Gode råd søges til min datter.

Jeg har en dejlig datter på snart 25, hun bor sammen med sin kæreste på 25 tæt på os, hendes forældre. Jeg har gennem et stykke tid kunnet høre på min datter, at ikke alt er som det skal være, hun siger at intet er galt, men jeg er nu hendes mor; mødre hører alt.
Hendes far og jeg var på besøg hos vores datter og hendes kæreste i går, hvilket vi havde glædet os til, men da hun kommer ud i haven lægger jeg straks mærke til hendes døde øjne og det manglende smil, det VAR måske et smil, men det nåede ikke op til øjnene.
Hun siger alt for ofte, at hun keder sig, at kæresten ikke bruger tid nok på hende (han arb MEGET, også sort) og at han behandler hende, mere eller mindre, som en rengøringsdame. Da vi var ude og spise, sagde hun kun noget hvis vi andre talte til hende, dette blev hendes far umådelig irriteret over, så han valgte at ignorere hende. Til sidst sad hun bare og stak i maden. Hun har det IKKE godt, hun taber sig, har ikke rigtig nogen venner efter at hun er flyttet (de har droppet hende) og kæresten er vist ikke så glad for, at hun knytter sig til ahsn venner... Hvad pokker gør jeg, hun trækker sig mere og mere ind i sig selv, er altid alene og har ingen at knytte sig til?
MonaLisa

Jeg synes du skal, på tomandshånd, fortælle din datter om dine observationer og fortæl hende om dine følelser. Undgå at komme med nedladende hentydninger eller personlig kritik af feks. hendes kæreste. Fortæl hende hvad du ser og føler. Det er mit bedste råd.
mange knus
UPS

Jeg aner ikke mine levende råd.

du kan ikke gøre noget før hun lukker sig op overfor dig. Har været i lidt samme situation med min datter der er jævnaldrende. Tag hende med på en weekendtur et hyggeligt sted og TAL med hende - sig det som det er, at du VED der er noget galt og sæt ord på din fornemmelse. Sig til hende at du blander dig fordi du elsker hende og at hun uanset hvad det er, kan sige det til dig og at du - hvis du kan - vil hjælpe hende. Men samtidig må du respektere hvis hun siger det er noget, der ikke kommer dig ved. Det kan jo være så mange ting hun tumler med - skal skal ikke have børn - skal skal ikke flytte fra kæresten osv. osv. Og hils så hendes far og sig han er en skovl. Man fremmer ikke fortrolighed ved at ignorere! Håber du får styr på problemet - det kan være svært for selvom hun stadig er din datter er hun altså også en voksen kvinde!

Lære MonaLisa.
Få din datter til at skifte narren ud.
Det er alt for tidligt, at interessen mistes.
Hun skal åbne øjnene og se efter alle de skønne unge mænd, der osse er alene.

Hej mor til 2.
Min datter er meget følsom og meget sårbar, oven i det har hun ingen selvtillid, men er højt begavet. Hun har kun været i dårlige forhold og har vist også haft spiseforstyrrelse...
Hun burer sig inde i det hus hvor hendes kæreste og hun bor, hun har ingen rigtig omgangskreds, da alle hendes venner er flyttet til KBH grundet udd. Hendes bedste veninde droppede hende da hun valgte at flytte over til sin kæreste. Gud, det er svært...

Hej MonaLisa,
jeg synes det er enormt synd for din datter - og jer som forældre, det kunne tyde på hun ikke selv
har nogle interesser, men lever sit liv gennem sin kæreste. Jeg tror du skal tage en mor/datter samtale med hende, uden at hun føler du blander dig, for hvis ikke hun har nogle veninder har
jo ingen hun kan betro sig. Men pas på ikke at sige noget negativt om hendes kæreste, for så vender hun dig ryggen. Du skal nok nærmere prøve
at hjælpe hende med at finde en fritidsinteresse der kommer til at optage hende så meget at hun
kan få glæden igen.
Hvor fast er forholdet? hvor længe har de været kærester, har hun arbejde?
Hvis hun har PCér derhjemme og kan komme på nettet
så kan hun gå ind i nogle "samtalegrupper" på
og måske skrive lidt sammen med andre i samme situation.
Held og lykke, og lad os høre fra dig hvordan det går. Helene.k

Fyren er såmænd sød nok, han tænker bare meget på penge. Han beskylder også min kæreste for deres store vandregning, hun er blevet opdraget til at spare, men han kan sagtens finde på at være i bad i 30 minutter hver dag - det er ikke billigt!
Hun har ikke rigtig nogen muligheder for at flytte, hendes far og jeg har ikke pladsen til at have hende boende, da vi byggede huset om efter hun flyttede ud.

Hun har en fritidsinteresse som interesserer hende enormt, og som hun bruger meget tid på - hun er i gang med at starte opdræt af racekatte, det er fint med mig, bare hun går op i NOGET!
Hun har altid haft svært ved at åbne sig, men når hun først åbner sig, så har man en ven for livet, der er intet ondt i den pige - hun kæmper for hvad hun har kært - med næb og klør!

Der går en hår fin grænse mellem at blande sig i noget som er andres forhold og balnde sig fordi nu går det ud over en persons egen evne til at vurdere situationen.
Du skal huske at du kan kun hjælpe hende ved at være der. Du kan ikke/burde ikke skubbe hende ud. Et eller andet sted skal hun lære af sine egne valg, hvilket betyder at man kun kan støtte.
Og det er nok her du kan gøre dit. Du kan fortælle hende om hvordan du har det. Uden at fortælle hende om hvad/hvordan hun bør/skal gøre tingene.
F.eks. forseslår jeg at du kunne sige "Når du kom ud i haven virkede du så trist, at jeg blev ked af det. Jeg vil gerne gøre dig opmærksom på at hvis der er noget så vil jeg gerne høre på dig". Også skal du BARE høre på. Kun give råd hvis hun ber om det. Men så længe du kun fortæller hvordan hendes reaktions mønster påvirker dig er der mulgihed for at hun kan tage tråden op derfra og åbner sig. Og der er større sansynligheder for at når du ikke er "på hendes bane halvdel", så føler hun sig ikke angrebet.
Så til sidst vil jeg sige at det er vigtig at huske at en sag har flere end 1 side. Så selv om du støtter hende, behøver hendes side ikke være en eneste "sande".
/t

nååå, det lyder da rigtig spændende med opdræt af racekatte, så hvis hun får god gang i det, får hun en helt naturlig omgang med mange forskellige mennesker. Hun er måske bare en stille natur som man siger - det kan jo afhænge lidt at hendes stjernetegn - hvad måned har hun fødselsdag?
helene.k

Ja - det ER meget svært - og dit problem er at hun er DIN datter. Var det "naboens" datter kunne du se en masse måder at løse tingene på for så var du ikke så helvedes følelsesmæssigt involveret. Men uanset hvad du gør er du NØDT til at få hende til at lukke op - ellers kan du ikke hjælpe hende. Og når du så har fået hende til at tale så kan det være at du kan hjælpe mere - tale med kæresten, ringe til veninder eller hvad ved jeg - men KUN med hendes tilladelse! Går du bag om ryggen på hende, så mister du hendes tillid - og så kommer du slet ingen vegne! Hvis du ikke kan få hende i tale og har et rigtig godt forhold til din svigersøn (det nævner du slet ikke noget om) - så kunne du måske tale med ham - men sig til hende bagefter at du har talt med ham. Du nævner at hun måske har haft en spiseforstyrrelse - ved du det ikke? Så start med at spørge om det - men gør det nænsomt, vedholdende og kærligt - ingen forbehold og absolut ingen skjult kritik eller løftede pegefingre. Det er svært - specielt hvis I aldrig har talt sammen før - jeg har været der selv, så jeg ved hvor svært det er! Men det kan godt lade sig gøre - specielt hvis du gør hende opmærksom på hvor gerne du vil hjælpe og at du er lige så usikker på det som hun er - så må I mødes der!

Hun er Jomfru, vel nok en typisk en, kan man sige :-)
Og opdræt af de katte, ja, hun brænder for det, kører land og rige rundt for at udstille, og hun har fået skabt sig nogen gode venner allerede. Hun er absolut ikke typen som farer omkring hver weekend, hun vil hellere være hjemme og hygge sig. Da hun lige er flyttet til xkøbing, har hun naturligt nok ingen stor omgangskreds, men har god kontakt til kærestens venner, hvilket ikke glæder ham.
Kæresten er flink og sød mod min mand og jeg, men han kan åbenbart vende på en tallerken derhjemme og hun tør ikke sige ham imod.

Uhada, det passer uhyggelig godt på hende :-)
Jeg har netop sendt hende en e-mail med mine tanker, hun svarede at hun måske skulle begynde at gå i træningscenter, hvilket jeg kun kan bakke op om. Hvis hun får sig en interesse mere, så vil kæresten evt. finde ud af, at der altså er andet i hendes verden end ham, måske vil han endda blive en smule jaloux, hvilket ville passe mig fint; min datter er absolut ingen grim pige ;-)))
Måske er der håb. Hun vil gerne noget med livet, studerer til socialrådgiver. Kæresten siger at hun ikke er stærk nok til det, og nu tvivler hun på sig selv.

nej sådan mente jeg det ikke, men selvfølgelig kan hun klare det - og jeg tror det passer fint til hende - min datter opgav bestyrerjobbet og læste til Zoneterapeut - dét studie gav hende bla. megen menneskelig indsigt og samværet med de medstuderende "løftede" hende ud af angsten/depressionen. Hun bruger idag dog kun uddannelsen i sin fritid - da hun har et andet job. Når, vi nu er ved stjernetegnene - så findes der på nettet nogle steder hvor du kan studere
"parhoroskopet" og da du jo sandsynligvis kender hendes kærestes fødselsdag/stjernetegn, så prøv at se hvordan de egentlig passer sammen som par. Det er faktisk ret sjovt du bliver overrasket hvis du søger videre med parsammensætninger som du kender. God fornøjelse.

Det er frygteligt at høre om. Jeg har virkelig ondt af dig. Jeg er selv midt i tyverne og ville aldirg ønske det skulle ske for min mor at se mig på den måde. Stakkels mor !!!
Jeg har jo ikke så meget erfaring på området, men har du mulighed for, at få fat på én af de gode veninder hun har? Det er jo at gå bag om ryggen på din datter men for hendes eget bedste. Nogle gange har vneinder lettere ved at finde ud, hvad der foregåt, da døtre, ligesom mig, helst ikke vil gøre deres mødre bekymrede. Vi glemmer tit at mødre ser, hører og fornemmer ALT ;-)
Al mulig held og lykke herfra

Jeg tror egentlig ikke rigtig på stjernetegn og den slags, men synes det er sjovt at læse. Datteren burde have været født i skytten, så havde han fået røven på komedie ham kæresten...he he:-)

ja lad os høre fra moderen hvad kæresten egentlig er for en - jeg er først begyndt at "tro" lidt på det efter at have fuldt med i Den 6. sans på TV2

hej
Det gør mig ondt at høre om din datter.
Først da jeg læste dit indlæg, tænkte jeg på en person fra Barabera Bigmores bog, I månens skær. Der er en kvinde der er gift ind i et parforhold og hun kan ikke komme ud af det, af politiske grunde. Hun starter som en glad person der elsker livet og hun gør alt hvad hendes mand ønsker, for at gøre ham glad, men i løbet af årene bliver hun mere og mere indelukket og til sidst ender hun med at være helt lige glad med livet. Først efter manden er blevet slået ihjel, begynder hun at live op, og være glad for at leve igen. Dermed mener jeg ikke at det er rigtigt at slå mennesker ihjel. Men min pointe er at du bliver nød til at enten snakke med hende om at han ikke er den enste ene, og dermed få hende ud af parforholdet før hun opgiver livet. Du må forklare hende, at hvis han ikke gør hende lykkelig, hvorfor så være sammen med ham? Hun har meget at leve for endnu, og jeg tror ikke på at han har tænkt sig at tænke mindre på penge, efter som han er i en så ung alder.

men prøv selv at læse på:
http://www.kvinderikrise.dk
Der finder I flere symptomer beskrevet, som voldsramte kan vise (flere af dem helt som det I har set).
Hvis hun er i et voldeligt forhold (evt. et forhold med psykisk vold og endnu uden fysisk vold), kan hun også ringe til Netværk for voldsramte kvinder og snakke lidt om hvad hun oplever:
tlf. 70 266 112
Og støt endelig op om hende, i stedet for som beskrevet at faren gjorde med at ignorere hende. Hun har det tilsyneladende meget ondt i det forhold, og aner måske ikke engang selv hvor dårligt hun har det - det er nemlig rigitg svært at se / turde indse mens man er i forholdet...

har skrevet lidt om det længere nede og først nu set det indlæg herover med hans måde at "vende tingene på hovedet".
Ærlig snak: jeg synes der bimler alarmklokker for at der er vold i det forhold.
Men vold kan se ud på mange måder, det værste er næsten psykisk og følelsesmæssig vold, fordi den er "usynlig" for andre, der er ingen "beviser" ud over at den der rammes får det dårligere og dårligere.
Tag det endelig alvorligt, og undersøg gerne sammen med datteren om forholdet ligner det der er beskrevet på
http://www.kvinderikrise.dk
Mht. at flytte - så kan det blive nødvendigt for at hun ikke ender med at knække. Jo længere hun blier manipuleret af ham, jo mere nedbrudt vil hun blive... Så det med at det rent praktiskt er svært at finde et sted at bo, kan I som forældre måske hjælpe til med på en eller anden måde - bare hun kommer væk fra ham.
PS det med at tro at det dårlige i forholdet skyldes f.eks. at han arbejder meget, er også helt karakteristisk for et voldeligt forhold - "der er altid en undskyldning"... men ser man grundigt efter finder man i stedet et adfærdsmønster, som f.eks det med at hun skal spare/ han sviner hende til for at frådse, mens han selv er netop den der gør det. Se hvor mange andre eksempler på sådanne "fordrejninger" I kan finde...

den afdækker hvordan bla. partnervold uden blå mærker osv kan se ud.
Ved den slags vold vil volds"manden" ofte se helt uskyldig ud, og ofret vil bare se mere og mere håbløs og besværlig ud...
det er bare med at komme væk, og få støtte samtidig