opgive alt...

...for at starte på en frisk.
Har mødt denne her super dejlige tøz, som jeg efterhånden er gået hen og blevet vildt forelsket i. Vi har været sammen i 5 måneders tid og har det generelt rigtig godt sammen, trods det at vi er ret så forskellige. Problemet er bare, at vi bor ca 200 km. fra hinanden hvilket jo kan være lidt besværligt.
Vi er så begyndt at snakke om at flytte sammen, eller rettere sagt, at jeg skulle flytte hjem til hende.
De sidste par år har mit liv ikke lige været lutter lagkage. Brækkede ryggen for snart 3 år siden, hvilket medførte en depression. I den forbindelse mistede jeg mange af mine venner/bekendte, nok min egen skyld da jeg lukkede mig fuldstændigt inde. Men det var sgu svært.
Nu går jeg jo så og overvejer at flytte fra min fødeby, men tør jeg?
Føler ikke jeg har meget at blive i byen for. Men alligevel er det jo her jeg kender folk, og de kender mig.
De folk jeg snakker med til dagligt, mine "venner", siger mig efterhånden ikke særlig meget. Måske man er vokset fra hinanden, eller også har jeg bare mistet respekten, da jeg ikke følte de var der da jeg havde brug for dem. Svært at sige...
Tanken om lige pludselig ikke at kende nogen i den by man bor i skræmmer mig en hel del.
Hvad gør man?
Vil man være i stand til at finde nye venner i en alder af 24 år??
Det at starte på en frisk tiltaler mig umiddelbart meget, men samtidig skræmmer den mig også. At starte helt forfra....puhaa!
Det er selvfølgelig noget jeg må finde ud af med mig selv, men går og er lidt frustreret over det.
Kunne være fedt at høre fra andre der har taget springet, har nogle gode råd osv.

Hejsa...
Jeg tog springet og flyttede til Australien og har snart vaeret her 1 aar. De foerste par maaneder har vaeret de vaerste i mit liv og jeg var klar til at pakke kufferten og vende hjem... Men jeg kom igennem hjemveen og har aldrig fortrudt det siden!
Jeg er her sammen med en jeg elsker og det lyder til du elsker din pige, saa kan det da ikke gaa helt galt, i har hinanden og det er det vigtigste. En gang imellem maa man bare sige farvel til fortiden og rykke til fremtiden. Venskaber skal jo starte et sted og det er aldrig for sent at opbygge en tilvaerelse som du er glad for... tag springet og faa det bedste ud af det:)
Held og lykke...

Skulle der være noget derhjemme, der trak, kan man tilbagelægge 200 km på 7 kvarter eller 2½ time i tog.
Jeg flyttede 196 km væk som 36 årig. Det gik rigtig fint. Det er ikke at "opgive alt". Det er nok nærmere at du er noget af en hjemmeføding. Din kæreste har vel også en omgangskreds, og så er nye venner dermed allerede tilgængelige, ikke?
Hvis du stadig har nogle mennesker du vil holde kontakt med bliver det typisk overnattende gæster. Det er også en hel anden måde at være sammen på. Den er ikke dårligere, nærmest mere vedkommende.

Hej
Jeg synes det er vigtigt at finde ud af, om der er basis for en fælles omgangskreds og også at du kan holde forbindelen til dine venner og også finde nye, når du er flyttet Eller kan du komme til at fortryde og føle dig ret ensom.

hvor var dine venner da du havde brug for dem?
Hvis de er dine rigtige venner brydes venskabet ikke ved at flytte 200 km væk, men daglig omgang bliver lidt mere besværlig, og du skal nok regne med at nogle venner forsvinder ud i glemslen når du flytter sammen med en kæreste, sådan er det bare og så har du fået skilt dine venner fra dem som ikke er reelt interesseret i at omgåes dig.
Jeg har boet her i Kolding det meste af mit liv, her har jeg ingen venner, kun bekendte, men jeg har så venner andre steder, så det at blive i sin fødeby er ikke altafgørende for en vennekreds.
Overvej om du ønsker at bo sammen med din kæreste, kommer du frem til det, så ryk teltpælene op og tag afsted, der er jo ingen forbud mod at vende tilbage hvis du fortryder.
Held og lykke med det.
Ernst

mere end en gang... Første gang da jeg valgte at tage hf, mens alle mine venner valgte gymnasiet, eller hg... Kendte ingen i min klasse, og det var helt vildt forfriskende... et par år efter jeg var færdig med hf flyttede jeg til den anden ende af landet, med min kæreste... Ingen af os kendte nogen i området i forvejen... En god oplevelse, men lidt svært i starten... Mit råd til dig er at du skal finde et job eller studie i området, så du kan lære nogle mennesker at kende... Det er den nemmeste måde... Ellers kan du begynde at "gå" til noget... Få dig en hobby... Du skal ud og møde mennesker, og få dine egne venner... Ellers kommer du bare til at sidde derhjemme, og blive bitter på din kæreste, fordi hun har gang i alt muligt...
Håber det lykkes, det kan sagtens lade sig gøre..
Musen

Jeg har flyttet meget i min tid og mine venner og bekendte er spredt for alle vinde, men det vigtigste jeg har lært er, at jeg aldrig har mistet forbindelsen til de mennesker der virkelig betyder noget. I vid udstrækning er det jo op til dig selv at holde venskaber og forbindelser i live og 200 km er jo ingen afstand ca. 3 timer i bil. Jeg har haft bekendte i USA for hvem det var naturlig at køre 3-4 timer for at komme til en fest eller i biografen.
Du skal også huske at de ting i livet der virkelig har værdi er også de ting der koster på det personlige plan, men du får så meget tilbage i form af erfaring og indsigt.
Du er 24 år, det er sørgligt hvis du allerede nu er groet helt fast. Giv slip, spring ud, gør noget før det er for sent.

Australien...WOW. Hatten af for det.
Det var sgu noget af et spring. Og så sidder jeg her i lille Danmark og tuder over sølle 200km....hehe
Fedt at høre det er gået dig godt. Tror nu også det ender med jeg flytter, skal nok bare lige ha det sidste skub...
Tak for opbakningen/opfordringen, og held og lykke der down under :-)