Hvad er vore gamle værd?
Følgende er skrevet af Ann Kristoffersen, og er bygget på en virkelig hændelse.
Mit navn er Hansine Jensen og jeg er 83. jeg bor på plejehjem og har gjort det i snart 4 år. For 5 år siden blev jeg ramt af en blodprop, der gjorde jeg blev lam i min venstre side. Jeg kan godt mærke jeg er gammel. Jeg har slidgigt i hele kroppen og mange smerter derved. Jeg sover dårligt om natten og værst af alt, jeg har mistet lysten til livet. Er det sådan jeg skal ende mine dage?
Jeg voksede op på en gård. Jeg kommer ud af en børneflok på 6, hvor jeg var den yngste og eneste pige. Jeg havde altid været glad for at gå i skole, og det var her jeg mødte Anne. Vi voksede op sammen, og fulgte hinanden side om side, til hun døde sidste år. Det var en stor sorg for mig.
Anne var fræk! Hun fandt altid på de mærkeligste ting, men sjovt var det. Jeg husker engang vi havde gået og samlet forskellig slags møg op ude på gården, altså hestemøg, gedelort osv. Vi pakkede det ind i en avis som jeg havde stjålet fra vores toilet, gik til den sure slagter, lagde pakken på trappen, satte ild til den og løb væk. Slagtermester Klausen åbnede døren, så ilden og gav sig til at stampe i bunken med lort. Da han fandt ud af hvad der var på færde, bandede og svovlede han højt ud mod gaden og skræmte to af hans kunders heste. Anna Madsen! Jeg ved det er dig din lille møgunge” skreg han ”vent til jeg får fat i dig, så skal du få nogle prygl”. Jeg var vildt bange, men Anna trådte frem og råbte tilbage: ”du må fange mig først fede slagter”. Og så løb vi alt hvad remmer og tøj kunne holde.
Jo, Anna var fræk og modig. Hun boede alene med sin mor. Annas far var ikke hjemme og havde aldrig været det. Men Anna svarede altid stolt at hendes far var ude og lede efter den talende ged som ville gøre dem berømte og give dem mange penge.
Min mor sagde, at Annas far sad i fængsel, fordi han i en af sine evindelige branderter havde slået en mand ihjel, men det sagde jeg aldrig til Anna. Gud hvor jeg savner hende. Selv som gammel da hun kom på plejehjem skabte hun ballade. Hun ville ikke gøre som plejepersonalet sagde, og hun gjorde dem tosset bare ved sin blotte tilstedeværelse.
Jeg mødte min mand Julius ved høstballet. Jeg sad sammen med Anna og grinte af Clara der havde fået en sjus for meget. Julius kom hen til mig og Anna skyndte sig at gå. ”Julius satte sig ved min side og til sidst sagde han: Synes du ikke det var på tide du gav mig lov til at danse med dig, i stedet for vi bliver ved med bare at kigge på hinanden? Du ser dejlig ud og dig vil jeg have”. Jeg nåede ikke at svare før han hev mig ud på gulvet. Den nat fik jeg mit første kys. Julius er den eneste mand jeg nogensinde har kysset og den eneste mand jeg nogensinde har haft lyst til at kysse. Han var så flot, høj og muskuløs. Ofte gik han bare i hans selebukser uden bluse under. Åh hvor jeg elskede at kigge på ham. Vi fik 6 børn, der var knald på. Julius udnyttede aldrig sin status som mand i familien. Vi var på ligefod. Mange af vores naboer var forargede over vores frihed, og at Julius altid tog mig med på råd. Men vi var ligeglade, vi havde hinanden.
I vinteren 46 mistede vi vores lille Caroline. Det var en hård vinter for os alle. Alle børnene var syge på skift, men lille Caroline klarede den ikke. Hun havde høj feber i flere dage og slog ud over hele kroppen. En nat vækkede Julius mig og trak mig væk. Vi lå alle i samme seng da vi ikke kunne holde varmen ved brændeovnen alene. Han holdt om mig og sagde ingenting mens hans krop gennemrystede ham af gråd, og jeg vidste Caroline ikke havde klaret det. Vi bar hende forsigtigt, uden at vække de andre børn, over i vores egen seng og lagde hende mellem os. Jeg forventede hele tiden hun skulle vågne op og spørge os hvorfor det regnede på vores ansigter, sådan sagde hun altid når nogen græd. Men hun vågnede ikke op, og næste dag kørte vi hende til præsten og fik hende begravet.
Da børnene var vokset op og flyttet hjemmefra, fik vi os en andelsbolig. Der fik vi 6 gode år sammen, Julius og jeg. Så fik han konstateret cancer i spiserøret, og vi fik at vide at lægerne ville gøre deres bedste for at smertedække ham, men de kunne ikke tilbyde nogen behandling. De gav ham ½ år, men Julius var sej. Han levede et år og døde på en varm juli dag. Jeg lå ved siden af ham da vi sagde farvel. Vi takkede hinanden for det gode liv vi havde givet hinanden, og grinte af de gode minder vi havde haft. Jeg kyssede ham blidt på læberne, og han kiggede mig i øjnene og sagde: ”du har været mig en god kone Hansine og jeg vil altid elske dig. Men nu må jeg op til Caroline, hun savner sin far”. Han smilte til mig, lukkede øjnene og drog sit sidste åndedrag i mine arme. Jeg glemmer aldrig den dag.
Det er snart 5 år siden nu. Kort efter blev jeg ramt af blodproppen. Mine børn overtalte mig til at flytte på plejehjem, for som de sagde: jeg kunne jo ikke klare mig selv. Hvordan kunne de vide det efter et julebesøg og to pligtbesøg om året? Jeg gav efter og fortrød, men hvad andet valg havde jeg.
Min modtagelse var god, det var min første tid faktisk også. Plejepersonalet var godt og de behandlede mig godt. Jeg var især glad for Lone, en nyuddannet assistent med visioner. Hun gav sig virkelig tid til mig. Jeg spurgte hende tit om hun ikke havde travlt for det havde de andre jo. Hun svarede altid at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Hun spurgte hvad JEG ville, og HVORNÅR jeg ville det.
Men så kom der store sparekrav og nedskæringer og en del af personalet blev fyret, deriblandt Lone. Nu blev jeg vækket når DE havde tid. Jeg skulle tidligt op for at nå min morgenmad. ”hvorfor”, tænkte jeg.
For hver dag der gik, blev jeg mere og mere trist. Min hverdag bestod af at komme op kl.7 og få mad. Nogen gange var der andagt eller terapi om formiddagen, men det gad jeg ikke være med til. De andre ældre der sidder her har det meget dårligere end mig. En skal mades og en anden sidder og græder hele tiden. Jeg mister appetitten af at se på det. Så skulle jeg til lægen, for de mente jeg var deprimeret. Jeg havde ikke lyst til at spise eller deltage i noget af det møg de fandt på, men jeg mente ikke jeg var deprimeret. Jeg forsøgte at forklare lægen hvad jeg selv mente var galt, men han smilte bare og henvendte sig til personalet og sagde blot han ville udskrive noget Zipramil.
Jeg fik godt nok mere energi, men hvad skulle jeg bruge den til? Jeg ville gerne ud, jeg ville gerne på ture og fylde mit liv med noget indholdsrigt igen. Men personalet havde simpelthen ikke tiden til det. Jeg havde svært ved at sove om natten, for jeg lavede jo ingenting om dagen. Så udskrev lægen noget Imovane. SÅ blev jeg gal. Jeg ville ikke bedøves tilbage til stenalderen. Ja, min krop er gammel, men mit sind er ungt. Jeg har slidt hårdt, men mit liv har været godt. Er det virkelig forbi nu? Jeg slog to af assistenterne fordi jeg var så gal. Så kom jeg til lægen igen.
Jeg forsøgte endnu engang at forklare lægen jeg savnede noget livskvalitet, at mine dage ligner hinanden, at jeg savnede selskab, jeg savnede da for pokker min mand! Lægen udskrev noget Nozanin. Han forklarede mig at det var både antipsykotisk og berogligende. Jeg græd da han forklarede mig det. Assistenten forsøgte at trøste mig, men jeg følte mig kold ved hendes berøring.
Nu sidder jeg her, alle jeg har elsket er væk. Enten døde eller flyttet langt væk. Min eneste kontakt med omverdenen er fjernsyn og aviser. Jeg er træt. Jeg er så træt af livet. Jeg savner anna og Julius. Nogen gange kan jeg blive helt gal på Julius. Han fik en værdig død. Han døde hjemme hos os i mine arme. Jeg skal dø alene, på et plejehjem. Og dagen efter jeg er død, bliver mit værelse ryddet og en anden flytter ind. Jeg vil være glemt. Eller også bliver jeg husket for at være hende den aggressive gamle dame der altid brokkede sig. Men sådan har det jo kun været en lille del af mit liv. Hvad med alt det andet? Vil det blive husket?
jagged
Mit navn er Hansine Jensen og jeg er 83. jeg bor på plejehjem og har gjort det i snart 4 år. For 5 år siden blev jeg ramt af en blodprop, der gjorde jeg blev lam i min venstre side. Jeg kan godt mærke jeg er gammel. Jeg har slidgigt i hele kroppen og mange smerter derved. Jeg sover dårligt om natten og værst af alt, jeg har mistet lysten til livet. Er det sådan jeg skal ende mine dage?
Jeg voksede op på en gård. Jeg kommer ud af en børneflok på 6, hvor jeg var den yngste og eneste pige. Jeg havde altid været glad for at gå i skole, og det var her jeg mødte Anne. Vi voksede op sammen, og fulgte hinanden side om side, til hun døde sidste år. Det var en stor sorg for mig.
Anne var fræk! Hun fandt altid på de mærkeligste ting, men sjovt var det. Jeg husker engang vi havde gået og samlet forskellig slags møg op ude på gården, altså hestemøg, gedelort osv. Vi pakkede det ind i en avis som jeg havde stjålet fra vores toilet, gik til den sure slagter, lagde pakken på trappen, satte ild til den og løb væk. Slagtermester Klausen åbnede døren, så ilden og gav sig til at stampe i bunken med lort. Da han fandt ud af hvad der var på færde, bandede og svovlede han højt ud mod gaden og skræmte to af hans kunders heste. Anna Madsen! Jeg ved det er dig din lille møgunge” skreg han ”vent til jeg får fat i dig, så skal du få nogle prygl”. Jeg var vildt bange, men Anna trådte frem og råbte tilbage: ”du må fange mig først fede slagter”. Og så løb vi alt hvad remmer og tøj kunne holde.
Jo, Anna var fræk og modig. Hun boede alene med sin mor. Annas far var ikke hjemme og havde aldrig været det. Men Anna svarede altid stolt at hendes far var ude og lede efter den talende ged som ville gøre dem berømte og give dem mange penge.
Min mor sagde, at Annas far sad i fængsel, fordi han i en af sine evindelige branderter havde slået en mand ihjel, men det sagde jeg aldrig til Anna. Gud hvor jeg savner hende. Selv som gammel da hun kom på plejehjem skabte hun ballade. Hun ville ikke gøre som plejepersonalet sagde, og hun gjorde dem tosset bare ved sin blotte tilstedeværelse.
Jeg mødte min mand Julius ved høstballet. Jeg sad sammen med Anna og grinte af Clara der havde fået en sjus for meget. Julius kom hen til mig og Anna skyndte sig at gå. ”Julius satte sig ved min side og til sidst sagde han: Synes du ikke det var på tide du gav mig lov til at danse med dig, i stedet for vi bliver ved med bare at kigge på hinanden? Du ser dejlig ud og dig vil jeg have”. Jeg nåede ikke at svare før han hev mig ud på gulvet. Den nat fik jeg mit første kys. Julius er den eneste mand jeg nogensinde har kysset og den eneste mand jeg nogensinde har haft lyst til at kysse. Han var så flot, høj og muskuløs. Ofte gik han bare i hans selebukser uden bluse under. Åh hvor jeg elskede at kigge på ham. Vi fik 6 børn, der var knald på. Julius udnyttede aldrig sin status som mand i familien. Vi var på ligefod. Mange af vores naboer var forargede over vores frihed, og at Julius altid tog mig med på råd. Men vi var ligeglade, vi havde hinanden.
I vinteren 46 mistede vi vores lille Caroline. Det var en hård vinter for os alle. Alle børnene var syge på skift, men lille Caroline klarede den ikke. Hun havde høj feber i flere dage og slog ud over hele kroppen. En nat vækkede Julius mig og trak mig væk. Vi lå alle i samme seng da vi ikke kunne holde varmen ved brændeovnen alene. Han holdt om mig og sagde ingenting mens hans krop gennemrystede ham af gråd, og jeg vidste Caroline ikke havde klaret det. Vi bar hende forsigtigt, uden at vække de andre børn, over i vores egen seng og lagde hende mellem os. Jeg forventede hele tiden hun skulle vågne op og spørge os hvorfor det regnede på vores ansigter, sådan sagde hun altid når nogen græd. Men hun vågnede ikke op, og næste dag kørte vi hende til præsten og fik hende begravet.
Da børnene var vokset op og flyttet hjemmefra, fik vi os en andelsbolig. Der fik vi 6 gode år sammen, Julius og jeg. Så fik han konstateret cancer i spiserøret, og vi fik at vide at lægerne ville gøre deres bedste for at smertedække ham, men de kunne ikke tilbyde nogen behandling. De gav ham ½ år, men Julius var sej. Han levede et år og døde på en varm juli dag. Jeg lå ved siden af ham da vi sagde farvel. Vi takkede hinanden for det gode liv vi havde givet hinanden, og grinte af de gode minder vi havde haft. Jeg kyssede ham blidt på læberne, og han kiggede mig i øjnene og sagde: ”du har været mig en god kone Hansine og jeg vil altid elske dig. Men nu må jeg op til Caroline, hun savner sin far”. Han smilte til mig, lukkede øjnene og drog sit sidste åndedrag i mine arme. Jeg glemmer aldrig den dag.
Det er snart 5 år siden nu. Kort efter blev jeg ramt af blodproppen. Mine børn overtalte mig til at flytte på plejehjem, for som de sagde: jeg kunne jo ikke klare mig selv. Hvordan kunne de vide det efter et julebesøg og to pligtbesøg om året? Jeg gav efter og fortrød, men hvad andet valg havde jeg.
Min modtagelse var god, det var min første tid faktisk også. Plejepersonalet var godt og de behandlede mig godt. Jeg var især glad for Lone, en nyuddannet assistent med visioner. Hun gav sig virkelig tid til mig. Jeg spurgte hende tit om hun ikke havde travlt for det havde de andre jo. Hun svarede altid at det skulle jeg ikke bekymre mig om. Hun spurgte hvad JEG ville, og HVORNÅR jeg ville det.
Men så kom der store sparekrav og nedskæringer og en del af personalet blev fyret, deriblandt Lone. Nu blev jeg vækket når DE havde tid. Jeg skulle tidligt op for at nå min morgenmad. ”hvorfor”, tænkte jeg.
For hver dag der gik, blev jeg mere og mere trist. Min hverdag bestod af at komme op kl.7 og få mad. Nogen gange var der andagt eller terapi om formiddagen, men det gad jeg ikke være med til. De andre ældre der sidder her har det meget dårligere end mig. En skal mades og en anden sidder og græder hele tiden. Jeg mister appetitten af at se på det. Så skulle jeg til lægen, for de mente jeg var deprimeret. Jeg havde ikke lyst til at spise eller deltage i noget af det møg de fandt på, men jeg mente ikke jeg var deprimeret. Jeg forsøgte at forklare lægen hvad jeg selv mente var galt, men han smilte bare og henvendte sig til personalet og sagde blot han ville udskrive noget Zipramil.
Jeg fik godt nok mere energi, men hvad skulle jeg bruge den til? Jeg ville gerne ud, jeg ville gerne på ture og fylde mit liv med noget indholdsrigt igen. Men personalet havde simpelthen ikke tiden til det. Jeg havde svært ved at sove om natten, for jeg lavede jo ingenting om dagen. Så udskrev lægen noget Imovane. SÅ blev jeg gal. Jeg ville ikke bedøves tilbage til stenalderen. Ja, min krop er gammel, men mit sind er ungt. Jeg har slidt hårdt, men mit liv har været godt. Er det virkelig forbi nu? Jeg slog to af assistenterne fordi jeg var så gal. Så kom jeg til lægen igen.
Jeg forsøgte endnu engang at forklare lægen jeg savnede noget livskvalitet, at mine dage ligner hinanden, at jeg savnede selskab, jeg savnede da for pokker min mand! Lægen udskrev noget Nozanin. Han forklarede mig at det var både antipsykotisk og berogligende. Jeg græd da han forklarede mig det. Assistenten forsøgte at trøste mig, men jeg følte mig kold ved hendes berøring.
Nu sidder jeg her, alle jeg har elsket er væk. Enten døde eller flyttet langt væk. Min eneste kontakt med omverdenen er fjernsyn og aviser. Jeg er træt. Jeg er så træt af livet. Jeg savner anna og Julius. Nogen gange kan jeg blive helt gal på Julius. Han fik en værdig død. Han døde hjemme hos os i mine arme. Jeg skal dø alene, på et plejehjem. Og dagen efter jeg er død, bliver mit værelse ryddet og en anden flytter ind. Jeg vil være glemt. Eller også bliver jeg husket for at være hende den aggressive gamle dame der altid brokkede sig. Men sådan har det jo kun været en lille del af mit liv. Hvad med alt det andet? Vil det blive husket?
jagged