hjælp-er ude af den
hej alle kære sol brugere,
jeg har skrevet på denne hjemmeside før, jeg har et problem jeg ikke tør fortælle til nogen.
jeg savner at havde forældre og en bror og nærhed og nogen der ikke bare dropper en pga noget man har gjort. det er svært at forklare så jeg begynder bare for starten af.
jeg er en pige på 16 år der går på efterskole, jeg har hele mit liv boet hos min "mor" der er alkoholiker og drikker i perioder efter min brors død er det så blevet hele tiden og hver 3 uge er der lige to dage hvor hun er ædru, min "far" er også alkoholiker, men jeg har indset at de ikke vil stoppe med at drikke så har mere eller mindre skåret hånden over til dem, og ser dem kun når det er højst nødvendigt.
plus de har begge været ufattelig grove over mig, min "mor" har ringet over på efterskolen og sagt at jeg var gravide hun har også ringet og sagt at jeg tog stoffer og havde stjålet hendes bank kort, og det passer ikke og det ved hun også godt, men alkoholen har ædt hendes hjerne ligesom min "fars".
min "far" har jeg været i slåskamp med og han har forsøgt at bortføre mig mod min vilje, og taget min telefon eller slå og holde mig nede eller sparke mig, når jeg prøvede at ar ringe til politiet eller slippe væk og de andre i toget gjorde ikke en skid, hvis i nogen sinde ser nogle i den situation så lov mig at i gør noget!.
og min bror den eneste jeg rigtig har kunne regne med, ville passe på mig og elske mig af de rigtige grunde døde her for 3 1/2 år siden.
og min ex kæreste slog op over facebook her fra tre uger siden, men gider ikke være ked af det over det, fortjener bedre.
men han en lillesøster som nu bror hos vores "far" hvor hun lidt har vendt sig til ham.
men nu har jeg så i den her uge været lidt ked og ikke vidst hvordan jeg enlig havde det, for hvis man lige pludslig kan skulle en kæmpe vrede op eller ked af det hed, er det sådan man har det inde i? men jeg fandt så ud at jeg jeg savnede at havde forældre eller en bror der care og ikke droppede en for noget i verden.
men hvis de så blev ædru for resten af deres liv, ville jeg ikke tage min forældre tilbage, jeg har en på efterskolen jeg snakker med hver mandag, og en anden voksen jeg snakker med engang i mellem plejede at snakke med ham mere men ødelagde det.
og så havde jeg en sidste år som blev lidt ligesom en bror for mig men vi blev uvenner da han blev forelsket i mig og lukkede helt af for mig så vi er ikke venner mere.
men savner sådan at havde nogen, okay har venner og sådan og hende jeg snakker med er også super, men jeg tør ikke fortælle det til nogen, og jeg er kørt helt af sporet.
jeg er begyndt at læse alle muglige historie om teenagere der blir uvenner med deres forældre og enten de eller deres forældre gør noget dumt, ved ikke hvorfor,
og for et år siden, ovefysede jeg også en veninde jeg havde på nettet på nettet, var virkelig grov kaldte hende grimme ting, og net slog hende.
og har det virkelig dårligt over det, men tror grunden til jeg læser de historier at så for jeg et glimt af hvordan det er.
har også lidt engang lyst til at cutte, men gør det ikke lige meget hvad er også lidt bange for det.
men savner bare nogle der holder om mig og elsker mig og så jeg ikke kan miste dem, og er bange for jeg søger efter de ting, og det går skidt på efterskolen mine gamle venner ignorer mig, ved bare ikke savner bare det og har ikke følt det før, har næsten ikke været hjemme i år, men det er ikke mine forældre eller de forældre de var engang jeg savner, jeg savner rigtige forældre, har også noget med forældre holder mig automatisk på afstand, og her skal efter så ud, for et sted for unge t bo som kommunen syntes er for unge til at flytte hjemmefra hvilket er godt.
men hjælp kan i give nogle råd-hilsen 16 årige camillia.
jeg har skrevet på denne hjemmeside før, jeg har et problem jeg ikke tør fortælle til nogen.
jeg savner at havde forældre og en bror og nærhed og nogen der ikke bare dropper en pga noget man har gjort. det er svært at forklare så jeg begynder bare for starten af.
jeg er en pige på 16 år der går på efterskole, jeg har hele mit liv boet hos min "mor" der er alkoholiker og drikker i perioder efter min brors død er det så blevet hele tiden og hver 3 uge er der lige to dage hvor hun er ædru, min "far" er også alkoholiker, men jeg har indset at de ikke vil stoppe med at drikke så har mere eller mindre skåret hånden over til dem, og ser dem kun når det er højst nødvendigt.
plus de har begge været ufattelig grove over mig, min "mor" har ringet over på efterskolen og sagt at jeg var gravide hun har også ringet og sagt at jeg tog stoffer og havde stjålet hendes bank kort, og det passer ikke og det ved hun også godt, men alkoholen har ædt hendes hjerne ligesom min "fars".
min "far" har jeg været i slåskamp med og han har forsøgt at bortføre mig mod min vilje, og taget min telefon eller slå og holde mig nede eller sparke mig, når jeg prøvede at ar ringe til politiet eller slippe væk og de andre i toget gjorde ikke en skid, hvis i nogen sinde ser nogle i den situation så lov mig at i gør noget!.
og min bror den eneste jeg rigtig har kunne regne med, ville passe på mig og elske mig af de rigtige grunde døde her for 3 1/2 år siden.
og min ex kæreste slog op over facebook her fra tre uger siden, men gider ikke være ked af det over det, fortjener bedre.
men han en lillesøster som nu bror hos vores "far" hvor hun lidt har vendt sig til ham.
men nu har jeg så i den her uge været lidt ked og ikke vidst hvordan jeg enlig havde det, for hvis man lige pludslig kan skulle en kæmpe vrede op eller ked af det hed, er det sådan man har det inde i? men jeg fandt så ud at jeg jeg savnede at havde forældre eller en bror der care og ikke droppede en for noget i verden.
men hvis de så blev ædru for resten af deres liv, ville jeg ikke tage min forældre tilbage, jeg har en på efterskolen jeg snakker med hver mandag, og en anden voksen jeg snakker med engang i mellem plejede at snakke med ham mere men ødelagde det.
og så havde jeg en sidste år som blev lidt ligesom en bror for mig men vi blev uvenner da han blev forelsket i mig og lukkede helt af for mig så vi er ikke venner mere.
men savner sådan at havde nogen, okay har venner og sådan og hende jeg snakker med er også super, men jeg tør ikke fortælle det til nogen, og jeg er kørt helt af sporet.
jeg er begyndt at læse alle muglige historie om teenagere der blir uvenner med deres forældre og enten de eller deres forældre gør noget dumt, ved ikke hvorfor,
og for et år siden, ovefysede jeg også en veninde jeg havde på nettet på nettet, var virkelig grov kaldte hende grimme ting, og net slog hende.
og har det virkelig dårligt over det, men tror grunden til jeg læser de historier at så for jeg et glimt af hvordan det er.
har også lidt engang lyst til at cutte, men gør det ikke lige meget hvad er også lidt bange for det.
men savner bare nogle der holder om mig og elsker mig og så jeg ikke kan miste dem, og er bange for jeg søger efter de ting, og det går skidt på efterskolen mine gamle venner ignorer mig, ved bare ikke savner bare det og har ikke følt det før, har næsten ikke været hjemme i år, men det er ikke mine forældre eller de forældre de var engang jeg savner, jeg savner rigtige forældre, har også noget med forældre holder mig automatisk på afstand, og her skal efter så ud, for et sted for unge t bo som kommunen syntes er for unge til at flytte hjemmefra hvilket er godt.
men hjælp kan i give nogle råd-hilsen 16 årige camillia.