Hvad skal man gøre for at få evigt liv ?
"Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende." Matt 19:16-22
Det er en spændende beretning, og så passer den som fod i hose til et spørgsmål troende ofte overvejer - for hvad kræver Gud egentligt af os?
Standardsvaret Jesus gav var: hold budene. Og bud kan man jo hurtigt remse op. Et af budene Jesus nævnte her var, at ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ - et næsten umuligt bud at holde. Men manden insisterede - han holdt allerede budene, sagde han.
Men sagde Jesus - det er ikke godt nok endnu. Du mangler stadig at sælge alt du ejer og give det til de fattige, og så kan du komme og følge mig!
Det er et mærkeligt bud at stå der på gaden og "opfinde" - der står da ikke noget i Moseloven om, at man skal give alt man har til de fattige. Så hvorfor sagde Jesus egentligt det? Og hvorfor protesterede manden ikke?
Det gjorde han jo nok ikke, fordi han lige selv havde sagt, at han elskede sin næste som sig selv. Men hvis det var rigtigt, hvorfor havde de fattige så ikke ligeså meget ret til hans penge som ham selv? Den kunne han så stå og tygge på, og det kan vi jo også. For hvem af os er i virkeligheden parate til at give afkald på ALT vi ejer og har, for at give det til de fattige?
Det ser altså ud til at man skal være ret ekstrem for at fortjene evigt liv. Men hvem fortjener så overhovedet evigt liv? Da Jesus efterfølgende havde forklaret, at sværhedsgraden er sådan at "Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«" blev disciplene virkeligt bange og spurgte:
"Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«" Matt 19:25-26
Og så har vi svaret: I kan godt glemme det venner, for det er umuligt at gøre nok til at blive frelst. Så det måtte jo ende med at manden gik bedrøvet bort, for sådan går det med alle mennesker der spørger: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« "Gør bare løs, men det hjælper dig ikke, for du har også et sted, hvor du ikke gør det godt nok", kunne svaret være.
Den stakkels mand gik bedrøvet bort, og disciplene fik sig en ordentlig forskrækkelse: Det er umuligt at gøre nok til at blive frelst! Underligt, at disciplene ikke skred og sagde, at så kan det også bare være ligemeget. Men måske fornemmede de at der var et eller andet vigtigt de havde overset, for Jesus sluttede jo af med at sige:
»For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Hvis man først forstår dybden af den sætning, forstår man også, hvorfor de blev hos Jesus. For det den rige mand ikke kunne, ja, det ingen af os kan, det kan Gud, nemlig give os evigt liv. Den unge mand spurgte forkert: han spurgte hvad HAN kunne GØRE, når det rigtige spørgsmål snarere havde været: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«
Sådan spurgte nemlig en mand der nok ikke havde gjort alt for meget ud af det med at overholde budene. En røver der hang der ved siden af Jesus på korset. Jesus der var uskyldigt dømt hang ved siden af denne røver, som fik sin efter datidens normer, velfortjente straf. Som en kontrast over, hvor uretfærdig verden er. Ville korset blive deres sidste oplevelse sammen, eftersom de havde levet fuldstændig forskellige liv? Nej, her er, hvad der skete:
"Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«" Luk 23:39-43
Så nu har vi nogle kontraster der er til at tage at føle på.
En retfærdig mand, der var omhyggelig med at holde budene: Beklager, han hører ikke til i Guds Rige
En røver der opfordrede Jesus til at frelse dem på korset: Beklager, han hører ikke til i Guds Rige
En røver der bad Jesus om nåde, selvom han ikke havde fortjent det: Velkommen i paradis.
Så hvad skal man gøre for at få evigt liv? Først og fremmest skal man lade være at stille det spørgsmål. Men hvis du har fået smag for Guds Rige, så bed Jesus om han ikke nok vil tage imod dig, på trods af dine mange mangler: hvis du virkeligt mener det, er det det der skal til!
I Guds Rige holder man budene, så bagefter skal du naturligvis anstrenge dig for at holde Guds bud: når man er i Rom skal man gøre som romerne gør. Men lad være med nogensinde at spørge, om du gør nok til at fortjene evigt liv, for det gør du ikke! Men sålænge du spørger Jesus om han vil lukke dig ind er du velkommen i Guds Rige, alligevel.
Det er en spændende beretning, og så passer den som fod i hose til et spørgsmål troende ofte overvejer - for hvad kræver Gud egentligt af os?
Standardsvaret Jesus gav var: hold budene. Og bud kan man jo hurtigt remse op. Et af budene Jesus nævnte her var, at ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ - et næsten umuligt bud at holde. Men manden insisterede - han holdt allerede budene, sagde han.
Men sagde Jesus - det er ikke godt nok endnu. Du mangler stadig at sælge alt du ejer og give det til de fattige, og så kan du komme og følge mig!
Det er et mærkeligt bud at stå der på gaden og "opfinde" - der står da ikke noget i Moseloven om, at man skal give alt man har til de fattige. Så hvorfor sagde Jesus egentligt det? Og hvorfor protesterede manden ikke?
Det gjorde han jo nok ikke, fordi han lige selv havde sagt, at han elskede sin næste som sig selv. Men hvis det var rigtigt, hvorfor havde de fattige så ikke ligeså meget ret til hans penge som ham selv? Den kunne han så stå og tygge på, og det kan vi jo også. For hvem af os er i virkeligheden parate til at give afkald på ALT vi ejer og har, for at give det til de fattige?
Det ser altså ud til at man skal være ret ekstrem for at fortjene evigt liv. Men hvem fortjener så overhovedet evigt liv? Da Jesus efterfølgende havde forklaret, at sværhedsgraden er sådan at "Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«" blev disciplene virkeligt bange og spurgte:
"Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«" Matt 19:25-26
Og så har vi svaret: I kan godt glemme det venner, for det er umuligt at gøre nok til at blive frelst. Så det måtte jo ende med at manden gik bedrøvet bort, for sådan går det med alle mennesker der spørger: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« "Gør bare løs, men det hjælper dig ikke, for du har også et sted, hvor du ikke gør det godt nok", kunne svaret være.
Den stakkels mand gik bedrøvet bort, og disciplene fik sig en ordentlig forskrækkelse: Det er umuligt at gøre nok til at blive frelst! Underligt, at disciplene ikke skred og sagde, at så kan det også bare være ligemeget. Men måske fornemmede de at der var et eller andet vigtigt de havde overset, for Jesus sluttede jo af med at sige:
»For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
Hvis man først forstår dybden af den sætning, forstår man også, hvorfor de blev hos Jesus. For det den rige mand ikke kunne, ja, det ingen af os kan, det kan Gud, nemlig give os evigt liv. Den unge mand spurgte forkert: han spurgte hvad HAN kunne GØRE, når det rigtige spørgsmål snarere havde været: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.«
Sådan spurgte nemlig en mand der nok ikke havde gjort alt for meget ud af det med at overholde budene. En røver der hang der ved siden af Jesus på korset. Jesus der var uskyldigt dømt hang ved siden af denne røver, som fik sin efter datidens normer, velfortjente straf. Som en kontrast over, hvor uretfærdig verden er. Ville korset blive deres sidste oplevelse sammen, eftersom de havde levet fuldstændig forskellige liv? Nej, her er, hvad der skete:
"Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.« Og han sagde: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.« Og Jesus sagde til ham: »Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.«" Luk 23:39-43
Så nu har vi nogle kontraster der er til at tage at føle på.
En retfærdig mand, der var omhyggelig med at holde budene: Beklager, han hører ikke til i Guds Rige
En røver der opfordrede Jesus til at frelse dem på korset: Beklager, han hører ikke til i Guds Rige
En røver der bad Jesus om nåde, selvom han ikke havde fortjent det: Velkommen i paradis.
Så hvad skal man gøre for at få evigt liv? Først og fremmest skal man lade være at stille det spørgsmål. Men hvis du har fået smag for Guds Rige, så bed Jesus om han ikke nok vil tage imod dig, på trods af dine mange mangler: hvis du virkeligt mener det, er det det der skal til!
I Guds Rige holder man budene, så bagefter skal du naturligvis anstrenge dig for at holde Guds bud: når man er i Rom skal man gøre som romerne gør. Men lad være med nogensinde at spørge, om du gør nok til at fortjene evigt liv, for det gør du ikke! Men sålænge du spørger Jesus om han vil lukke dig ind er du velkommen i Guds Rige, alligevel.