Ingenmandsland/Anna Kløvedal

Jeg har læst Anna Kløvedals kedelige beretning om hendes datters lange sygdomsforløb inden hendes sørgelige død. Her er min mening:
Bogen er rørende og meget godt beskrevet. Den giver et fuldstændigt ærligt indblik i , hvordan forløbet har været. Dog skinner det meget tydeligt igennem, at bogen mere er en kæmpe kritik af hele vores sundhedsvæsen og at bogen ligeså godt kunne være endt som en klage. Jeg tænker gennem hele bogen, at Anna lyder meget utilfreds og anklagende. Selvom hun gør meget opmærksom på, at det IKKE er en anklage, så starter hun stort set alle anklager med "Jeg ved godt de har travlt.... MEN"... Og det bliver meget trættende at læse i længden. Og for hver side, man læser, bliver man mere og mere irriteret på hende.Fx. kludrer hun i mange fagudtryk. Hun bør da i stedet skrive om sin datter og ikke, hvad lægen gjorde eller ikke gjorde. Men overordnet en rigtig god bog, der giver kuldegysninger på mange sider. Og er værd at læse

begrave deres børn,og den dag du selv står med et dødsygt barn i hænderne kan det måske være at det også bliver din tur at beskrive hvor sygt det danske sygehusvæsen er,og hvad lægen gjorde eller måske nærmere ikke gjorde.
At hun kludrer i fagudtryk skyldes måske at hun ikke er læge,og at du kalder dig læsehesten er mig lidt uforståeligt da du måske nok kan læse men ikke forstår hvad du læser.
Forestil dig hvordan din bog ville være skrevet af dig,hvis det var der dig havde set dit barn sygne hen og dø,så mon ikke den med at blive irriteret falder lidt i dårlig jord.
Og hvis det er kuldegysninger du vil have og ikke historier om rigtige mennesker fra det virkelige liv så køb nogle fiktion gyser romaner.😕

Du ved så ikke, hvad jeg har prøvet og ikke prøvet. Jeg mistede mit barn i en alder af 3 år, også til leukæmi. Og da jeg blev gravid igen, måtte jeg føde et dødt barn i 8. måned. Så kom ikke og gør dig klog på hvad jeg skal skrive og hvad jeg har oplevet. Hendes smerte bliver beskrevet på en god måde, ingen tvivl om det. Men det skinner igennem, at hun ikke har den fjerneste ide om at skrive en god bog. Og at bogens hensigt desværre ikke er til for at øre EMilies minde, men til for at kritisere samtlige involverede. Hun bruger også en del sider på at kritisere Emilies klassekammerater. Det er forfærdeligt at læse. Bare fordi man selv er ulykkelig kan man ikke forvente at resten af verden også skal være det og smide, hvad de har i hænderne. Det er den aller største smerte at miste et barn, ingen tvivl om det. Men for mig virker hun mere anklagende, end sørgende. Og det synes jeg er ærgerligt og tarveligt overfor Emilie!

Jeg har selv læst bogen og er stærkt præget af, at befinde mig i nøjagtig samme situation som forfatteren. Mistede for halvandet år siden min søn under stort set samme omstændigheder.
Jeg er noget forundret over, hvor Anna Kløvedal skulle have "kludret" med udtrykkene, og er direkte uenig i det udsagn, at bogen skulle være blot tilnærmelsesvist anklagende overfor vores sunhedssystem.
Johannes MØllehave gav sit besyv med i udsendelsen Tro og Eksistens på P1 tidligere på året, hvor han bl.a. sagde: " Jeg har læst den - det er en meget smuk bog".
Og det er jeg enig i.

Kan kun give Niels Vous ret - bogen fortæller sandheden om, hvordan sådan et forløb er. Har også været i samme situation med min lillebror, som var jævnaldrende med Emilie! Bogen er rigtig, rigtig god - og ja, der er kritikpunkter, men det vil der jo være med så langt et sygdomsforløb.