Hvordan man kommer videre?

Sædvanlige problem....., én af mine venner havde for en to år siden en kæreste, som var hans et og alt. Hun var også fantastisk, det vil jeg give ham ret i. Meeeeen.....
Jeg tror de var sammen en 3,5 års tid.
Hun ville ikke giftes med ham da han friede, slog op og rejste.
Det var et hårdt brud for ham. Meget hårdt. Vi troede sgu næsten ikke vi ku´ få ham op af hullet igen.
Han er en meget følsom fyr og tingene rammer ham mentalt bare lidt hårdere.
Nu er han dog kommet nogenlunde op igen og kan gå ud med andre piger, men ligeså snart der er nogen der vil noget mere, så blokerer han.
ELLER han skræmmer dem væk, når de opdager, hvilken plads eks kæresten har.
Jeg kan ikke bebreje de piger. Ingen kvinde gider jo være nr. 2, vel?😉
Der var lige en enkelt kvinde der fik ham lidt op i gear, men hun havde en kæreste desværre. Vi så ellers lidt lyset med hende🙂 Vi ved altså det kan lade sig gøre🙂
Han omtaler hende stadig med næsten gudeagtige ord og det er som om, at han næsten har besluttet sig for, ikke at slippe hende.😕
Forstå mig ret, han skal jo ikke glemme hende (det sker heller ikke), men vi er nogle venner, der godt kunne tænke os, at han begyndte at arbejde lidt mere med det. Altså ikke at han nødvendigvis skal ud og finde nogle nye kærester, for det er han muligvis slet ikke parat til.
Men hvad kan man gøre når man står i den situation. Vi har jo allesammen stået der. Nu er det sådan at os der er tættest på ham, har haft kæreste i nogle år og har næsten glemt hvordan det er. Selvom vi ikke har været helt dernede og vende hvor han var.
Hvilke redskaber, som det så populært hedde, kan vi måske give ham?
Vi tager mod alle råd og vejledninger, da vi virkelig gerne vil se ham vove at tage de sidste skridt, uden krampagtigt at klamre sig fast til mindet om hende, hver gang han er ved at komme videre.
Han er en virkelig sød fyr med meget at byde på, så vi så jo gerne at han stille og roligt får det godt igen.
Beklager det lange indlæg, men vi tænkte det var nødvendigt at få så mange detaljer med som muligt 🙂
Vi er alle i begyndelsen af 30´erne.
Mange hilsner fra Mikkel og Katrine

at I er så bekymrede og omsorgsfulde overfor jeres ven.
Dernæst tror jeg, det er vigtigt, at I giver ham den tid, han har brug for. Mennesker er forskellige. Nogle kommer videre efter få uger, andre efter flere måneder, og for nogle tager det år. Det tror jeg i første omgang, det er vigtigt, at I accepterer, for der er altså ikke noget, der er værre, end at ens venner hele tiden kommer med gode forslag til, hvad man skal og bør, hvis man inderst inde savner sin gamle kæreste.
Han skal nok komme videre, men det sker i hans tempo - ikke i jeres!
Det skriver jeg ikke for at bebrejde jer, for I virker til at være nogle rigtig gode venner, men for at I skal passe på med at presse ham og ikke få ham til at føle sig mærkelig, fordi han er gået "i stå". Han er ikke gået i stå, men ting tager tid.
Det bedste I kan gøre, er at lade være med at bekymre jer så meget, men i stedet bruge tid sammen med ham og have nogle sjove oplevelser sammen. Det er det, man kommer videre ved! :o)

finde ud af, hvorfor han ikke er videre. Der er altid en begrundelse, og jeg ved fra egen erfaring, at det handler om frygt for at tage det nødvendige skridt til at få gjort de ting i ens eget liv, der er nødvendige. Når han kan det...så er han videre. Vent og se...
En anden ting er, at kærlighed er en svær størrelse. Hvis jeres ven er meget følsom er han nok også typen der fordyber sig 100% i det han tror på. Det er der rigtigt mange mennesker, der ikke kan. De kommer bare videre, for det gør "man" jo... Derfor har de svært ved at forstå ham, måske...

For vi ved at han skal tage det i sit eget tempo, men hvis han havde brug for at få nogle råd til at komme videre, ville det være dejligt🙂

Og det bedste ville være hvis der var nogle gode ting man kunne sige til ham🙂 Det ville være det allerbedste. Vi tilbringer meget tid sammen med ham og det meste af tiden har han det godt🙂
Tak for dit meget gode svar🙂

Han er nemlig typen der fordyber sig 100%🙂
Jeg tror netop også du er inde på noget af det rigtige med, at han nok er bange for at tage det sidste nødvendige skridt....
Vi vil selvfølglige lade ham tage det i hans tempo, men han skal vide, at hvis han har brug for en hjælpende hånd, så er vi her. Så måske er det i virkeligheden OS (hans venner), som skal have nogle redskaber til, hvordan vi kan "hjælpe" ham🙂
Tak for dit gode svar🙂