tror du på kærligheden ?

er det ikke bare fordi du er bange for ensomhed ?
Hvad er fordelene og ulemperne ?
Og er det mest positivt ?
Bare en tanke

Ja jeg tror på kærlighed, men jeg tror ikke mænd kender til kærlighed i længden, de er vist trætte af konen efter et par år.
Desværre!
Derfor er jeg nok snart eks-kone til den mand jeg elsker.
Han vil være alene.
Og vi er endda næsten 60 år begge.

Hold jer langt væk fra det. Det er det sikreste!

Til dig, der stiller det kloge og dybe spørgsmål om kærlighed:
Fra egen erfaring ved jeg, at det eneste m i t hjerte ikke kan bære, er IKKE at tro på, og ikke at GIVE AF kærlighed. Der hvor jeg har følt for det (uanset chancen for at blive gen-elsket eller ikke). Når jeg har holdt kærlighed tilbage, har jeg i den grad lidt selv (haft smertefulde følelser over det, da eller senere).
Når du er blevet ældre (jeg er 55) vil du måske sande, som jeg har gjort det, at livets lykke ikke er at blive elsket, men at opleve sit hjerte fyldt af kærlighed - til en, flere, en kæreste, en beundret, et barn, et dyr, gamle i familien, hvem (eller hvad) som helst. Og alle disse følelser - mærket i dit eget hjerte og i større eller mindre omfang afspejlet i dine handlinger over for din omverden - de VAR, ER livets mening.
Der er - for mig at se - INTET alternativ til kærlighed. Den, som du vælger ikke at vise, eller savner mod til at føle, får - før eller siden - dit hjerte til at krympe sig i smerte. For da kan det være for sent at udtrykke den over for den eller dem, som var anledning til at du oplevede følelsen af kærlighed i dit hjerte.
For at opsummere: kærligheden, og vel at mærke den som du selv føler, er det mest, og måske det eneste, meningsfulde der eksisterer.
: - )
en kvinde

for dig .... ville ønske at I kunne finde en løsning. Desværre kan vi intet beslutte alene når det gælder forholdet mellem mennesker.

vi fødes og dør alene ....
Jeg har besluttet at undgå kærlighed. Jeg har valgt den fra mange gange og tror faktisk ikke jeg vil vælge den til. Her tænker jeg på kærligheden mellem mænd og kvinder. Den anden kærlighed du omtaler er jeg enig i er vigtig og ikke til at leve uden. Altså mellem venner og familie.
Det har da gjort ondt at vælge den fra men det gør også ondt at vælge den til. Jeg foretrækker at leve alene end sammen med en kvinde.
Jeg ønsker kun fred og ro ... kærligheden (til kvinder) har kun givet mig ufred og kaos. Det er ikke det jeg vil bruge mit liv på.

kærligheden er ikke noget vi vælger - den vælger os! det kommer til at lyde som en vare man bare kan rive ned fra hylden, hvis man vil.
det er når man elsker og når man sørger, at man rigtigt mærker at man lever. livet går op og ned - hvis ikke man en gang i mellem blev ked af det, så ville man heller ikke nogensinde opleve at være rigtig glad. tingene hænger sgu sammen!
lås dit hjerte når du bliver såret - men vid, at der er en derude med præcis den rigtige nøgle til dit hjerte!

Jeg tror på at kærlighed ofte er et valg vi tager. At vi vælger at elske. Jeg tror på at mange ægteskaber i dag ender i skilsmisse fordi folk har glemt at kærlighed er en aktiv handling som ikke bare kan holdes ved lige af sig selv. Jeg tror vi er blevet for dovne til at prøve og turde elske af hele vores sjæl. Vi er bange for at give for meget af os selv. Man får så meget mere ud af at elske gennem livet end at gå rundt og være bange for kærligheden. For at citere Eric Fromm "For de fleste mennesker er kærlighed først og fremmest et spørgsmål om at blive elsket snarere end et spørgsmål om at elske, om ens egen evne til at elske"

Kærligheden er meget større en et parforhold...
så selvom man kan tvivle på parforholdet, kan man jo godt tro på kærligheden..
Men jo jeg tror da på kærligheden, i parforholdet.. men det kræver jo at
det er det "rigtige" parforhold.. oftes elsker den ene mere end den anden..
eller man forveksler kærlighed med "købmandsforhold".. - altså at man er
sammen pga. af praktiske forhold.. (bla. sexualitet)
Hvis begge parter give kærlighed og enagi til forholdet, uden at forvente
noget retur.. altså gør det uden forbehold.. så er der næsten ingen grænser
for hvor højt vi løfte hinanden..
Men jeg vil da godt give dig ret i at, jeg snart har ledt længe efter den
form for kærlighed, og desværre ikke har fundet den endnu.. men jeg vil
heller ikke nøjes med noget der ikke har perspektiv..
Venligst Klaus

religiøst .... jeg er ikke religiøs
Jeg tror blot at jeg er der at jeg ikke gider den mere. Dermed ikke sagt at jeg ikke vil opleve den en dag. Men søger ikke efter den og møder jeg den ikke igen så er det også lige meget.
Så måske er jeg aldrig rigtig glad ... det må andre dømme

til kvinderne ... jeg syntes jeg har gjort hvad jeg kunne. Men på et tidspunkt er man bare fyldt op og der er jeg nu. Ved ikke om jeg vil være der for altid

men leder ikke efter den. Jeg ved godt at kærlighed er mere end et forhold og tror som jeg tidligere skrev på den del.
Det med at give begge ... hmmm .. det betyder jo at man så skal se og gå ind i forholdet med samme syn/erfaring osv. det tror jeg er ret svært at møde.

Fat mod. Vi bliver alle lidt fyldt om engang imellem. Jeg kan også nogle gange tvivle på kærligheden mellem mennesker og det er trods jeg ellers er i et velfungerende parforhold:0) Engang imellem tror jeg bare kærlighed er det mest misforståede ord i verden. Det er de færeste der egentlig ved hvordan man elsker (igen lidt fromm). Nogle gange er det som om det hele handler mere om egoisme end om egenlig kærlighed. Mennesket er bare ikke bygget til at være lykkelig. Vi vil altid have mere. Men hvis vi er heldige kommer vi tæt på. giv ikke op endnu

Man er nødt til først at være venner, og så med tiden, hvis begge tror på det.. at udvikle forholdet.. hengive sig til hinanden.. du ved..
Det der med at falde i en sexuel besættelse.. og tro det kan bære et parforhold.. det er altså en noget usikker vej.. men det er da en god retningsgiver, udaf mange..
øøhh Kærligst Klaus

Ser du er en ny profil..
Venligst Klaus

En anden her skrev, at uselvisk kærlighed løfter begge parter.
Jeg tror ikke, kærlighed afhænger af et heldigt træf, hvor de to har samme syn og erfaring.
Men at kun samme drøm er nødvendig: længsel efter og håb om kærlighed, og ønsket om at arbejde på at skabe den. Hos hver af de to.
Deres viden og metoder behøver så ikke være ens - og det er en mands og kvindes subjektive oplevelse af og udtryk for kærlighed i øvrigt heller ikke. Altså, ikke ens hos de to.
Men hvis bare de hver kan fortsætte med at give den nødvendig kærlighed til sig selv, give tolerance, tålmodighed og kærlig støtte til den anden, og også give dejlige ting til den tredie part, nemlig forholdet... (fx oplevelser, loyalitet, ærlighed, tilgivelse når det behøves, spontan glæde osv.) ... så tror jeg at den tredie (forholdet) vil begynde at give til hver af de to, og at det vil føles som kærlighed.
Og perspektivet? Det kan være, at de to parter deler samme antagelse om at kærlighed løfter os mennesker mere end det tynger os ned. At altså n o g e t kærlighed, som lykkes, måske bare for en periode, er en værdi, en gevinst, et værk. Som aldrig vil forsvinde fra jordens overflade (fordi det lever i erindringen og i eftervirkningerne af det gode, som det gjorde ved hver part).
Men hvis man betragter kærlighed, der ikke varer ved, som en komplet fiasko, som værre end ingenting -
Ja, så er der jo ikke garanteret noget varigt afkast af investeringer, og da må man jo nok vælge at holde sig fra den og begrave håbet og længslen...
Vel fødes og dør vi alene. Det gør hvert eneste levende væsen på jorden, incl. planterne.
Men det er jo ikke noget bevis på at de ikke, imens de lever, i små og store tidsrum kan dele en virkelig og fælles oplevelse af nærhed og samhørighed og kærlighed.
Altså: erkend at kærlighed er det eneste værdifulde der findes.
Og at det faktum, at kærlighed ikke er evig og uforgængelig (det er livet heller ikke) IKKE er tilstrækkeligt til at bevise, at den ikke er al din stræben værd.
Igen - hvad, som alternativ, er bedre at stræbe efter? - Måske blot, desillusioneret, at vente passivt på døden?
Jeg er barsk. Men det er din resignation egentlig også...
Varme og kærlige tanker for dig
en kvinde

tak tak. har skrevet herinde et par gange og tænkte så kunne man vel lige så godt blive medlem :0)

gang at jeg føler at "verdenen" går under, og at mit "liv" ER SLUT og dette er fra 2005 Øv
Nej kærlighed er opblæst, og såre kun..

Men det betyder ikke, jeg vil holde op med at bo alene af den grund. Den trives bedst i mit hjerte, hvis ikke det bliver forvirret af stryge skjorter og fælles girokort.

mellem 5 er det fantastisk
//Kim Schumarcher

Er du.

altså dræmmen om kærligheden er en narresut, som man burde smide ud når man er nået voksenalderen.
Gad vide hvad det er for en kærlighed trådstarteren taler om. Er det hans egen kærlighedsfølelse (?)eller den man udsættes for med eller mod ens vilje?
Kærlighed kan også være en hæmsko og direkte ubehageligt at være offer for. F.eks. dem (især kvinder har jeg bemærket) der Ælsker (med æ...
Hvor man føler de ikke virkelig elsker, hvor det er krampagtigt og gør en ufri frem for at deres kærlighed frigør livsenergi og livsglæde. Den form for kærlighed kan jeg godt undvære. De der Ælsker så meget, at man er ved at kvæles i deres net, skal man holde en afstand til, pokker skal man bruge det til? Deres kærlighed er mere "kærligheden" til det SVAGE i andre personer - altså at blive Ælsket sådan er med til at fastholde en i egen svaghed - den ælskende for en masse ud af det, modsat den der ælskes.Jeg kan kun anbefale at børn af sådanne mødre/mænd til sådanne koner/familiemedlemmer/veninder/venner til Ælskende personer at redder sig selv mens tid er. Den form for "kærlighed" er direkte usund.
Så er der den kærlighed der udspringer i et frit miljø og kommer fra et menneske, der er i stand til at elske SIG SELV! Og et mennekse der selv er fri i sin kærligheds følelse, og er så afklaret at han/hun kan elske og gi ud af sig selv UDEN det binder eller klister en til vedkommende....tværtom frigør denne form for kærlighed egne ressourcer.
Den form for kærlighed er jeg altid modtagelig for. Når gavmilde mennekser elsker, skal man da ikke holde sig tilbage for at tage imod...
Så det er svært entydigt at svare ja eller nej til trådens spørgsmål.
Jeg synes man skal skrotte DRØMMEN om kærligheden, og i stedet arbejde på at få en kærlighedsfølelse overfor sig selv og eget liv. F.eks. kunne man begynde hver dag med at gennemgå sine egne muligheder. Man har øjne man kan se med, jamen er det ikke fantastisk og bør det ikke vække en kærlighed til livet i sig selv? Man har ører til at lytte med...man kan bevæge sig...osv. osv..... Selve det at være til i sin egen krop kan være kærlighed nok, og bør være tilstrækkeligt til et lykkeligt liv. Hvad der så kommer til en ud over dette kan man tage imod eller afvise - alt efter hvad man mener gavner, men at lade sit liv diktere af "drømmen om kærligheden" er at snyde sig selv!
Det er denne drøm reklamerne sælger deres usunde varer på...så befri mig vel for drømmen om kærligheden!
Tak og God Pinse til alle :-)
Pus

du gør. Men teorien er ikke altid så ligetil i praksis.
Altså vi står alle et sted i livet der er helt unikt. Mødet mellem mennesker og udfaldet afhængiger af hvordan på den ene side forventninger og behov imødekommes. På den anden side hvordan vi selv tilbyder vores kærlighed til den anden. Disse to indfaldsvinkler skal gerne nogenlunde ping ponge ellers vil man føle utilstrækkelighed og afsavn. Det er det jeg mener med at vi skal "stå" samme sted. Dette er meget sjældent at møde tror jeg og derfor tror jeg heller ikke at vi har ubegrænset muligheder for at møde den rette.
Jeg har tit mødt den rette men som ikke opfattede mig som den rette .... det modsatte har nok også været tilfældet.
På den måde kan jeg ikke sge at jeg nogensinde har mødt kærligheden eller de rette omstændigheder. Spørgsmålet er så om man orker at fortsætte med at tro og lede efter den.
Jeg har fundet ro og udover nærhed føler jeg ikke jeg mangler noget. Nærhed er naturligvis vigtig men må indrømme at jeg heller ikke fandt den i forholdet. I forholdet oplevede jeg mest kaos ... som en skriver er at mærke livet. Ved jeg ikke i så fald vil jeg heller undvære ... ro er det vigtigste for mig

Jeg troede ikke på kærligheden, men så overrumplede den mig.
Jeg troede ikke den fandtes, ikke for mig i hvert fald. Men så var den der bare og jeg mærker stadig kærligheds-suset i min krop og sind….
Kan ikke rigtig dele det op i fordele og ulemper, har ikke rigtig anden mulighed at lade mig rive med og nyde. Til trods for at det var utroligt skræmmende at få rykket så meget ved sin virkelighedsopfattelse..