Skal man advare sin ex's nye kæreste?

Jeg har lige haft en underlig telefonsamtale - med min exmands kæreste, eller rettere hans ex kæreste.
Jeg blev skilt for tre år siden, fordi mit ægteskab tærede for meget på mig. Min ex er to personer - når man spiller efter hans spilleregler er han sød og rar, men når han møder modstand bliver han ubehagelig, nedladende og truende. Det kan jo ikke undgåes at man i et samliv på mere end 20 år bliver uenige om både små og store emner, om alt fra børneopdragelse til valg af sommerferie. Vi var 17 år da vi mødtes, og dengang kunne jeg ikke se at han var to personer. I de første år var jeg så forelsket, at jeg kun så de lyserøde skyer. Med årene begyndte jeg at se hans mønster, men hver gang han var sød, glemte jeg alle tårerne og frustrationerne. I stedet for at blive vred og sætte grænser, når han behandlede mig nedladende, blev jeg ked af det. I dag kan jeg godt se, at vores ægteskab har været en lang magtkamp, hvor det for ham handlede om at have magten over mig. Ca. 4 år før vores skilsmisse turde jeg endelig sætte ham stolen for døren. Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, og at jeg ikke længere ville acceptere at leve sådan. Vi gik i parterapi ad flere omgange, og forsøgte på andre måder at rette op på vores forhold, men for 3 år siden gav jeg op. Ifølge min ex, var det mig der var problemet, fordi det var mig der var utilfreds. Han tog derfor ikke medansvar og mente ikke han behøvede ændre noget. Fortalt lidt simplificeret 🙂
Min ex har ikke ændret sig i forhold til mig. Vores eneste fællesskab er samarbejdet om børnene, og det kører som en lang magtkamp fra hans side overfor både børnene og mig.
Et halvt års tid efter skilsmissen fik min ex en kæreste. En sød og kvik jævnaldrende pige, som børnene hurtigt fik et hyggeligt forhold til.
For et par timer timer ringede hun for at fortælle mig, at hun var flyttet fra min ex. Hun ringede dels fordi hun synes jeg skal vide det af hensyn til børnene, dels fordi hun var vred over, at jeg ikke havde advaret hende. Som hun sagde, havde hun været forblændet af min ex, og nok også lidt desperat (40 år og hverken kæreste eller børn)og havde derfor været lang tid om at gennemskue hans egentlige jeg.
Jeg er selvfølgelig ked af det på hans ex-kærestes vegne, at hun føler hun har spildt 2 år af sit liv. Men hun er voksen og bør i mine øjne selv tage ansvar for sine handlinger. Jeg kan ikke se, at det er mit ansvar at advare andre kvinder mod min ex. Han er følelsesmæssigt forskuet men på ingen måde fysisk voldelig. Jeg synes det ville være fuldstændig malplaceret, hvis jeg kontaktede min ex-mands kærester for at fortælle dem om vores forhold. Og hvis det omvendte sket - at min kærestes ex kontaktede mig, for at "sladre". Men det var ex-kæresten uenig i, for som hun sagde - der var jo gået lang tid før hun havde set bag hans chamerende og underholdende facade.
Det skal lige tilføjes, at mine børn har haft et hyggeligt forhold til hende, men de ser kun deres far hver 3. uge i 3 dage, så det er begrænset hvor meget de har været sammen med hende. Jeg har mødt hende et par gange men aldrig talt med hende.
Og nu til mit spørgsmål:
Synes I man har pligt til at advare sin ex's nye kærester?




kør
men satte sig t. stisk og kender ikke rigtig til begrebet empati. Der var ikke plads til andre end ham selv, hvilket både jeg og vores fælles børn led meget under. Jeg ønskede ikke skilsmisse, men ønskede heller ikke tilpasse mig de vilkår, min mand stillede op for mig. Efter at have brugt 4 år, en masse penge og ressourcer iøvrigt på parterapi og andre måder at få familien til at fungere, gav jeg op. Min mand ønskede ikke at tage sin andel af ansvaret for at få os på rette spor, og jeg valgte derfor at gå.
Set i bakspejlet kan jeg se, at min ex altid har været sådan. Vi var 17 da vi mødtes, og jeg var ung og uerfaren, og gennemskuede ikke, at det var hans dagsorden vi altid fulgteEfter et halvt års tid fandt min ex en ny kæreste. En sød og kvik pige, som også hurtigt fik et godt forhold til vores børn.

risikere at blive stemplet som en bitter indblandende k......
Og det er risikoen, plus folk kan jo forandre sig,også ville hun alligevel ikke kunne bruge din advarsel til noget.
Du skulle da have spurgt hende om hun havde troet dig for 2 år siden, det tror jeg nemmelig ikke på.Gør du?

Hej
Nej, det er ikke dit ansvar. Hun ville heller ikke have troet dig, hvis du havde advaret. Det er da mærkeligt, at bebrejde dig noget. Jeg undrer mig over hende.
Det kunne da også være, de bedre kunne enes end I kunne, det ved man jo ikke noget om.
F.eks. det med ferie. Det bestemmer min mand altid. Jeg er ligeglad.
Så det kan du slet ikke påtage dig noget ansvar for. Mennesker er forskellige.

Jeg er helt enig. Jeg tror hun ville have grinet ad mig, hvis jeg havde blandet mig.
Det sagde jeg faktisk også til hende - at jeg ikke troede at hun ville have lyttet til mig - men hendes argument var, at så ville hun have haft min advarsel i baghovedet, og og derfor hurtigere have sagt fra.
Jeg ville aldrig gøre det - heller ikke efter at have hørt hendes argumenter, men jeg har stillet spørgsmålet fordi det blev så paf over opkaldet, at jeg tænkte at der jo kunne ære andre der tænkte som hende. Og det er jo ikke altid man salv har ret, uanset hvor dikker man føler sig i sin sag 🙂

Det er en svær problemstilling.
Jeg har selv overvejet at tale med min tidligere samlevers nye kæreste, men det er svært at gøre. For det første kan det let opfattes som jalouxi (det har jeg selv prøvet med en senere kæreste´s tidligere partner) og dels virker det mærkeligt at en vildt fremmed møder op/kontakter en for at tale om partneren. Men jeg har tænkt på det, for han var meget lig din eks (dog også fysisk voldelig senere i forløbet) og jeg tror ikke at han har ændret sig synderligt. Jeg har nemlig senere fundet ud af at hans første samlever fik samme behandling men valgte at "forsvinde" efter bruddet af frygt for ham, nøjagtig som jeg selv gjorde.
At din eks ikke er fysisk voldelig er dog ingen formildense omstændighed. De psykiske sår er langt værre for de fysiske heler (medmindre man selvfølgelig skades så kraftigt at man får men).
Jeg er enig med dig i at hun er en voksen kvinde som selv må se igennem og forstå det menneske hun er sammen med, men hvis han er som du beskriver har han jo nærmest psykopatiske træk - og ingen kan charmere og bedrage som en psykopat/psykopatisk personlighed. Grandvoksne, erfarne kvinder (og mænd) kan blive slået fuldstændig omkuld og føle de har fundet et fantastisk menneske lige indtil de ikke lever op til modpartens behov/krav. Så vågner den skjulte dæmon og de sidder i saksen. Det er selvfølgelig ikke dit job at advare, som du selv skriver kan det nemt misforstås og ansvaret er under alle omstændigheder ikke dit.
Men, måske kan du tilbyde at tale lidt med hende nu. Kontakte hende og sige at hvis der er noget du kan gøre for hende mht. støtte, samtale eller lignende, så må hun gerne tage kontakt.
Jeg tror hun har brug for en masse støtte til at gøre de samme opdagelser om sig selv og ham, som du har gjort. Selvom hun er vred lige nu, så tror jeg faktisk at hun har kontaktet dig fordi hun ved at du har gennemlevet det samme som hende. Måske søger hun ubevidst din hjælp/støtte til at komme videre fra det hun har levet i og ved at du har gjort det. Måske kan i begge få glæde af det for det er sjældent man oplever at møde endnu én, der har været offer for den samme syge partner.
En anden ting er, at jeg synes du skal være obs på hvordan han er overfor jeres børn. Børn er hverken døve, blinde eller dumme og desværre er personer af hans støbning tilbøjelig til at gå efter alle der er svagere end dem selv, inklusive deres børn. Derfor skal du signalere at du er åben for kontakt/støtte/hjælp hvis dine børn føler sig truet, trynet mv. af ham. De skal vide at de KAN finde tryghed hvis han opfører sig lige sådan over for dem, så de ikke bliver hans næste ofre.

Kunne det være det som havde den største problem i jeres forhold, kunne det være dig som havde2 ansigter, kunne det være dig som nu synes at du har ejer fornemmelse. Hvad synes du når du engang finder en kærste skal din ex ring til din kærste og advare ham???
Kærlig hilsen Jytte.
Godt nytår😉[l]🙂

Du har gjort det rigtige, det er ikke din opgave at advare hende.
Hun ville alligevel aldrig have troet dig, især ikke hvis hun var forelsket, og du ville uder alle omstændigheder blive stemplet som den bitre ex, hvilket måske ikke ligefrem letter samarbejdet med din ex mand (hvis den nye kæreste er med til at modarbejde dig, frem for at hjælpe med at fremme dialogen)
Jeg synes ikke du skal lade dig gå på af hendes opkald, det har nemlig ikke noget med dig at gøre, men det udelukkende et udtryk for hendes frustration.

hele kan det jo ikke være dit ansvar at advare. Du kunne jo heller ikke vide, om hans nye kæreste kunne lide at blive styret. Hvis det var tilfældet, ja så ville det have heddet sig, at du var nævenyttig og blandede dig i ting der ikke vedkom dig. Jeg ville sikkert have gjort som du!

der fortjener mere opmærksomhed end det vil få, fordi det ikke handler om sex og utroskab, men om rene linjer.🙂
Hvis du var blevet slået gennem en længere periode, så synes jeg nok du burde give den oplysning videre.
Nu var det så psykisk vold i stedet, hvilket mange gange kan være meget værre end fysisk vold, men af en eller anden grund, så vægtes det ikke så højt. Han kan jo have ændret sig i det nye forhold, de passer måske bedre for hinanden og så videre. Undskyldninger man kan bruge over for en selv, for ikke at fortælle sin viden.
Som nogle af de andre også har været inde på så er det vel også at blande sig i et nyt forhold, hvor begge er ny forelskede og blinde, og hvor eksen hurtigt kan stå som (h)eksen. Hvilket jeg sagtens kan følge og også er enig i langt hen af vejen.
Men går der ikke en eller anden grænse, der hvor man må sige, at eksen er karakter afvigende, og det har den nye kæreste ret til at få at vide, og så kan han/hun så forholde sig til det på et givet tidspunkt?
Det havde sikkert ikke hjulpet i dit tilfælde og du var blevet kaldt alt muligt, det ved jeg godt. Og hvem bestemmer lige hvad og hvem der er karakter afvigende? Der er mange dilemmaer, som ikke gør det så enkelt som nogle af de andre indlæg gør det til.
venlig hilsen
Grøn

Hej
Først vil jeg fortælle at du formulere dig utroligt godt.
Om det skal give sympati eller empati,ja det er jo mit valg!
I min "verden" har du gjort det rigtigt,kan slet ikke forstå du er blevet i tvivl?
Den eneste begrundelse for at blande sig er hvis han ved hans handling er til fare for sig selv eller andre.Hvis det er tilfældet,psykopati eller misbrug er der hjælp at hente,for at kan få det bedre,og så er situation selvfølgeligt helt afgørende at man hjælper.
Med kærligt hilsen Bo

atter nej, du har gjordt det rigtige.
Godt nytår

Det er ikke dit problem, eller din opgave at advare nogen. De er voksne mennesker.
Du gør det rigtige.

I stedet blev det mine eksnaboer, der bebrejdede mig at jeg ikke havde søgt hjælp hos dem tidligere.
Anledningen var deres chock, da min mands ekskæreste søgte ly hos dem, fordi han løb efter hende med en brødkniv og truede med at slå hende ihjel!
Måske burde jeg have advaret hende, men jeg ville netop ikke gøre det, fordi det ville se ud som om jeg var jaloux 😃
Jeg mener jo egentlig at man i den alder selv er ansvarlig for de valg man træffer. Jeg synes at den ekskæreste der ringer dig op og bebrejder dig at du kunne have advaret hende, er langt ude. 😖
Godt du kom fri og Godt Nytår 🙂
Løvemor

Tak for alle jeres svar. Som jeg indledningsvist skrev, blev jeg meget overrasket over hendes bebrejdelser, og jeg kom et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg burde have blandet mig. Jeg har vendt og drejet situationen, og læst jeres kommentarer, og jeg føler mig (igen) sikker på, at jeg handlede rigtigt, ved ikke at gøre noget. Det er altid nemt at være bagklog, men nogen ting skal man bare ikke blande sig i.
Jeg har skrevet en mail til ex'ens ex hvor jeg kort fortæller, at jeg er ked af hendes situation, og hun er velkommen til at kontkte mig hvis hun har brug for at snakke. Jeg har ikke nævnt noget om hendes bebrejdelser om mine manglende advarsler.
Rigtig godt nytår til jer alle [s][l]