Min oplevelse af mobning

Min historie tager sin begyndelse i børnehaven.
Jeg er fire år da jeg kommer i børnehave og er vant til det trygge hjemmemiljø. Det er svært for mig at vænne mig til børnehaven, så jeg har ikke rigtig nogen venner. Pædagogerne er strenge og tvinger maden i mig. En dag får vi i børnehaven et gymnastik-redskab, som vi børn kan slå kolbøtter på. Jeg er i forvejen meget bange for at slå kolbøtter, men så en dag tvinger en af pædagogerne mig til at prøve redskabet, og da jeg ikke har lyst, skubber hun mig forover, så jeg lander på ryggen, helt i chok.
I fritiden kommer nogle af de andre piger hen til mig og bestikker mig med slik og søde sager, hvis jeg vil gøre ting for dem.
Da jeg så kommer i skole, kommer jeg desværre på en privatskole, hvor de er tossede i hovedet. Børnene udelukker mig fra al leg og samvær og de voksne vælger at overse det.
Jeg bliver også mobbet og drillet.
Min klasselærer mener i øvrigt at jeg er mærkelig og skal lære at være som de andre.
Hun nævner over for mine forældre at jeg sidder på en forkert måde på stolen.
Jeg skifter skole for første gang i 3.klasse, og der kommer jeg på en bedre skole, det er den bedste skoleoplevelse jeg har haft, for der er der ingen direkte mobning.
Der bliver jeg bare udelukket, og det kan jeg leve med. Lærerne er også okay. Jeg får nogle få gode veninder.
I 6.klasse kommer jeg så på en skole ude på landet, og der bliver det først rigtig slemt. Pigerne har forskellige roller i klassen og drengene er nogle bøller, der bare mobber andre konstant. Jeg bliver så outsideren, hvilket jeg så er vant til, men eleverne fra de ældre klasser kører rigtig meget på mig. De kalder mig luder og sigøjner uden grund, og de råber efter mig. Til sidst er det også elever fra de mindre klasser, der kaster sten efter mig. Om vinteren får jeg engang kylet en snebold i synet af en dreng jeg ikke engang kender. Det kan måske lyde uskyldigt, men for mig var det ikke rart, når jeg jo ikke engang have kontakt til nogen af dem.
Når jeg så kommer hjem, og hvis jeg vælger at fortælle det til min far, går han helt amok og ringede rundt til alle mulige mennesker. Det bliver det ikke bedre af, kun værre.
Min mor tager ingen notits af det, ligesom mine klasselærere, der mener at jeg selv skulle gøre noget ved det.
Som teenager kom jeg så på efterskole og fik reddet mit liv, ellers ved jeg sgu ikke rigtig hvor jeg var havnet.
Senere kom jeg på en videregående uddannelse, hvor folk var ligeså klikedannende og udelukkende, som jeg kendte dem. Det var ubehageligt at opleve.
Jeg tror ikke jeg har befundet mig et eneste sted, hvor der ikke er foregået et eller andet ondskabsfuldt, om det så har været over for mig eller andre.

Jeg har faktisk haft det på nogenlunde samme måde, som du. Jeg har det meget bedre nu, men vi har jo fået nogle ar, og det er måske grunden til, at vi søger det samme igen og igen. Jeg tror, vi ubevidst selv vælger vores liv.

Jeg er også blevet mobbet igennem meget af mit liv.
Jeg tror man skal prøve at vende det negative til noget positivt og tænke over hvad man har lært af det🙂

Mon ik det osse handler om at man er for egoistisk af og til og ikke viser et nødvendigt hensyn❓Og så at lærerne og pædagogerne ikke kan magte at nå alting selvom de måske gerne ville hvis bare de kunne❓
Og at man så er overladt til selv at løse probllemer som både er for svære, for mange og så fjernt fra den realitet man længes efter?
Der er brug for mere social dannelse og dannet samvær, for at man ikke skal ende som pæne velklædte dyr; der er nok brug for mere kollektivitet og alment sammenhold.

Jeg synes mobning er i orden, for man kan jo altid selv stoppe det ved at svare igen, så kan man endda have sjov ud af det men af en eller anden grund er der altid mindst en der er uden for, men de må vel bare lære at svare for sig selv ellers er de vel selv uden om det...

har folk sagt gennem min opvækst og det blev det ikke bedre af.
Jeg forstår godt at folk siger sådan, men se det fra offerets synspunkt - man er som regel i forvejen blevet gjort underlagt, derfor går man i forvejen rundt med angst for verden, det er en ond cirkel, og så svarer man ikke bare igen.
Jeg turde aldrig svare igen, for vidste jo godt hvad der ventede hvis man gjorde det!
I dag, som voksen, svarer jeg hårdt igen, for nu er jeg ikke et offer mere, og det kan da godt være det hjælper at få galden ud, men det bliver som regel ikke bedre af den grund.
Det eneste der ville hjælpe ville være at TALE med hinanden.
Men det er der mange, der har svært ved, kan jeg se.

Hej Maggi,
Det lyder som om, du ikke har haft en sjov opvækst - det er jeg ked af på dine vegne.
Jeg er journaliststuderende på Syddansk Universitet i Odense, og jeg arbejder lige nu på en historie til min eksamen. Historien sætter fokus på unge, der har været udsat for mobning under en ungdomsuddannelse.
Har du lyst til at fortælle din historie til mig? Du har mulighed for at optræde anonymt i artiklen.
Du må meget gerne sende mig en mail på pasau10@student.sdu.dk eller finde mig på Facebook - Paul Sauer.
På forhånd tak!