Over It..?!

Jeg har ikke helt styr på hvad jeg føler lige nu... Jeg var inde i et forhold til den første kæreste jeg nogensinde havde haft (lige bortset fra børnehaveklassen og den slags.) smiler… og før ham var der bare INGEN som kunne imponere mig, og da jeg tog af sted til den fest havde jeg ikke i sinde om at komme til at hænge på ”en eller anden fyr”! Jeg gik faktisk og ventede (lyder måske ret naivt) på den eneste ene…
Han var en bekendt af en af mine veninder, og da jeg første gang så ham var der ikke lagt op til det mindste. Men så i løbet af aftenen, var der en der gik rundt og tog billeder fra festen, og mens mig og venindes bekendte sad og snakkede kom ham ’fotografen’ hen, stangstiv, og spurgte
”Må jeg se et lille kys?”
Vi kiggede på hinanden, og gav hinanden det kys. Jeg ved ikke hvad der skete, jeg var ikke solgt med det samme, men et eller andet skete der!
Vi aftalte så at vi skulle ses igen, og dagene før jeg skulle besøge ham, var jeg et nervevrag! Hvad nu hvis jeg ikke kunne lide hans personlighed? Hvad nu hvis han slet ikke var min type?? Og hvis han ikke var min type, hvad så hvis han mente at jeg var hans??! Jeg havde mest af alt lyst til at aflyse det hele og sige at det hele var en fejl, men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke, nok af nysgerrighed?
Alle mine teorier gav bagslag (hvis man kan kalde det det!) Alt var bare… Perfekt! Jeg kunne lide hans forældre, han mine, og jo mere jeg lærte ham at kende, des mere ønskede jeg at tilbringe resten af mit liv sammen med ham! En vild tanke når jeg ikke engang er fyldt tyve! Han var bare en så varm, omsorgsfuld og oprigtig person, at man skulle tro at det var løgn..! Jeg hang uafbrudt over mobilen, ventede bare på at han skulle skrive, og når jeg endelig modtog nogle af hans søde ord, befandt jeg mig på den røde sky hele resten af dagen, og folk så mig ikke uden et smil på læberne🙂Når vi var på besøg hos hinanden, var der ikke noget bedre end at ligge i hans favn, dufte til ham, og bare ligge i tryghed, hos ham og ingen anden… Jeg var vist nok forelsket… Men i løbet af et halvt års tid begyndte det at vende… SMS’erne blev kortere, i hvert fald dem jeg fik! Og efter et stykke tid spurgte jeg ham hvorfor. Han havde ikke lyst til at være sammen, mere… Gulvet under mig blev revet væk, loftet forsvandt og tilbage var kun mig og et, stort tomt univers! Mine tårer brød ud som et vulkan udbrud, og var ikke til at standes igen.! Det gjorde RØV ONDT, mildt sagt! Selvfølgelig kunne vi stadig være venner, han holdt jo stadig af mig, han havde bare ikke de samme følelser for mig som før, men det ændrede jo ikke mine følelser for ham..! Den første måned tænkte jeg på ham uafbrudt, og græd uhæmmet over ingenting! Næste måned Var jeg stadig meget følelsesladet og tænkte på ham i ny og næ… Månederne derefter tænkte jeg knap nok på ham, kun lige når jeg så ud på den mørke himmel med de klare funklende stjerner, og kom i tanker om vores gode minder og stunder. For nylig havde jeg glemt ham helt, var igen blevet den glade energiske pige, men så gik jeg min computer i gennem for et par dage siden og fandt nogle billeder af os, og jeg kunne/kan bare ikke få mig selv til at slette dem! I starten troede jeg at det bare var fordi at det var noget man burde gemme som minde, og da jeg ikke havde de originale billeder, nænnede jeg ikke at slette dem… Men hvis jeg virkelig var kommet helt over ham (hvilket jeg helt og holdent gik ud fra, da jeg har været forelsket i en anden fyr efter ham) hvorfor var/er det så så svært at slette de skide billeder??! Sandheden er, at jeg savner ham ubegribeligt meget! Jeg ved at det ikke vil kunne fungere, at vi er alt for forskellige, men savner ham bare så meget...
Det er næsten 10 måneder siden han slog op. Jeg har lige læst mit indlæg og det er svært at holde tårerne tilbage når jeg tænker på hvor meget jeg savner de tider vi var sammen!

At offentliggøre dette, gør at der ingen vej er tilbage, at jeg må se kendsgerningerne i øjnene… Faktisk er det før hændt, at mit indlæg er blevet skrevet og jeg så har fortrudt, og så bare slettet det…
Men må høre jer derude, kan man få tilbagefald på en stor kærlighed, og i så fald, bliver man så nogensinde fri?
Mand… Sikke en hel roman jeg lige fik mig skrevet dér..! Håber på at få svar…
På forhånd tak…
De Kærligste hilsner
Crushed Heart

Og Gudskelov for det.
Du har elsket rigtigt. Det kommer du til igen. Det tager blot sin tid før man er parat igen.
Jeg husker da min første store kærlighed og alt det dejlige vi havde sammen.Og det er snart 50 år siden.
Det blev altså bare ikke os. Idag efter et langt liv og et lykkeligt ægteskab kan jeg slet ikke forestille mig hvordan et liv med hende ville være blevet.
Men det tog over et år at komme over. Når jeg nu tænker på hende vil jeg altid holde af hende.
Men det blev altså min kone, der kom til at fylde mit liv. Vi har så meget sammen. Og det er noget helt andet.
the old baker

Orh hvaad du har skrevet meget.. det gider jeg nok ikk lige læse :P

hej
ja, jeg må sige til dig: du er i hvert fald ikke den eneste der har gennemgået de samme følelser!
Min første store kærlighed varede i praksis ikke ret mange dage, men kendte dog til ham inden også... sagen er den, at efter jeg sluttede det, tog det mig 5 år at komme over det, da jeg i mellemtiden fandt ud af at jeg faktisk elskede ham, men var for bange for at sige det, da jeg ikke tænkte at jeg fortjente en som ham, og han skulle have lov til at komme videre, uden at have mig hængende.
Derefter var jeg sikker på jeg aldrig skulle finde en igen. Men som jeg mindst forventede det, lige i en periode hvor jeg fandt mig tilpas med tanken om at være alene forever, fandt jeg sammen med en skøn fyr!
Nu blev det dog intet med ham i sidste ende, da han ikke vidste hvad han ville...
Så med ham her blev situationen fra min oplevelse med min første kærlighed vendt om: nu var det mig der blev efterladt.
Jeg har bestemt mig for at ikke spilde mit gode hjerte og min tid på at gruble over hvad der har været, og hvad det kunne have blevet til.
5 år var bare for lang tid...
Så synes ærligt at du skal affinde dig med at du har oplevet noget smukt... men intet varer evigt - heller ikke de gode ting, så gør dig klar til at opleve en ny smuk ting - for det vil helt sikkert komme. Det gælder om at være klar på det... og acceptere det mærkelige ved kærligheden!
Held og lykke med det!

Hej jeg føler med dig, har oz prøvet at miste manden i mit liv :-( Jeg havde været ven med ham i ca 1,5- 2 år han er 10 år ældre end mig, så jeg troede han var voksen, han var super sød, og opmærksom lige indtil jeg flyttede ind til ham, så vendte han, jeg var helt ny og kendte kun ham i den by han boede i, så jeg sku lige vænne mig til det, men troede på ham da han sagde han støttede mig, pludselig efter 4 uger hvor jeg lige var en smut tur hjemme og besøge min famílie i den anden ende af landet sluttede han forholdet, jeg var knust røg så langt ned at jeg søgte læge, for fik noget noget imod en deprasion som je havde fået, jeg græd i dagevis ugevis anede jeg ikke hvordan jeg sku komme videre, han ville ikke snakke med mig.
Idag 8 mdr efter er jeg i et nyt forhold og jeg elsker min kæreste meget højt, vi planlægger at få børn nu, og til tider tænker jeg stadig tilbage på min eks og tror altid jeg vil gøre det, selvom jeg er i et nyt forhold og jeg elsker min kæreste meget højt.
Visse persone sætter så store spor i vores hjerter at de for altid vil være der uanset hvad, om de så har såret os, hvis det er noget specielt, og man elskede ham højt vil det altid være svært at komme videre, men gør det for din egen skyld, for din ex vil nok oz altid have en plads i dit hjerte.
Se på det positive og de gode minder, og hvis du ikke vil af med jeres billeder så gem dem, det vil du aldrig fortryde uanset om du finder en ny mand, så gem dine billeder hvis det er det du har lyst til, det er minder fra dit tidligere liv.
Håber du lære at leve med savnet, og finder kærligheden på ny.

... og det gør stadig lige ondt!!! jeg står i samme situation som du gør, og jeg kan bare IKKE komme videre.. der er nu snart gået tre mdr, og så sent som her idag, har jeg tudet og tudet.. savner ham bare så meget..
så du skal bare vide, at vi er andre der har det lige sådan... VIlle ønske at der var en mirakelkur imod det, så man kunne vende tilbage og blive den samme glade og energiske pige som jeg var før i tiden.. men er så småt ved at sande at det tager TID..
held og lykke med det..
knuzer fra mig

Det med at man stadig tænker på en x, selvom man har fået en ny kæreste som kan blive ens kommende mand, og far til sine børn... kan så bare ikke lade være med at tænke på, at ens kæreste bliver holdt for nar når nu man tænker på de gode minder man har haft til sin store kærlighed. For det er da helt sikkert nok ikke noget han fortjener...🙁
Love from
Crushed Heart

Det tager lang tid at komme sig over en stor kærlighed. Både for piger og drenge og for kvinder og mænd.
For de fleste tager det nok et års tid. I lang tid derefer gør det stadig lidt ondt. Og glemmer gør man aldrig helt.
Man tror det første år at amn er komment over det men pludsellig kommer de som lyn fra en klar himmel. Tude-anfaldene og depresssionerne. Førstg efter et år til halvanden kan man regne med at være helt stabil igen.
Det er vigtigt at man har en voksen person at snakke med som enten har lært noget om´sorgbehandling eller er et af de nautrtalenter som bare kan løse opgaven ud fra sin livserfaring.
Med hensyn til det at være god nok. Det er rigtigt at man ikke kan forstå at den anden ikke mere synes man er god nok, interessant nok o.s.v.
Nu behøver det nødvendighvis ikke at forholde sig sådan. Det kan også bare være ,at den anden i hele forholdet har været en stor løgnhals.
Det der er vigtigt at have focus på er, at man selvfølgeliger god nok. Ser du på dine øvrige bekendte er det indlysende at du er god nok.
Hvis du fra den der forlod dig har fået det indtryk, at du ikke er god nok. Så skal du bare vide, at det er meget, meget almindelig måde at nedgøre den part man forlader for at retfærdiggøre sig over for sin dårlige samvittighed.
Den der forlader en sød og kærlig person, har bare en så dårlig samtivvitighed, når han/hun søger nye eventyr eller har truffet en anden. For det er jo sådan det sker. Derfor får du at vide at du ikke er god nok.
Husk det.
the old baker