Når druk er endestationen

Han har været på Minesota for anden gang.
To år 5 dage senere – tilbagefald.
Denne gang ikke tre, men seks uger. Paranoiaen er i fuldt flor. Efter tredje uge på gin, whisky og vodka tager jeg fat i ham, og beder ham standse. Da er han begyndt at blive syg af drikkeriet. Han er abstinent, når han ikke drikker nok. Han kaster op, når han drikker det første glas gin om morgenen på sengekanten.
Han flytter madrassen ud på badeværelset. Drikker, brækker sig og skider over alt. Jeg får fat i to af hans gode venner. Madrassen ryger på lossepladsen. Vi får resolid i ham (afhjælper abstinenser) og mad. Min dør er ulåst, så han kan få fat i mig, hvis han har behov for hjælp.
Det holder to dage, så tømmer han mit barskab. Der er mere end han lige kan skylle ned, men det gemmes i skuffer og skabe – til dårlige tider. Fat i kammeraterne. Flyt sprutten tilbage i mit skab. Lås på. Kammeratlig samtale i afmagtens alt for høje toner. Resolid, mad, rent tøj og rengøring for 2 voksne i to dage. De to dage drikker han ikke. Passer resoliden og kosten, men er skiftevis ond i sulet og ynkelig. Mest det sidste. Overdrevent taknemmelig og underdanig overfor kammeraterne.
Tredje dagen truer han mig med en kokkekniv, for at få nøglen til mit skab. Jeg siger nej. Han hakker kniven i låret på mig, vælter en reol ned over mig og løber ind til sig selv. Den ene af hans to kammerater træder ind ad døren 2 min. senere. Ren tilfældighed. Han kører mig på skadestuen, med det ene ben i en sort plastiksæk. Venter til jeg er gennemfotograferet og færdigbehandlet. Kører mig ud til min datter og svigersøn. Jeg fastholder min forklaring på hospitalet om, at jeg er for dum til at udbene en lammekølle uden at komme til skade.
3 dage senere sidder jeg på politigården og taler med en betjent om, hvordan jeg kan være i mit eget hjem. Kun hvis jeg anmelder ham, kan de hjælpe mig. Jeg anmelder ham. De henter ham. Tager prøver til DNA, fingeraftryk, fotografering – og forklare ham, at han er i problemer. Han er høfligheden selv, og påstår han ikke har drukket i 2 dage (hans promille blev målt til 3,8)
Jeg tager hjem. Holder mig låst inde. Sikre mig, han ikke er på gangen, når jeg skal ud og ind. 14 dage senere banker det forsigtigt på min dør. Jeg lukker op og ind falder han på mit entrégulv. Han er løbet tør for sprut. Kan ikke stå på benene og dermed ikke hente mere. Jeg aftaler med sygehuset han må komme. Vi er nødt til at have Falck til hjælp. Han kan ikke stå på benene. Han bliver indlagt til afrusning. Jeg kører derfra klokken 2 om natten. Forklarer dem han er hard core og voldsomt abstinent. De siger ”ja ja”. Jeg forklarer også han lever alene. Er sagt op til omgående fraflytning. Der er lukket for strøm, og han og er ude af stand til at klare sig selv. Vi aftaler jeg kommer til en samtale kl. 13. om videre forløb, når hans promille er kommet i 0.
Klokken 1245 står han ved døren iført morgenkåbe og hospitalssokker og indsmurt i afføring og voldsomt abstinent. De har ikke forsøgt at forhindre ham i at gå. De har bare givet ham så lidt at hans puls er oppe som ved spinning, og han har rædslen malet i hele ansigtet. Han græder som en pisket. Jeg ringer dem op, og får beskeden, at han er abstinensbehandlet efter ”de forskrifter de nu en gang har”. Jeg opgiver at tale fornuft med sygeplejersken. (hun er åbenbart af den opfattelse at, så kan han lære det kan han) Mens jeg gør forsøget tryller han 2 flasker whisky frem. Ringer til hans egen læge, som kommer styrtende. Nej han vil ikke holde op med at drikke den første uge for nu skal han lige komme sig over hospitalsturen – og der skal han i hvert fald aldrig nogensinde mere. Det var tredje og sidste gang han ville gennem det helvede, så vil han hellere dø af det. Så nu ligger den nye madras på gulvet i badeværelset……
Der er ringet en recept ind på apoteket på resolid, så jeg kan afruse ham. – hvis jeg vil. Han løber tør for sprut om et par timer…

Uha kære Upi hvor jeg føler meget med dig, alt det du er igennem lige nu, jeg har selv været forlovet med en mand der drak, så jeg ved hvordan du har det!!
Selvom det er hårdt, så bliver vi nød til at lade dem selv sumpe ned i deres egen sump desværre. For der er ikke noget vi kan gøre for dem. Og det er også meget hårdt for partneren, faktisk at have en slags baby i hjemmet, man er bundet på hænder og fødder, fordi alkoholikeren er afhængig af en person der kan holder deres røv oppe.
Det er en god start, at han bor for sig selv, som jeg har forstået, at han gør!!
Jeg håber at du kan bruge min trøst og medlidenhed til dig Upi!! Jeg vil så også lige sige det er en rigtig god indlæg du har skrevet, man kan lige sætte sig i dit sted, på den måde du skriver det. Du må have en rigtig god lørdag

Tak for dit indlæg, det minder mig om hvor jeg kommer fra og hvordan jeg har gjort skade på mine omgivelser. Jeg er en ædru alkoholiker på 34 år og har drukket alkohol siden 15 års alderen. Det startede helt normalt m. fester og byture. I starten af 20 års alderen begyndte jeg at ta videre på drukturene, helst 2-3 dage (typisk fredag-lørdag-søndag, og så på arbejde mandag, hvor jeg var fyldt med angst hele ugen og fredag var det så samme tur. Jeg har lovede mig selv og andre en million gange, (og troede selv på det), at nu var det slut. Men da jeg er alkoholiker, kan jeg ikke selv kontrolere, om jeg vil drikke el. ej. Jeg taber altid hvis jeg går i diskusion med min sygdom. Jeg har prøvet tusind ting for at holde igen: pauser, antabus, læger osv., men ingenting har hjulpet. Jeg var sikker på at jeg var dummere end andre mennesker og jeg ikke havde nogle rygrad, fordi hvis jeg havde, kunne jeg jo bare stoppe når jeg ville.
Til sidst var jeg total ødelagt af alkohol og ønskede bare at dø. Efter en gigantisk druktur for et par år siden, vågnede jeg op med ufattelige lidelser i krop og sind, kastede mig ned på knæ og sagde: "Gud, hjælp mig for helvede" Så skete der et eller andet. Samme dag ringede jeg til et behandlingscenter, hvor ham jeg talte med selv var alkoholiker (stor lettelse) og sagde at der var plads i næste uge. Jeg havde givet op og ville ikke kæmpe mod mig selv mere, så jeg valgte (bedste valg i mit liv), at gå i behandling.
Efter 6 ugers behandling, hvor jeg lærte mange ting om mig selv og min sygdom, foreslog disse mirakler af dejlige ædru mennesker, at jeg kunne gå til et AA møde, hvor jeg ville møde andre, som for det første havde det på samme måde som mig, men også at der fantes en løsning for sådan en som mig.
Fra at komme som en ulykkelig stakkel kun med håbet om at dø er jeg nu i dette utrolige fællesskab på 13´ne måned og føler jeg mig som et anstændigt menneske, med en lyst på livet, som jeg jeg aldrig har haft før. Familie, gamle(sunde)venner, min fornuft, selvrespekt, åndelighed, tolerance, ydmyghed, åbenhed, tilgivelse, sandhed, værdighed og ikke mindst kærlighed er blot nogle af de kæmpe kvaliteter jeg her fået ind i mit liv.
Jeg er ubeskrivelig taknemmelig for at ædru og for dit indlæg.
De kærligste hilsner og håb, L.
P.s. der findes også et andet fælleskab hvor medafhængige og pårørende til alkoholiker kan få hjælp og støtte.

Hele forhistorien er
Forhistorien er:
Jeg har haft ham, siden jeg var 5. Vi har ikke andre søskende. Han var min mors livs lys og blev båret på hænder af alle fordi han var sådan en nervøs/bange dreng. Vi var forfærdelig glade for ham og curlede nærmest hans gang her på jord, for han kastede op, hvis udfordringerne eller spændingen blev for stor. Jeg har altid passet og passet på ham, da vi var børn. Tæsket de store drenge, så han ikke skulle være bange for at gå i skole osv.
Han kom på handelsgymnasiet – jeg blev gift.
Han har ingen familie i dag. Han blev aldrig rigtig færdig med at ”shoppe” mellem tilbuddene, og hver gang han havde en kæreste, vi alle sammen var glade for, ville han alligevel vente og se, om der ikke kom noget ”bedre”. Selvfølgelig er en af disse min kære svigerinder, senere blevet udråbt til ”hans livs kærlighed” – too bad! Hun ville giftes og have børn inden hun blev 30 og det fik hun, men ikke med ham.
Han har til gengæld haft en forrygende karriere og gebærdet sig på de bonede gulve uden de store problemer, men selvfølgelig noget nervøs og til tider for bange. Når jeg siger for bange, men jeg han ikke kunne klare presset uden tilflugtssted. Tilflugten blev del vores mor, dels vinen. Det sidste blev ret hurtigt til 1-2 flasker efter arbejdstidsophør. Han var nu efterhånden blevet partner i en større virksomhed og bestemte selv, hvornår på dagen møderne skulle lægges, og hvor ofte han arbejdede hjemmefra. .
Så døde vores mor (hans mor syntes han) Han gik fuldstændig i sort og inden en måned var mor erstattet med gin, så nu var tilflugten vin og gin.
Så blev alle de øvrige partnere i firmaet pludselig slået med åndsvaghed. Dét var han da i hvert fald klar over, så han afstod sit partnerskab og startede op selv. Nu var han the one an only boss og så skulle der bestemmes!! Indenfor et år, var han nede på 3 arbejdsdage om ugen. Året efter arbejdede han udelukkende hjemmefra og sørgede for at klientbesøg ikke var hyppigere end hver uge.
Medarbejderne udtrykte efterhånden større og større bekymring over den synlige ledelses fravær og efterhånden som utilfredsheden blev udtalt blev de fyret. Efter at have sagt farvel til den sidste, der smækkede endnu hårdere med døren end de foregående, gik der 4 måneder. Så ramte han bunden.
Vi (familien – altså min) samlede ham op, fik ham sendt i Minesota-kur. Hvorefter han har været tørlagt i 2 år 4 dage og 11 timer. Tilbagefald! Nå ja, det er vel menneskeligt. Samler ham op, sender ham til efterbehandling, finder sponsor og får tingene omkring ham op at stå. Finder ny bolig til ham, finder 74.000 til flytteafregning incl. skadedyrsbekæmpelsen og 60.000 til opstart af virksomhed. Får kontaktet gamle klienter og sparker ham i gang. Vi er nu naboer. Jeg er blevet alene.

Skulle i overveje en anden behandlingsform?
Rekvirer nogle brochurer fra Ringgården i Middelfart, læg dem foran ham og en flaske sig at han når han er parat, hvis han da bliver det kunne overveje noget kognitiv terapi i stedet for Minnesota, som efter min bedømmelse er mere hjernevask!
www.ringgaarden.dk
Han skal slet ikke have en ledende stilling, men ud i et jævnt job, hvor han skal op og på arbejde hver dag. det andet er vist døden for ham.
Rigtig god Påske fra Løvemor

Det er da vist en af de ting vi nok skal få 🙂 Men endnu mere tak for at gøre mig opmærksom på Ringgården. Det er vist lige det han har behov for.
Det har hele tiden været min opfattelse at hans afholdenhed var en dans på line (og linedanser har han aldrig været) så længe der ikke blev gjort noget ved hans psykiske problemer.
Jeg kan da sagtens sætte mig ind i, at det må være et helvede aldrig at kunne holde et frikvarter fra sin angst, for så ryger min i tilbagefald og lykkepillerne alen har ikke hjulpet på andet end at holde ham oppe af det sorteste hul, som i virkeligheden skyldes hans sorg (for det er det) over at han ikke kan tillade sig et glas vin til en god middag eller bare småfeste sammen med vi andre. Det har også betydet at megen sammenkomst undgår han og det igen isolerer ham lige så meget, som hvis han sad derhjemme og drak.
Med andre ord, hans tilværelse er så han har alle ulemperne men ikke nogle af "fordelene"
Tak skal du have Løvemor.
Også en god påske dig.

Håber at i evt. kan bruge det til noget. Du burde vel også i noget terapi?
Har du kontakt til familiebehandlingen ved Lænken? De er som regel meget meget dygtige og har stor forståelse for hvad du er igennem som medafhængig!
Vine og sprirtus kan altså udskiftes med god kaffe og andre drikke, så det ikke bliver pinefuldt for ham at være til sammenkomster, men det tager oget tid og kræver adfærdsændring.
Jeg føler med dig, det er forfærdeligt at se på en man holder af, bryder sig selv ned på den måde. - Ja jeg elskede jo min idiot engang!
Løvemor[:*(]

Hvor er du dog tåbelig og dumsmart. Du lærer da aldrig at få lidt selv indsigt. Hvad med dit eget druk. Du ved ikke hvad du taler om.

om at indsigt kommer af erfaring??Tit dårlige, så lad lige være med at angribe C fordi hun prøver at gå dialog med trådstarteren.Fjols
Og os der har det tæt inde på livet, har også angsten for at netop det er endestationen.
og det forsvinder ikke fordi man lader være med at tale om det, og det gør vi jo ikke i dagens Danmark.
Til trådstarteren.
Jeg er rigtig ked af det på dine vejne, og håber du forstår at før han selv vil ændre adfærd kan du intet gøre.
Du har allerede kæmpet meget på hans vejne, men det er ham der skal kæmpe.
Forhåbentlig er hjælpen der i form af Ringgården, én af mine skolekammerater kom der og blev afvænnet, med held.
Og hvis din bror endelig har indset at den måde ender med at slå ham ihjel, så kan han også komme ud af det.
Held og lykke med ham.

jeg kan genkene vad i skiver men nu er jeg i samme posion
nu är det mig der är idioten misser alt skitter i alt
så jeg kan kun göre sam alle andre sige unskyld med det er ikke nok til jer
mvh per dansk