Ja!Vi Vil Kristne Danerne I Flok!
Vikingernes møde med kristendommen!Tralala-laaaa![f]Grrrr?[f]
"De nordiske lande møder den kristne verden
Fra den 4. til 8. århundrede nærmede kristendommen sig skridt for skridt til nordens grænser. Blandt de sydlige germanske stammer udførtes et stort missionsværk.
De omvendte folk blev efterhånden optaget som led i romerkirkens stærke organisation. Herved forenedes syd og vest europas folk i en fælles kirkelig kultur.
Frankerne omvendtes o. år 500, angelsakserne i det 7. århundrede, derefter friserne, og da Karl den Store o. år 800 undertvang sakserne, var kristendommen dermed nået til Danmarks grænse.
I Danmark var den allerede kendt gennem handelsforbindelser med England og den frisiske by Dorestad, og i 826 drog Ansgar til Danmark.
Med denne kulturbevægelse fra syd mod nord mødtes af en modstrømning fra nord mod syd, vikingetogterne, idet nordboerne fra slutningen af den 8. århundrede i store skarer og snart i tusindtal vendte sig som fjender og erobrere mod de kristne lande. Denne nordboernes folkevandring skyldtes lyst til kamp og higen efter bytte, mest dog landenes overbefolkning, efterhånden som den dyrkede jord ikke kunne ernære flere.
I mere end 200 år varede denne brydning, som fremkaldtes af disse to historiske bevægelser, normannertogterne og den kristne kulturs fremtrængen. Den ophørte først, da kristendommen havde sejret i Danmark og Norge.
Vikingehærene
Det fællesnavn, hvormed de nordiske krigerskarer kaldtes overalt i udlandet, er normanner, mænd fra nord. Oprindelig kom de på småflåder under en enkelt høvding. Senere bliver flåderne større og dannes ved forbund mellem flere høvdinger, hver med sin krigerflok. En høvding var føreren, som de andre ubrødelig adlød i kampen uden derfor at regne sig ringere end ham.
Da frankerne spurgte normandiets erobrere, hvad deres herre hed, svarede de: Vi har ingen, vi er alle lige.
Når hæren lå i lejr midt iblandt en fjentlig befolkning krævedes streng orden og faste vedtægter for at opretholde freden mellem de nordiske krigere indbyrdes. Saxo har optegnet en række love om straf for fredsbrud, byttets deling osv., som han henlægger til sagnkongen Frode Fredegod.
Det er sandsynligvis overleveringer om vikingehærens retslige vedtægter. Vikingerne der holdtes sammen ved stærk mandstugt, var de kristne folk overlegne i krigskunst. Nordboerne var mestre i at indtage befæstede byer, de kunne drage deres skibe kortere strækninger over land, og i fare sluttede de sig sammen til uigennemtrængelige skjoldborge.
.
Vikingeskibet fra Gokstad under sejl
De angrebne folk var svage og splittede. Karolingerriget deltes efter 840 i tre. Hvert af disse opløstes yderligere ved splid i kongeætten og ved vasallernes selvrådighed, så at hver egn måtte værge sig på egen hånd.
Hertil kom, at hverken de frankiske riger eller angelsakserne havde nogen sømagt. Normannerne kunne uforstyrret nå lige til kysten, ja højt op ad floderne, med deres hurtige skibe kom de til det sted, de ville kaste sig over, hurtigere end forsvarerne kunne samles.
Derfor behøvede normannerne ikke at indrette sig på søkamp. Deres skibe var overfyldte med mennesker.
Vikingeflåderne var transportflåder, ikke kampflåder.
Kun de magter, der udrustede skibe for at møde dem på søen var i stand til at holde dem borte, således Alfred den Store og de spanske maurer.
Normannernes vilde angreb fyldte de kristne folk med rædsel. I kirkerne bad man: Fri os Gud, for normannernes vildskab.
Vikingetogterne indtil 911
Kort før år 800 viste de første vikinger sig ved Englands og Frankrigs kyster. I noget over hundrede år vedblev togterne med stigende voldsomhed, indtil de efter Normandiets erobring begyndte at stilne af.
Indenfor disse hundrede år kan der skelnes mellem tre udviklingstrin. 1) Der optræder kun mindre flåder, som plyndrer hist og her på kysterne og skynder sig hjem med byttet.
2) De vundne rigdomme tilkalder flere deltagere. De små flåder slår sig sammen under en fælles høvding. Man vover sig langt op ad floderne for at opsøge de rige kirker og klostre i landenes indre.
Målet er endnu kun plyndring. Regner Lodbrog er den berømteste søkonge i denne periode. 3) Fra omkring 850 bliver det almindeligt, at vikingerne overvintrer i de fremmede lande, først på øer i flodmundingerne, dernæst i befæstede lejre på fastlandet, hvorfra de ofte lægger store strækninger under sig. Flåderne er meget store og har i årevis ankerplads i brede floder som Schelden.
Vikingerne betegnes nu som hæren, og de går frem efter fastere plan og i sluttet orden. Kvinder og børn føres med fra hjemmet. Nogle steder er togterne endnu plyndringstogt, men andre steder folkevandringer.
I denne periode erobrer lodbrogsønnerne Nordengland. Grænsen for det danske rige i England, Danelag, fastsættes i 878. Sveerne grundlægger Gardarige. Rollo erobrer i 911 Normandiet.
Det 10. århundrede
Udvandringen fra Norden er af ringere omfang, der grundlægges ikke nye normannerstater af betydning. De som udvandrede til vesten, tog dåben straks efter bosættelsen. Efterhånden gik de over til de overvundne folks sprog.
Danelag blev afhængig af de engelske konger. Nordiske konger og kongesønner drog dog jævnligt på vikingetogt, således Knud Danaast, Olav Tryggvason og Svend Tveskæg som omkring 985 begyndte at hærge England.
Englands erobring
Svend Tveskægs gentagne plyndringstogter banede vej for Englands erobring i 1013. Dette afgørende togt var af en helt anden art end de tidligere. Det er nu ikke en høvding med sin krigerflok, men danmarks konge, som med folkets samtykke udbyder rigets ledingsflåde og herved indtager både Danelag og det rent angelsaksiske land.
Danernes herredømme over England varede fra 1013-42.
Svend Estridsen udsendte to gange flåder for at forny dette herredømme, men udrettede intet, og Knud den Hellige rustede sig til et stort englandstogt, men det måtte opgives (1085)."
"De nordiske lande møder den kristne verden
Fra den 4. til 8. århundrede nærmede kristendommen sig skridt for skridt til nordens grænser. Blandt de sydlige germanske stammer udførtes et stort missionsværk.
De omvendte folk blev efterhånden optaget som led i romerkirkens stærke organisation. Herved forenedes syd og vest europas folk i en fælles kirkelig kultur.
Frankerne omvendtes o. år 500, angelsakserne i det 7. århundrede, derefter friserne, og da Karl den Store o. år 800 undertvang sakserne, var kristendommen dermed nået til Danmarks grænse.
I Danmark var den allerede kendt gennem handelsforbindelser med England og den frisiske by Dorestad, og i 826 drog Ansgar til Danmark.
Med denne kulturbevægelse fra syd mod nord mødtes af en modstrømning fra nord mod syd, vikingetogterne, idet nordboerne fra slutningen af den 8. århundrede i store skarer og snart i tusindtal vendte sig som fjender og erobrere mod de kristne lande. Denne nordboernes folkevandring skyldtes lyst til kamp og higen efter bytte, mest dog landenes overbefolkning, efterhånden som den dyrkede jord ikke kunne ernære flere.
I mere end 200 år varede denne brydning, som fremkaldtes af disse to historiske bevægelser, normannertogterne og den kristne kulturs fremtrængen. Den ophørte først, da kristendommen havde sejret i Danmark og Norge.
Vikingehærene
Det fællesnavn, hvormed de nordiske krigerskarer kaldtes overalt i udlandet, er normanner, mænd fra nord. Oprindelig kom de på småflåder under en enkelt høvding. Senere bliver flåderne større og dannes ved forbund mellem flere høvdinger, hver med sin krigerflok. En høvding var føreren, som de andre ubrødelig adlød i kampen uden derfor at regne sig ringere end ham.
Da frankerne spurgte normandiets erobrere, hvad deres herre hed, svarede de: Vi har ingen, vi er alle lige.
Når hæren lå i lejr midt iblandt en fjentlig befolkning krævedes streng orden og faste vedtægter for at opretholde freden mellem de nordiske krigere indbyrdes. Saxo har optegnet en række love om straf for fredsbrud, byttets deling osv., som han henlægger til sagnkongen Frode Fredegod.
Det er sandsynligvis overleveringer om vikingehærens retslige vedtægter. Vikingerne der holdtes sammen ved stærk mandstugt, var de kristne folk overlegne i krigskunst. Nordboerne var mestre i at indtage befæstede byer, de kunne drage deres skibe kortere strækninger over land, og i fare sluttede de sig sammen til uigennemtrængelige skjoldborge.
.
Vikingeskibet fra Gokstad under sejl
De angrebne folk var svage og splittede. Karolingerriget deltes efter 840 i tre. Hvert af disse opløstes yderligere ved splid i kongeætten og ved vasallernes selvrådighed, så at hver egn måtte værge sig på egen hånd.
Hertil kom, at hverken de frankiske riger eller angelsakserne havde nogen sømagt. Normannerne kunne uforstyrret nå lige til kysten, ja højt op ad floderne, med deres hurtige skibe kom de til det sted, de ville kaste sig over, hurtigere end forsvarerne kunne samles.
Derfor behøvede normannerne ikke at indrette sig på søkamp. Deres skibe var overfyldte med mennesker.
Vikingeflåderne var transportflåder, ikke kampflåder.
Kun de magter, der udrustede skibe for at møde dem på søen var i stand til at holde dem borte, således Alfred den Store og de spanske maurer.
Normannernes vilde angreb fyldte de kristne folk med rædsel. I kirkerne bad man: Fri os Gud, for normannernes vildskab.
Vikingetogterne indtil 911
Kort før år 800 viste de første vikinger sig ved Englands og Frankrigs kyster. I noget over hundrede år vedblev togterne med stigende voldsomhed, indtil de efter Normandiets erobring begyndte at stilne af.
Indenfor disse hundrede år kan der skelnes mellem tre udviklingstrin. 1) Der optræder kun mindre flåder, som plyndrer hist og her på kysterne og skynder sig hjem med byttet.
2) De vundne rigdomme tilkalder flere deltagere. De små flåder slår sig sammen under en fælles høvding. Man vover sig langt op ad floderne for at opsøge de rige kirker og klostre i landenes indre.
Målet er endnu kun plyndring. Regner Lodbrog er den berømteste søkonge i denne periode. 3) Fra omkring 850 bliver det almindeligt, at vikingerne overvintrer i de fremmede lande, først på øer i flodmundingerne, dernæst i befæstede lejre på fastlandet, hvorfra de ofte lægger store strækninger under sig. Flåderne er meget store og har i årevis ankerplads i brede floder som Schelden.
Vikingerne betegnes nu som hæren, og de går frem efter fastere plan og i sluttet orden. Kvinder og børn føres med fra hjemmet. Nogle steder er togterne endnu plyndringstogt, men andre steder folkevandringer.
I denne periode erobrer lodbrogsønnerne Nordengland. Grænsen for det danske rige i England, Danelag, fastsættes i 878. Sveerne grundlægger Gardarige. Rollo erobrer i 911 Normandiet.
Det 10. århundrede
Udvandringen fra Norden er af ringere omfang, der grundlægges ikke nye normannerstater af betydning. De som udvandrede til vesten, tog dåben straks efter bosættelsen. Efterhånden gik de over til de overvundne folks sprog.
Danelag blev afhængig af de engelske konger. Nordiske konger og kongesønner drog dog jævnligt på vikingetogt, således Knud Danaast, Olav Tryggvason og Svend Tveskæg som omkring 985 begyndte at hærge England.
Englands erobring
Svend Tveskægs gentagne plyndringstogter banede vej for Englands erobring i 1013. Dette afgørende togt var af en helt anden art end de tidligere. Det er nu ikke en høvding med sin krigerflok, men danmarks konge, som med folkets samtykke udbyder rigets ledingsflåde og herved indtager både Danelag og det rent angelsaksiske land.
Danernes herredømme over England varede fra 1013-42.
Svend Estridsen udsendte to gange flåder for at forny dette herredømme, men udrettede intet, og Knud den Hellige rustede sig til et stort englandstogt, men det måtte opgives (1085)."