Man er da NØD til at se det fra denne side også
Er det rimelig hvad Israel gør? Prøv lige at læs dette først, er der så noget at sige til at Palæstinenserne syntes at Israel går for langt, når de siger at det er deres land.
Vigtige årstal i Palæstinas nyere historie 1897 - 2001:
1897 Den første Zionistkongres i Basel. Her grundlægges den zionistiske bevægelse hvis mål er dannelsen af en jødisk stat med plads til alverdens jøder
1917 Balfour-erklæringen vedtages hvori Storbritannien lover zionismen støtte til ’et nationalt hjem for alverdens jøder i Palæstina”.
1918 Fredsforhandlinger efter 1. Verdenskrig. Sejrherrerne England og Frankrig deler Mellemøsten mellem sig.
Palæstina bliver engelsk mandatområde. Palæstinenserne protesterer mod koloniseringen
1947 FN vedtager delingsplanen for Palæstina. 55% af det historiske Palæstina gives til den ny stat Israel. Resten skal udgøre en kommende palæstinensisk stat, som imidlertid ikke bliver til noget
1948-49 Staten Israel oprettes. Krig mellem Israel og de arabiske lande. 750.000 palæstinensere fordrives og må tage ophold i flygtningelejre i de arabiske nabolande. Israel har gennem krigen erobret yderligere 20% af Palæstina.
1967 Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande. Israel besætter resten af det historiske Palæstina: Vestbredden og Gaza. Israel indleder den ulovlige bosætter-politik.
1987 Den første intifada (opstand). Stenkastende børn bringer Palæstina på alverdens forsider.
1993 Oslo-aftalen underskrives af Yitzhak Rabin og PLO’s Yassir Arafat
2000 I september udbryder den 2. intifada.
2001 Ariel Sharon bliver israelsk regeringsleder.
Et folk på flugt
For retten til at vende hjem
Med oprettelsen af staten Israel i 1948 fik den zionistiske bevægelse opfyldt sit mål om en jødisk stat i Palæstina. For palæstinenserne blev det en katastrofe.
Under krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1948-49, som fulgte efter staten Israels oprettelse, blev 750.000 ud af 1.2 millioner palæstinensere fordrevet. Zionistisk militær med våben fra briterne invaderede palæstinensiske byer og landsbyer, fordrev palæstinensere og udrensede hele landsbyer.
Året 1948 med statens Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne fik siden navnet Katastrofen – på arabisk Nakba.
De 750.000 palæstinensiske flygtninge fra 1948 kom til at udgøre kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt de følgende år.
- 100.000 var flygtet til Libanon hvor de blev et retsløs pariagruppe som i 70’erne og 80’erne blev inddraget i den libanesiske borgerkrig.
- 75.000 kom til Syrien og ligeså mange til Jordan
- 200.000 kom til Gaza
- 300.000 flygtede til Vestbredden
FN’s beslutning om at oprette en arabisk stat ved siden af en israelsk gik op i røg.
Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande i 1967 – som Israel vandt overlegent - markerede endnu et kapitel i den palæstinensiske katastrofe. Hermed kom de sidste rester af Palæstina, Vestbredden og Gaza, under israelsk besættelse. I forbindelse med junikrigen i 1967 flygtede 200.000 fra Vestbredden til Jordan.
De palæstinensiske flygtninge har siden da levet i over 50 år i flygtningelejre, nye generationer er vokset op som har levet hele deres liv under kummerlige forhold i flygtningelejre. De holder fast på deres palæstinensiske identitet og på kravet om retten til at vende hjem. Flygtningespørgsmålet har været centralt i alle de fredsforhandlinger der siden da har fundet sted.
I resolution 194 fra FN’s generalforsamling i 1948 bekræftes at flygtninge der ønsker at vende tilbage og leve i fred med deres naboer, skal tillades at gøre det ved først mulige lejlighed, og at kompensation skal betales til såvel dem der vælger at vende hjem og til dem som vælger ikke at vende tilbage.
Bosættelserne
Bosættelserne er et af de største stridspunkter i den israelsk/palæstinensiske konflikt. Overalt i de palæstinensiske områder ligger bosættelserne som utilnærmelige forter. Bosættelserne er et led i Israels kolonisering af Palæstina.
Allerede den 12. juni 1895 skrev zionismens grundlægger Theodor Herzl i sin dagbog:
”Vi må forsøge at sende den fattige befolkning over grænsen. … Både processen med at ekspropriere jord og flytte de fattige må udføres diskret og varsomt”.
Det var altså fra starten klart at den israelske bosættelsespolitik hænger uløseligt sammen med hele ideen om at gøre Palæstina til en jødisk stat.
Junikrigen i 1967 blev startskuddet til en meget offensiv bosætterpolitik. Allerede en måned efter krigens ophør oprettede Israel den første bosættelse i Golan. Tre måneder senere præsenterede Israels premierminister Levi Eshkol (Arbejderpartiet) den første plan for bosættelserne. Og i begyndelsen af 1968 havde Israel oprettet bosættelser i alle de besatte områder. Samtidig var der skabt en bevægelse af zionistiske ’pionerer’ der drog ud for at kolonisere de nye besatte områder.
Bosættelserne er placeret på de mest eftertragtede og strategisk vigtigste palæstinensiske områder. I dag er der over 200 bosættelser med 200.00 indbyggere på Vestbredden. I Gaza-striben er der placeret 18 bosættelser med i alt 6000 indbyggere. I det besatte Østjerusalem bor der mindst 200.000 bosættere. Bosættelserne er forbundet med hinanden og med Jerusalem via et net af motorveje som er forbeholdt israelske statsborgere.
Første skridt til oprettelse af en bosættelse kan være at Israel installerer en militærpost. Herefter bygges der på rekordtid en klynge præfabrikerede typehuse fra den ene dag til den anden. Så snart husene står klar, bliver området indhegnet med pigtråd, og der bliver opført et vagttårn. Rundt om bosættelsen oprettes en ’sikkerhedszone’. Mange bosættere bærer våben. Bosættelserne har fra meget få til flere tusinde indbyggere. Den israelske regering giver massive tilskud til opførelsen af bosættelserne.
I perioden 2000-2002 voksede bosættelserne med 20%. Ifølge den såkaldte Køreplan for Fred (Road Map) er Israel forpligtet til at standse etableringen af nye bosættelser.
Bosættelserne - ulovlige i henhold til Genèvekonventionen
I 1949 vedtog man i Genève den 4. Genèvekonvention der handler om hvordan en besættelsesmagt skal opføre sig i et besat område. I konventionen står bl.a.:
”Besættelsesmagten må ikke deportere eller overflytte sin egen civilbefolkning ind i det besatte område.” Den må heller ikke konfiskere den stedlige befolknings jord, men er forpligtet til at varetage den oprindelige befolknings vé og vel.
Israel underskrev i sin tid den 4. Genèvekonvention. Man har fra israelsk side forsikret at man ikke ville konfiskere jord eller flytte sin befolkning ind i de besatte områder. Men det er netop hvad staten Israel gør – hvilket er en klar overtrædelse af konventionen.
Ja jeg kan godt forstå hvorfor Palæstinenserne kæmper for retten til at ha samme vilkår i Israel som jøderne har, landet skulle deles lige mellem dem. VH S
Vigtige årstal i Palæstinas nyere historie 1897 - 2001:
1897 Den første Zionistkongres i Basel. Her grundlægges den zionistiske bevægelse hvis mål er dannelsen af en jødisk stat med plads til alverdens jøder
1917 Balfour-erklæringen vedtages hvori Storbritannien lover zionismen støtte til ’et nationalt hjem for alverdens jøder i Palæstina”.
1918 Fredsforhandlinger efter 1. Verdenskrig. Sejrherrerne England og Frankrig deler Mellemøsten mellem sig.
Palæstina bliver engelsk mandatområde. Palæstinenserne protesterer mod koloniseringen
1947 FN vedtager delingsplanen for Palæstina. 55% af det historiske Palæstina gives til den ny stat Israel. Resten skal udgøre en kommende palæstinensisk stat, som imidlertid ikke bliver til noget
1948-49 Staten Israel oprettes. Krig mellem Israel og de arabiske lande. 750.000 palæstinensere fordrives og må tage ophold i flygtningelejre i de arabiske nabolande. Israel har gennem krigen erobret yderligere 20% af Palæstina.
1967 Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande. Israel besætter resten af det historiske Palæstina: Vestbredden og Gaza. Israel indleder den ulovlige bosætter-politik.
1987 Den første intifada (opstand). Stenkastende børn bringer Palæstina på alverdens forsider.
1993 Oslo-aftalen underskrives af Yitzhak Rabin og PLO’s Yassir Arafat
2000 I september udbryder den 2. intifada.
2001 Ariel Sharon bliver israelsk regeringsleder.
Et folk på flugt
For retten til at vende hjem
Med oprettelsen af staten Israel i 1948 fik den zionistiske bevægelse opfyldt sit mål om en jødisk stat i Palæstina. For palæstinenserne blev det en katastrofe.
Under krigen mellem Israel og de arabiske lande i 1948-49, som fulgte efter staten Israels oprettelse, blev 750.000 ud af 1.2 millioner palæstinensere fordrevet. Zionistisk militær med våben fra briterne invaderede palæstinensiske byer og landsbyer, fordrev palæstinensere og udrensede hele landsbyer.
Året 1948 med statens Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne fik siden navnet Katastrofen – på arabisk Nakba.
De 750.000 palæstinensiske flygtninge fra 1948 kom til at udgøre kernen i den israelsk-palæstinensiske konflikt de følgende år.
- 100.000 var flygtet til Libanon hvor de blev et retsløs pariagruppe som i 70’erne og 80’erne blev inddraget i den libanesiske borgerkrig.
- 75.000 kom til Syrien og ligeså mange til Jordan
- 200.000 kom til Gaza
- 300.000 flygtede til Vestbredden
FN’s beslutning om at oprette en arabisk stat ved siden af en israelsk gik op i røg.
Junikrigen mellem Israel og de arabiske lande i 1967 – som Israel vandt overlegent - markerede endnu et kapitel i den palæstinensiske katastrofe. Hermed kom de sidste rester af Palæstina, Vestbredden og Gaza, under israelsk besættelse. I forbindelse med junikrigen i 1967 flygtede 200.000 fra Vestbredden til Jordan.
De palæstinensiske flygtninge har siden da levet i over 50 år i flygtningelejre, nye generationer er vokset op som har levet hele deres liv under kummerlige forhold i flygtningelejre. De holder fast på deres palæstinensiske identitet og på kravet om retten til at vende hjem. Flygtningespørgsmålet har været centralt i alle de fredsforhandlinger der siden da har fundet sted.
I resolution 194 fra FN’s generalforsamling i 1948 bekræftes at flygtninge der ønsker at vende tilbage og leve i fred med deres naboer, skal tillades at gøre det ved først mulige lejlighed, og at kompensation skal betales til såvel dem der vælger at vende hjem og til dem som vælger ikke at vende tilbage.
Bosættelserne
Bosættelserne er et af de største stridspunkter i den israelsk/palæstinensiske konflikt. Overalt i de palæstinensiske områder ligger bosættelserne som utilnærmelige forter. Bosættelserne er et led i Israels kolonisering af Palæstina.
Allerede den 12. juni 1895 skrev zionismens grundlægger Theodor Herzl i sin dagbog:
”Vi må forsøge at sende den fattige befolkning over grænsen. … Både processen med at ekspropriere jord og flytte de fattige må udføres diskret og varsomt”.
Det var altså fra starten klart at den israelske bosættelsespolitik hænger uløseligt sammen med hele ideen om at gøre Palæstina til en jødisk stat.
Junikrigen i 1967 blev startskuddet til en meget offensiv bosætterpolitik. Allerede en måned efter krigens ophør oprettede Israel den første bosættelse i Golan. Tre måneder senere præsenterede Israels premierminister Levi Eshkol (Arbejderpartiet) den første plan for bosættelserne. Og i begyndelsen af 1968 havde Israel oprettet bosættelser i alle de besatte områder. Samtidig var der skabt en bevægelse af zionistiske ’pionerer’ der drog ud for at kolonisere de nye besatte områder.
Bosættelserne er placeret på de mest eftertragtede og strategisk vigtigste palæstinensiske områder. I dag er der over 200 bosættelser med 200.00 indbyggere på Vestbredden. I Gaza-striben er der placeret 18 bosættelser med i alt 6000 indbyggere. I det besatte Østjerusalem bor der mindst 200.000 bosættere. Bosættelserne er forbundet med hinanden og med Jerusalem via et net af motorveje som er forbeholdt israelske statsborgere.
Første skridt til oprettelse af en bosættelse kan være at Israel installerer en militærpost. Herefter bygges der på rekordtid en klynge præfabrikerede typehuse fra den ene dag til den anden. Så snart husene står klar, bliver området indhegnet med pigtråd, og der bliver opført et vagttårn. Rundt om bosættelsen oprettes en ’sikkerhedszone’. Mange bosættere bærer våben. Bosættelserne har fra meget få til flere tusinde indbyggere. Den israelske regering giver massive tilskud til opførelsen af bosættelserne.
I perioden 2000-2002 voksede bosættelserne med 20%. Ifølge den såkaldte Køreplan for Fred (Road Map) er Israel forpligtet til at standse etableringen af nye bosættelser.
Bosættelserne - ulovlige i henhold til Genèvekonventionen
I 1949 vedtog man i Genève den 4. Genèvekonvention der handler om hvordan en besættelsesmagt skal opføre sig i et besat område. I konventionen står bl.a.:
”Besættelsesmagten må ikke deportere eller overflytte sin egen civilbefolkning ind i det besatte område.” Den må heller ikke konfiskere den stedlige befolknings jord, men er forpligtet til at varetage den oprindelige befolknings vé og vel.
Israel underskrev i sin tid den 4. Genèvekonvention. Man har fra israelsk side forsikret at man ikke ville konfiskere jord eller flytte sin befolkning ind i de besatte områder. Men det er netop hvad staten Israel gør – hvilket er en klar overtrædelse af konventionen.
Ja jeg kan godt forstå hvorfor Palæstinenserne kæmper for retten til at ha samme vilkår i Israel som jøderne har, landet skulle deles lige mellem dem. VH S