Hjælp! Er han bare "kostbar"??
Hej med jer.
Kiggede indenfor og fandt ud af, at dette lige er stedet at lufte mine frustrationer *suk*. Håber, I kan holde til et laaaangt indlæg :-)
Jeg ville blive glad, hvis I kunne fortælle mig, hvordan I opfatter følgende:
Jeg har en meget god ven, som jeg tit besøger på hans kollegium. En af de fyre, han bor sammen med, faldt jeg så helt pladask og uventet for for et par måneder siden.
Hver gang jeg har været derude og er rendt på ham kammeraten, har vi grinet og lavet en masse sjov sammen, og jeg synes, der er flere helt konkrete ting, der tyder på interesse fra hans side, selv om han er lidt genert (måske fordi jeg er rapkæftet? :-)).
Efter en fest, som min ven holdt, hvor ham den søde i øvrigt var min bordherre (min ven er vel hjælpsom ;-)), sms'ede jeg ham fyren og skrev tak for sidst, og han sms'ede da osse tilbage. Inden da havde vi allerede flirtet lidt et stykke tid, hver gang vi sås, og han havde, før vi rigtigt begyndte at snakke sammen, diskret fået spurgt mig om, hvor jeg var fra og hvornår jeg var født. Han ville osse vide, hvor jeg boede, hvilket jeg krøb udenom (sikkert tåbeligt, men jeg vil osse have lov at være kostbar somme tider). Ret tydeligt, at han ikke vil spørge min ven om noget…
Jeg havde selv fundet hans mobilnummer, så selv om jeg var drillesyg til festen og nok ikke helt lige ud af posen, fordi jeg elsker at være ironisk og sarkastisk, fik han da på den måde at vide, at jeg nok var lidt interesseret, sku’ jeg mene.
Men måske vil han gerne have, at jeg er mere ligeud? I hvert fald sagde han under middagen med et smil, at her var en "udfordring" til mig: De næste ti minutter måtte jeg kun sige ting, jeg mente. Hvorefter jeg fortalte ham, at jeg nogle dage tidligere havde fået supermeget energi til en masse ting, jeg ellers ikke orkede, fordi han havde smilet til mig, da han kørte forbi mig på gaden... Han blev vist lidt paf og konstaterede bare, at ”jamen, jeg er da glad for, du kan li’ mit smil”. Men i løbet af aftenen var der masser af små ting fra hans side, der var knapt så afmålte. Han hilste fx smilende tværs gennem lokalet på mig (og afbrød derfor hende, han ellers sad og snakkede med), under den sidste del af middagen talte han kun med mig, inden middagen fulgte han efter mig ind på et værelse i huset under påskud af at ”se sig om”, men stod mest og virkede genert og spurgte (konverserende?), om jeg skulle sove dér. Han fortalte mig, da han gik, at det havde været hyggeligt at snakke med mig, komplimenterede mig for den tale, jeg holdt osv..
Et par møder senere på det her kollegiekøkken kommenterede jeg for sjov over for et kærestepar, der bor på gangen, og som stod og nussede lidt, at de " måtte gå ind på deres værelse, for al den sex på køkkenet kunne vi ikke have". Hvorefter ham fyren, der stod lige op og ned ad mig, fordi vi vaskede op sammen, storsmilende gav sig til at forklare mig, at "sådan har man altså ikke sex. Nej, først tager man tøjet af og så...". Jeg blev helt paf og blank for noget at sige, fordi jeg var så påvirket af hans tilstedeværelse. Han så det og konstaterede grinende over for min ven: ”Prøv at se! Jeg tror, hun er forvirret!” Og til mig: ”Er det min maskuline udstråling, der gør det?” Hvad siger man så??
Til gengæld havde han været knapt så stor i slaget tidligere på aftenen, hvor han havde siddet med ryggen til min ven og mig ved et andet bord og spist. Da jeg så på et tidpsunkt fik et kæmpe grineanfald over et eller andet, vendte fyren sig pludselig om og spurgte med såret mine: ”Er det mig, du griner af? Ja, for det føler jeg virkelig”. Jeg prøvede at ryste på hovedet, men kom desværre til at grine endnu mere, selv om det intet havde med ham at gøre. Hm… Men ville det betyde så meget for ham, hvis han ikke var lidt varm på mig?
Inden hans eksamen forleden, skrev jeg ham så et drillende postkort (konstaterede med en smiley på, at jeg aldrig kunne finde på at drille ham i hans eget køkken) og ønskede osse held og lykke med eksamen. Han reagerede ikke umiddelbart, men næste gang jeg kom ud for at besøge mig ven, bankede det minsandten på (noget man ellers sjældent gør – som regel mødes folk bare i køkkenet), og ham fyren kom sgu ind og sagde tak for kortet, mens han så mig lige ind i øjnene, og stod og snakkede med os en hel time. Han og jeg kiggede supermeget i øjne og drillede osv., og bagefter sagde min ven til mig, at ham fyren hele tiden (osse når jeg ikke kiggede på ham) havde haft ”hundeøjne” på. Da han gik, fik jeg osse lige et ekstra smil gennem døråbningen, før han smuttede.
Nu tænker I vel så: ”Fint. Hvad er problemet? På ham, søster!”
Problemet er:
I forgårs (fredag) sendte jeg ham en sms og spurgte til, hvordan eksamen et par dage tidligere så var gået og fortalte, at jeg var glad, fordi jeg snart tager på ferie. Jeg spurgte osse til, hvor han skulle holde ferie henne. Jeg afsluttede med ’knus’. Altså en sød sms, sku’ jeg mene. Nu to døgn senere har han imidlertid stadig ikke svaret – og er så nu taget på Roskilde Festival, ved jeg. Så jeg er meget forvirret! Gør han sig kostbar eller forsøger han på en pæn måde at sige, at han bare har flirtet for sjov og ikke lægger mere i det? Var det derfor, han valgte at komme ind til mig og min ven, når nu jeg alligevel var på besøg? Altså for at slippe for at tage kontakt pr. telefon? Jeg ville mene, at han bare ville ignorere mit kort, hvis han ikke var interesseret i mig.
Overvejer lidt, om han mon havde forlagt mit mobilnummer, som er hemmeligt og derfor ikke kan findes på nettet… Han kunne jo være kommet til at slette den første sms uden at have kodet mig ind. Så var han jo nødt til at finde mig in person. Han har hverken mit efternavn eller noget.
Eller er det her bare betænkningstid? Selv om min ven nu flytter fra kollegiet, ved ham den søde godt, at han kommer til at se mig flere gange i løbet af sommeren på grund af vores fælles ven. Ergo tænker han måske, at han har tid at løbe på?
HVAD TROR I, DRENGE (Og piger for den sags skyld :-))?
Med til historien hører, at rigtigt mange (både på kollegiet og andre steder) i tidens løb har troet, at mig og min ven enten har haft et forhold eller ville få det. Vi har dog aldrig været andet end venner. Faktisk var det meningen, at vi skulle have boet sammen, når nu min ven flytter fra kollegiet, men sådan blev det ikke. Ham, jeg er varm på, har så et par gange spurgt min ven, hvorfor de planer pludselig blev ændret. Det er nogle meget personlige ting, der gør, at jeg afblæste planerne. Men det har intet med min ven at gøre – vi er begge meget afklarede med, at vi KUN er venner og bare har det skideskægt sammen.
Hverken min ven eller jeg har dog været vilde med at skulle fortælle nogen om de ting, der ligger til grund for, at vi endte med at droppe ”projekt fælles bolig”, fordi det er meget ømtåleligt for mig. Derfor har vi vist svaret lidt vævende, når nogen har spurgt.
I hvert fald: Jeg forstod pludselig, at når nu ham fyren, jeg er forelsket i, spørger min ven (endda flere gange), om, hvorfor vennen og jeg skal bo hver for sig, så var det måske, fordi Loverboy troede, at min ven havde ”noget i klemme” i forhold til mig. Dermed ville jeg jo nok være ”hands off”. Jeg gjorde derfor min ven opmærksom på, at han nok burde sige til Loverboy, at ændringen af planer intet havde at gøre med noget mellem min ven og mig.
Jeg ved ikke helt, hvor stor en rolle, det spiller for ham den søde… Under den pjattede og muntre snak, der foregik på min vens værelse, benægtede Loverboy, at han havde troet, at min ven og jeg er kærester. ”Men der var jo mange, der troede, at vi en dag selv ville finde ud af det” og ”I må da osse selv ku’ se, hvorfor de tror det”.
Min ven er overbevist om, at Loverboy osse selv har troet/tror, at der har været noget mellem min ven og mig. Min ven tror med andre ord ikke, at Loverboy er helt ærlig.
Jeg er spændt på at høre jeres mening om situationen!
VIL HAN HA’ MIG, HAR HAN FÅET KOLDE FØDDER, ER DET BARE MIG, DER SER SYNER ELLER HVAD??? Og hvad synes I, jeg skal gøre – hvis jeg da overhovedet skal gøre noget. Det er jo mig, der har taget kontakt hver gang…
Synspunkter og gode råd modtages hellere end gerne!
På forhånd tak for jeres tid.
Kiggede indenfor og fandt ud af, at dette lige er stedet at lufte mine frustrationer *suk*. Håber, I kan holde til et laaaangt indlæg :-)
Jeg ville blive glad, hvis I kunne fortælle mig, hvordan I opfatter følgende:
Jeg har en meget god ven, som jeg tit besøger på hans kollegium. En af de fyre, han bor sammen med, faldt jeg så helt pladask og uventet for for et par måneder siden.
Hver gang jeg har været derude og er rendt på ham kammeraten, har vi grinet og lavet en masse sjov sammen, og jeg synes, der er flere helt konkrete ting, der tyder på interesse fra hans side, selv om han er lidt genert (måske fordi jeg er rapkæftet? :-)).
Efter en fest, som min ven holdt, hvor ham den søde i øvrigt var min bordherre (min ven er vel hjælpsom ;-)), sms'ede jeg ham fyren og skrev tak for sidst, og han sms'ede da osse tilbage. Inden da havde vi allerede flirtet lidt et stykke tid, hver gang vi sås, og han havde, før vi rigtigt begyndte at snakke sammen, diskret fået spurgt mig om, hvor jeg var fra og hvornår jeg var født. Han ville osse vide, hvor jeg boede, hvilket jeg krøb udenom (sikkert tåbeligt, men jeg vil osse have lov at være kostbar somme tider). Ret tydeligt, at han ikke vil spørge min ven om noget…
Jeg havde selv fundet hans mobilnummer, så selv om jeg var drillesyg til festen og nok ikke helt lige ud af posen, fordi jeg elsker at være ironisk og sarkastisk, fik han da på den måde at vide, at jeg nok var lidt interesseret, sku’ jeg mene.
Men måske vil han gerne have, at jeg er mere ligeud? I hvert fald sagde han under middagen med et smil, at her var en "udfordring" til mig: De næste ti minutter måtte jeg kun sige ting, jeg mente. Hvorefter jeg fortalte ham, at jeg nogle dage tidligere havde fået supermeget energi til en masse ting, jeg ellers ikke orkede, fordi han havde smilet til mig, da han kørte forbi mig på gaden... Han blev vist lidt paf og konstaterede bare, at ”jamen, jeg er da glad for, du kan li’ mit smil”. Men i løbet af aftenen var der masser af små ting fra hans side, der var knapt så afmålte. Han hilste fx smilende tværs gennem lokalet på mig (og afbrød derfor hende, han ellers sad og snakkede med), under den sidste del af middagen talte han kun med mig, inden middagen fulgte han efter mig ind på et værelse i huset under påskud af at ”se sig om”, men stod mest og virkede genert og spurgte (konverserende?), om jeg skulle sove dér. Han fortalte mig, da han gik, at det havde været hyggeligt at snakke med mig, komplimenterede mig for den tale, jeg holdt osv..
Et par møder senere på det her kollegiekøkken kommenterede jeg for sjov over for et kærestepar, der bor på gangen, og som stod og nussede lidt, at de " måtte gå ind på deres værelse, for al den sex på køkkenet kunne vi ikke have". Hvorefter ham fyren, der stod lige op og ned ad mig, fordi vi vaskede op sammen, storsmilende gav sig til at forklare mig, at "sådan har man altså ikke sex. Nej, først tager man tøjet af og så...". Jeg blev helt paf og blank for noget at sige, fordi jeg var så påvirket af hans tilstedeværelse. Han så det og konstaterede grinende over for min ven: ”Prøv at se! Jeg tror, hun er forvirret!” Og til mig: ”Er det min maskuline udstråling, der gør det?” Hvad siger man så??
Til gengæld havde han været knapt så stor i slaget tidligere på aftenen, hvor han havde siddet med ryggen til min ven og mig ved et andet bord og spist. Da jeg så på et tidpsunkt fik et kæmpe grineanfald over et eller andet, vendte fyren sig pludselig om og spurgte med såret mine: ”Er det mig, du griner af? Ja, for det føler jeg virkelig”. Jeg prøvede at ryste på hovedet, men kom desværre til at grine endnu mere, selv om det intet havde med ham at gøre. Hm… Men ville det betyde så meget for ham, hvis han ikke var lidt varm på mig?
Inden hans eksamen forleden, skrev jeg ham så et drillende postkort (konstaterede med en smiley på, at jeg aldrig kunne finde på at drille ham i hans eget køkken) og ønskede osse held og lykke med eksamen. Han reagerede ikke umiddelbart, men næste gang jeg kom ud for at besøge mig ven, bankede det minsandten på (noget man ellers sjældent gør – som regel mødes folk bare i køkkenet), og ham fyren kom sgu ind og sagde tak for kortet, mens han så mig lige ind i øjnene, og stod og snakkede med os en hel time. Han og jeg kiggede supermeget i øjne og drillede osv., og bagefter sagde min ven til mig, at ham fyren hele tiden (osse når jeg ikke kiggede på ham) havde haft ”hundeøjne” på. Da han gik, fik jeg osse lige et ekstra smil gennem døråbningen, før han smuttede.
Nu tænker I vel så: ”Fint. Hvad er problemet? På ham, søster!”
Problemet er:
I forgårs (fredag) sendte jeg ham en sms og spurgte til, hvordan eksamen et par dage tidligere så var gået og fortalte, at jeg var glad, fordi jeg snart tager på ferie. Jeg spurgte osse til, hvor han skulle holde ferie henne. Jeg afsluttede med ’knus’. Altså en sød sms, sku’ jeg mene. Nu to døgn senere har han imidlertid stadig ikke svaret – og er så nu taget på Roskilde Festival, ved jeg. Så jeg er meget forvirret! Gør han sig kostbar eller forsøger han på en pæn måde at sige, at han bare har flirtet for sjov og ikke lægger mere i det? Var det derfor, han valgte at komme ind til mig og min ven, når nu jeg alligevel var på besøg? Altså for at slippe for at tage kontakt pr. telefon? Jeg ville mene, at han bare ville ignorere mit kort, hvis han ikke var interesseret i mig.
Overvejer lidt, om han mon havde forlagt mit mobilnummer, som er hemmeligt og derfor ikke kan findes på nettet… Han kunne jo være kommet til at slette den første sms uden at have kodet mig ind. Så var han jo nødt til at finde mig in person. Han har hverken mit efternavn eller noget.
Eller er det her bare betænkningstid? Selv om min ven nu flytter fra kollegiet, ved ham den søde godt, at han kommer til at se mig flere gange i løbet af sommeren på grund af vores fælles ven. Ergo tænker han måske, at han har tid at løbe på?
HVAD TROR I, DRENGE (Og piger for den sags skyld :-))?
Med til historien hører, at rigtigt mange (både på kollegiet og andre steder) i tidens løb har troet, at mig og min ven enten har haft et forhold eller ville få det. Vi har dog aldrig været andet end venner. Faktisk var det meningen, at vi skulle have boet sammen, når nu min ven flytter fra kollegiet, men sådan blev det ikke. Ham, jeg er varm på, har så et par gange spurgt min ven, hvorfor de planer pludselig blev ændret. Det er nogle meget personlige ting, der gør, at jeg afblæste planerne. Men det har intet med min ven at gøre – vi er begge meget afklarede med, at vi KUN er venner og bare har det skideskægt sammen.
Hverken min ven eller jeg har dog været vilde med at skulle fortælle nogen om de ting, der ligger til grund for, at vi endte med at droppe ”projekt fælles bolig”, fordi det er meget ømtåleligt for mig. Derfor har vi vist svaret lidt vævende, når nogen har spurgt.
I hvert fald: Jeg forstod pludselig, at når nu ham fyren, jeg er forelsket i, spørger min ven (endda flere gange), om, hvorfor vennen og jeg skal bo hver for sig, så var det måske, fordi Loverboy troede, at min ven havde ”noget i klemme” i forhold til mig. Dermed ville jeg jo nok være ”hands off”. Jeg gjorde derfor min ven opmærksom på, at han nok burde sige til Loverboy, at ændringen af planer intet havde at gøre med noget mellem min ven og mig.
Jeg ved ikke helt, hvor stor en rolle, det spiller for ham den søde… Under den pjattede og muntre snak, der foregik på min vens værelse, benægtede Loverboy, at han havde troet, at min ven og jeg er kærester. ”Men der var jo mange, der troede, at vi en dag selv ville finde ud af det” og ”I må da osse selv ku’ se, hvorfor de tror det”.
Min ven er overbevist om, at Loverboy osse selv har troet/tror, at der har været noget mellem min ven og mig. Min ven tror med andre ord ikke, at Loverboy er helt ærlig.
Jeg er spændt på at høre jeres mening om situationen!
VIL HAN HA’ MIG, HAR HAN FÅET KOLDE FØDDER, ER DET BARE MIG, DER SER SYNER ELLER HVAD??? Og hvad synes I, jeg skal gøre – hvis jeg da overhovedet skal gøre noget. Det er jo mig, der har taget kontakt hver gang…
Synspunkter og gode råd modtages hellere end gerne!
På forhånd tak for jeres tid.