Jeg har virkelig dummet mig

Har mødt manden i mit liv.
Jeg har kendt ham i nogle år og har nok inderst inde hele tiden været lidt interesseret i ham.
Vi har tit aftalt at mødes uden det er blevet til så meget mere, vi har begge haft rigtig travlt.
Vi ender med at mødes for nylig og er sammen. Lange lidenskabelige kys, det er fantastisk at ligge i hans arme og vi taler om alle de ting vi må opleve sammen.
Vi mailer lidt sammen efterfølgende for at finde et tidspunkt hvor vi kan mødes. Jeg skal finde en dag, men kender ikke mit skema helt endnu, så indtil videre må jeg sætte det på hold.
Han siger han vil ringe til mig, men gør det ikke.
Nu kommer det værste. Jeg bliver sur over at han ikke ringer og kontakter ham. Han siger han havde husket det, men eftersom det var mig der skulle finde en dag og jeg ikke vidste noget endnu, så vidste han slet ikke hvad han skulle ringe om og gjorde det derfor ikke. Jeg bliver mere sur og det pinlige kommer nu; han minder mig om alle de gange hvor jeg har sagt at jeg vil ringe til ham, men har ikke gjort det. Hvorfor husker jeg ikke sådanne "detaljer". Hvorfor er jeg så åndssvag, at jeg rigner til ham jeg er vild med og bliver sur på ham over at HAN ikke ringer, når jeg ikke selv gør det? Hvordan er det muligt at glemme den slags? Jeg må krybe til bekendelse og sige, at det var FANDME ikke særlig snedigt af mig. Det mest pinlige er så, at mine grunde til ikke at ringe, er tilsvarende den han gav mig. Hvis jeg ikke har haft noget at sige, har jeg ikke ringet.

.....åh skyd mig :0(
Har du prøvet noget lignende? Jeg har jo handlet totalt unfair, kan sgu godt forstå at mænd har lidt svært ved at forstå kvinder....

JA !!! DEN har jeg også lavet. MEGET MEGET MEGET pinligt.
Jeg er lettere senil anlagt, så jeg har virkelig ønsket at ringe eller skrive. når jeg har sagt at jeg ville. Men pludselig er jeg blevet optaget af noget andet og er kommet fra det. Det har taget min kæreste noget tid at få mig til at overholde de aftaler.
Jeg har sagtens kunne overholde aftaler når vi skulle mødes, det har ikke været noget problem. Men ligeså snart det kom til telefonen, såeh...ja, jeg ved sgu ikke vhad der skete (rettere IKKE skete).
Vi er sammen i dag og vi har det vidunderligt. Han er stadig mystificeret, men han har fået mig på ret køl nu he he ;0)
Så ja, jeg kender godt til proceduren, hvor man bliver vildt sur over, at HAN ikke ringer, når man selv ikke gør der. Knap så smart

fordi der er endelig er nogen kvinder der forstår, at det ikke er nemt for os at forstå jer :0)
Dog er det ikke en normal konklusion en kvinde drager, når hun ikke rigner, at det er fordi der ikke er noget at ringe om. Der er vist mest normalt at mænd gør det ;)

det har jeg heldigvis ikke prøvet

HVad fanden sker der med den ligestilling. Få den til at holde op...NU

Ja, den har vi hele tiden haft monopol på, nu skal kvinderne ikke også begynde på det pjat med ikke at ringe, så er der jo aldrig nogen der får kontakt med hinanden

FJOLS

, for det var ikke ret smart nej ;0)

NEJ - sådan opfører jeg mig ikke. Og har jeg ikke noget at ringe til ham om, som jeg er vild med, så ringer jeg og siger, jeg ikke vil noget særligt, bare høre hans stemme, men det kan man jo ikke så godt, hvis man kører "spillet" - så det var vist bare selvmål.

alle kan jo dumme sig men så længe man prøver at gøre det godt igen, så er den vel ikke meget længere i det tilfælde

jeg hader det spil, det er frygteligt, der er så mange ting man ikke må og skal huske på og alligevel kører man det :-/ Og nej, man kan ikke lige bare ringe og tale om ingenting når man kører spillet. Det var et selvmål. Lidt pinligt men ok, ikke det værste der kunne ske

men fedt nok at du er på det rene med at du har kvajet dig. Det gør det trods alt lidt nemmere at bære :0)

det er ikke fantastisk, men ok at mændende kan få lidt modspil på det område synes jeg :0)

Det lyder næsten som om det er ok når det er kvinden der ikke ringer, men vi mænd kan næsten ligeså godt lægge os ned og dø, hvis ikke vi ringer til jer. Jeg forstår ikke helt argumentationen herinde i dette indlæg