0tilføjet af

kan vist kaldes en vandhund

En mesterlig vandhund
Newfoundlænderen Rocky er trænet til at bjærge badegæster i havsnød
Af Jan Bonde

FØNS: Blikket er lige så melankolsk, som pelsen er tung. Han lægger hovedet lidt på skrå og kigger bedende op på Diana Scarpi.
Så giver hun signal.
Med stor iver kaster Rocky sin hundekrop ud i bølgerne og giver sig til at svømme med drøje, vuggende bevægelser.
Forbavsende hurtigt når han ud til Ole Hansen, der iført våddragt agerer nødstedt 15-20 meter ude i vandet.
Rocky vender rundt, og Ole Hansen behøver blot at tage et fast greb i den tykke pels for at blive trukket sikkert ind til stranden igen.
- Jeg har Danmarks bedste hund til livredning. Der er ikke andre i hans klasse, så næste gang, han skal i konkurrence, bliver i Sverige, fortæller hundens ejer, Diana Scarpi, glad.
Den 31-årige profil-operatør fra virksomheden Fiberline i Middelfart går op i Rockys træning med alt, hvad hun har.
Den fire-årige newfoundlænder har fået lydighedstræning, siden han var tre måneder. Men livredning har han kun arbejdet med i nogle få måneder.
Ligger i generne
- Det ligger i hans gener. Første gang, vi prøvede, var han bare klar, siger Diana Scarpi.
Rocky er i mellemtiden nåede helt op i sandet og ryster pelsen, så en større parcelhushave ville være vandet over for et stykke tid, hvis det var dér, han befandt sig.
Diana Scarpi købte ham for 2500 kroner for fire år siden, og valget af den store newfoundlænder-race skyldtes et Poul Thomsen-program på tv fra efterhånden nogle del år siden.
- Jeg så nogle børn blive trukket i en vogn af de dér store hunde og var bare sikker på, at sådan én skulle jeg have en gang, siger hun.
Efter at have opdaget Rockys specielle evner har Diana Scarpi besluttet at se, hvor langt hun kan komme med den ivrige hund.
- Målet er, at han skal være elite-hund i livredning. Så skal han kunne springe fra en gummibåd, han skal kunne dykke efter personer, og han skal kunne svømme ud med baderinge. I Frankrig og Italien bruger de hundene til at hejse ned fra helikoptere og bjærge folk i land, siger Diana Scarpi.
Hunde bliver ikke brugt til livredning i Danmark, og kun få er trænet i disciplinen.
- Folk går mere op i skønhed, når de har hund. Rocky har ikke papirer på sin skønhed, og han har ikke kostet 10.000 kroner. Til gengæld kan han noget, de andre hunde ikke kan, siger Diana Scarpi, der håber på, at Rocky kan træne lydighed og livredning fire år endnu.
Den lærenemme hund har allerede fået en veninde i den to år gamle Cindy, der indtil videre kun træner lydighed.
- Men om et par år skal jeg nok have en hvalp mere, siger Diana Scarpi med et smil på størrelse med Rocky og hans bedrifter.
16-08-2007 Fyens Stiftstidende
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.