Helt mig selv, eller...?

Jeg går tit og undre mig over om jeg overhovedet er mig selv. Da Jeg blev født lærte jeg da kun at gå ved at efterligne dem omkring mig, og jeg er blev nervøs over at den tanke om at det er det eneste mennesker gør: Efterligner hinanden...
jeg har derfor en bøn. Jeg gad godt høre nogle omsigelser til denne påstand.
Er vi alle unikke, eller barbie efterligninger..?
Er der nogle der har evnen til at gå fuldtstændigt mod strømmen?
ikke kunne fordi deres idol har gjort det.
Er der nogle der fuldt ud er dem selv..?
Jeg spør' bare.

Hvem du er? Et kan du være sikker på at blive, hvilket er gennemsnittet af dine biologiske forældre, som igen er bestemt af deres biologiske forældre. Et andet, du også kan være sikker på, er, at det er meget vanskeligt at blive helt sig selv; idet du foruden at være den du virkelig er, også er den, du gerne vil være, samt den du ikke så gerne vil være. Hertil kommer påvirkningen fra andre, så hvem du er, er meget betinget af din genetiske arv samt af, hvilket miljø du er opvokset i og men ikke mindst færdes i i dag.

Man er som man er *1
det kan ikke laves om, *2
man går rundt og ser ud
som man gjorde da man kom,
man kan drøm' om at være
en kineser i new york *3
men man er som man er *4
og det er godt nok! *5
*1, hverken mere eller mindre. den som man er født til at være
*2 eller kan det? Man har et standpunkt til man tar et nyt. Du ændrer dig hvergang du skifter omgangskreds.
*3 man har altid et forbillede hvad enten det er en veninde eller en moviestar, man kan klæde sig ud, snakke lige som sit idol, men man bliver aldrig den samme som idollet. Du har haft dine oplevelser der har præget dig til at være den du er i dag.
*4 Så hvor meget du end drømmer vil du altid være dig.
*5 og i bund og grund er det også det bedste,
for hvor ville det være trist og kedeligt hvis vi alle var den samme.
Men alt er jo ikke som det synges:
Jeg har tit spekuleret på hvem af mig jeg er..
Jeg taler i forskellig toneleje alt efter hvem jeg taler til. Er man virkelig så styret af hvem man er sammen med?
Hos mor og far er jeg den forurettede teenage pige, i skolen er jeg den dovne, gnavne,hos mine fætre springer jeg rundt og leger skjul,
hos kæresten er jeg den der øser af overskud og kærlighed, til den ene veninde har jeg 100% styr på mit liv, til den anden er jeg den der mangler råd.
på mit eget værelse, kan jeg græde mig i søvn, skrive i min dagbog hvad jeg ikke vil have nogen andre ved noget om, her kan jeg skråle og skrige, grine og græde, danse og hoppe,
men så snart nogen kommer ind
har jeg styr på mit liv.

jeg tror aldrig at nogen er dem selv, fuldt ud! der vil altid være nogen man til tider minder om, uanset om det er en bevidst handling!jeg tror, at alle mennsker er forskellige. vi er skabt forskellige og alle mennsker har været ude for situationer, som netop gør dem forskellige. desuden er det ikke dårligt at ligne hinande. da kan man lettere sætte sig ind i andres situationer og være til nytte. men til en vis grad!! det er vigtigt at være forskellige, til tider at gå af egne veje. der er brug for variation i vores hverdag. desuden lærer vi af hinanden, når vi er forskellige!!

Hej 'Den maskerede person”,
Jeg har selv tænkt på dette i noget tid.
Jeg mener personlig ikke, at jeg er som andre. Jeg gør ikke de ting som andre 19årige piger gør. Jeg hverken drikker, ryger, tager stoffer eller ligne. Jeg er heller ikke samme med mange forskellige mænd (siger ikke at alle piger er sådan!). Jeg interesserer mig ikke for sminke og tøj. Jeg går overhovedet ikke op i nogle af den slags ting osv.
Jeg er mere interesseret i at læser bøger, lytte til musik, male, lave musik, skriv digte osv., osv.
Jeg er meget ”dyb” af en 19årig at være, men jeg har også oplevet meget i mit korte liv. Jeg siger altid min mening, går min egen vej og jeg er total ligeglad med hvad andre tænker/mener om mig.
Jeg gør ikke de ting jeg gør eller siger de ting jeg siger pga. at andre har sagt dem.
Jeg blev opdraget til at være sådanne. Til at være en ”ordentlig” pige. Jeg vil ikke kunne leve hvis jeg skulle være ligesom andre. Jeg vil hellere stå ud i mængden, end at ligne resten. Sådan er jeg nu bare.
Venlig hilsen,
Daisy.