Hjælp mig lidt på vej - jeg er så meget i tvivl

Jeg vil gerne beskrive min situation og mit forhold så I har mulighed for, at fortælle mig om i syntes jeg er nærtagende eller ?
Jeg er kæreste med en dejlig kvinde, vi er begge omkring 35. Vi har været kollegaer i en del år og været kæreste i 2 år.
For 2 år siden, gik min kæreste fra sin eks.mand og vi fandt meget hurtigt sammen derefter. Der havde ikke været noget imellem os inden de gik fra hinanden - kun lidt almindelig "flirt", som man nu engang imellem gør på arbejde.
I starten fortalte min kæreste mig, at hun gerne vil have et rigtigt godt forhold til hendes eks, som også er far til hendes datter på 4. Datteren blev boende hos faderen, men hun er næsten sådan 50/50 hos begge.
Derfor tog hun en masse hensyn til faderen - jeg mødte ikke datteren de første måneder. ET par måneder inden i vores forhold mødte jeg hendes datter og det gik fint. Vi begyndte at se hinanden så meget, at vi var sammen hver eneste dag, hvilket naturligvis også var når hun var sammen med hendes datter.
Dog tog min kæreste stadig en masse hensyn. Her kommer nogen eksempler.
1) datteren må ikke møde nogen jeg kender - hverken familie, venner, kollegaer, bekendte
2) jeg må ikke være med i Zoo, tivoli eller andre former for udflugter.
3) min kæreste går helt i panik, hvis datteren om natten er skidt og hun vil ind til hendes moder! Min kæreste har ikke ville have, at datteren skulle sove i den samme seng som mig - så når det er sket, har hun lagt sig på en madras på datterens værelse.
4) datteren må ikke være hjemme hos mig - så selv om jeg har hus og have har vi tilbragt sommer dage i 30 grader i hendes lille 3 værelses lejlighed - fremfor, at være i min have.
For ca. 8 mdr. siden ringede eks.manden og spurgt min kæreste om, hvorfor datteren talte om mig - han mente jo ikke de havde aftalt, at datteren måtte sig mig.
Så fra den ene dag til den anden røg jeg fra - nu ser jeg min kæreste 1 dag, når hun har datteren. Mere vil hun ikke acceptere. Hun siger hun føler, at datteren har behov for alt den tid sammen med hendes moder, som hun kan få.
Min kæreste insistere på, at det ikke er for, at tage hensyn til eks.manden.
Jeg elsker min kæreste - elsker hende helt vildt og tænker på hende konstant. Jeg bliver bare så ked af det, hver gang hun skal have datteren.
Så bliver jeg sat på sidelinien. Jeg føler mig kasseret og afvist. Det for min selvtillid til, at falde. Samtidig er jeg nu skubbet så meget ud, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv, den ene dag hver 14 dag, når jeg er sammen med dem begge.
Jeg er bange for, at gøre noget forkert - således at jeg bliver helt skubbet ud.
Jeg håber så meget, at det over tid vil ændre sig. At hun lukker mig ind igen.
Vi har talt helt vildt meget om det, jeg har forklaret hvad det gør ved mig og hvor ulykkelig jeg bliver - men min kæreste har fortalt, at det pt. er den eneste måde, hvorpå der er plads til os begge i hendes liv.
Jeg har et par spørgsmål - så jeg håber fra lidt svar fra jer
1) er der nogen der har oplevet noget tilsvarende og hvis der er - hvad blev så enden på det hele
2) syntes i, at jeg er naiv, at jeg tror på det ændre sig.
3) er jeg nærtagende - burde jeg kunne klare, at min kæreste har valgt således.

1) Har ikke prøvet det.
2) Du er lidt naiv, men det jo kun fordi du er så skide forelsket🙂Og det er jo sødt nok i princippet, men du bliver nok nødt til at hive stolen frem og sige : Skat, sæt dig ned vi skal tale sammen... Også må du sige : Jeg forstår ikke det her.. Hvor er det sådan❓Jeg føler mig skubbet ude, og jeg har lyst til at være en del af HELE dig, og ikke føle mig som en på sidelinjen....
3) Man skal ikke nøjes, hvis man er ked af det... Så skal man tale om det.. Så få det sagt, og derved ud af systemet !
4) Kunne forstå hvis det var i opstarten af et forhold, at man lige skal se tingene an, før man præsenterer en ny kæreste for sit barn, men i har jo været sammen over 2 år, så der burde du være "accepteret" også fra hendes eks, som nok er hæmskoen i hele denne sag.
Men du bliver nødt til at mande dig lidt op og få TALT om tingene, så du måske kan få en ordentlig forklaring, og hun i det mindste VED hvordan du har det...
Kom med en tilbagemelding når du har tale med hende.

hej
som det første vil jeg sige at jeg ikke syntes du er naiv, for det godt du bevare kærligheden til den du elsker, det er det vigtigste for at det kan få en lykkelig slutning.
men jeg syntes at du bliver nødt til at sætte din kæreste en smule på plads, da jeg syntes ud fra din beskrivelse at hun virker som hun lever i to dele en med og en med datteren, du skal prøve at få hende gjort det klart at de to verdener godt kan smeltes sammen til en uden at det skader det store hensyn hun ønsker at tage til datteren, for jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne skade datteren at hun er dig.
det er min mening om tingene håber du kan bruge
mvh.
bondes

Kan jo se i har talt MEGET om det, så må nok hellere pudse mine briller..
Hmm.. Er hun ligeså vild med dig som du er med hende ?? Synes det virker lidt som om hun styrer det forhold med hård hånd, og du bare gør alt hvad hun siger ?? Og finder dig i det hele... Eller det meste...
Altså en ting er sikkert, og det er kvinder kan ikke administrere at have magten i et forhold, så bliver der teste grænser i lange baner..
Men hun siger, at det er den eneste måde der er plads til jer begge i hendes liv pt.. Hvad siger hun så når du spørger om "Hvad så med fremover"❓
Vil du have et barn med hende❓Og vil hun med dig❓Taler i fremtid❓om at flytte sammen❓Leve som en rigtig familie eller❓Er hun kommet 100 % over x´en ?
Det kunne godt lyde som om hun styrer jeres forhold som jeg nævnte, men at det forhold hun kom fra, var det ham som styrede det.. og måske har hun MEGET respekt for ham, og derfor prøver hun at negligere jeres forhold overfor ham.. i hvert fald ved at vide, at datteren ikke er en del af det ?? Giver det mening ?

Har fortalt hende det - har sagt til hende hvordan jeg har det! Har sagt til hende, hvor ked af det, jeg bliver og hvor ondt det gør på mig. Jeg har også sagt til hende, at jeg ikke kan blive ved sådan!
Når vi taler fremtid taler vi om, at det ikke skal være sådan - men hun han ikke svare mig på, hvordan det skal blive anderledes! Men hun syntes det skal være anderledes.
Ingen tvivl om, at tingene er på hendes betingelser. Jeg har før fortalt hende, at jeg ikke kunne mere og vi var ikke sammen i 14 dage - men jeg savnede hende så vildt. Kunne ikke undvære hende.

Ja, jeg har på en måde oplevet det samme. Jeg var kæreste med en fyr gennem et år og han så aldrig min datter. Det var helt bevidst fra min side, da jeg var meget i tvivl om hvorvidt ha var den, jeg ville tilbringe resten af livet med.
Men I har jo været sammen længere tid. Så det bunder nok i noget andet. Under alle omstændigheder synes jeg du skal bede hende lægge kortene på bordet, så du ikke selv skal gå og gætte på, hvilke bevæggrunde hun har. Jeg synes det lyder lige lovlig strengt.
Jeg mener...jeg kan godt forstå, at man gerne vil beskytte sine børn for for mange voksne-sager, men det der lyder helt overskruet....
KH
Enlig Mor

Hvis du kun "får lov" til at være sammen med din kæreste hver 14. dag, er du jo allerede skubbet så langt ud,Old boy du kan komme. Hun elsker ikke dig højt nok. Se det i øjnene, grib om nælden og kom videre. Det vil aldrig blive godt.