Trænger til luft

Jeg er noget oprørt både over min veninde, men egentlig også over mig selv.
Min bedste veninde, som jeg har kendt næsten altid, har jeg haft tæt kontakt med stort set hele livet, vi har nu begge rundet de 50. Vi er begge blevet skilt i årenes løb, og er begge i nye samboende forhold. Vi har begge børn, og hun har haft en del problemer med sin søn, som nu snart er voksen. Det skal så siges, hun har klaret det flot.
Måske fordi hun nu føler, at hun er fri af forpligtelserne overfor sine børn, har hun fået mere tid til sig selv, og dyrker pludselig en masse nye interesser. Godt nok med det, men jeg synes, hun er blevet så selvoptaget.
Forleden havde vi inviteret hende, hendes kæreste og endnu et par venner til en hyggelig aften med spisning. Hun underholdt stort set hele aftenen med sine interesser og om sig selv, så jeg var ved at brække mig.
Hun er bl.a. begyndt at arbejde frivillig til div. arrangementer både lokalt og længere ude, og mener, hun kan gøre en forskel, men skal man gøre en forskel, mener jeg man skal gøre noget, ingen andre har gjort.
Hun tror, hun kan redde hele verden med besøg hos vi andres pårørende, som har ligget for døden, skal begraves eller har problemer af en eller anden art.
Hendes søskende har indenfor det seneste halve år trukket sig væk fra hende, måske af samme grund. Det har så givet hende angstanfald, så hun ind imellem må tage medicin og har besøgt psykolog. Men jeg har så svært ved at se det, når hun så kommer skvaldrende, højtråbende og grinende på besøg
Nu fik jeg vist afreageret, og håber ikke, jeg får det til at lyde som om jeg er misundelig. Det er jeg ikke, men jeg synes hun fylder for meget, og har lige nu fået nok af hende. Men samtidig er jeg lidt skræmt over min egen reaktion, og bryder mig ikke om at jeg er blevet så negativ. Jeg vil jo helst ikke miste det, vi havde.

Har du prøvet at forklare hende, hvorfor
hun har alle de problemer? Samtidig
kunne du passende fortælle, at hun IKKE
kan redde hele verden. Desuden må hun
være ulykkelig inderst inde, siden hun
opfører sig unormalt. For der er ikke
normalt, at være højtråbende, dominerende
og storgrinende.

Jeg kender godt fornemmelsen af, at en ellers nær og afholdt veninde irriterer en. Også det, at man selv bliver ærgerlig og lidt flov over at tænke sådan om et menneske, man holder af. Men det er vel med veninder som med alle andre relationer, at de bare er "for meget" for en nogle gange - sådan kan man jo også have det med sin partner, sine børn, sine forældre, søskende osv. Man kender dem så godt, så godt, og når de så opfører sig lidt anderledes og fylder lovligt meget i landskabet, tænker man, at "sådan der er du jo ikke i virkeligheden - slap nu af".
Der er næppe nogen af jer to, der er 100 % "galt på den" eller tilsvarende fejlfri, men når jeg læser dit indlæg, så falder det i øjnene, at du langt fra er objektiv i din beskrivelse.
"Hun tror, at hun kan redde hele verden med besøg hos..." - det har hun vel ikke sagt, at hun tror. Det er noget, du tillægger hende. Måske redder hun dagen - eller en halv time - for det menneske, hun besøger, og det gør jo da i hvert fald ingen skade på nogen, går jeg ud fra.
"og mener, hun kan gøre en forskel, men skal man gøre en forskel...." - her er jeg uenig med dig. Man gør da i høj grad en forskel ved at gøre noget, hjælpe nogen, og man skal vel ikke være en Mother Teresa for at det "tæller" i det store regnskab? Igen er det dig, der vurderer, og det gør du i sagens natur ikke objektivt.
Når jeg selv mærker lidt smålighed eller negativitet hos mig selv, så trækker jeg vejret dybt ind og tænker "Lev og lad leve" - og så prøver jeg også at se mig selv udefra i situationer, hvor jeg formentlig, set med andres øjne, har fyldt meget i landskabet og været lovligt selvhævdende.
I dit sted ville jeg opremse for mig selv alle de gode egenskaber, veninden har og huske på alle de gode minder, vi har sammen - og så ville jeg måske neddrosle kontakten en smule i en periode, indtil jeg savnede hendes selskab. For det kommer du til, før eller siden.

indsigtsfuldt og dejligt svar du kom med der. Det får jo ligefrem én i godt humør, at nogen tænker på den måde.
Solskin til dig[s]

Jeg vil helst ikke kommentere min holdning overfor hende, da jeg er bange for at sige noget, jeg fortryder senere. Kun hvis hun har læst mig og spørger ind til min attityde.

Selvfølgelig er jeg ikke objektiv i min holdning, det er jo i min familie hun "trænger sig lidt på".
Det frivillige arbejde består ikke i nødhjælpsarbejde, men festivaller...det er der jo så mange, der gør.
Du har nok ret, vi har sikkert alle forskellig adfærd i forskellige sammenhænge. Og jeg vil forholde mig afventende i tiden fremover.
Tak for de kloge ord!

Når hun har venner som dig?
I er vist ikke venner, men mere bekendte.
For en god ven ville sige tingene som det er . Specielt når hun har det som hun har med at hun er nødt til at tage medicin.
Så enten er du en ven og tager dig mod til at indvolverere dig i hendes liv og hjælper hende.
Eller også er du en bekendt og skal bare klappe kæften og lade være med at have en mening om hendes opførsel.
Du er sikkert lige så konfliktsky som alle os andre. Derfor har vi det samfund vi har fortjent. Nemlig at sidder vi med et spykisk problem, skyer folk en som pesten.