Sand videnskab stemmer med Bibelen
Galilei tvivlede ikke på Bibelen. Det han satte spørgsmålstegn ved, var kirkens læresætninger. I en kommentar til dette emne har en skribent bemærket: „Det man kan lære i forbindelse med Galilei, er ikke at kirken holdt sig for nær til Bibelens sandheder, men snarere at den ikke holdt sig nær nok.“ Da kirken lod sin teologi blive påvirket af græsk filosofi, gav den efter for menneskers overleveringer i stedet for at følge Bibelens lære.
Dette leder tanken hen på denne advarsel i Bibelen: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.
Selv i dag fortsætter mange i kristenheden med at antage teorier og filosofier der er i modstrid med Bibelen. Et eksempel på dette er Darwins udviklingsteori, som mange har accepteret til fordel for skabelsesberetningen i Første Mosebog. Derved har kirkerne i realiteten gjort Darwin til vore dages Aristoteles og udviklingslæren til en trosartikel.
Det foregående bør ikke på nogen måde afholde os fra at interessere os for videnskabelige emner. Bibelen indbyder os nemlig til at lære af det Gud har frembragt, og at lægge mærke til hans forunderlige egenskaber som de kommer til udtryk i det vi ser omkring os. (Esajas 40:26; Romerne 1:20) Nu giver Bibelen sig heller ikke ud for at være en videnskabelig lærebog. Den giver os i stedet indblik i Guds normer og i sider af hans personlighed som vi ikke kan lære at kende ved blot at betragte det skabte, samt i hans hensigt med menneskene. (Salme 19:7-11; 2 Timoteus 3:16) Men de gange Bibelen omtaler naturfænomener, er den helt igennem videnskabeligt korrekt. Galilei sagde: „Både den Hellige Skrift og naturen er et produkt af Guds ord . . . To sandheder vil aldrig kunne modsige hinanden.“ Det vil fremgå af følgende eksempler.
Noget der er endnu mere grundlæggende end at stjerner og planeter bevæger sig, er at alt stof i universet er styret af love, som for eksempel tyngdeloven. Den tidligste ikkebibelske omtale af fysiske love stammer fra Pythagoras, der troede at universet kunne forklares ved tal. To tusind år senere beviste Galilei, Kepler og Newton at stof bliver styret af love der kan forklares.
Den første bibelske omtale af naturlove finder vi i Jobs Bog. Omkring år 1600 f.v.t. spurgte Gud Job: „Kender du himmelens forskrifter [eller love]?“ (Job 38:33) Jeremias’ Bog, som er nedskrevet i det syvende århundrede f.v.t., omtaler Jehova som den der står bag „forskrifterne for månen og stjernerne“ og „forskrifterne for himmelen og jorden“. (Jeremias 31:35; 33:25) På baggrund af disse udtalelser siger bibelkommentator George Rawlinson: „Den lovmæssighed der tydeligt ses i hele den materielle verden, bliver lige så stærkt understreget af bibelskribenterne som af den moderne videnskab.“
Hvis vi tager udgangspunkt i Pythagoras, var udtalelsen i Jobs Bog cirka tusind år forud for sin tid. Tænk også på at det egentlige formål med Bibelen ikke er at åbenbare videnskabelige kendsgerninger, men at gøre os opmærksomme på at Jehova er Skaberen af alle ting — den eneste der kan fastsætte fysiske love. — Job 38:4, 12; 42:1, 2.
Et andet fænomen som vi kan se nærmere på, er det kredsløb vandet på Jorden indgår i. Enkelt sagt fordamper vand fra havet, danner skyer og falder som nedbør over land for igen at vende tilbage til havet. Den ældste eksisterende ikkebibelske omtale af dette vandkredsløb er fra det 4. århundrede f.v.t. Men Bibelens udtalelser om samme kredsløb er mange hundrede år ældre. For eksempel skrev kong Salomon af Israel i det 11. århundrede f.v.t.: „Alle floderne løber ud i havet, men havet bliver ikke fuldt. Til det sted hvorfra floderne kommer, dertil og derfra vender de tilbage.“ — Prædikeren 1:7, The Amplified Bible.
Profeten Amos, som var en ydmyg hyrde og landarbejder, skrev omkring år 800 f.v.t. at Jehova er „den der tilkalder havets vande, så han kan udgyde dem over jordens flade“. (Amos 5:8) Uden at bruge et indviklet og teknisk sprog gav både Salomon og Amos en korrekt beskrivelse af vandkredsløbet fra hver sin synsvinkel.
Bibelen omtaler også Gud som den der „hænger jorden på intet“, eller, som The New English Bible siger, „ophænger jorden i det tomme rum“. (Job 26:7) I betragtning af den viden man besad i tiden omkring 1600 f.v.t. da dette blev sagt, var det noget af en påstand at hævde at en fast genstand kunne forblive hængende i det tomme rum uden at blive holdt oppe af noget. Som tidligere nævnt afviste Aristoteles, der levede over 1200 år senere, tanken om det tomme rum.
Er det ikke forbløffende at Bibelen indeholder sådanne nøjagtige udtalelser — især når man tænker på de fejlagtige, men tilsyneladende fornuftige, opfattelser som var fremherskende i den periode Bibelen blev skrevet? For nogle er dette endnu et vidnesbyrd om at den er inspireret af Gud. Vi gør derfor klogt i ikke at lade os påvirke af nogen lære eller teori der er i modstrid med Guds ord. Som historien gentagne gange har vist, kommer og går menneskers filosofier — om de så er udtænkt af selv de skarpeste hjerner. Men „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Peter 1:25.
Dette leder tanken hen på denne advarsel i Bibelen: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ — Kolossenserne 2:8.
Selv i dag fortsætter mange i kristenheden med at antage teorier og filosofier der er i modstrid med Bibelen. Et eksempel på dette er Darwins udviklingsteori, som mange har accepteret til fordel for skabelsesberetningen i Første Mosebog. Derved har kirkerne i realiteten gjort Darwin til vore dages Aristoteles og udviklingslæren til en trosartikel.
Det foregående bør ikke på nogen måde afholde os fra at interessere os for videnskabelige emner. Bibelen indbyder os nemlig til at lære af det Gud har frembragt, og at lægge mærke til hans forunderlige egenskaber som de kommer til udtryk i det vi ser omkring os. (Esajas 40:26; Romerne 1:20) Nu giver Bibelen sig heller ikke ud for at være en videnskabelig lærebog. Den giver os i stedet indblik i Guds normer og i sider af hans personlighed som vi ikke kan lære at kende ved blot at betragte det skabte, samt i hans hensigt med menneskene. (Salme 19:7-11; 2 Timoteus 3:16) Men de gange Bibelen omtaler naturfænomener, er den helt igennem videnskabeligt korrekt. Galilei sagde: „Både den Hellige Skrift og naturen er et produkt af Guds ord . . . To sandheder vil aldrig kunne modsige hinanden.“ Det vil fremgå af følgende eksempler.
Noget der er endnu mere grundlæggende end at stjerner og planeter bevæger sig, er at alt stof i universet er styret af love, som for eksempel tyngdeloven. Den tidligste ikkebibelske omtale af fysiske love stammer fra Pythagoras, der troede at universet kunne forklares ved tal. To tusind år senere beviste Galilei, Kepler og Newton at stof bliver styret af love der kan forklares.
Den første bibelske omtale af naturlove finder vi i Jobs Bog. Omkring år 1600 f.v.t. spurgte Gud Job: „Kender du himmelens forskrifter [eller love]?“ (Job 38:33) Jeremias’ Bog, som er nedskrevet i det syvende århundrede f.v.t., omtaler Jehova som den der står bag „forskrifterne for månen og stjernerne“ og „forskrifterne for himmelen og jorden“. (Jeremias 31:35; 33:25) På baggrund af disse udtalelser siger bibelkommentator George Rawlinson: „Den lovmæssighed der tydeligt ses i hele den materielle verden, bliver lige så stærkt understreget af bibelskribenterne som af den moderne videnskab.“
Hvis vi tager udgangspunkt i Pythagoras, var udtalelsen i Jobs Bog cirka tusind år forud for sin tid. Tænk også på at det egentlige formål med Bibelen ikke er at åbenbare videnskabelige kendsgerninger, men at gøre os opmærksomme på at Jehova er Skaberen af alle ting — den eneste der kan fastsætte fysiske love. — Job 38:4, 12; 42:1, 2.
Et andet fænomen som vi kan se nærmere på, er det kredsløb vandet på Jorden indgår i. Enkelt sagt fordamper vand fra havet, danner skyer og falder som nedbør over land for igen at vende tilbage til havet. Den ældste eksisterende ikkebibelske omtale af dette vandkredsløb er fra det 4. århundrede f.v.t. Men Bibelens udtalelser om samme kredsløb er mange hundrede år ældre. For eksempel skrev kong Salomon af Israel i det 11. århundrede f.v.t.: „Alle floderne løber ud i havet, men havet bliver ikke fuldt. Til det sted hvorfra floderne kommer, dertil og derfra vender de tilbage.“ — Prædikeren 1:7, The Amplified Bible.
Profeten Amos, som var en ydmyg hyrde og landarbejder, skrev omkring år 800 f.v.t. at Jehova er „den der tilkalder havets vande, så han kan udgyde dem over jordens flade“. (Amos 5:8) Uden at bruge et indviklet og teknisk sprog gav både Salomon og Amos en korrekt beskrivelse af vandkredsløbet fra hver sin synsvinkel.
Bibelen omtaler også Gud som den der „hænger jorden på intet“, eller, som The New English Bible siger, „ophænger jorden i det tomme rum“. (Job 26:7) I betragtning af den viden man besad i tiden omkring 1600 f.v.t. da dette blev sagt, var det noget af en påstand at hævde at en fast genstand kunne forblive hængende i det tomme rum uden at blive holdt oppe af noget. Som tidligere nævnt afviste Aristoteles, der levede over 1200 år senere, tanken om det tomme rum.
Er det ikke forbløffende at Bibelen indeholder sådanne nøjagtige udtalelser — især når man tænker på de fejlagtige, men tilsyneladende fornuftige, opfattelser som var fremherskende i den periode Bibelen blev skrevet? For nogle er dette endnu et vidnesbyrd om at den er inspireret af Gud. Vi gør derfor klogt i ikke at lade os påvirke af nogen lære eller teori der er i modstrid med Guds ord. Som historien gentagne gange har vist, kommer og går menneskers filosofier — om de så er udtænkt af selv de skarpeste hjerner. Men „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Peter 1:25.