Religion, det rene råddenskab.

Det er ligemeget hvad man finder på , så er det helligt. Man beder til gud , og laver de mest grusomme handlinger. En kvinde ser jeg i fjernsynet med sit lille barn , barnet skal som voksen lave en eller anden selvmords handling. Man starter med børnene , deres opdragelse og opvækst handler om et selvmord , hvor uskyldige mennesker dræbes eller gøres til handicappede. Man ser jo menneskers uforståelige handlinger , ud fra en bestemt kultur og levemåde. Vold , drab , terror. Man tager en flyvemaskine og flyver direkte ind i et højhus. Herefter fester man og er glad for denne handling ???? Jeg har set små drenge gå rundt og true andre mennesker. Jeg har hørt en lille dreng sige - kom herned og jeg skal smadre dig. Et par flade lussinger var passende , så bliver man jo selv straffet. De kan gøre lige hvad der passer dem. Andre metoder for at rette lidt op på galskaben.

Mennesket Har brug for noget at tro på, uanset hvad man siger så passer det.
Religion, kan hjælpe folk da hvis man tror, kan man få det bedre Altså noget Psygisk.
Dog kan religion blive Fanatisk og SINDSYGT, og regn selv ud hvad der så sker.
Personligt er jeg Atist ( ikke troende ) Dog kan man blive usikker til tider, DA man har brug for noget at tro på, og noget at støtte sig til i dårlige som gode tider.

Det generer mig altid, når debatoplæg er en slags surt opstød uden retning mod en udvej, eller bare et spørgsmål man kan fundere over. Jeg er ikke afvisende overfor behovet for at lufte sin frustration - det er en menneskeret, men hvis vi ikke følger frustrationen op med et ønske, en intention, et forslag........så synes jeg ærligt talt bare, det bliver noget uforpligtende brokkeri.
Jeg tror slet ikke, at det er religioner i sig selv, som avler fordærv og råddenskab. Både Islam og Kristendom trækker dybe spor af blod og uretfærdighed efter sig, og man må jo undre sig over, hvor kærligheden og anstændigheden nogen gange bliver af. Jeg tror det vigtigste vi kan gøre er, at sætte bare en smule ind i, hvad det er for bevæggrunde forskellige mennesker har, til at opføre sig, som de gør. Jeg er ikke et menneske, som mener, at alt er i orden, hvis grunden til at opføre sig forfærdeligt er tilstrækkelig god. Jeg synes også, at terroraktioner er afskyelige og forkastelige. Men skal vi bare blive ved med at fordømme og håne, uden at prøve at forstå, hvordan sådanne overbevisninger overhovedet kan udvikle sig? Jeg synes det ikke. At forstå med et godt eksempel selv, at forsøge at tænke, ikke kun med følelserne, men også med forstanden, må være vejen frem. Hvad ellers kan vi gøre, end at begynde, at forsøge at handle som anstændige mennesker lige der hvor vi er, når så meget alligevel er uden for vores umiddelbare rækkevidde? Jeg ser ingen anden vej, hvad enten man vil gå ind i politik, fredsbevægelser, internationale organisationer, og forsøge at sprede små ringe i vandet.

Religionen er jo fra en tidsalder, hvor kommunikation over store afstande var umulig. Man benyttede røgsignaler og hestekurerer. Så den viden man lokalt havde, var ret begrænset. Derfor opstod troen. Man havde kort og godt ikke andet at forholde sig til. Jordkloden blev anset for at være flad. Og dem, der forsøgte sig at forklare at den var rund, blev smidt på bålet eller stenet til døde.
Hvis man anno 2004 forulykker i en ørken, som eneste overlevende, og der ikke er nogen der kender til ens skæbne, og kommer til undsætning, tror jeg nok man begynder at tænke lidt over liv og død i 60 graders varme, uden mad og drikkelse - eller skygge.
Religionen får i vore dage først rigtigt fat i det eneste menneske, når vedkommende står direkte over for døden - enten sin egen, eller nogle nært pårørende/familie.
Religion eller tro er derfor nok til syvende og sidst et spørgsmål om, på hvilket tidspunkt og situation, man bliver stillet selve spørgsmålet!. Og i løbet af livet, ændrer den enkelte person givet vis opfattelse flere gange?

i at vi alle burde have noget at tro på. Hvem siger gud er i himlen? Hvem siger, at fordi man bygger en kirke, så er det guds hus?? Nej, vi skal alle tro på det vi mener er bedst for os selv. Gud...eller hvad vi vil kalde det...findes måske overalt, måske inde i os selv...ja, noget er der sikkert et eller andet sted, men vurder hvad der er bedst for dig.

jeg forstår ikke at det kan være rigtigt at man opfordrer til kannibalisme i kirker,"dette er jesus legeme og blod" også kaldet den hellige nadver.
man skal åbentbat også tro på en fanden/djævel,når man går i kirke"jeg forsager djævelen og alle hans gerninger" man skal ligeledes tro på et evigt liv(reinkarnation)det er utroligt hvad man kan få folk til at sige eller gøre i en kirke,og hvad har religionen ikke været og er skyld i igennem århundreder - massemord under dække af en gud "vorherre bevares"

Er det religion generelt, eller er det et skjult angreb på islam?!? Eller monotheistiske religioner?
Hvad med stammereligioner, hvor man tror alt er besjælet, og derfor behandler omgivelser, natur og dyr med respekt og omsorg?
Hvad med buddhister, der ikke har nogen gud, men arbejder på at udvikle sig til kærlige og medfølelse væsener? Eller hinduer, der godt nok kun har én gud, men en gud der viser sig i mange former og tilbedes som var den flere. Og ligesom buddhisterne arbejder inadvendt med sig selv. Eller hvad med taoisme, det er bestemt også en meget udbredt religion (særligt i Kina), hvis metoder er både livsfolængende og holder sygdom nede.
Og et utal af andre små religioner, der giver en mening med livet overfor dem der tror på dem, uden nogensinde at være til skade for andre?
Jeg tror alle religioner har noget godt i sig, men nogle er nemmere at mistolke til noget ondt end andre. Og islam er den religion der er absolut nemmest at tolke negativt, da den ikke tager utvetydigt afstand fra hverken mord (på ikke-muslimer) eller hutruvold.