Kærlighed - er det muligt?

Man skal elske sin næste som sig selv. Bibelen kalder det det første bud, kærlighedsbudet. Men er det bare en floskel, eller er det virkeligt muligt, at elske andre som sig selv?
I den virkelige verden møder vi jo alle skuffelser og nederlag på stribe. Vi kan være helt sikre på, at få nogle forældre, som ikke til fulde forstod vores behov (nogle forældre naturligvis mere end andre). Og så var der jo den gang vi blev mobbede i skolen. Eller den der vildt uretfærdige fyreseddel....
Skuffelser er der nok af, og de fleste har jo nok en fornemmelse af, at alle de skuffelser koster vores "blå øjne". Vi passer på os selv, gør vi, og lader andre bevise, at de er "værdige" til vores tillid. Skulle vi have fejlvurderet situationen og vist tillid til nogle, som ikke var den værdig, kommer alle barndommens skuffelser op i os igen! Det er svært at bevare sine blå øjne - næstekærlighed er svært.
Problemet er, at vi ikke elsker os selv nok. Vi har lært, at vores værd er begrænset. Hvis man virkeligt skal drive det til noget udi næstekærlighedens kunst, er man nødt til at lære at holde af sig selv.
Her er det Bibelen siger noget interessant:
"Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. ... Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os ... Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først" 1 Joh 4:8,10,17-19
Hvis man først kender Guds kærlighed, får man den kærlighed der "glippede" i barndommen. Man får lært, hvor elsket man er. Og så kan man elske andre, fordi man ikke længere frygter - kærlighed er nemlig det modsatte af frygt. Det utrolige ved mødet med Gud er, at man til en vis grænse kan få "de blå øjne" tilbage. Man får fornyet tillid, så man tør møde og elske sin næste. Det er næstekærlighedsbudet, og det er derfor det er knyttet så tæt sammen med kærligheden til Gud!

at blive elsket...kærlig behagesyge
mange kontakter foregår på et temmelig overfladisk plan
hvor folk herlre bevarer den hårde facade, men den er der da en del charme over?måske er det sikkerhed folk søger?

nogle naridioter trorjo, ikke kærklighed er dybere end sex,biftur, og ligge indhyllet under lagenet, og mærke på den andes hud, men når så de siger noget kommer der lort ud, men er det ren indbildning?holder de fast i hinanden indtil de realiseer de andre drømme, så forladt

er nu ligeglad!kunne vælge hvem som helst?men har lyst = nul, men venner er sværere at få fat på, og da jeg bygger kærlighe op omkring venskab, som er EN del:-(

de der kviklån?er det for over eller under 21 år?er gældsfri
tage et?vil bare rejse

Det er muligt at elske andre som man elsker sig selv
-og selvom mange JV'er tror de har 'patent' på denne handling, så er her mange andre, der gør det samme hver eneste dag, selvom de dagligt bliver udsat for mange grimme ting.
Prøv at tænk på den enlige, unge mor, som dagligt møder onde blikke, men som stadig har tllid og kærlighed til menneskeheden. Eller hva' med stripperen eller glædespigen, der tjener sine penge på en anderledes og mindre accepteret måde for at kunne betale regningerne og gi' ungerne mad på bordet derhjemme. Heller ikke alle i den situation har mistet troen på menneskeheden.
Og hvad med alle os, der tager mediestormen om krimminelle udlændinge med et gran salt og stadig tror og kæmper for et multietnisk samfund som løsningen -ikke udvisninger og hetz mod et helt folk.
Mange JV'er siger, at det at de vender den anden kind til dagligt, når de får smækket døren i hovedet, eller at de kæmper for at udbrede (deres)bibels mening samtidig med at få grimme ord med på vejen er at udvise næstekærlighed, men i virkeligheden er ovenstående eksempler mere om at udvise næstekærlig, end noget andet!
Jeg tolker 'min næste' som værende hele menneskeheden og først når den forkærlighed er brudt, har man brudt kærlighedsbuddet.

Ja, næstekærlighed er netop at udstrække kærligheden til alle man møder. Ikke som et abstrakt begreb, men sådan at man udstrækker sin kærlighed til de konkrete mennesker man interagerer med.

.........da søde, rare og kærlige, indtil nogle Desværre ødelægger dette indtryk selv, hvilket jeg heldigvis synes at møde forholdsvis sjældent, da de fleste mennesker, der ikke umiddelbart synes at være "Loveable", viser pludselig andre facetter der også gør dette menneske til et skønt unikt eksemplar af Homo Sapiens, man må kende nærmere!
Og så min VIV gennem et snart 50årigt kærlighedsforløb, startende da vi var børn - se det jævnlige sug i maven man stadig kan få, efter så mange år, beviser for mig, at man bestemt ikke behøver at kende en eller anden Gud, for at møde kærligheden i sit liv, og kærligheden i livet og til livet

Med venlig hilsen
jalmar

Ja, heldigvis er de fleste mennesker da søde og rare. Men jeg oplever også, at vi går og er meget korrekte overfor hinanden.
Kender du det, at man har besøgt nogle mennesker. Man har tilsyneladende haft det hyggeligt og rart sammen. Men på vej hjem går snakken om, hvor forfærdelige de dog er. Og man har en fornemmelse af, at synspunktet nok er gensidigt.
Hvorfor skal det hele være så falskt og forstillet? Jeg tror det er fordi vi dækker vores angst og usikkerhed med facadeopførsel. Vi bliver pæne og ordentlige.
Der tror jeg, at den kærlighed man kan opleve i kristendommen, kan give det mod der skal være til at være ærlig, men kærlig i sit forhold til andre. Så der kan blive mindre af den "pæne" falskhed.