Så er det vist slut - efter 2.5 år.

Ja, nu har de værste smerter fortaget sig og nu trænger jeg egentligt bare til at åbne lidt op, jeg er ør i mit hoved og min brystkasse føles tom.
Jeg har igennem de sidste 2.5 år haft en dejlig kæreste, hun var sød, frisk og ja smuk - faktisk var det lidt en scoring over evne - selvom det nu var hende der scorede mig.
men ja, for at tage det hurtigt fra starten af, så begyndte vi at komme sammen for et par år siden, vi boede små 10km fra hinanden ved vores forældre (jeg er 24 og hun 21 nu) - vi havde mødt hinanden gennem fælles venner og vi klingede godt sammen.
efter at have kommet sammen i et halvt års tid, begyndte vi at snakke om at flytte sammen, vi var heldige at finde en relativt billig og samtidigt stor og pæn lejlighed, så det var jo super, tiden gik og det kørte jo bare, min kæreste gik i skole og jeg havde et forholdvis godt arbejde, så det var jo bare fint!
men ja, når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg at jeg overlod alt for meget af det huslige til hende, jeg var nok bare doven og glad for at slappe af, hun blev træt af det og det var nok der omkring (efter 1½ år) at der begyndte at komme lidt knas i forholdet.
det skal siges, at vi ikke har skændes ret tit, måske engang pr. måned, men ja der gik et halvt års tid og min kæreste var færdig på gymnasiet, hun ville gerne arbejde lidt og så søge ind på en Fysioterapeut skole og det krævede lidt penge til bøger osv.
hun søgte ind og blev accepteret, jeg havde fået noget midlertidigt arbejde som dog ikke gav nok og vi blev i fællesskab enige om, at til at starte med var det kun hende der flyttede de ca. 80 km væk, så hun kunne komme tæt på skolen, jeg havde året før købt en bil der passede på min gamle løn, men min nye løn var knap så god, så jeg havde ikke rigtig råd og kunne ikke finde et arbejde med en lign. løn, men ja...
hun fandt en lejlighed og et par uger før hun skulle flytte (og jeg skulle flytte hjem) kom vi i et større skænderi, jeg havde bemærket at hun måske var blevet lidt for interesseret i en af mine og hendes brors fælles venner (som havde hjulpet hendes bror igennem en hård psykisk periode da hans kæreste forlod ham under en depression) - men vi fik snakket tingene igennem og hun sagde at der ikke var noget og jeg sagde at jeg var ked af at jeg ikke havde stolt på hende.
hun flytter så og da opdager jeg virkeligt hvor meget jeg holdte af hende, jeg havde meget svært ved det med et langdistance forhold som jeg egentligt gerne selv ville have været foruden, så jeg var så meget hos hende som jeg kunne - lidt som en overgangs periode.
efter nogle uger, kom vi i snak over MSN og hun fortalte mig at hun var forvirret mht. hendes følelser for mig, så jeg ringede til hende og vi snakkede i lidt over en time, mens jeg gik en lang tur og ja, vi fik styr på tingene, vi snakkede om de ting som hun syntes var træls med mig og omvendt, derefter blev et godt igen, vi hyggede os utroligt meget selvom vi røg i nogle små skænderier, (mest fordi jeg blev sur over noget) men jeg var blevet god til at få det på bordet og få det talt igennem, så jeg syntes jo at tingene blev klaret og at det hele gik okay - der var jo meget pres på hende pga. ny skole, ny by og ny slags forhold osv osv.
men ja, for.. 5 timer siden ringede min telefon og min kæreste spurgte om jeg var hjemme for hun ville gerne komme forbi og snakke, og det vidste jeg jo godt hvad der skulle ske.
hun kom og fortalte mig at hun ikke længere elskede mig, men hun holdte utroligt meget af mig og var meget glad for mig, så ja, jeg græd, mere end jeg nogenside har gjort før (måske, 4 gang i mit liv - foran en anden.. mænd i know..)
jeg prøvede på alle måder at få hende forklaret at hun altså ikke bare skulle give op efter så lang tid, for jeg ville gerne have en chance for at give hende de følelser tilbage, der var mange ting som jeg kunne ændre som måske ville gøre udfaldet.
hun var meget besluttet og hun græd utroligt meget, vi endte dog op med at aftale at mødes imorgen og til da, ville hun overveje de ting jeg havde snakket med hende om.
så nu sidder jeg tilbage, fuldstændigt ødelagt, jeg kan ikke se en hverdag uden hende - meget normalt i mine sko ville jeg tro, og alt i mig skriger på at vi to skal danne par i fremtiden. vi havde jo begge to snakket om forlovelse, bryllup og børn, (de to sidste når vi var færdig uddannede) så ja, lad os bare sige at jeg ikke har det så godt nu.

hvorfor skriver jeg så her.. ja sørgeligt nok, så ved jeg ikke hvem jeg skal snakke med, min mor, er meget støttende og hun er god at tale med, men vi har talt sammen, mine venninder, ja, dem er jeg stille gledet fra og dem jeg har tilbage, er jeg nok ikke tæt nok med, til at snakke om det her, så ja, jeg lavede en bruger her...
nu ved jeg jo så ikke hvad jeg håber på at få ud af det, det må være op til jer
det eneste jeg ved er at pigen jeg elsker (altså virkeligt elsker) ret sandsynligt vil sige farvel imorgen.. det gør sgu ondt...

Har stået i pretty much den samme situation som du står i nu. Bare 3-4 år og vi boede stadig sammen.. Det gør ondt, vildt ondt og det vil det gøre i noget tid. Du kan prøve at vinde hende tilbage, men gør dig ikke urealistiske forhåbninger.. Prøv så objektivt som overhovedet muligt at finde ud af hvad hun vil. Er der en chance eller er der ikke. For mig lyder det ikke som om der en en, det var der ikke for mig. Og så er der ikke andet at gøre en at give dig selv lov til at sørge over tabet, men samtidigt holde dig for øje at du skal videre. Livet går videre og du bestemmer i vid udstrækning hvilken retning det skal gå i. Det sucks og er vildt hårdt, men du kommer over det. Med tiden. Der vil være andre damer, andre oplevelser. Der kommer altid en pige og en sporvogn til. Find ud af hvad der gør dig glad(ud over pigebarnet selvfølgelig), og gør det.
Dette er din tid. Vær ked af det, så længe du synes det virker fornuftigt, men kom videre. Ville ønske jeg kunne sige noget det fik det til at gå væk, men det kan jeg ikke. Men det bilver bedre.

Ven.
Kvinder og busser løber man ikke efter, der kommer altid en ny.
Der er ikke en spand fuld, men et land fuld.
Uanset hvor meget man holder at sin kæreste, kan man ikke tvinge personen til at blive, lad personen gå og tag det som en oplevelse.
Og ja har prøvet det et par gange, første gang efter 8 års ægteskab, hun blev gravid med en anden, selv om vi havde 2 børn sammen, det gør ondt, ikke fordi hun skred, men fordi jeg skulle undvære mine børn hver dag.
Men så må man jo sadle op igen og finde en anden, så fat mod, lad hende løbe og husk at hvis hun fortryder og kommer tilbage, så tag hende ikke, for hun vil nok gøre det igen, så spild ikke tid og liv på en, som man ikke kan holde på.

Du lyder som om du bebrejder dig selv en masse masse ting, hold op med det.
Du er som du engang er, og nåja, du havde jo set det komme, har jeg ret?
Må jeg sige velkommen til det nye kapitel i dit liv? hvor du kan fokusere på hvad du vil ændre, gøre mere, slet ikke gøre, gøre bedre osv????
Du skal ikke blive "det perfekte", men blot arbejde på forandringer. Du ved selv hvor;o).
Tag så og nyd din single-tilværelse, hvad savnede du at gøre, som du ikke kunne, da det ville medføre brok osv.???? Gå ud og gør det nu, nu er døren jo åben.
Min ven, ud af hullet og sku fremad. Måske er det som at navigere et sort skib ud af en lille havn, men hey, snart er du i sejl-renden, også styrer DU, for good...
der er altid lys for enden af en tunnel, også selvom den er sort som kul og uhyggelig lang.
KH Jan.