til sjoveren og de andre bloddonorer
Jeg har set en gammel debat om bloddonation og derfor vil jeg fortælle en lille historie og takke alle jer der er bloddonorer.
Jeg står en morgen og har det sædvanlige morgenskænderi med min datter angående praktisk påklædning, når man er i prinessealder og går i en skovbørnehave.
Højgravid som jeg er, altså i tredje trimester, skal jeg virkeligt holde mit temperament nede for ikke at stresse hele familien og det ufødte liv unødvendigt. Vi har lidt stress på, fordi jeg er endnu ikke gået fra til barsel men er i fuldt arbejde og jeg kan ikke være forsinket til morgenmøde.
Mens jeg bukker mig ned i børnehøjde for at kigge min datter lige i øjnene, kan jeg mærke jeg bliver våd mellem benene. Shit, tænker jeg. Er jeg nu blevet så hidsig at jeg sjatpisser i buksene!
reflektorisk tager jeg mig mellem benene og kan se der er blod på min hånd. Jeg råber til manden han må komme og hjælpe mig med påklædningen af datteren og i det jeg råber kan jeg mærke en bristning inde i mig.
Blodet strømmer ud af mig og ud på gulvet, lige for øjnene af vor 4 årige datter. Hun står som forstenet. Jeg råber på manden, at nu må han ringe ambulancen og jeg lægger mig ned på gulvet. Blodet bliver ved med at strømme ud og jeg kan mærke hvordan mine bukser bliver klæbrige Vor datter står fremdeles som forstenet.
Min mand løber rundt i lejligheden med mobilen i hånden og misser døråbningen. Han løber lige ind i vægen og stønner: Jeg har glemt at fortælle ambulancen vor adresse!
Rolig..........siger jeg, de har vis nummerfunktion og jeg kan allerede høre dem komme.
Jeg tror først det gik op for mig hvor alvorligt det var, da ambulancen stoppede ved vejkanten for at monitorere overvågningsudstyr ( hjerte) og de ikke fandt en vene de kunne indføre et drop. Jeg har tabt for meget blod. Mine vener er klappet sammen, nåede jeg at tænke, før alt blev sort.
Jeg vågnede på overvågningen en halv dag senere. Fik at vide jeg havde fået en velskabt datter. For tidligt født og derfor overfør til neonatalafdelingen. De var nødt til at beholde mig hvor jeg var et stykke tid, mens hvis jeg var stærk nok ville jeg få hende at se dagen efter.
Jeg havde tabt næsten 2 liter blod og havde fået mange blodoverførsler. Hvad der skete, var at moderkagen havde revnet, en placenta-ruptur.
Uden jer bloddonorer havde jeg ikke været i live i dag. Uden jer bloddonorer havde 5 børn blevet moderløse. Uden jer bloddonorers hjælp var min mand blevet alene tilbage med ansvar for alle børnene.
Jeg vil bare takke jer.
Mange tak for livet.
Jeg står en morgen og har det sædvanlige morgenskænderi med min datter angående praktisk påklædning, når man er i prinessealder og går i en skovbørnehave.
Højgravid som jeg er, altså i tredje trimester, skal jeg virkeligt holde mit temperament nede for ikke at stresse hele familien og det ufødte liv unødvendigt. Vi har lidt stress på, fordi jeg er endnu ikke gået fra til barsel men er i fuldt arbejde og jeg kan ikke være forsinket til morgenmøde.
Mens jeg bukker mig ned i børnehøjde for at kigge min datter lige i øjnene, kan jeg mærke jeg bliver våd mellem benene. Shit, tænker jeg. Er jeg nu blevet så hidsig at jeg sjatpisser i buksene!
reflektorisk tager jeg mig mellem benene og kan se der er blod på min hånd. Jeg råber til manden han må komme og hjælpe mig med påklædningen af datteren og i det jeg råber kan jeg mærke en bristning inde i mig.
Blodet strømmer ud af mig og ud på gulvet, lige for øjnene af vor 4 årige datter. Hun står som forstenet. Jeg råber på manden, at nu må han ringe ambulancen og jeg lægger mig ned på gulvet. Blodet bliver ved med at strømme ud og jeg kan mærke hvordan mine bukser bliver klæbrige Vor datter står fremdeles som forstenet.
Min mand løber rundt i lejligheden med mobilen i hånden og misser døråbningen. Han løber lige ind i vægen og stønner: Jeg har glemt at fortælle ambulancen vor adresse!
Rolig..........siger jeg, de har vis nummerfunktion og jeg kan allerede høre dem komme.
Jeg tror først det gik op for mig hvor alvorligt det var, da ambulancen stoppede ved vejkanten for at monitorere overvågningsudstyr ( hjerte) og de ikke fandt en vene de kunne indføre et drop. Jeg har tabt for meget blod. Mine vener er klappet sammen, nåede jeg at tænke, før alt blev sort.
Jeg vågnede på overvågningen en halv dag senere. Fik at vide jeg havde fået en velskabt datter. For tidligt født og derfor overfør til neonatalafdelingen. De var nødt til at beholde mig hvor jeg var et stykke tid, mens hvis jeg var stærk nok ville jeg få hende at se dagen efter.
Jeg havde tabt næsten 2 liter blod og havde fået mange blodoverførsler. Hvad der skete, var at moderkagen havde revnet, en placenta-ruptur.
Uden jer bloddonorer havde jeg ikke været i live i dag. Uden jer bloddonorer havde 5 børn blevet moderløse. Uden jer bloddonorers hjælp var min mand blevet alene tilbage med ansvar for alle børnene.
Jeg vil bare takke jer.
Mange tak for livet.