sprang fra uddannelse

for ca. 7 måneder siden, pga min kærestes depression, dårlig økonomi og mine angstforstyrrelser. Jeg fik det faktisk endnu dårligere da jeg stoppede og har bare haft endnu dårligere selvværd mht arbejdsmarket siden jeg stoppede...
Jeg har været rigtig glad for langt de fleste fag på skolen, men når jeg skulle i praktik, synes jeg ikke alle steder var så spændende og det var meget fysisk og psykisk hård... Der er mange ting, som jeg ikke vil arbejde med, når jeg er færdiguddannet, men har hele tiden satset på, at være heldig med at finde lige det jeg helst vil arbejde med...
Jeg har med tiden erkendt, at det ikke er så let også fordi, at jeg er enlig mor og arbejdstiderne er ikke lige for en enlig mor. Løønen er heller ikke særlig høj, trods fuldtid...
Jeg sidder stadig den dag i dag og tænker, at jeg mangler 2 år, så er jeg færdiguddannet og at nu har jeg igen hoppet fra en uddannelse/arbejde..og at jeg på bare 1 1/2 år i uddannelsen har haft 3 måneders orlov grundet min handikappet søn og mine angstneuroser,og så 6 måneder efter stoppet med uddannelsen.
Jeg føler mig som en fiasko..
Kommunen har bevildiget mig revalidering, men jeg er så bange for, at jeg igen ikke kan magte uddannelsen også fordi praktikkerne kræver så meget.
Starter jeg alligevel med auddannelsen igen, så skal jeg starte i praktik, som varer 1/2 år og sideløbende gå til psykiater 1 gang pr uge. Uha, det tager næsten pusten fra mig..
Jeg er stadig i vildrede, om jeg vil gøre uddanelsen færdig, eller om jeg skal vælge en anden uddannelse, som er min drømmeuddannelse, og giver en rigtig god lønindkomst, men den tager laaaaang tid og så er jeg nødsaget til, at flytte om 3-5 år....
Jeg savner nogle indput, da jeg kører i ring..

Jeg synes du skal finde en studievejledning og fremlægge dine problemer og tanker for. De kan enten tage sig af det eller henvise til nogen der måtte være mere kvalificerede til at rådgive dig :0)
Studievejledningen bliver brugt for lidt og med de krav der stilles i dag, at vi skal være perfekte til alt, så er der mange der får en studiedepression.

Angstneuroser og den slags har jeg ingen forstand på, så det vil jeg slet ikke udtale mig om.
Men drømmeuddannelsen? Hvorfra er du pludselig kommet på, at det er din drømmeuddannelse? Har det hele tiden været din drømmeuddannelse, men du valgte den fra pga. lang studietid og flyt bagefter? Har du lært mere om dig selv under den uddannelse, som du har gang i nu, som gør, at du synes, at det er det forkerte valg? Vil det stadig være et problem, at drømmeudd. tager lang tid og kræver, at du skal flytte?
Nuværende uddannelse? Kan du evt. få praktikkerne spredt ud over længere tid, så du kan holde til det? Er det den forkerte uddannelse, du har valgt? Kan du snakke med kommunen om, at du synes, at praktikken er uoverskuelig? Kan de hjælpe dig?
Jeg stiller alle de spørgsmål, fordi jeg ikke synes, at jeg kan sige, at du skal gøre det ene eller det andet. Du er derimod nødt til at finde svarene på disse spørgsmål + højst sandsynligt nogle flere, som jeg slet ikke har tænkt over. Når det er gjort, tager du et valg! Det bedste som du kan på det grundlag, som nu engang foreligger! Og så stiler du imod det mål.
Jeg kan ikke love dig, at du ikke igen kan komme i tvivl, men sådan er livet. Men hvis du tager et valg på et godt udredt grundlag, så er shancerne for, at det er det rigtige, også størst.
mvh hønemor1001

har jeg haft de sidste 10 år, men turde ikke satse på uddannelsen, da der kræves engelsk på højt niveau og det er ikke lige min stærke side... Den lange studietid afskrækker mig ikke, men det har flytningen gjort, men den fylder ikke så meget mere.
Med drømmeuddannelsen er jeg fri for at bekymre mig om fravær fra arbejdspladsen, når børn inc mig selv er syg og jeg vil have mere tid og overskud til børnene.
Jeg har med tiden forstået, at alle uddannelser er krævende, så der findes inge nemme løsninger og praktikken kan ikke spreds over længere tid.
Ja, der er rigtig mange spørgsmål og svarmuligheder, men det gør det ikke det hele lettere.

Kære lille du
Hvis du mangler at fuldføre to år for at du har din drømmeuddannelse, synes jeg du skal fuldføre den. Du vil få det meget bedre med dig selv, idet du kan sige med stolthed at du kunne!! men pas selvfølgelig på med for meget ravær hvis du skal til psykiater (så må du prøve at få en tid om eftermiddagen, når du har fri).
Held og lykke

formuleret mig godt nok, for drømmeuddannelsen er jeg ikke startet på.
Det er den uddannelse, som jeg sprang fra, hvor jeg mangler 2 år endnu.

gennemføre den uddannelse, du er begyndt på. Får du ikke en uddannelse vil det følge dig som et mareridt resten af livet. Så fat mod. Kontakt studievejleder, psykolog og alle andre, der kan hjælpe dig videre. God fremtid.

Jeg synes det er et rigtigt godt råd at tale med en studievejleder. Noget af det de virkelig kan er netop at hjælpe folk med at få lagt en plan der fører dem derhen hvor de vil, og måske kender de muligheder som du ikke har tænkt på. Der er to steder du kan/skal tale med:
1. Studievejledningen på den uddannelse du er sprunget fra. Læg dine udfordringer og din tvivl på bordet, og få dem til at hjælpe dig med at se på dem lidt udefra. Er uddannelsen den rette for dig? Kan den drejes i en retning álá din drømmeuddannelse? Hvordan kan du få lagt en studieplan der gør det muligt at passe uddannelse, barn og helbred? Kan du få noget hjælp/støtte under praktikken?
2. Tal eventuelt med dit lokale Studievalgscenter. Du finder dem på www.studievalg.dk. De ved en masse om det at vælge videregående uddannelse.
Held og lykke med det hele