Læger skal lære af egne fejl?????????????????
Hvad for fejl, vi laver da aldrig fejl, og hvis vi gør, så siger vi det da ikke, eller også holder vi sammen, eller holder hånden over hinanden, vi er da hævet over alle andre, vi har ret til at gøre som vi vil, vi ha ret til at arbejde langsomt, og til at ligge ald vores enegi i vores klinik, i stedet for på hospitalet, osv osv. I er altvidne og hovne, i ved bedst, og alle andre, og hvad de kan, virker ikke, sådan har det været lige så længe, i har kunne få papir på, at i skulle være læger.
Det er blevet bedre, men kulturen på landets hospitaler og lægeklinikker har stadig et stykke vej at gå, før fejl og klager bliver noget, man hovedsagelig lærer af, i stedet for noget, man forbinder med skyldfølelse og faglig skam. Det mener lægerne selv.
Når læger - som i halen på Berlingske Tidendes serie »I lægens hænder« - har reageret meget kraftigt på brugen af enkeltsager og påpegede systemfejl, skyldes det i høj grad, at der i lægerollen stadig lægger et stærkt psykologisk kompleks af ansvars- og skyldfølelser.
»Læger har svært ved at håndtere fejl, fordi det er et fag, der i dén grad kræver dig som både menneske og hjerne. Det er ikke bare en profession, men en identitet, man har taget på sig, fordi man har et reelt omsorgsgen. Den identitet udsættes konstant for det ultimative krav; nemlig at redde et menneskeliv. Dertil kommer, at lægefaget har en ekstrem intern norm; læger er ufatteligt hårde ved hinanden. En begået fejl føles som en udstilling i inderkredsen af, at du ikke er en god læge,« siger Peter Vedsted, læge og seniorforsker, Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus Universitet.
Med magt følger skyld
Ole Hartling, overlæge ved Vejle Sygehus og tidligere formand for Etisk Råd, kæder følsomheden over for kritik sammen med den magt-ansvar-skyld-mekanisme, der stadig præger især den ældre generation af læger. Læger føler en pligt til at magte alle situationer - og med magt følger en tung byrde af skyldfølelse, når ting går galt.
»Det psykologiske spil er, at selv hvor man ikke har magten eller ansvaret som læge, så vil man ofte føle skyldfølelse. Man føler ubevidst skylden for ikke at skulle indse sin magtesløshed, der harmonerer så dårligt med lægens selvopfattelse,« siger Ole Hartling.
De interne mekanismer i hver enkelt læge og hos lægerne indbyrdes er en barriere for at omgås fejl med stor åbenhed. En kultur, der kun kan ændres, hvis begåede fejl indberettes, som det allerede sker i dag, og hvis det, man lærer af fejlene samtidig bliver diskuteret åbent, lyder det fra bl.a. Peter Vedsted, seniorforsker, Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus Universitet.
Nødvendig feedback
»Hvis man sætter sig som fluen på væggen, når en gruppe læger får en god uformel snak, så kommer alle deres historier på bordet. Men man gør det ikke systematisk og formelt. Vi indrapporterer i dag utilsigtede hændelser, men dem skal man være meget bedre til at samle op på og sende feedback tilbage, så det genererer læring i organisationen,« siger Peter Vedsted.
Ole Hartling er enig:
»Det vigtige er at have en kultur, hvor man erkender, at fejl begås, men at de også skal bestås. At bestå en fejl betyder, at man lægger den åbent frem og vedstår den over for patienten, så alle kan lære af den. Det er vigtigt for yngre læger, at de ser de ældre læger som menneskelige.«
Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, mener, at læger er blevet meget bedre til at håndtere kritik og tale åbent om fejl. Men at der er plads til forbedringer:
»Lægerne fremstår som nogen, der har svært ved at håndtere kritik, fordi medier-ne har tendens til at tage enkeltsager op og fokusere på enkelte lægers fejl. Det er meget menneskeligt, at læger har svært ved at se læringselementet i det. Der sker uvilkårligt fejl, men accepten i befolkningen af, at der sker fejl, er langt mindre i dag end for 25 år siden. Sådan har lægerne det også. Man er nødt til at se på, om både om den enkeltes kompetence er i top, og om det bagvedliggende system og vilkårene er i orden « siger han.
Den alvorlige psykiske byrde hos lægerne giver sig udslag i en række kedelige rekorder. Op mod 1.000 læger menes at have et misbrug af en art. Og lægerne er den faggruppe, der suverænt har flest selvmord - tre gange så mange læger som folkeskolelærere begår selvmord. Nummer to er sygeplejersker.
VH S
Det er blevet bedre, men kulturen på landets hospitaler og lægeklinikker har stadig et stykke vej at gå, før fejl og klager bliver noget, man hovedsagelig lærer af, i stedet for noget, man forbinder med skyldfølelse og faglig skam. Det mener lægerne selv.
Når læger - som i halen på Berlingske Tidendes serie »I lægens hænder« - har reageret meget kraftigt på brugen af enkeltsager og påpegede systemfejl, skyldes det i høj grad, at der i lægerollen stadig lægger et stærkt psykologisk kompleks af ansvars- og skyldfølelser.
»Læger har svært ved at håndtere fejl, fordi det er et fag, der i dén grad kræver dig som både menneske og hjerne. Det er ikke bare en profession, men en identitet, man har taget på sig, fordi man har et reelt omsorgsgen. Den identitet udsættes konstant for det ultimative krav; nemlig at redde et menneskeliv. Dertil kommer, at lægefaget har en ekstrem intern norm; læger er ufatteligt hårde ved hinanden. En begået fejl føles som en udstilling i inderkredsen af, at du ikke er en god læge,« siger Peter Vedsted, læge og seniorforsker, Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus Universitet.
Med magt følger skyld
Ole Hartling, overlæge ved Vejle Sygehus og tidligere formand for Etisk Råd, kæder følsomheden over for kritik sammen med den magt-ansvar-skyld-mekanisme, der stadig præger især den ældre generation af læger. Læger føler en pligt til at magte alle situationer - og med magt følger en tung byrde af skyldfølelse, når ting går galt.
»Det psykologiske spil er, at selv hvor man ikke har magten eller ansvaret som læge, så vil man ofte føle skyldfølelse. Man føler ubevidst skylden for ikke at skulle indse sin magtesløshed, der harmonerer så dårligt med lægens selvopfattelse,« siger Ole Hartling.
De interne mekanismer i hver enkelt læge og hos lægerne indbyrdes er en barriere for at omgås fejl med stor åbenhed. En kultur, der kun kan ændres, hvis begåede fejl indberettes, som det allerede sker i dag, og hvis det, man lærer af fejlene samtidig bliver diskuteret åbent, lyder det fra bl.a. Peter Vedsted, seniorforsker, Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus Universitet.
Nødvendig feedback
»Hvis man sætter sig som fluen på væggen, når en gruppe læger får en god uformel snak, så kommer alle deres historier på bordet. Men man gør det ikke systematisk og formelt. Vi indrapporterer i dag utilsigtede hændelser, men dem skal man være meget bedre til at samle op på og sende feedback tilbage, så det genererer læring i organisationen,« siger Peter Vedsted.
Ole Hartling er enig:
»Det vigtige er at have en kultur, hvor man erkender, at fejl begås, men at de også skal bestås. At bestå en fejl betyder, at man lægger den åbent frem og vedstår den over for patienten, så alle kan lære af den. Det er vigtigt for yngre læger, at de ser de ældre læger som menneskelige.«
Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, mener, at læger er blevet meget bedre til at håndtere kritik og tale åbent om fejl. Men at der er plads til forbedringer:
»Lægerne fremstår som nogen, der har svært ved at håndtere kritik, fordi medier-ne har tendens til at tage enkeltsager op og fokusere på enkelte lægers fejl. Det er meget menneskeligt, at læger har svært ved at se læringselementet i det. Der sker uvilkårligt fejl, men accepten i befolkningen af, at der sker fejl, er langt mindre i dag end for 25 år siden. Sådan har lægerne det også. Man er nødt til at se på, om både om den enkeltes kompetence er i top, og om det bagvedliggende system og vilkårene er i orden « siger han.
Den alvorlige psykiske byrde hos lægerne giver sig udslag i en række kedelige rekorder. Op mod 1.000 læger menes at have et misbrug af en art. Og lægerne er den faggruppe, der suverænt har flest selvmord - tre gange så mange læger som folkeskolelærere begår selvmord. Nummer to er sygeplejersker.
VH S