Min datter vil ikke give slip

Min 16-årige datter har i et halvt år haft "en slags" forhold til en fyr på 17. Jeg kan stort set ikke huske, at de har været glade sammen mere end et par dage ad gangen. Resten af tiden har de skændtes, gjort det forbi igen og igen, grædt (i hvert fald min datter) og "kørt" på hinanden.
Jeg havde længe fyren mistænkt for at være "skurken", men kan godt se, at min datter også har en del af skylden for deres problemer. Dog har fyren stillet nogle helt igennem horrible krav til min datter om, at hun fx ikke måtte være sammen med sine drengevenner - heller ikke i de perioder, hvor de to slet ikke var kærester - at hun ikke måtte gå til fester osv. osv. Han har selv erkendt at have et jalousiproblem.
Begge er "drama queens", så der er blevet slået op, afleveret ting, skrevet grimme SMS´er m.v. om og om igen.
Hele tiden har vi forældre været utrygge ved forholdet, fordi vi kunne se, det tærede på vores datter, og fordi, vi ikke kunne se noget perspektiv i et forhold, der kørte SÅ skævt og kostede SÅ mange tårer næsten fra begyndelsen.
Nu er det så definitivt forbi - igen-igen - og min datter er selvfølgelig ulykkelig. Men - hun gør kun ondt værre ved fortsat at "forfølge" ham med telefonopringninger, SMS´er, beskeder på Facebook, chat på MSN, breve sendt med posten osv. osv.
Det er klart, at det er hendes måde at holde liv i håbet om, at de finder sammen igen, men det er forfærdeligt hårdt at overvære, hvordan hun hælder salt i såret konstant. Samtidig er det tydeligt, at han bliver irriteret over hendes evige opringninger og andre kontaktforsøg - forståeligt nok. Dog lukker han ikke for kontakten, men bliver ved med at holde hende lidt hen ved at antyde, at de måske kan finde sammen igen.
Vi kan ikke forbyde hende at have kontakt med ham. Vi kan henstille til det og fortælle hende, at hun kun sårer sig selv yderligere, men hun vil ikke lytte - siger, at hun ikke KAN give slip.
Hun er i forvejen psykisk sårbar, og vi frygter, at det her ingen ende vil tage, og at hun helt mister grebet om sin tilværelse, fordi al energi går med drømmen om ham og det, hun bilder sig ind, de havde engang (det har så højst været tre lykkelige dage i træk...)
Hvad ville I gøre? Inddrage mobiltelefon og pc - forbyde hende at tage kontakt - og risikere, at hun i affekt og vrede gør noget drastisk? - Hun har tidligere skadet sig selv og handler indimellem helt uden tanke for konsekvenserne.
Jeg ved, den første kærestesorg gør ondt - men det her fylder ALT og har gjort det i månedsvis, og det påvirker hele familien, inkl. to små søskende, som ser deres søster græde adskillige gange dagligt.

Det må hun kunne indse

Jeg ville forklare hende, at hun gør sig selv til grin og så længe hun bedriver det hun gør, altså massiv kontakt i alle former, så har han det godt. I det øjeblik hun dropper kontakten, får han det dårligt.
16-årige er meget forskellige og det er deres forhold til deres mødre også, men de fleste mødres ord har trods alt en vis vægt. Taler du med hende? Hjælper du hende med at holde smerten ud, ved at fortælle om den? Vær hendes ven og ikke en barriere mere. Hvis hun har den mulighed at tale med dig, når som helst, kan du også bedre forlange af hende at hun skruer ned for blusset, så ikke hele familien er inddraget og påvirket af et forhold der er og bliver forbi. Få hende til at acceptere at det ER endegyldigt forbi. Få hende til at indse, at hun kun får det værre for hver gang hun er i kontakt.
Har hun ingen veninde mere? Det skulle der måske bustes noget liv i.

med at finde andre ting at gå op i . Dyrk hende lidt. Brug tid på "tøseture" Lad hende få lov til at have det sjovt i helt andre sammenhænge Men lad være med at presse hende, du risikerer bare at skubbe hende fra dig . Vis du vil hende det bedste og hjælp hende til at finde bedre beskæftigelse/( ikke hjælpe med at finde bedre fyre, vel!) Accepter hende som en voksen, der har det svært og dyrk hende i positivt samvær, som du ville gøre med en veninde, der har det svært med kærligheden.
Held og lykke til jer begge to.

misforstå ikke dette, det er IKKE nemt for dig at se hende lide, men hvis hun kan tale til dig, uden at du straks fordømmer hende eller ham, så kan hun give los for sine følelser...
I vil så nemmere få en rigtig samtale.
Det er jo vigtigt ikke at fordømme hende (hun vil jo blot få endnu et nederlag)[f][l][s]

Hej, jeg kender problemet. Mine døtre har selv været udefor diverse små drenge, som ikke kunne finde du af at behandle dem ordentligt, men kun lovede dem guld og grønne skove, for derefter at brænde dem af.
Det er forfærdeligt synd for dem og det finder de først ud af når de bliver ældre.
Jeg synes selvfølgelig at du skal forsøge at sætte dig ind i hendes sorg og måske komme med nogle anekdoter fra da du selv var ung og 'naiv', så kan hun forstå at det her kan ske for alle og enhver - selv hendes mor og at man kommer ovenpå igen.
Jeg synes dog det er et problem, at det går så meget udover den øvrige familie - det er jo aldrig sjovt at have et familiemedlem, der konstant er trist.
Her synes jeg godt du kan stille hende lidt til ansvar og bede hende om at tage sig sammen, ihvertfald når hun er sammen med jer andre.
Hun kan sagtens tage sig sammen, det handler bare om at fokusere på noget andet.

Det er noget af det værste man kan sige til mennesker, der er nede.
Nej, det bedste er, som en foreslår, finde noget hun kan interessere sig for. Nogle "tøseture" bare noget der kan aflede hende.
Måske en rejse, hvis det kan lade sig gøre.

Nej, jeg kan se at det var forkert ordvalg og det kan misforstås. Jeg mente ikke tage sig sammen , men hvis hendes problemer ødelægger det hele for resten af familien, så er det fair at sige til hende at de alle sammen gerne vil have at hun er gladere.

Jeg har selv en datter på 16 år, der er vildt forelsket, i en fyr på 17, deres forhold er håbløst, og jeg tror kun hun bliver i det, fordi hun er bange for, at få det præcist ligesom din datter.
Så nu har jeg været på biblioteket, og lånt bogen : førstehjælp til knuste hjerter, af Winnie Harløv.
Den har rustet mig bedre, til hvis/når det sker, der er mange gode "redskaber", og i dit tilfælde kan du måske også vise uddrag af bogen til din datter, det har jeg dog undladt endnu, og prøver at holde lav "iagtagende" profil...
Held og lykke med det....

Der er uddrag af den bog jeg omtaler på dette link :
http://ekstrabladet.dk/sex_og_samliv/article1241142.ece

Din datter er ulykkelig forelsket, og er ved at få en lærerig erfarring, selv om den gør ondt !
Din datter har brug for din støtte, respekt, og kærlighed - ikke din fordømmelse, eller at blive pålagt en skyld for at hendes søskende ser hende græde. Det er jo helt naturlig at græde og vise sorg !
Mød hende i sorgen, og lyt igen og igen og igen - på et eller andet tidspunkt går sorgen over, og hun kommer vidre !
Men du kan ikke forlange at hun bare skal tage sig sammen !!!!
Det kan man ikke når man er ulykkelig.
Jeg tænker på om din datter mon ikke kunne have stor glæde af et år på en god efterskole ???
Hun må endelig ikke føle sig alene, i er nødt til at kunne rumme hende og hendes sorg og svære følelser - ellers bliver det først rigtig svært !
Selvfølelig skal du tale med hende og du kan forklarer hende at det er uhensigtsmæssigt, at hun sender sms og ringer til ham - men du ved jo ligeså godt som andre voksne mennesker at fornuften siger en ting, og hjertet noget andet !
Tag hende alvorligt, fortæl hende igen og igen hvor dejlig og elsket hun er - det er det eneste du kan gøre, du kan ikke forbyde hende en pind, det vil bare få hendes til at vende sig bort fra dig.
Giv hende ekstra omsorg, det har hun brug for i denne tid, og husk så engang på hvor svært det er at være 16 år !

Ayla

Har selv prøvet det samme, og står faktisk stadig i samme situation med en veninde. Hende og hendes ekskæreste, som jeg aldrig har kunnet lide af den ene grund at han aldrig har behandlet hende pænt og alt for ofte har formået at gøre hende trist eller vred, har nu ikke rigtig været kærester i over et halvt år, men stadig har de lidt kørende. Det påvirker hende mere og mere psykisk at hun bare vil være kærester med ham, men at han kun vil hende en gang imellem og derfor bare holder hende hen i stedet for at afslutte deres forhold ordentligt.
Hendes forældre virker til at være lige så magtesløse som du måske føler dig, den eneste forskel er dog at de har tvunget hende til at gå til psykolog. Det har hjulpet en smule for hende ind til videre, og jeg tror måske også det ville hjælpe med din datter. For hun KAN godt give slip, det er jeg sikker på min egen veninde også kan. Det kræver bare tid (for nogen LANG tid)og alt for meget salt i såret.
Jeg har selv prøvet det meste, nogle gange mere frustreret end andre - at overtale hende til at glemme ham, at udpege alle de dårlige sider ved ham, ja jeg har endda overvejet at tage kontakt til ham for at forsøge at få ham til at indse hvad han gør ved hende. Nu har jeg så efterhånden indset at jeg må overlade det til psykologen at prøve at ændre hendes syn på ham, og bare være der for hende alle de gange hun går helt ned med flaget.
Jeg tror også at det der gør det sværere for hende at give slip, er alle de forskellige måder hun stadig kan overvåge ham på. Det er så nemt lige at tjekke om han nu har haft kontakt med nogle piger, eller om han virker gladere end hende. Det kan også godt få hende til at sidde lidt fast i deres "forhold" til hinanden, men derimod får hun det også en del lettere hvis hun en dag sletter ham fra facebook osv. så hun ikke har mulighed for at følge med i hans liv hele tiden. Det er også noget der kræver tid, men så langt skal hun nok nå, det er jeg sikker på.
Så held og lykke med det, jeg håber at både din datter og min veninde en dag vil kunne se hvor skønt deres liv er uden deres ekskærester :)

Jeg kan af dit indlæg forstå, at du er bekymret for din datter. Men det virker slet ikke som om du giver hende plads til at være sig selv. Tværtimod stempler du hende som psykisk uligevægtig og svag, og du ville ønske at hun ikke går og græder foran jer.
Jeg kender ikke jer eller jeres familieliv, men jeg tror din datter har brug for at mærke sin mors og fars kærlighed. At I elsker hende uden fordømmelser og betingelser, og ikke synes "der er noget galt" med hende.
Hvorfor vælger hun og tiltrækkes af en fyr, som ikke vil hende 100%, men kører rundt med hendes følelser? Kærlighedsmæssigt vælger vi jo tit vores partner på baggrund af de oplevelser vi har med hjemmefra. Enten som en spejling af de mønstre, eller som et oprør.
Kan pilen vendes mod jer selv? Hvorfor er hun blevet afhængig af dette kærligheds-drama? Hvordan viser hendes far hende kærlighed? Hvordan viser du hende kærlighed?
Bruger I tid sammen med hende? Lytter I til hende? Kan I rumme hendes svage sider? Kan I rumme jeres egne svage sider?
Jeg synes du fordømmer din datter for meget - hun er blevet den hun er, på baggrund af de oplevelser hun har med i bagagen. Hun er ikke svag eller forkert, men blot teenager med mange forvirrede følelser, og mangel på forståelse hjemmefra. Dette siger jeg ikke for at give dig dårlig samvittighed, men for at gøre dig opmærksom på, at du og hendes far stadig kan være med til at ændre hendes situation, med masser og masser af kærlighed og forståelse.

og komme videre.

Hejsa
hvordan har du det selv med følelser? [s]🙂

jeg er selv sytten aar, og jeg havde et forhold meget magen til det din datter har haft. han og jeg var sammen i atten maaneder. mine foraeldre gjorde og sagde det samme som dig om og om igen, og hvis din datter er noget som mig, saa vil hun ikke lytte til dig. ja den foerste kaerlighed goer mega ondt, men det er noget hun skal igennem selv. det skal nok loese sig med tiden. og i mellem tiden burde du stadig fortaelle hende hvad du syntes, men hver gang hun tager et skridt vaek fra ham, llad vaere med at sige noget, for det er forvirrende. hun skal nok komme igennem det selv med tiden. men lad vaere med at tage noget kontakt til ham fra hende. det skal hun nok selv finde ud af. det lover jeg. :]

Det er skrevet så objektivt og alligevel fyldt med kærlighed, så hun kan se, hvad det gør ved familien, og hvor meget I egentlig elsker hende. Nogle gange er det bedre at vise folk den skinbarlige sandhed, så de kan forholde sig til den.

Det er måske på tide at overveje at sende hende på dannelsesrejse...

jeg har også haft en mand der var meget nært gående med andre og det var ikke sjovt fordi at han også drak/drikker.

Hej
Jeg er selv en af de der hjælpeløse piger. Jeg er 22 år, fylder snart 23 og jeg er uendelig forelsket i min "fyr". Vi var kærester i 2 år og så valgte han en anden pige. Nu skifter han mellem hende og mig. Min mor og far skælder og smælder hele tiden og fortæller mig at jeg skal komme videre.. Nu er jeg bare nået til det punkt hvor jeg næsten aldrig er hjemme, og jeg hører overhovedet ikke efter når min mor begynder på, den gang jeg var ung. De skal slet ikke blande sig i mit liv. Jeg ved godt det er dumt af mig osv, og at jeg burde slippe ham, men det er slet ikke så nemt som man kan få det til at lyde. Jeg får både psykolog hjælp og snakker med life coach. Så jeg arbejder på problemet. Men du må ikke gå ind og fortælle hende hvad hun skal gøre og ikke må osv. Du vinder absolut ingenting ved det..
Mit råd, "som din datter", ville være: giv hende tid. En dag åbner en af dem øjnene, og de går enten fra hinanden for alvor, eller de finder ud af det sammen.. støt hende i de beslutninger hun tager selvom det er hårdt for jer.. Men hun har det værre og har ikke brug for jer der hakker på hende eller fortæller hende hvad hun skal gøre.. Tro mig, jeg ved hvad jeg taler om..
Håber i finder ud af det.. Hilsen mig