0tilføjet af

Stort svineri hos svinegiganten

Synlig afføring på tonsvis af svin. Skadedyr i et produktionslokale. Elendig rengøring, beskidte knive og klamme kød- og fedtrester i maskinerne. Kondensvand, som drypper ned på det svinekød, der kan blive forurenet med ondartede bakterier.
Det er blot nogle af de 137 kritisable forhold, som Fødevarestyrelsens kødkontrol alene siden april i år har afsløret på Danish Crowns slagterier i Danmark.
Det er forhold, der kan rumme en risiko for, at kødet forurenes med sundhedsskadelige bakterier, som kan være skyld i, at folk bliver syge.
24timer har foretaget en omfattende gennemgang af kødkontrollens rapporter, og de afslører, at slagterigiganten trods års kritik stadig ikke har styr på hygiejnen.
Sikkerheden er på spil
Ofte er den gal med rengøringen, men endnu oftere får slagterierne kritik for, at afføring fra de slagtede svin er splattet ud på kødet. Det er Fødevarestyrelsens dyrlæger og tilsynsteknikere, som har afsløret forholdene.
»Det er forstemmende, at den stadig er gal. Forbrugerens sikkerhed er på spil, for en så dårlig hygiejne kan selvfølgelig udgøre en betydelig sundhedsrisiko,« siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
»Og nu er Danish Crown i årevis blevet afsløret i disse svigt, og det undrer mig, at de ikke snart tager ved lære af det,« opfordrer hun.
Susanne Knøchel, professor i fødevaremikrobiologi ved Københavns Universitet, siger, at det er svært for slagterierne at undgå, at der kommer afføring på kødet.
»Men det er uacceptabelt, hvis et slagteri ikke opdager synlig afføring på kødkroppene,« siger hun og påpeger, at også den mangelfulde rengøring og problemer med kondensvand, der drypper på kødet, kan være til ulempe for fødevaresikkerheden.
Svært at komme til livs
Søren Aabo, der er seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Fødevareinstituttet, understreger, at der bliver slagtet millioner af svin i Danmark årligt.
»Så det er svært at vurdere, om 137 kritikpunkter er meget, for med en så stor svineproduktion vil der altid ske svipsere. Men ud fra en forbrugersynsvinkel er det selvfølgelig uacceptabelt, at der eksempelvis bliver fundet afføring på kroppene,« siger han.
Men problemet er umuligt at komme til livs, for slagtning er en uren proces, siger Søren Aabo.
»At tage tarmen ud uden at der kommer gødningsrester på dyrets krop, er svært og det mest kritiske i slagtningsprocessen. Og desværre slipper man aldrig helt for gødningsforurening. Det er helt umuligt,« siger han.
Som reglerne er i Danmark, må der ikke være synlig forurening med afføring på svineslagtekroppe. Der skal heller ikke være usynlige afføring på. Men det er der ¿ også på det kød, der ender ude på spisebordene, fortæller Søren Aabo.
»Vi ved, at svinekød er en smittekilde. Afføringsbakterier bliver simpelthen bragt ind ude fra svinebesætningerne - til slagteriet - til detailhandlen - og slutteligt ender det ude hos forbrugerne.«
'Forvent gødning på kød'
Ifølge Søren Aabo bliver der årligt registreret 200-400 danskere, der bliver syge af at spise svinekød med salmonellabakterier.
»Ligeså mange - 200-400 - bliver smittet med bakterien yersinia enterocolitica, som også hovedsagligt kommer fra svinekød.«
Tallet er formentligt 10 gange højere, for det er velkendt, at under en tiendedel af sygdomstilfældene bliver registret hos sundhedsmyndighederne.
Men trods sygdomsrisiko mener Søren Aabo, at forbrugerne simpelthen må forvente, at der er gødning på kødet, og derfor kræver det en grundigt hygiejnisk indsats at tilberede kødet:
»Gødningsforureningen hører med til det at spise svinekød.«
http://www.24.dk/article.jsp?articleId=13047
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.