Ulykkelig og utilpas

Hej alle
Jeg burde være lykkelig sammen med min kæreste, som jeg også har barn med, 8 måneder. Imidlertid har vi en masse problemer i vores samliv, hvor vi diskuterer/skændes meget om alt muligt, og der også er en del jalousi. Jeg bærer rundt på en stor sorg, efter der har været gentagne gange af kræfttilfælde i min nære familie, og min kæreste forstår det ikke. F.eks. afviser jeg mange mennesker, der kunne være mulige venner, fordi jeg de sidste 10 år har oplevet, at mine venner forlod mig i min familiære kræft-krise. Grunden har nok været, at jeg var så ked af det, og næsten kun kunne snakke om kræft og risikoen for at dø, angst, o.lign.
Min kæreste vil gerne LEVE, dvs. møde sine venner med og uden mig. Det er vel normalt nok, men jeg er kommet dertil, at jeg ingen venner har, da jeg ikke længere stoler på nogen. Jeg tænker også meget på, at min kæreste måske møder en anden pige, der ikke er så sortseende som mig, en pige, der måske ikke har været igennem så mange svære ting i så mange år. Han siger, at han er loyal og aldrig vil have en anden end mig, men jeg tvivler hver dag på dette.
Efter utallige diskussioner er jeg kommet til, at lade ham gøre, som han vil: Møde sine venner, når han vil, rejse, når han vil, arbejde, når han vil. Kort sagt - vi foretager os flere og flere ting hver for sig, fordi jeg ikke orker at "holde" på ham i min jalousi og sorg. Så bedre lade ham gå. Hvis han finder en anden pige, kan jeg jo alligevel ikke hindre det.
Dette lader mig imidlertid tilbage i stor ensomhed, hvor jeg selvfølgelig passer vores fælles datter, men hvor jeg næsten ikke snakker med andre voksne mennesker ud over mine forældre. Jeg har p.t. ikke noget arbejde, da jeg er på barsel, og skal søge efter nyt arbejde, når barslen er slut. Min kæreste rejser noget i udlandet i sit job, hvilket giver mig endnu flere enlige stunder. Jeg tror, jeg er kørt fast i min ensomhed, min sorg over al sygdommen i så mange år og så et forhold, der snart ikke har mere liv.
Er der nogle, der har nogle gode råd?

at jeg var den eneste der havde det sådanne for et par mdr'er siden.. Jeg er i dag på lykkepiller hvilket hjælper mig rigtig godt. Jeg har også en meget dygtig psykolog og uden begge kombinationer ville min verden være meget sort. Jeg kan kun sige til dig at du skal kæmpe for at komme ud af den verden som du befinder dig i og sætte nogle grænser for hvad du kan acceptere din mand gør og ikke gør.. For ved at du bare lader ham gøre som han vil tror han du er ligeglad med ham og det kan jeg jo læse her at det er du ikke...

Du er nødt til at leve dit liv, selvom du har været igennem en hård oeriode.
Du er på vej til at miste alt det du har kært -lad ikke sygdom i din familie få magten over DIT liv.
Måske er det en god ide at søge hjælp til at få bearbejdet din angst og sorg.
Håber du kommer ud på den anden side.

Alle mennesker er fyldt med en uendelig styrke rent
mentalt, men du modarbejder hele tiden dig selv.
Prøv at forstå verden, og accepter; Du kan ikke eje
noget menneske på denne jord. For vi er alle selvstændige
og frie mennesker.
Universelle harmoni regler:
Jo mere vi binder et andet menneske med regler, desto
større er sandsynlighed for at miste ham/hende. Jo
mere respekt og kærlighed vi giver væk til ham/hende, desto
større sandsynlighed er der for at bevarer et forhold intakt.
Dyrk joga og find din egen indre ro:
1. Sæt dig i yoga stilling
2. Luk øjnene
3. Glem alle dine tanker, både positive og negative.
4. Tænd et lys foran dig, og lad lysets kærlige varme fylde dig.
5. Tænk på alle de positive ting, som du har oplevet.
6. Tænk på at du er født med uendelige ressourcer i dit indre.
7. Fokuser på det du er god til.
8. Alle mennesker har haft positive oplevelser eller tanker på
et eller andet tidspunkt i deres liv. Prøv at huske dengang du
havde positive sidst, og overfør den nogle positive oplevelser
eller tanker til i dag.
Maden kan gøre os mentalt syge, så derfor er det vigtigt at
spise en sundt og varieret kost.
Hvis du er ryger, så drop smøgerne. For de kan sagtens gøre
dig mentalt syg.
Hvis en person er i psykisk ubalance, så er sandsynligheden
for at få kræft til stede. Så det er sandsynligvis årsagen til
de mange kræft dødsfald i din familie. Mental harmoni skaber
et stærkt immunforsvar, så start med at dyrke yoga.
PS. Lad være med at tage sorgerne på forskud.
Held og lykke.

Enig i dit indlæg.
Du trådstarter, skal motivere dig selv til et bedre liv. Du har jo fortalt, at du ikke ønsker det nuværende længere.
Sygdom har al for megen plads i vores dagligdag. Al snak om sygdom er af det onde. LIVET er en kæmpe gave og en spændende udfordring.
Søg rådgivning. Enten med din læges hjælp eller gode venner og familie.
Du SKAL videre med livet.

måske:
Din sorg og angst kan du måske få bearbejdet i nogle af kræftens bekæmpelses rådgivninger. Du kan ringe ind og høre om du kan få en snak.
De kender til problemstillingerne, og kender også til hjælpen til at komme ovenpå igen.
Mht. din kæreste, kan jeg ikke ud af din tekst se noget om ham som sådan, kun at han ikke "er der for dig". Og jeg kan ikke vurdere om det er fordi dine problemer er mere end han kan, eller om det er fordi han måske er følelseskold/følelsesforskrækket.
Det er klart, at han ikke kan bære dig. KUn støtte dig. Og så må du "hive andre i ærmet" for at få dem til at støtte op om dig.
Modsat, hvis du faktisk oplever at han stort set bare er fraværende, og du stort set ikke kan regne med ham, så er der vist også skelletter i hans skab... Så flygter han jo fra det der også følger med et kæresteforhold, nemlig i perioder større og/el. mindre problemer.
Du kan evt. beskrive lidt mere af en hverdag, og hvad konkret der går dig på?

Og det fylder ganske enormt i ens tilværelse!
Hvis du har brug for at tale med en, der kan relatere til dine oplevelser og alt det du har brug for at snakke ud om, er jeg til rådighed :-)
Måske kan det hjælpe, at have et "fremmed" menneske, at fortælle alle de ting til, så du i resten af livet måske kan koncentrere dig om det positive ved at leve ??? Hvad tror du???'
Knus

at snakke med en, der ved, hvilke følelser, der er forbundet med at miste. Min kæreste kan ikke forstå mig i mange retninger, slet ikke på dette område, så vi har bare dumme diskussioner om det. Tit. Jeg har brug for en ven, én, der forstår mig. Hvem har du mistet?