivaliserende religiøse partier. Farisæerne hævdede at Gud havde givet Israel en todelt lov bestående af en skriftlig og en mundtlig lov. Det var med henvisning til den mundtlige del at farisæerne anerkendte den ypperstepræstelige linje som lovformelig, selv efter at den oprindelige linje var blevet brudt. Saddukæerne, derimod, benægtede eksistensen af en sådan mundtlig lov og fastholdt at kun en efterkommer i lige linje fra Zadok kunne tjene som ypperstepræst.
Navnet „farisæer“ kommer fra et ord der betyder „afsondret“ eller „udskilt“. Nogle mener at farisæernes modstandere kaldte dem således for at stemple dem som kættere. Andre påstår at navnet hentyder til den „afsondrede“ stilling de indtog, fordi de skilte sig ud fra ’am-ha’·a´rets (de jævne folk), som de regnede for urene. Farisæerne var overordentlig selvretfærdige og pedantiske med hensyn til at overholde både den skriftlige og den mundtlige del af Loven. Hvad saddukæerne angår, skriver den jødiske forfatter Gaalyahu Cornfeld at deres lige så kompromisløse holdning til den skrevne del af Loven måske „ikke udsprang af egentlig religiøse følelser, men tjente som et politisk våben i deres kamp mod farisæernes lovgivende magt“.
Det var åbenbart også på den tid endnu en religiøs gruppe, essæerne, begyndte at vise sig. De brød med det officielle præsteskab og afholdt sig fra at deltage i gudsdyrkelsen og ofringerne i templet, men var i øvrigt lovtro. Ligesom farisæerne, hvem de lignede i mangt og meget, lå de under for hellenistisk påvirkning og antog læren om sjælens udødelighed.
Næppe mere end 4000 bekendte sig til denne gruppe, som udelukkende bestod af voksne mænd, hvoraf mange levede i cølibat. De boede i isolerede kollektive samfund rundt om i Palæstina. The Encyclopædia Judaica siger at de formentlig var pacifister „ligesom Jehovas Vidner i vor tid“. Det fremgår dog tydeligt at essæerne ikke var lige så konsekvente i deres neutralitet som Jehovas vidner er, for det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at essæerne „kæmpede heroisk under opstanden mod Rom. Endog nogle af oprørslederne kom fra deres rækker.“ Den jødiske historiker Josefus omtaler en af dem — en vis „Johannes Essæeren“ der tjente som hærfører under den jødiske opstand der fandt sted i år 66 e.v.t.
Dødehavsrullerne, der blev fundet i 1947, kaster lys over Qumransekten, som nogle lærde mener er identisk med essæerne. Men om den teori at Johannes Døber og Jesus tilhørte denne gruppe, eller i det mindste var påvirket af den, hedder det i The New Encyclopædia Britannica: „Vægtige argumenter . . . taler imod denne påstand.“ Der er „afgørende forskelle mellem Qumransekten og Johannes Døber . . . [og] diametrale modsætninger mellem sektens anskuelser og Jesu tjeneste, hans frelsesbudskab, forståelse af Guds vilje . . . og især hans vidtgående kærlighedsbud og hans omgang med syndere og samfundets tabere.“
Faktisk modstod alle jødernes religiøse partier Johannes Døber og den som han forkyndte som Messias. I stedet for at fæste lid til Johannes’ budskab vendte mange af præsterne sig ifølge Josefus til zeloterne, en gruppe jødiske revolutionære der var stærkt optaget af tanken om jødisk selvstændighed. I årtier bekæmpede sådanne oprørsgrupper gennem terrorvirksomhed det romerske overherredømme som i år 63 f.v.t. havde erstattet det græske. I år 66 e.v.t. kom det sluttelig til et åbent oprør der førte til templets og præsteskabets undergang. Messiashåbet blegnede.
Det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at „det på dette tidspunkt ikke kun var den åndelige og samfundsmæssige ledelse der var lagt i præsternes hænder; [præsterne] var også Jerusalems mest magtfulde befolkningsgruppe, i politisk og økonomisk forstand“. Præsterne førte sig så aristokratisk frem og forsømte i den grad deres hyrdepligter at andre begyndte at overtage deres hverv som dommere og fortolkere af Loven. Disse mænd, der blev kaldt skriftlærde, var eksperter i at finde smuthuller i Loven så folket kunne omgå den.
På den tid opstod der inden for jødedommen en række rivaliserende religiøse partier. Farisæerne hævdede at Gud havde givet Israel en todelt lov bestående af en skriftlig og en mundtlig lov. Det var med henvisning til den mundtlige del at farisæerne anerkendte den ypperstepræstelige linje som lovformelig, selv efter at den oprindelige linje var blevet brudt. Saddukæerne, derimod, benægtede eksistensen af en sådan mundtlig lov og fastholdt at kun en efterkommer i lige linje fra Zadok kunne tjene som ypperstepræst.
Navnet „farisæer“ kommer fra et ord der betyder „afsondret“ eller „udskilt“. Nogle mener at farisæernes modstandere kaldte dem således for at stemple dem som kættere. Andre påstår at navnet hentyder til den „afsondrede“ stilling de indtog, fordi de skilte sig ud fra ’am-ha’·a´rets (de jævne folk), som de regnede for urene. Farisæerne var overordentlig selvretfærdige og pedantiske med hensyn til at overholde både den skriftlige og den mundtlige del af Loven. Hvad saddukæerne angår, skriver den jødiske forfatter Gaalyahu Cornfeld at deres lige så kompromisløse holdning til den skrevne del af Loven måske „ikke udsprang af egentlig religiøse følelser, men tjente som et politisk våben i deres kamp mod farisæernes lovgivende magt“.
Det var åbenbart også på den tid endnu en religiøs gruppe, essæerne, begyndte at vise sig. De brød med det officielle præsteskab og afholdt sig fra at deltage i gudsdyrkelsen og ofringerne i templet, men var i øvrigt lovtro. Ligesom farisæerne, hvem de lignede i mangt og meget, lå de under for hellenistisk påvirkning og antog læren om sjælens udødelighed.
Næppe mere end 4000 bekendte sig til denne gruppe, som udelukkende bestod af voksne mænd, hvoraf mange levede i cølibat. De boede i isolerede kollektive samfund rundt om i Palæstina. The Encyclopædia Judaica siger at de formentlig var pacifister „ligesom Jehovas Vidner i vor tid“. Det fremgår dog tydeligt at essæerne ikke var lige så konsekvente i deres neutralitet som Jehovas vidner er, for det jødiske leksikon Pictorial Biblical Encyclopedia oplyser at essæerne „kæmpede heroisk under opstanden mod Rom. Endog nogle af oprørslederne kom fra deres rækker.“ Den jødiske historiker Josefus omtaler en af dem — en vis „Johannes Essæeren“ der tjente som hærfører under den jødiske opstand der fandt sted i år 66 e.v.t.
Dødehavsrullerne, der blev fundet i 1947, kaster lys over Qumransekten, som nogle lærde mener er identisk med essæerne. Men om den teori at Johannes Døber og Jesus tilhørte denne gruppe, eller i det mindste var påvirket af den, hedder det i The New Encyclopædia Britannica: „Vægtige argumenter . . . taler imod denne påstand.“ Der er „afgørende forskelle mellem Qumransekten og Johannes Døber . . . [og] diametrale modsætninger mellem sektens anskuelser og Jesu tjeneste, hans frelsesbudskab, forståelse af Guds vilje . . . og især hans vidtgående kærlighedsbud og hans omgang med syndere og samfundets tabere.“
Faktisk modstod alle jødernes religiøse partier Johannes Døber og den som han forkyndte som Messias. I stedet for at fæste lid til Johannes’ budskab vendte mange af præsterne sig ifølge Josefus til zeloterne, en gruppe jødiske revolutionære der var stærkt optaget af tanken om jødisk selvstændighed. I årtier bekæmpede sådanne oprørsgrupper gennem terrorvirksomhed det romerske overherredømme som i år 63 f.v.t. havde erstattet det græske. I år 66 e.v.t. kom det sluttelig til et åbent oprør der førte til templets og præsteskabets undergang. Messiashåbet blegnede.