Det kunne ske for dig.....

Angstens grimme ansigt.

Tænk dig en dag.....
Man vågner op en morgen, og tror at dagen bliver som alle andre dage.
Ikke denne dag. Nej du....
Dette er dagen hvor angsten har iniviteret sig selv indenfor.
Ikke noget med at banke på, eller spørge om lov, inden den
kommer ind.
Nej den har sniget sig ind, uden at du opdagede det.
Sniget sig ind i dit sind, din sjæl, dit hjerte og din krop, indtil du ikke ved
hvad der er op og ned mere.
Dette er dagen som kommer til at forandre dit liv for altid....
Dagen hvor dit livsmønster bliver slået i stykker. Det dejlige aktive liv
som du tog som en selvfølge, dagen før....
Dagen hvor du tager din puls, hvert 5 minut, for at være sikker på at
den slår regelmæssigt, og ikke for hurtigt.
Hvis den slår for hurtigt, kan du jo dø......
Dagen hvor du får vagtlægen på besøg for første gang...
Det er dog, selvfølgelig ikke noget galt. Det er jo nok bare psykiskt,
(hysteri).
Jamen, hvad er det, spørger man så.
Intet svar, bare et irriteret udtryk i hans ansigt.
Man har jo også optaget hans tid til ingen verdens nytte.
Derpå følger masser af lægebesøg.....også til ingen verdens nytte.
Den dårlige samvittighed begynder at sætte spor i dit sind.
Overfor din familie, og sundhedssystemet.
Så kommer dagen hvor du ikke længere tør at gå på toilet alene,
p. g. a angsten for at falde om......
Dagen hvor du ikke tør at går i bad, fordi at fliserne er glatte, og du
kan jo falde.....
Dagen hvor du ikke tør spise alene, fordi du er bange for at få maden
galt i halsen...
Så kommer dagen.....den dag hvor du ikke længere tør at gå ud mere,
ikke engang med selskab.
Tænk hvis du fik et panikanfald derude.....hvordan ville de så allesammen
se på dig...
Dagen hvor du endelig sidder i sofaen....helt stille....hvis du bevæger dig,
bare rør dig en lille smule....så dør du da....af et hjertestop.
Dagen hvor man er nød til at sige til vennerne.....at man har influenza...
Det blev en lang influenza....8 måneder.
8 måneder er en lang tid at tilbringe i en sofa...
Den sofa, som jeg idag, hader så inderligt.
Så kom den dag...hvor man vågnede op, og hvar parat til at færdes
i skyggen af sig selv. Et langt 24 timers angstanfald uden håb om hjælp.
Taxaen blev bestillet....skadestuen ventede....de havde fået besked.
Indlagt: Føj for et grimt ord. Specielt hvis det gælder den psykiatriske
skadestue.
Men dagen kom...den dag hvor jeg gik for første gang i lang tid.
Det var en kort tur, ned med skraldeposen bare....men hvilken sejr!!!
Dagen hvor jeg kunne gå en tur runt om blokken med min mand!
Dagen hvor jeg igen, kunne komme ud for at synge!
Dagen hvor jeg var ude alene for første gang...det var det bedste!!!
Dagen hvor alt ændrede sig.....
Hvor tanken i sig selv sejrede, og hvor viljen sejrede over angsten!
DET er jeg stolt af....:-)
Dette indlæg er skrivet i håbet om, en større forståelse for panikangst.
At lide af angst, er ikke noget der er synligt på overfalden.
Derfor er det vigtigt at fortælle venner og bekendte at man lider af det.
Man mister nogle venner på den konto, tro mig, men dem der holder ved,
er til gengæld dem du kan stole på i kritiske situationer.
Et angstanfald begynder typiskt med, en sitrende fornemmelse i kroppen,
trykken for brystet, stive muskler, (nej, ikke de sjove), susen i ørene,
forhøjet puls, brændende fornemmelse i ansigtet, forhøjet blodtryk,
og dødsangst.
Da angstanfaldet er på sit højeste, er der ingen der kan nå dig. Du sidder
isoleret i din egen lille verden. At sige til en der lider af angst, slap du bare
af, der er ikke noget i vejen, er omsonst. Man skal selv ud af det.
Det kan gøres ved at "dreje" tanken hen på noget andet. At lade sig selv
distrahere. At blive vred på sig selv, for at føle på den måde, eller noget
så simpelt som at rejse sig op.
At få hjernen fokuseret på noget andet. Derved har man slået mønstret
i stykker, og er parat til at slappe af.
Jeg håber at I har fået en lidt større indsigt i panikangst, og at det måske
har hjulpet nogle af dem der ude, der lider af det.
Hilsen Kajsa.

Hej med dig.
Godt at høre at det går dig bedre. Jeg har sev lidt af social og agoa fobi. Gik på fobiskolen og har det nu ok. Men det er sku svært for andre at forstå hvordan man har det og man kan nok heller ikke forlange det!

Dejlig læsning. Desværre ikke det rigtige forum for een der som dig har noget meningsfyldt og lærerigt på hjertet, men tak for de flotte "billeder" af en for så mange uendelig svær situation.
Håber den når videre ud i "samfundet"...

.....ved at have angst, er at du altid er lukket inde i din egen
lille verden.
Du forlanger, uden at forstå konsekvenserne, alt af dine
nærmeste. Sådan var det for mig i hvert fald.
Jeg ringede min mand på arbejde, og forlangte at han skulle
slippe alt hvad han havde i hænderne, og komme hjem til mig....
Jeg havde det jo skidedårligt....kunne han ikke forstå det!!
Nej...selvfølgelig kunne han ikke det. Han vidste jo ikke hvad angst
var for noget grimt noget. Tro mig, det fik han et godt indblik i
som tiden gik.
Det er svært at håndtere alene, og man skal heller ikke være nød
til det!
Det er dog stadig en af de psykiske sygdomme som har et hæsligt
tabu hængede i bagpartiet.
Knus og varme tanker Kajsa

......sige at: Såvidt så godt! Du har da læst det, og forhåbentlig
nogle flere.
Bare det at skrive det, og se det svæve derude i det frie rum,
uden at kunne tage det tilbage, er en del af den process man
skal igennem for at helbrede sig selv. At se det på tryk, velvidende
at der nok skal komme de sedvanlige kommenterer, styrker
selvtilliden, og gør mig samtidig skrækslagen. Men nu står det
der, og det er jeg glad for. :-)
Kajsa

...det var da ikke meningen at næsten det samme indlæg,
skulle være kommet på 2 gange. Mange gange undskyld.
Jeg har bedt sol om at fjerne det første! Pinligt! :-)
Kajsa

...og for alle...Det kan ske for enhver!
Tak for et meget personligt indlæg, skrevet med ånd og indsigt! Du har været igennem en enorm "uddannelse" ...du har lært noget værdifuldt, du giver af...giver videre til os andre...Jeg vil gemme dit indlæg og huske dine ord...der er en vej ud, selv når man har mistet håbet!
Det du siger med venner...dem, man mister og dem, der holder ved....Er dem, der holder ved, mon dem, der selv ved, hvad det handler om? Er dem, der forsvinder fra ens synsfelt mon dem, der genkender det grimme ansigt og flygter væk i skræk og rædsel?
For er det vigtige ikke, netværket? Hvilken hjælp var den bedste hjælp? Hvilken hjælp fik du på den psykiatriske skadestue? Var det hjælp, der hjalp dig?
Spørgsmålene cykler rundt i knolden på mig...( min personlige erfaring: for 12 år siden fik jeg en lille dreng. Rædsel, gru, sygdom, død og ensomhed var elementer, der hvirvlede omkring mig, og jeg blev hakket i småstykker af en angst, der holdt mig i sit jerngreb i knap 5 år. Til sidst befandt jeg mig på en øde ø, sammen med min lille søn. Han havde et kolossalt behov for min styrke...for det viste sig, at han bar rundt på sit eget lille private helvede og stillede ikke spørgsmålstegn ved det!...Ingen andre end jeg kunne få øje på det....Pga. af de voldsomme omstændigheder omkring hans fødsel var han i vuggegave blevet udstyret med en usynlig hjerneskade!...Men en hjerneskade der helt sætter uorden i hans hukommelse, hans helhedsforståelse og hans sociale evne. Han er koblet fra andres virkligehdsforståelse...han fatter kun fragmenter, og glemmer hvad der ikke befinder sig i hans synsfelt!!!!
Jeg var den der skulle lede ham på vej igennem hans barndom, jeg skulle være hans tolk, hans frelser, advokat, lærer, ven og vejleder...der var ikke plads til angsten! Jeg ved ikke, hvor jeg fik styrken fra, men det var klart, at der var kraft, bevægelse og vision i at kæmpe FOR min søn og ikke imod min angst. En kraft, der fik sin næring af min kærlighed til ham. Angsten havde jo alene sat mig ud af spil, og gradvist nedbrudt min sjæl i de 5 år....det var der ingen mening i...ingen power...ingen vision.)
Det er større og stærkere at kæmpe for noget, end i mod noget....
Jeg mærker at energien fra dig, som du beskriver så fantastisk, hvordan den fandt vej fra dit indre og op til overfladen og ud i verden, den er i familie med den energi, der tændtes i mig, da jeg fandt det våben, jeg skulle brug i min kamp i dette liv...kærligheden.

....at jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal begynde at forklare...:-)
Først det der med hvor hjælpen kom fra. Den bedste hjælp, har
helt klart været min mand, min klippe, mit alt, igennem helvede,
igennem himmel....!
Du skal vide at min angst var ikke noget der begyndte helt pludselig.
Det var noget der udsprang fra en fødselsspykose for 21 år siden.
De nærmere omstændigheder er så personlige at jeg ikke vil komme
ind på dem her. Det ved jeg at du forstår.
Angsten holdt sig siden på afstand i noget tid, for at så blusse op igen.
Sådan gik det frem og tilbage i nogle år, for at rigtig træde mig over
tæerne, ved en koncert i 2002. Mit i koncerten var jeg nød til at styrte
ud, med rødt ansigt og hjertet hængende udenpå kroppen.
Det var en så grim en oplevelse, at jeg isolerede mig, i 1 1/2 år...
Sjælsligt krympende, humpende som klokkeren fra Notre Dame.
Du spurgte hvad for en slags hjælp jeg fik på hospitalet...tsk...
De gav mig da de obligatoriske piller....apozepam 2 mg.
Nej, de hjælper ikke mod panikangst...det er det ikke ret mange
piller der gør. Derfor skal man gå til terapi, ja, tak skal du ha´
Man får det skam betalt da....det er vist det eneste positive jeg
kan sige om det.
Men du min ven, har da også været igennem alt hvad man kan
forlange af et menneske, og lidt mere..
Du ved at mine tanker er med dig hele tiden ikke...?
Knus Kajsa

Da jeg selv har været i gennem angsten, som jeg også har måtte kæmpe mig ud af, kan jeg sige at dette indlæg beskriver angsten på en rigtig måde.
Jeg led selv af panik angst. Jeg fik panik angst allerede da jeg kun var 17 år. En dag kunne jeg bare ikke gennemføre den bustur som jeg ellers plejdede at tage, jeg sprang ud, med troen om at nu var det forbi, nu var det min tur til at dø. På gaden inde i KBH mødte jeg 2 unge kvinder som hjalp mig, de prøvede at snakke mig til ro, men jeg ville kun have den ambulance skulle komme. Da den endelig kom fik jeg skæld ud af ambulance manden, selv om det var hårdt, var han den eneste der kunne få mine tanker væk fra døden. Han sagde til mig: "tror du ikke du har et problem der skal bearbejdes". Jeg blev så rasende og "rask" at jeg lige var ved at bede ham om at sætte mig af. Men det var rigtigt, mine tidligere oplevelser som sad printet på nethinden gjorde mig bange.
Jeg fik psykolog-hjælp, hun gjorde mig bevidst om mine negative tankemønstre. Jeg blev tilbudt medicin for angsten, men takkede pænt nej og lovede alle at dette skulle jeg nok selv klare, og det gjorde jeg også. 1 år efter var jeg rask, med kun en snært at panik.
I dag prøver jeg at hjælpe andre som ikke er bevidst om denne sygedom og dens følger.
når jeg tænker tilbage på kampen væk fra angsten, så kunne jeg den gang godt acceptere at den styrede mit liv, men i dag vil jeg ikke lukke den ind, og jeg vil stadig kæmpe.
Dem der sidder med angsten, kæmp jer ud, I kan godt, så længe i har troen på jer selv.

er vejen ud af fobi og angst. Det hele er i tankerne og det er dem der skal laves om på! Og ingen piller som du selv siger.
Faktisk er angs og fobi den mest alm sindslidelse. (ikke at man er sindsyg selvfølgelig).
Det skræmmer mig lidt så meget dit indlæg ramte mig igår. Som om jeg blev trukket tilbage i det helvede jeg osse levede engang. Hvor døren til omverdnen var lig med døren til helvede og kæresten var det eneste livstegn der cirkulerede i ens egen lille angstfyldte verden. Men så kiggede jeg på min mand (dengang kæresten), smilte og priste mig lykkelig for at jeg lever livet med en ufattelig urykkelig støtte ved min side:-)
Du er en blomst Kajsa:-) Tak for dine ord.

......ja, alle jeres svar, har været overvældigende for mig.
Det tog mig mange svedeture at skrive indlægget, og jeg blev
konstant kastet 1 år tilbage i tiden.
Det du skrivet viser til fulde, at det ligger og ulmer under
overfladen. Man kan komme af med det, men det kræver
ufattelig meget viljestyrke og trygge omgivelser.
Jeg er glad for at du har det godt! Hils din mand, og giv ham
et knus fra mig!! ;-)
Kæmpeknus fra Kajsa

At se dit svar, var som at kigge sig selv i spejlet. Det var rystende...
Om du bare vidste hvor mange gange jeg har råbt ambulance,
siddende, totalt stiv af skræk, bedende med en spinkel stemme...
Bare gør noget....redde mig...jeg dør jo..
Jeg syntes at det er smukt af dig, at bruge dine erfaringer med angst,
til at hjælpe andre. Gid jeg havde det overskud...måske får jeg det
med tiden.
Det der var det værste, i mit tilfælde, var at man jo skulle hen til
psykologen. Jeg turde jo ikke gå ud....og nej, de laver ikke hjemme-
besøg. Det var forfærdeligt. De kunne bare ikke forstå, hvorfor jeg
ikke bare kunne tage bussen ned til dem....
Sikke dog en kollosal dumhed....og det fra psykologer...herregud.
Men nok om det...;-)
Vi har det godt nu, så hvorfor ikke fejre det istedet for!
Et stort knus fra Kajsa

Ja det skal fejres, men vi skal hele tiden være på vagt, det er det desværre ikke noget som man slipper helt for at opleve igen, men desto stærkere vi er, så forbliver angsten måske ude.
Jeg troede heller ikke jeg havde energien til at hjælpe og oplyse andre om angsten, men jo mere jeg gjorde det, jo mere rask blev jeg. Jeg skrev meget lange noveller om det, jeg skrev større skriftlig opgave om angst, og da jeg afleverede opgaven havde jeg besluttet mig selv for at det skulle være det sidste og så lage jeg låg på. Når man åbner sig skal man også kunne være i stand til at lukke sig igen. Forstår du?
Bare lidt om mine erfaringer...
Mange knus herfra
Felina

...jeg forstår hvad du mener, men desværre er jeg nok stadig
et såkaldt grænsetilfælde. Jeg har meget svært ved at lægge
låg på angsten. Den dukker op på de mest forkerte tidspunkter! :-)
Med lidt træning og god backup, i form af min mand, tror jeg
dog at jeg er på den rette vej.
Jeg synes stadig at du er ufatteligt stærk, og håber en dag på at
jeg kan have den samme styrke, for at gå ud og lave det du gør!! :-)
Du bliver i mine tanker Felina!!!
Knus Kajsa

Undskyld igen mir sene svar, men kunne ikke lige finde frem til debatten.
Taak for dit venlige svar.
Det lyder lidt som om du ikke helt har givet dig selv lov til at slippe af med angsten, så jeg skrev tidligere, lov jeg mig selv være i tilstanden, da jeg egentlig følte det var okay, selvom jeg hadede angsten.
Min kæreste var/er også en utrolig støtte for mig, men først da jeg sagde til ham, at nu var der ikke noget der hed angst mere i det her hus, eller i mit sind, der "glemte" jeg den, og blev rask. Jeg ønskede ikke længere at snakke om angsten, fordi så styrede den mig jo stadig.

Ønsker dig al mulig held og lykke. Vær lykkelig over din omsorgsfulde mand, det er det der betyder noget.
Kuns Felina

Hej
Super godt beskevet! Den sidder lige i skabet den der!!!