Hvorår kvæler man kæresten i ord og velmenthed

"Det lyder som om I har meget forskellige behov - og det kan være hun føler sig overvældet af alle dine kærtegn. Jeg ved godt det er ment godt, men hun er ikke nødvendigvis et koldt menneske. Jeg er selv sådan at jeg ikke gider at skulle bekræfte et andet menneske i at jeg elsker ham heeeeleeee tiden, det skal ære naturligt, ikke påtaget! - kærlighed er ikke at gå og sige "jeg elsker dig" hele tiden. Jeg endte med at gå fra min kæreste, simpelthen fordi jeg følte jeg blev kvalt. Tag det i hendes tempo og lad være med at være så desperat efter at give og få kærlighed, så tror jeg det opstår automatisk!"
Ovenstående er et råd, jeg fik af en herinde, fordi jeg synes, at mit behov for nus og ømhed og også sex og samvær er større, end min kæreste har lyst til.
Hvornår skelner man mellem oprigtig lyst til nus og samvær og bare det at kræve bekræftelse.
Jeg synes, jeg holder mig pænt på afstand af min kvinde for at give hende plads til egne projekter. Resultatet er, at vi ses max en gang om ugen, mens hun skøjter rundt og besøger venner og går til fester. Efter 8 - otte - måneder kender jeg INGEN af hendes venner/familie. Det er som om, hun holder mig en armslængde mindst fra sit øvrige liv og sine følelser. Hvilket hun også selv siger. "Jeg kan ikke lide, når folk kommer for tæt på mig". Hendes datter har også klaget over mangel på nus og kærtegn. Men det vil moderen ikke lave om på.
Når jeg siger, at jeg vil savne hende, når jeg rejser væk - skal til Indien en måned -, siger hun bare "det er også rart at have nogen at savne". Ikke noget med "I lige måde".
Jeg vil naturligvis ikke kvæle hende i omsorg. Her forleden valgte hun så at julehygge med sine tre voksne børn - uden mig, selv om hun vidste, jeg sad alene. Ingen bitterhed, bare en konstatering.
Er vi for langt fra hinanden. Jeg har sagt til hende, at vi er for lidt sammen og har for lidt kontakt i løbet af en dag. Ligemeget hjælper det.
Bliver jeg udnyttet til, at hun bare har lidt testetoron en gang imellem?
Jeg overvejer at forlade hende. Men vil naturligvis først høre, om det er mig, der er gal på den og bare skal have bekræftelse.
Mit drømmeparforhold: Vi er sammen et par gange i ugen, hvor vi sover sammen, går lidt ud sammen, bare er sammen.
Er det for store krav at stille, når vi bor et kvarters kørsel fra hinanden.
Hun har kun ét hjemmeboende og næste voksen søn på halv tid.

At hun ikke er interesseret i at invitere dig ind i sit liv. Du bliver koldt i udkantsfæren og der er naturlig udvikling i forholdet.
Det må være WOW at skulle til Indien i en hel måned, måske er der særligt gode energier at hente der. Jeg tror i hvert fald, der er gode meditationsenergier i mange områder der. Få en på opleveren, der giver dig ressourcer til at tænke dig rigtig godt om med hende.
Når man når en vis alder, så ved man, hvad man selv finder attraktiv og ønskværdigt i sit forhold. Hvor meget af det, som du ønsker dig, får du sammen med hende? Tænk over det.

Hvad mener du med "naturlig udvikling i forholdet"?

Vil du så stadig finde dig i at hun ikke vil dig så meget på det plan. Nogen er bare reseveret og vil ikke mere end de selv. Og når datteren også savner, kan det så være hun ikke vil binde sig på det følsemæsige plan? Hun har ikke lært det eller brændt sig? Hvem ved.
Men om alt er, så er der kun dig der kan svare. Jeg gad ikke et forhold uden fysisk nærvær. (Men jeg stoppede også et forhold da jeg ikke kunne få orgamse når vi havde sex.).
Men det skal være så begge ikke føler de skal give køb på noget. O g jeg fornemmer du giver køb på dine behov.
Det er dem du er nød til at forholde dig til. Er det sådan du vil leve bliver det anderledes? Elsker du hende nok til at du vil undvære det?
Jeg har ondt af hendes datter der savner det. For hun risikere at få et lige så forkvaklet forhold til føleser. stakkels pige.

Ja, muligvis har det manglende fysiske nærvær stået på hele denne unge piges barndom. Idag er hun voksen og har udviklet et eller andet OCD-noget, noget manisk der kommer og går. Jeg kender nok til moderens barndom til at vide, at også hun har manglet egentlig respekt om sin person. Bl.a. er min kæreste tidligere anorektiker. Der er også dødsfald og muligvis selvmord indblandet i familien. Sørgelig historie. Jeg elsker pigen. Men føler ikke mine følelser gengældt. Så måske jeg simpelthen bare MÅ bide i det sure æble og sige farvel. Pyha, jeg får helt ondt i maven. Måske er jeg for konfliktsky og tør ikke tage tyren ved hornene og strækker mig selv for langt. Min egen historie er, at jeg selv tidligere har været grænseoverskridende overfor kvinder. Det vil jeg ikke være denne gang. Derfor går jeg måske med til for meget. (Læs: For lidt😉)

Ja livet er en balancegang. Og du er ikke ene om at være konfliktsky.
Men der er kun en der kan sige om du skal leve som du gør. Og det er dig selv.
Måske skulle du prøve noget selvudvikling af en art. For at få styr på dig selv og få en klarere måde at tage tyren ved hornene og ikke lade dig drive med?
😉