Herrens hengivne
Sri Isopanisad, mantra 6
SANSKRIT
yas tu sarvani bhutany / atmany evanupasyati
sarva-bhuteshu catmanam / tato na vijugupsate
OVERSÆTTELSE
Den, der ser alting i forhold til den Højeste Herre, og som ser alle levende væsener som Hans uadskillelige dele og partikler; som ser den Højeste Herre indeni alting, hader aldrig nogen eller noget.
KOMMENTAR
Dette er en beskrivelse af maha-bhagavata'ens, udsyn. En sådan mægtig personlighed, ser simpelthen alting i relation til den Højeste Personlige Guddom. Den Højeste Herres tilstedeværelse kan erkendes på tre stadier. Kanishtha-adhikarI'en er på det laveste
erkendelsesniveau. Afhængig af sin religiøse overbevisning besøger han det lokale sted, hvor der foregår tilbedelse såsom et tempel, en kirke eller en moské og tilbeder der Gud i overensstemmelse med skrifternes påbud. Hengivne, som befinder sig på dette niveau, har den forståelse, at Herren kun befinder Sig på tilbedelsesstedet og ingen andre steder.
De kan ikke bedømme, hvem der befinder sig på hvilket niveau i den hengivne proces; ej heller kan de forstå hvem der besidder sand erkendelse af den Højeste Herre. Sådanne hengivne følger rutineprocedurer, og strides ofte indbyrdes om en speciel formulering af teologien, da de betragter én slags hengivenhed eller religion som bedre end en anden. Disse kanishtha-adhikari'er er i virkelighe den materialistiske hengivne, som blot forsøger at hæve sig over sine materielle begrænsninger for derved at nå det åndelige plan.
De, der har nået til det andet stadie i erkendelsen af den Almægtige, kaldes madhyama-adhikari'er. Disse hengivne skelner mellem fire eksistenskategorier: 1) den Højeste Herre, 2) Herrens hengivne, 3) de uskyldige, som blot mangler kundskab om Herren og 4) ateisterne, som ikke tror på Herren, og som hader dem, der er engagerede i Hans tjeneste. Madhyama-adhikari'en forholder sig forskelligt til disse fire kategorier af personer. Han yder al tilbedelse til Herren, som han betragter som målet for sin kærlighed; han stifter venskab med dem, der er engageret i hengiven tjenste; han forsøger at vække den slumrende kærlighed til Gud i de uskyldiges hjerter; og han undgår ateisterne, der bespotter selve Herrens navn.
Over madhyama-adhikari'en står uttama-adhikari'en, der ser alting i dets forhold til den Højeste Herre. En sådan hengiven ser ingen forskel på en ateist eller en teist, men ser alle i deres evige identitet som dele af Gud. Han ved, der ingen afgørende forskel er
mellem en meget lærd brahmana eller en hund på gaden, eftersom de begge er Herrens partikler.
På nuværende tidspunkt er de blot indespærrede i forskellige slags legemer som følge af, at deres handlinger i tidligere liv har været af forskellig art. Han ser, at den Højeste Herres brahmama-partikel ikke har misbrugt den lille uafhængighed, han har fået af Herren, men at hunde-partiklen har misbrugt sin uafhængighed og derfor nu straffes ifølge naturens love gennem at blive spærret inde i en hundeform. Uden at diskriminere mellem brahmana'ens og hundens respektive handlinger forsøger uttama-adhikari'en at gavne dem begge. En sådan lærd hengiven, på det højeste stadie i bhakti-yoga processen, vildledes ikke af den materielle krop. Han ser kun den åndelige gnist indeni, og tiltrækkes af den.
De, som gør forsøg på at imiterer en uttama-adhikari, og skilter med at have en følelse af enhed eller fællesskab, men som i virkeligheden handler ud fra ders kropslige identitet, er faktisk falske filantroper. Vi må lære betydninger af universelt broder skab fra en uttama-adhikarI. Man kan ikke lære om universel enhed af en tåbe, der ikke kan se forskel på den individuelle sjæl og Gud, den Højeste Herres ekspansion som Oversjælen, der op holder Sig overalt.
I dette sjette mantra undersreges det tydeligt, at man bør "observere" eller se på systematisk vis. Dette betyder, man skal følge den foregående acarya, dvs. læreren, der har opnået fuldkommenhed ved at følge sin egen lærer. I denne forbindelse er Anupasyati det præcise sanskritord, der anvendes. Anu betyder "at følge", og pasyati betyder "at observere". Ordet anupasyati betyder således, at man ikke kun bør se med det blotte øje, men at man bør følge de tidligere acarya'er, ved at modtage eksemplet og kundskaben fra dem. Det blotte øje kan på grund af sine materielle begrænsninger ikke se virkeligheden som den er.
Man kan ikke opfatte virkeligheden ordentligt, medmindre man har hørt om den fra en højere kilde; en kilde som ikke er begrænset, dvs. den vediske visdom som blev talt af Herren Selv. De vediske sandheder åbenbares gennem discipelrækkefølgen fra Herren til Brahma, fra Brahma til Narada, fra Narada til Vyasa og fra Vyasa til hans mange disciple.
På den måde nedstiger den vediske kundskab. Tidligere var det ikke nødvendigt at nedskrive Veda'ernes budskab, for menneskene var i tidligere tider langt mere intelligente, og havde en meget kraftigere hukommelse end vi har idag. Ved blot at høre kundskaben én gang fra den ægte åndelige mester, kunne disciplene tilegne sig den og følge den.
I vore dage findes mange kommentarer til de åbenbarede skrifter, men de fleste af kommentatorene tilhører ikke discipelrækken fra SrIla Vyasadeva, som var den, der oprindeligt samlede og nedskrev den vediske visdom. Det endelige og mest perfekte, det mest ophøjede af Srila Vyasadevas værker er Srimad-Bhagavatam, der udgør den naturlige kommentar til Vedanta-sutra. Der er også Bhagavad-gIta, som blev talt af Herren Selv og ligeledes nedskrevet af Vyasadeva. Disse er de vigtigste åbenbarede skrifter, og enhver kommentar, der går imod Bhagavad-gitas eller Srimad-Bhagavatams grundprincipper, kan ikke anses for uautoriseret.
Der er fuldstændig overensstemmelse imellem Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Veda'erne, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam, og ingen bør drage nogen som helst konklusioner om Veda'erne uden først at have modtaget instruktioner fra medlemmer i discipelrækkefølgen fra
Vyasadeva. Kun disse kan på autoritativvis repræsentere Guddommens Personlighed og belære om Hans forskellige energier, som de beskrives i Sri Isopanisad.
Ifølge Bhagavad-gIta (18.54) kan kun den, der allerede befinder sig på den befriede platform (brahma-bhuta), blive en uttama-adhikarI-hengiven og se hvert eneste levende væsen som sin egen bror. Alle levende væsener er brødre, eftersom vi alle har samme far. Denne forståelse kan ikke opnås af politikere, der udelukkende er bekymret for deres egen materielle vinding. Den, som imiterer en uttama-adhikaris egenskaber, gavner ganske vist sin ydre krop og kan opnå berømmelse eller materiel belønning derefter, men han gavner ikke den åndelige sjæl.
En sådan imitator kan ikke få del i kundskaben om den åndelige verden. Uttama-adhikari'en ser udelukkende den åndelige sjæl indeni den materielle krop, og stiler mod at gavne denne virkelige identitet frem for kroppen. Ved at gavne sjælen tjenes derved automatiskt det materielle aspekt, dvs. kroppen.
SANSKRIT
yas tu sarvani bhutany / atmany evanupasyati
sarva-bhuteshu catmanam / tato na vijugupsate
OVERSÆTTELSE
Den, der ser alting i forhold til den Højeste Herre, og som ser alle levende væsener som Hans uadskillelige dele og partikler; som ser den Højeste Herre indeni alting, hader aldrig nogen eller noget.
KOMMENTAR
Dette er en beskrivelse af maha-bhagavata'ens, udsyn. En sådan mægtig personlighed, ser simpelthen alting i relation til den Højeste Personlige Guddom. Den Højeste Herres tilstedeværelse kan erkendes på tre stadier. Kanishtha-adhikarI'en er på det laveste
erkendelsesniveau. Afhængig af sin religiøse overbevisning besøger han det lokale sted, hvor der foregår tilbedelse såsom et tempel, en kirke eller en moské og tilbeder der Gud i overensstemmelse med skrifternes påbud. Hengivne, som befinder sig på dette niveau, har den forståelse, at Herren kun befinder Sig på tilbedelsesstedet og ingen andre steder.
De kan ikke bedømme, hvem der befinder sig på hvilket niveau i den hengivne proces; ej heller kan de forstå hvem der besidder sand erkendelse af den Højeste Herre. Sådanne hengivne følger rutineprocedurer, og strides ofte indbyrdes om en speciel formulering af teologien, da de betragter én slags hengivenhed eller religion som bedre end en anden. Disse kanishtha-adhikari'er er i virkelighe den materialistiske hengivne, som blot forsøger at hæve sig over sine materielle begrænsninger for derved at nå det åndelige plan.
De, der har nået til det andet stadie i erkendelsen af den Almægtige, kaldes madhyama-adhikari'er. Disse hengivne skelner mellem fire eksistenskategorier: 1) den Højeste Herre, 2) Herrens hengivne, 3) de uskyldige, som blot mangler kundskab om Herren og 4) ateisterne, som ikke tror på Herren, og som hader dem, der er engagerede i Hans tjeneste. Madhyama-adhikari'en forholder sig forskelligt til disse fire kategorier af personer. Han yder al tilbedelse til Herren, som han betragter som målet for sin kærlighed; han stifter venskab med dem, der er engageret i hengiven tjenste; han forsøger at vække den slumrende kærlighed til Gud i de uskyldiges hjerter; og han undgår ateisterne, der bespotter selve Herrens navn.
Over madhyama-adhikari'en står uttama-adhikari'en, der ser alting i dets forhold til den Højeste Herre. En sådan hengiven ser ingen forskel på en ateist eller en teist, men ser alle i deres evige identitet som dele af Gud. Han ved, der ingen afgørende forskel er
mellem en meget lærd brahmana eller en hund på gaden, eftersom de begge er Herrens partikler.
På nuværende tidspunkt er de blot indespærrede i forskellige slags legemer som følge af, at deres handlinger i tidligere liv har været af forskellig art. Han ser, at den Højeste Herres brahmama-partikel ikke har misbrugt den lille uafhængighed, han har fået af Herren, men at hunde-partiklen har misbrugt sin uafhængighed og derfor nu straffes ifølge naturens love gennem at blive spærret inde i en hundeform. Uden at diskriminere mellem brahmana'ens og hundens respektive handlinger forsøger uttama-adhikari'en at gavne dem begge. En sådan lærd hengiven, på det højeste stadie i bhakti-yoga processen, vildledes ikke af den materielle krop. Han ser kun den åndelige gnist indeni, og tiltrækkes af den.
De, som gør forsøg på at imiterer en uttama-adhikari, og skilter med at have en følelse af enhed eller fællesskab, men som i virkeligheden handler ud fra ders kropslige identitet, er faktisk falske filantroper. Vi må lære betydninger af universelt broder skab fra en uttama-adhikarI. Man kan ikke lære om universel enhed af en tåbe, der ikke kan se forskel på den individuelle sjæl og Gud, den Højeste Herres ekspansion som Oversjælen, der op holder Sig overalt.
I dette sjette mantra undersreges det tydeligt, at man bør "observere" eller se på systematisk vis. Dette betyder, man skal følge den foregående acarya, dvs. læreren, der har opnået fuldkommenhed ved at følge sin egen lærer. I denne forbindelse er Anupasyati det præcise sanskritord, der anvendes. Anu betyder "at følge", og pasyati betyder "at observere". Ordet anupasyati betyder således, at man ikke kun bør se med det blotte øje, men at man bør følge de tidligere acarya'er, ved at modtage eksemplet og kundskaben fra dem. Det blotte øje kan på grund af sine materielle begrænsninger ikke se virkeligheden som den er.
Man kan ikke opfatte virkeligheden ordentligt, medmindre man har hørt om den fra en højere kilde; en kilde som ikke er begrænset, dvs. den vediske visdom som blev talt af Herren Selv. De vediske sandheder åbenbares gennem discipelrækkefølgen fra Herren til Brahma, fra Brahma til Narada, fra Narada til Vyasa og fra Vyasa til hans mange disciple.
På den måde nedstiger den vediske kundskab. Tidligere var det ikke nødvendigt at nedskrive Veda'ernes budskab, for menneskene var i tidligere tider langt mere intelligente, og havde en meget kraftigere hukommelse end vi har idag. Ved blot at høre kundskaben én gang fra den ægte åndelige mester, kunne disciplene tilegne sig den og følge den.
I vore dage findes mange kommentarer til de åbenbarede skrifter, men de fleste af kommentatorene tilhører ikke discipelrækken fra SrIla Vyasadeva, som var den, der oprindeligt samlede og nedskrev den vediske visdom. Det endelige og mest perfekte, det mest ophøjede af Srila Vyasadevas værker er Srimad-Bhagavatam, der udgør den naturlige kommentar til Vedanta-sutra. Der er også Bhagavad-gIta, som blev talt af Herren Selv og ligeledes nedskrevet af Vyasadeva. Disse er de vigtigste åbenbarede skrifter, og enhver kommentar, der går imod Bhagavad-gitas eller Srimad-Bhagavatams grundprincipper, kan ikke anses for uautoriseret.
Der er fuldstændig overensstemmelse imellem Upanishad'erne, Vedanta-sutra, Veda'erne, Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam, og ingen bør drage nogen som helst konklusioner om Veda'erne uden først at have modtaget instruktioner fra medlemmer i discipelrækkefølgen fra
Vyasadeva. Kun disse kan på autoritativvis repræsentere Guddommens Personlighed og belære om Hans forskellige energier, som de beskrives i Sri Isopanisad.
Ifølge Bhagavad-gIta (18.54) kan kun den, der allerede befinder sig på den befriede platform (brahma-bhuta), blive en uttama-adhikarI-hengiven og se hvert eneste levende væsen som sin egen bror. Alle levende væsener er brødre, eftersom vi alle har samme far. Denne forståelse kan ikke opnås af politikere, der udelukkende er bekymret for deres egen materielle vinding. Den, som imiterer en uttama-adhikaris egenskaber, gavner ganske vist sin ydre krop og kan opnå berømmelse eller materiel belønning derefter, men han gavner ikke den åndelige sjæl.
En sådan imitator kan ikke få del i kundskaben om den åndelige verden. Uttama-adhikari'en ser udelukkende den åndelige sjæl indeni den materielle krop, og stiler mod at gavne denne virkelige identitet frem for kroppen. Ved at gavne sjælen tjenes derved automatiskt det materielle aspekt, dvs. kroppen.