min far vil have kontakt til mig, men han er voldelig og

lyver.....
Det forholder sig således, at jeg ikke har haft kontakt til min far igennem 33 år, andet end, når jeg tilfældigvis mødte ham på gaden, hvor snakken var overfladisk og hvor han undskyldte sig over hans opførsel, da jeg var barn..
Jeg har ikke tænkt dybere over det, da jeg ikke er interesseret i at lære min far nærmere at kende, da min familie har fortalt, at han har været voldelig overfor min mor og har løjet en del....
Nu er situationen så den, at han har kontaktet mig, ideet han er blevet gift og i første omgang tænkte jeg, at jeg godt ville give min far en chance for at lære ham at kende og jeg ved, at når man er ung, som han jo var, da han fik mig, så begår vi nok alle mere eller mindre nogle dumme fejl...
Men men, forleden dag, ringede hans nye kone til mig og ville gerne have, at jeg snart skulle besøge dem, for hun var nysgerrige på, at lære mig at kende og jeg sagde i lige måde.....
Men det hele faldt til jorden, da hun fortalte, at når han ryger hash og bliver sur, så slår han ud efter hende...så han har ikke forandret sig en skid, tænkte jeg. Hans kone fortalte også, at de på afstand havde mødt min mor i et supermarket for flere måneder siden og min fars kone havde spurgt min far, om de ik skulle hilse på min mor.. dertil svarede han, at det ikke var så godt, for min mor ville gerne have ham tilbage igen...min fars kone spurgte mig, om det var rigtigt, hvortil jeg sagde, at det var det i hvert fald ikke, for min mor har nu været gift med sin mand i 12 år ( og jeg ved, at min mor ikke kan udstå min far - dette sagde jeg dog ikke )så lyver min far altså...
Min far og hans kone gør en masse for at holde kontakt med mig, men nu har jeg alligevel ikke lyst til at lære dem nærmere at kende....
På sin vis, kan jeg være ligeglad med, hvordan de har det indbyrdes, men alligevel kan jeg ikke lide at vide, at min far slår ud efter hans kone og hvornår lyver han mon igen..
Er der nogen, der har stået i lign situation...! og hvordan ville I tackle min situation..?

Jeg ville helt sikkert møde ham. Men ved mødet fortælle ham hvad jeg vidste fra fortiden (andre har det jo desværre med at "pynte" på sagerne) så kunne du jo høre hans side af det. Også fortælle hvad du vidste om ham idag...hash m.m.
herefter er det så op til ham og dig om der er grundlag for videre samvær.
Jeg undgik min far i over 16 år....hele familien havde fortalt dit og dat, da jeg var meget ung dengang, troede jeg jo det hele. jeg mødte så min far og fortalte ham som jeg så det, og nu fik jeg så hele sandheden at vide (der ER jo altid 2 sider at høre på)
jeg er glad for jeg traf og talte med min far, at jeg fik tingene sat på plads for han døde desværre 2 mdr. senere.
De 16 år kommer desværre aldrig tilbage,men vi sluttede fred inden og det er guld være.
Man skal ALDRIG undgå en situation bare fordi den er svær...få det ud af verden mens tid er...det er min erfaring.
held med det.

tag dig sammen og snak med din far, inden han bliver vred påp dig og slår ud efter dig HA HA HA HA HA, du fortjener sku lidt flade HA HA HA HA HA

Hejsa
Jeg forstår fuldt ud din fustration, men jeg kan ikke sige andet end at det er godt hvis du får mødt din far/besøgt ham så du kan få afklaret alle dine spørgsmål og tvivl.. det kan godt være du i dag ikke har de store problemer med ikke at se ham, men det kommer mske senere og så det måske for sent. Mit råd er se hvad der sker ved jeres møde måske er han ikke som de andre siger. og du kan altid sige fra igen.

Mine forældre blev skilt da jeg var 6. Derefter var jeg jævnligt på weekend-besøg hos min far, der flyttede ind hos min farmor. Dangen gik med at ture rund på diverse værtshuse og baglokaler hos købmænd. Da jeg var 10 flyttede han til den anden ende af landet og vi havde ingen kontakt.
På et tidspunkt mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra, begyndte jeg pludselig at få breve fra ham. De kom i en lind strøm og nogle var meget mærkelige. Han ville godt genoptage kontakten, og det var min mors skyld, at vi ikke havde kontakt, for hun havde smidt alle de breve ud, som han havde sendt til mig. Det ved jeg ikke er sandt, for jeg var den første der kom hjem, så det var altid mig, der samlede posten op. Han skrev også en masse om at han havde henvendt sig til PET, CIA, FBI og mange andre forskellige organisationer, for at få min mor knaldet for alt det hun havde gjort for at hindre kontakten mellem min far og mig, og de ville meget gerne se på sagen. Hans skrift var meget forskellig fra brev til brev, så han var tydeligvis mere eller mindre fuld når han skrev.
Jeg skrev nogle breve til ham og forklarede at jeg ikke ønskede kontakt med ham, men det respekterede han ikke. I det første brev fortalte jeg om skuffelserne, når han havde lovet at vi skulle i Zoologisk have og vi så alligevel endte på værtshus. Det forstod han ikke og syntes at det var i orden, at tage sin datter med til "forretningsmøder". I de efterfølgende breve bad jeg han kort om ikke at kontakte mig, hvad han ikke respekterede, så jeg valgte at ignorere ham. Et par gange dukkede han op på min adresse, jeg inviterede ham ikke ind, men ringede efter en taxa til ham.
Han døede for et par år siden. Jeg fik en opringning og det var det; jeg følte mest lettelse, fordi jeg ikke mere behøvede at frygte at åbne postkassen og jeg var ikke ked af det overhovedet.
Du har jo set din far og sludret med ham på gaden; det har jeg ikke, da min far jo boedede langt væk gennem min opvækst, så på det punkt er vi forskellige. Jeg føler ikke at jeg savner at få talt ud med ham; og jeg tror heller ikke at det var muligt, for hans breve var meget tåge-snak, så jeg tror at det var umuligt at nå ind til ham med en fornuftig samtale.
Jeg føler med dig, det har været et kæmpe pres for mig. Jeg ved desværre ikke, hvad du skal gøre - hvad har du selv mest lyst til?
Varme kram til dig.

Og så vælge hvad der er bedste for dig - og så ikke tage hensyn til din far.
Jeg personligt har valt et meget tæt familie medlem fra, da vedkommende ryger hash og drikker dagligt, i store mængder - og derfor bliver truende og uudholdig at være i stue med!
Trist ja, men det er også trist at fødselsdage, brylluper, Jul og andet skal gå op i ballade, og råberi, så ingen tør ytre sig.
Desuden har jeg valgt at min datter IKKE skal være sammen med vedkommende.
Jeg har det godt med mit valg, selv om det har krævet at jeg stod fast, især over for min mor som har været meget påvirket af situationen.
Jeg har fulgt min mave fornemmelse - har taget mig selv alvorligt, og er meget glad for det!
Jeg har levet med den beslutning i årevis - trist ja, men mere trist hvis min tilværelse også skal forpestes, af druk og hash!
Enya-

Som du hidtil har levet, lyder det afklaret med at din far ikke har været der.
Nu melder han sig på banen, støttet af en ny kone, der har lige så store problemer som han (fordi hun bliver i et forhold med partnervold).
Det er en r æ v e-kage uden lige, hvis du accepterer at de vil trække dig ind i deres (sorry:) møg-liv.
Jeg tænker, om det mildeste ikke er, at du 'bare ikke lige har tid...'
Hverken til at tale, besøge osv.
Giv dem en, kort, sludder for en sladder, gå ikke ind i diskussioner, men afslut ret hurtigt med at du lige har en aftale el. andet du må forlade dem for...
De vil med tiden blive trætte og holde op med at prøve at involvere dig i deres rod.
Jeg ville beskytte det gode liv det lyder til du har. Og ikke tage den 'handske' op... for det lyder IKKE til at de kan bringe dig godt de to - heller ikke selv om det er din bio-far.
Trist for ham, at han ikke har ordnet sit liv bedre - men det har du heldigvis. Værn om det.
kh, k