Lille arbejdsmarkeds historie (dem som gider læse)
"Jeg vil ikke give dig et job"
Jeg har en gennemarbejdet forretningsplan! Den går ud på at producere et produkt med nærmest ubegrænset efterspørgsel. Et produkt som millioner af kunder er villige til, gentagende gange, at købe for en pris på 500 kr.
Ved en investering på 2 millioner, penge som jeg ville kunne skaffe, samt en masse hårdt arbejde, ville jeg kunne sætte en fabrik op, til at producere dette produkt. På denne fabrik ville en medarbejder efter en oplæringsperiode på ca. 3 mdr. kunne producere et stk. produkt per time; et produkt som kunder, som nævnt, vil stå i kø for at få lov til at betale 500 kroner for. Det lyder næsten som at trykke ens egne penge, ikke sandt?
Produktet koster kun råmaterialer og omkostninger i størrelsesordnen 50 krone per enhed, så du kan nok se, at med en værditilvækst på faktor 10, jeg potentielt ville kunne hyre tusindvis af medarbejdere til min fabrik, hvis jeg valgte at investere i at etablere den. Min ideelle arbejdsstyrke ville bestå af flittige, stabile, unge medarbejdere, med kortere videregående uddannelser, medarbejdere hvis profil vi har masser af her i Danmark.
Men – jeg vil ikke starte min fabrik, og jeg vil ikke give dig et job!
Nu spørger du sikkert – hvorfor vil jeg ikke det? Jo, nu skal du høre hvorfor.
Hvis jeg investerer alt hvad jeg ejer, og belåner mig selv op over begge ører, kan jeg anlægge min fabrik – og herefter forvente at hver medarbejder kan generere en salgspris på 500 kr. per time. Af denne salgspris vil staten dog kræve de 25 % i moms, men fabrikken vil fortsat kunne genere en indtjening på 400 kr. per arbejdstime per medarbejder. Omkostninger i form af råmateriale, leje af maskiner, el og varme, husleje mv. per enhed lander som nævnt på 50 kroner, så der er altså fortsat 350 kroner i ren indtægt per arbejdstime, og hvem ville ikke gerne arbejde for 350 kroner i hånden i timen?
Nu er det jo sådan, at mine ansatte, typisk unge med en kortere eller mellemlang videregående uddannelse, forventer ansættelse på en alm. funktionærkontrakt, med fast månedsløn, 3 måneders opsigelse, pension mv.
De skal lovmæssigt have 5 ugers ferie, arbejder 5 af ugens 7 dage, skal have fri på helligedage, barns første sygedag, efterladende ca. 220 arbejdsdage pr. år. Dertil kommer de gennemsnitlige 7 årlige sygedage, hvilket bringer antallet af reelle arbejdsdage til 213.
Arbejdsugen er de forskrevne 37,5 timer, men i praksis skal de ansatte have korte pauser løbende, vil have diverse spildtid ved opgaveskift, møder mv, skal bruge tid til at ordne korrespondance mv. hvilket bringer deres direkte produktive arbejdsdag til ca. 6 timer dagligt.
Det tager en nyansat ca. 3 måneder at blive produktiv, og med en gennemsnitlig ansættelseslængde på ca. 3 år i min branche, må jeg formode at der som følge af udskiftninger må forventes et produktivitetstab på 1/12 på denne konto.
Dertil kommer, at jeg må på beregne at ca. halvdelen af min arbejdsstyrke på et vilkårligt tidspunkt kan melde, at de ønsker barselsorlov i op til 52 uger, med væsentlige produktionstab til følge. Da jeg ikke lovligt kan gardere mig imod dette, eller opsige medarbejdere der går på barsel, men er tvunget til at ansætte vikariater med overlap, udgør dette en stor omkostning, der (ligeligt fordelt mellem kønnene) betyder, at jeg må på beregne en ekstra ansættelse pr 10 medarbejdere, svarende til et yderligere produktionstab på 1/11.
Nu kan min virksomhed jo ikke fungere alene med produktionsmedarbejdere, og mens jeg selv vil varetage salg, administration, revision, regnskab, HR, Office management mv. mens virksomheden er lille, må jeg på sigt indstille mig på, at 1 ud af 5 medarbejdere vil være ansat til disse formål, svarende til et produktionstab på yderligere 1/5.
Nu er jeg så klar til at beregne min virksomheds faktiske indtægt pr. ansat per år, som svarende til:
(213 dage x 6 time x DKK 350) x (1 minus (1/11+1/12+1/5)) = DKK 279.901,5,-
Med en månedtlig udgift per medarbejder på ca. 1.100 til ATP/AER/AES, ville dette tal så endvidere blive reduceret til DKK 266.701,5.
Brugte jeg 100 % af virksomhedens indtægt til lønudgifter, uden at gemme så meget som en krone til afskrivning af gæld, investeringer, mv. og fik alle den samme løn, fra direktør til specialist til nylig ansat – kunne jeg altså tilbyde en månedlig gage på DKK 22.225 før skat. Evt. pension, frokost, telefon, hjemme PC osv. ville yderligere gøre indhug i denne gage.
Dette er et lønniveau, som ville kunne købe mig en højtuddannet Indisk ingeniør (under langt mere favorable feriebestemmelser mv.), men som i Danmark knap ville kunne konkurrere med passiv forsørgelse, og som efter en indkomstskat, moms, afgifter mv. – end ikke vil kunne give mine medarbejdere plads i den lavere middelklasse. Ingen med deres sansers fulde fem ville ønske at arbejde for mig, og rettelig så, for det ville jo overhovedet ikke kunne betale sig.
]Jeg vil ikke give dig et job
Jeg har en gennemarbejdet forretningsplan! Den går ud på at producere et produkt med nærmest ubegrænset efterspørgsel. Et produkt som millioner af kunder er villige til, gentagende gange, at købe for en pris på 500 kr.
Ved en investering på 2 millioner, penge som jeg ville kunne skaffe, samt en masse hårdt arbejde, ville jeg kunne sætte en fabrik op, til at producere dette produkt. På denne fabrik ville en medarbejder efter en oplæringsperiode på ca. 3 mdr. kunne producere et stk. produkt per time; et produkt som kunder, som nævnt, vil stå i kø for at få lov til at betale 500 kroner for. Det lyder næsten som at trykke ens egne penge, ikke sandt?
Produktet koster kun råmaterialer og omkostninger i størrelsesordnen 50 krone per enhed, så du kan nok se, at med en værditilvækst på faktor 10, jeg potentielt ville kunne hyre tusindvis af medarbejdere til min fabrik, hvis jeg valgte at investere i at etablere den. Min ideelle arbejdsstyrke ville bestå af flittige, stabile, unge medarbejdere, med kortere videregående uddannelser, medarbejdere hvis profil vi har masser af her i Danmark.
Men – jeg vil ikke starte min fabrik, og jeg vil ikke give dig et job!
Nu spørger du sikkert – hvorfor vil jeg ikke det? Jo, nu skal du høre hvorfor.
Hvis jeg investerer alt hvad jeg ejer, og belåner mig selv op over begge ører, kan jeg anlægge min fabrik – og herefter forvente at hver medarbejder kan generere en salgspris på 500 kr. per time. Af denne salgspris vil staten dog kræve de 25 % i moms, men fabrikken vil fortsat kunne genere en indtjening på 400 kr. per arbejdstime per medarbejder. Omkostninger i form af råmateriale, leje af maskiner, el og varme, husleje mv. per enhed lander som nævnt på 50 kroner, så der er altså fortsat 350 kroner i ren indtægt per arbejdstime, og hvem ville ikke gerne arbejde for 350 kroner i hånden i timen?
Nu er det jo sådan, at mine ansatte, typisk unge med en kortere eller mellemlang videregående uddannelse, forventer ansættelse på en alm. funktionærkontrakt, med fast månedsløn, 3 måneders opsigelse, pension mv.
De skal lovmæssigt have 5 ugers ferie, arbejder 5 af ugens 7 dage, skal have fri på helligedage, barns første sygedag, efterladende ca. 220 arbejdsdage pr. år. Dertil kommer de gennemsnitlige 7 årlige sygedage, hvilket bringer antallet af reelle arbejdsdage til 213.
Arbejdsugen er de forskrevne 37,5 timer, men i praksis skal de ansatte have korte pauser løbende, vil have diverse spildtid ved opgaveskift, møder mv, skal bruge tid til at ordne korrespondance mv. hvilket bringer deres direkte produktive arbejdsdag til ca. 6 timer dagligt.
Det tager en nyansat ca. 3 måneder at blive produktiv, og med en gennemsnitlig ansættelseslængde på ca. 3 år i min branche, må jeg formode at der som følge af udskiftninger må forventes et produktivitetstab på 1/12 på denne konto.
Dertil kommer, at jeg må på beregne at ca. halvdelen af min arbejdsstyrke på et vilkårligt tidspunkt kan melde, at de ønsker barselsorlov i op til 52 uger, med væsentlige produktionstab til følge. Da jeg ikke lovligt kan gardere mig imod dette, eller opsige medarbejdere der går på barsel, men er tvunget til at ansætte vikariater med overlap, udgør dette en stor omkostning, der (ligeligt fordelt mellem kønnene) betyder, at jeg må på beregne en ekstra ansættelse pr 10 medarbejdere, svarende til et yderligere produktionstab på 1/11.
Nu kan min virksomhed jo ikke fungere alene med produktionsmedarbejdere, og mens jeg selv vil varetage salg, administration, revision, regnskab, HR, Office management mv. mens virksomheden er lille, må jeg på sigt indstille mig på, at 1 ud af 5 medarbejdere vil være ansat til disse formål, svarende til et produktionstab på yderligere 1/5.
Nu er jeg så klar til at beregne min virksomheds faktiske indtægt pr. ansat per år, som svarende til:
(213 dage x 6 time x DKK 350) x (1 minus (1/11+1/12+1/5)) = DKK 279.901,5,-
Med en månedtlig udgift per medarbejder på ca. 1.100 til ATP/AER/AES, ville dette tal så endvidere blive reduceret til DKK 266.701,5.
Brugte jeg 100 % af virksomhedens indtægt til lønudgifter, uden at gemme så meget som en krone til afskrivning af gæld, investeringer, mv. og fik alle den samme løn, fra direktør til specialist til nylig ansat – kunne jeg altså tilbyde en månedlig gage på DKK 22.225 før skat. Evt. pension, frokost, telefon, hjemme PC osv. ville yderligere gøre indhug i denne gage.
Dette er et lønniveau, som ville kunne købe mig en højtuddannet Indisk ingeniør (under langt mere favorable feriebestemmelser mv.), men som i Danmark knap ville kunne konkurrere med passiv forsørgelse, og som efter en indkomstskat, moms, afgifter mv. – end ikke vil kunne give mine medarbejdere plads i den lavere middelklasse. Ingen med deres sansers fulde fem ville ønske at arbejde for mig, og rettelig så, for det ville jo overhovedet ikke kunne betale sig.
Igen sakset fra 180 grader News... 😉
http://tr.anpdm.com/track?t=c&mid=2553263&uid=22223314&&&http%3A%2F%2Fwww.180grader.dk%2FOekonomi%2Fjeg-vil-ikke-give-dig-et-job%3Futm_source%3Dnewsletter%26utm_medium%3Demail
Og dem som bitcher over at jeg ikke følger de artikler op som jeg linker her skal vide at jeg KUN har tidlig morgen til at være på da jeg jo skal passe mit job... 😉
Kun når jeg kommer hjem sen eftermiddag kan jeg måske være lidt på... [(:]
Jeg har en gennemarbejdet forretningsplan! Den går ud på at producere et produkt med nærmest ubegrænset efterspørgsel. Et produkt som millioner af kunder er villige til, gentagende gange, at købe for en pris på 500 kr.
Ved en investering på 2 millioner, penge som jeg ville kunne skaffe, samt en masse hårdt arbejde, ville jeg kunne sætte en fabrik op, til at producere dette produkt. På denne fabrik ville en medarbejder efter en oplæringsperiode på ca. 3 mdr. kunne producere et stk. produkt per time; et produkt som kunder, som nævnt, vil stå i kø for at få lov til at betale 500 kroner for. Det lyder næsten som at trykke ens egne penge, ikke sandt?
Produktet koster kun råmaterialer og omkostninger i størrelsesordnen 50 krone per enhed, så du kan nok se, at med en værditilvækst på faktor 10, jeg potentielt ville kunne hyre tusindvis af medarbejdere til min fabrik, hvis jeg valgte at investere i at etablere den. Min ideelle arbejdsstyrke ville bestå af flittige, stabile, unge medarbejdere, med kortere videregående uddannelser, medarbejdere hvis profil vi har masser af her i Danmark.
Men – jeg vil ikke starte min fabrik, og jeg vil ikke give dig et job!
Nu spørger du sikkert – hvorfor vil jeg ikke det? Jo, nu skal du høre hvorfor.
Hvis jeg investerer alt hvad jeg ejer, og belåner mig selv op over begge ører, kan jeg anlægge min fabrik – og herefter forvente at hver medarbejder kan generere en salgspris på 500 kr. per time. Af denne salgspris vil staten dog kræve de 25 % i moms, men fabrikken vil fortsat kunne genere en indtjening på 400 kr. per arbejdstime per medarbejder. Omkostninger i form af råmateriale, leje af maskiner, el og varme, husleje mv. per enhed lander som nævnt på 50 kroner, så der er altså fortsat 350 kroner i ren indtægt per arbejdstime, og hvem ville ikke gerne arbejde for 350 kroner i hånden i timen?
Nu er det jo sådan, at mine ansatte, typisk unge med en kortere eller mellemlang videregående uddannelse, forventer ansættelse på en alm. funktionærkontrakt, med fast månedsløn, 3 måneders opsigelse, pension mv.
De skal lovmæssigt have 5 ugers ferie, arbejder 5 af ugens 7 dage, skal have fri på helligedage, barns første sygedag, efterladende ca. 220 arbejdsdage pr. år. Dertil kommer de gennemsnitlige 7 årlige sygedage, hvilket bringer antallet af reelle arbejdsdage til 213.
Arbejdsugen er de forskrevne 37,5 timer, men i praksis skal de ansatte have korte pauser løbende, vil have diverse spildtid ved opgaveskift, møder mv, skal bruge tid til at ordne korrespondance mv. hvilket bringer deres direkte produktive arbejdsdag til ca. 6 timer dagligt.
Det tager en nyansat ca. 3 måneder at blive produktiv, og med en gennemsnitlig ansættelseslængde på ca. 3 år i min branche, må jeg formode at der som følge af udskiftninger må forventes et produktivitetstab på 1/12 på denne konto.
Dertil kommer, at jeg må på beregne at ca. halvdelen af min arbejdsstyrke på et vilkårligt tidspunkt kan melde, at de ønsker barselsorlov i op til 52 uger, med væsentlige produktionstab til følge. Da jeg ikke lovligt kan gardere mig imod dette, eller opsige medarbejdere der går på barsel, men er tvunget til at ansætte vikariater med overlap, udgør dette en stor omkostning, der (ligeligt fordelt mellem kønnene) betyder, at jeg må på beregne en ekstra ansættelse pr 10 medarbejdere, svarende til et yderligere produktionstab på 1/11.
Nu kan min virksomhed jo ikke fungere alene med produktionsmedarbejdere, og mens jeg selv vil varetage salg, administration, revision, regnskab, HR, Office management mv. mens virksomheden er lille, må jeg på sigt indstille mig på, at 1 ud af 5 medarbejdere vil være ansat til disse formål, svarende til et produktionstab på yderligere 1/5.
Nu er jeg så klar til at beregne min virksomheds faktiske indtægt pr. ansat per år, som svarende til:
(213 dage x 6 time x DKK 350) x (1 minus (1/11+1/12+1/5)) = DKK 279.901,5,-
Med en månedtlig udgift per medarbejder på ca. 1.100 til ATP/AER/AES, ville dette tal så endvidere blive reduceret til DKK 266.701,5.
Brugte jeg 100 % af virksomhedens indtægt til lønudgifter, uden at gemme så meget som en krone til afskrivning af gæld, investeringer, mv. og fik alle den samme løn, fra direktør til specialist til nylig ansat – kunne jeg altså tilbyde en månedlig gage på DKK 22.225 før skat. Evt. pension, frokost, telefon, hjemme PC osv. ville yderligere gøre indhug i denne gage.
Dette er et lønniveau, som ville kunne købe mig en højtuddannet Indisk ingeniør (under langt mere favorable feriebestemmelser mv.), men som i Danmark knap ville kunne konkurrere med passiv forsørgelse, og som efter en indkomstskat, moms, afgifter mv. – end ikke vil kunne give mine medarbejdere plads i den lavere middelklasse. Ingen med deres sansers fulde fem ville ønske at arbejde for mig, og rettelig så, for det ville jo overhovedet ikke kunne betale sig.
]Jeg vil ikke give dig et job
Jeg har en gennemarbejdet forretningsplan! Den går ud på at producere et produkt med nærmest ubegrænset efterspørgsel. Et produkt som millioner af kunder er villige til, gentagende gange, at købe for en pris på 500 kr.
Ved en investering på 2 millioner, penge som jeg ville kunne skaffe, samt en masse hårdt arbejde, ville jeg kunne sætte en fabrik op, til at producere dette produkt. På denne fabrik ville en medarbejder efter en oplæringsperiode på ca. 3 mdr. kunne producere et stk. produkt per time; et produkt som kunder, som nævnt, vil stå i kø for at få lov til at betale 500 kroner for. Det lyder næsten som at trykke ens egne penge, ikke sandt?
Produktet koster kun råmaterialer og omkostninger i størrelsesordnen 50 krone per enhed, så du kan nok se, at med en værditilvækst på faktor 10, jeg potentielt ville kunne hyre tusindvis af medarbejdere til min fabrik, hvis jeg valgte at investere i at etablere den. Min ideelle arbejdsstyrke ville bestå af flittige, stabile, unge medarbejdere, med kortere videregående uddannelser, medarbejdere hvis profil vi har masser af her i Danmark.
Men – jeg vil ikke starte min fabrik, og jeg vil ikke give dig et job!
Nu spørger du sikkert – hvorfor vil jeg ikke det? Jo, nu skal du høre hvorfor.
Hvis jeg investerer alt hvad jeg ejer, og belåner mig selv op over begge ører, kan jeg anlægge min fabrik – og herefter forvente at hver medarbejder kan generere en salgspris på 500 kr. per time. Af denne salgspris vil staten dog kræve de 25 % i moms, men fabrikken vil fortsat kunne genere en indtjening på 400 kr. per arbejdstime per medarbejder. Omkostninger i form af råmateriale, leje af maskiner, el og varme, husleje mv. per enhed lander som nævnt på 50 kroner, så der er altså fortsat 350 kroner i ren indtægt per arbejdstime, og hvem ville ikke gerne arbejde for 350 kroner i hånden i timen?
Nu er det jo sådan, at mine ansatte, typisk unge med en kortere eller mellemlang videregående uddannelse, forventer ansættelse på en alm. funktionærkontrakt, med fast månedsløn, 3 måneders opsigelse, pension mv.
De skal lovmæssigt have 5 ugers ferie, arbejder 5 af ugens 7 dage, skal have fri på helligedage, barns første sygedag, efterladende ca. 220 arbejdsdage pr. år. Dertil kommer de gennemsnitlige 7 årlige sygedage, hvilket bringer antallet af reelle arbejdsdage til 213.
Arbejdsugen er de forskrevne 37,5 timer, men i praksis skal de ansatte have korte pauser løbende, vil have diverse spildtid ved opgaveskift, møder mv, skal bruge tid til at ordne korrespondance mv. hvilket bringer deres direkte produktive arbejdsdag til ca. 6 timer dagligt.
Det tager en nyansat ca. 3 måneder at blive produktiv, og med en gennemsnitlig ansættelseslængde på ca. 3 år i min branche, må jeg formode at der som følge af udskiftninger må forventes et produktivitetstab på 1/12 på denne konto.
Dertil kommer, at jeg må på beregne at ca. halvdelen af min arbejdsstyrke på et vilkårligt tidspunkt kan melde, at de ønsker barselsorlov i op til 52 uger, med væsentlige produktionstab til følge. Da jeg ikke lovligt kan gardere mig imod dette, eller opsige medarbejdere der går på barsel, men er tvunget til at ansætte vikariater med overlap, udgør dette en stor omkostning, der (ligeligt fordelt mellem kønnene) betyder, at jeg må på beregne en ekstra ansættelse pr 10 medarbejdere, svarende til et yderligere produktionstab på 1/11.
Nu kan min virksomhed jo ikke fungere alene med produktionsmedarbejdere, og mens jeg selv vil varetage salg, administration, revision, regnskab, HR, Office management mv. mens virksomheden er lille, må jeg på sigt indstille mig på, at 1 ud af 5 medarbejdere vil være ansat til disse formål, svarende til et produktionstab på yderligere 1/5.
Nu er jeg så klar til at beregne min virksomheds faktiske indtægt pr. ansat per år, som svarende til:
(213 dage x 6 time x DKK 350) x (1 minus (1/11+1/12+1/5)) = DKK 279.901,5,-
Med en månedtlig udgift per medarbejder på ca. 1.100 til ATP/AER/AES, ville dette tal så endvidere blive reduceret til DKK 266.701,5.
Brugte jeg 100 % af virksomhedens indtægt til lønudgifter, uden at gemme så meget som en krone til afskrivning af gæld, investeringer, mv. og fik alle den samme løn, fra direktør til specialist til nylig ansat – kunne jeg altså tilbyde en månedlig gage på DKK 22.225 før skat. Evt. pension, frokost, telefon, hjemme PC osv. ville yderligere gøre indhug i denne gage.
Dette er et lønniveau, som ville kunne købe mig en højtuddannet Indisk ingeniør (under langt mere favorable feriebestemmelser mv.), men som i Danmark knap ville kunne konkurrere med passiv forsørgelse, og som efter en indkomstskat, moms, afgifter mv. – end ikke vil kunne give mine medarbejdere plads i den lavere middelklasse. Ingen med deres sansers fulde fem ville ønske at arbejde for mig, og rettelig så, for det ville jo overhovedet ikke kunne betale sig.
Igen sakset fra 180 grader News... 😉
http://tr.anpdm.com/track?t=c&mid=2553263&uid=22223314&&&http%3A%2F%2Fwww.180grader.dk%2FOekonomi%2Fjeg-vil-ikke-give-dig-et-job%3Futm_source%3Dnewsletter%26utm_medium%3Demail
Og dem som bitcher over at jeg ikke følger de artikler op som jeg linker her skal vide at jeg KUN har tidlig morgen til at være på da jeg jo skal passe mit job... 😉
Kun når jeg kommer hjem sen eftermiddag kan jeg måske være lidt på... [(:]