Hvorfor græder jeg over ham?

Der er noget her jeg ikke forstår.
Min kæreste slog op med mig for et par uger siden. Vi havde været sammen i 3 år.
Han var "hjemme" for mig. Han var min bedste ven og jeg savner at kunne ringe til ham når jeg har lyst og jeg savner tosomheden med ham.
Så langt giver det fint mening.
Men grunden til at jeg ikke forstår at jeg græder er, at når jeg ser på ham som den han er i dag, forstår jeg at forholdet løb ud i sandet. Vi voksende fra hinanden og når jeg kigger på ham, har jeg hverken lyst til at kysse eller have sex med manden.
Hvis jeg blev spurgt om jeg kunne blive forelsket i ham for den han er idag, ville jeg uden tøven sige nej.
Alligevel tuder jeg....WHAT? Der er jo gået noget tid nu og det var ikke fordi jeg var så ked af det brud, da jeg selv havde gået med de tanker.
Er det trygheden jeg savner eller hvad er vi ude i?

måske savner du det... selvom du ikke vil have ham mere.

tager over og fortæller dig at du ikke behøver ham. Du er endda herinde for at få det sagt og skrevet ned for at give dig selv ret.
Bundlinien er at i har haft 3 år sammen og det smider man ikke væk på 3 uger. Den bedste måde at klare sig igennem et savn er at vente lidt tid, bide i det sure æble og så fortælle sig selv at nu må man se at komme videre og så tage den der fra.
Held og lykke

Kan det være en blanding af at man har bare lidt svært ved at give slip på 3 år. Der har deres gode sider. Og at græsset måske er grønnere på den anden side af hegnet?

Nej, jeg ville ikke gå tilbage, hvis det er det du mener?
Jeg tror heller ikke at han har fundet en anden. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men det virker ikke sådan. Vi var ret kede af det, da vi tog afsked.
Men ja, det er nok hårdt at give slip på minderne. Vi var perfekte for hinanden dengang og det sagde alle til os. Men på en eller anden måde voksede vi fra hinanden fordi vi nok ikke plejede vores forhold nok.
Jeg håber det fader ud snart, for når vi mødes (vi taler sammen næsten hver dag), så har vi det bare hyggeligt. Jeg sidder og savner vores tid sammen, men ville ikke have lyst til nogen fysisk kontakt overhovedet.
Meget mærkeligt.

og så nåede jeg frem til lidt længere nede, at jeg måske også har det dårligt over, at vi ikke arbejdede på vores forhold, så noget smukt som kunne have fortsat, ødelagde vi.
Tror i virkeligheden det er dér den trykker.
Godt lige at få det skrevet🙂

efter afsluttet forhold og det er jeg slet ikke. Det er derfor at jeg undrer mig.
Men jeg fandt ud af, længere nede hvorfor jeg har det skidt. Altså ud over minderne som jeg savner. Jeg får et stik i hjertet når jeg tænker på, at vi slet ikke arbejdede på det forhold. Vi tog hinanden for givet. Så noget der kunne have været godt i dag, ødelagde vi selv.
Jeg er meget reel mht min bearbejdelsesproces og ville aldrig prøve at snyde mig selv mht hvad jeg føler, for så tager det bare endnu længere tid at komme videre.