Fænomener?
Fænomenologi, af græsk «phai'nomenon», det som viser sig, og «logos», lære. Læren om fænomenerne, dvs. «det der viser sig», «det givne». I filosofien er termen «fænomenologi» siden midten af 1700 tallet blevet anvendt om en række sådanne teorier (Lambert, Kant, Sir W. Hamilton, Eduard von Hartmann, C. S. Peirce, Stumpf). Hegel anvendte termen om sin lære om bevidsthedens udviklingsformer («Phänomenologie des Geistes»).
I vor tid anvendes «fænomenologi» først og fremmest om en filosofisk retning, der blev grundlagt ved århundredeskiftet af den tjekkisk-tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938). Husserls fænomenologi har udviklet sig til at blive en af hovedstrømningerne i vor tids filosofi og har også haft stor betydning for moderne eksistentialisme.
Husserls hovedformål er at studere bevidstheden, det der karakteriserer mennesket og som adskiller det fra den uorganiske natur, planter og de fleste dyr. Ifølge Husserl er det der karakteriserer bevidstheden en speciel form for fokusering; Al bevidsthed synes at have et objekt, som den er rettet imod. Når jeg tænker, er der noget jeg tænker på; Når jeg ser, er der noget jeg ser; Når jeg hører, hører jeg noget, osv. Lad os tage det at se som et eksempel. Når jeg ser, ser jeg fysiske ting, jeg ser ikke sansedata, som enkelte filosoffer har hævdet. Det vil sige, jeg ser noget som går langt ud over det der kan forstås gennem min øjeblikkelige erfaring. Det jeg ser - lad os sige et træ - har f.eks. en bagside, som jeg ikke ser, der fra hvor jeg er, men som jeg venter at finde, hvis jeg går rundt om træet og ser det fra den andre side. Jeg ser ikke bagsiden derfra hvor jeg er, men jeg ser noget, et træ, som har en bagside. Hvis jeg går rundt om det og ikke finder nogen bagside, opgiver jeg troen på, at jeg ser et træ. Jeg omstrukturerer min erfaring og mener f.eks. fra nu af, at det er en kulisse jeg har foran mig. At være et træ er at have netop de egenskaber og aspekter som jeg tillagde det, da jeg oprindeligt mente, at jeg så et træ. Ikke alle egenskaber er lige fuldstændig fastlagte. Bagsidens farve og detaljerede form har jeg måske ingen helt bestemte forventninger om. Men at træet har en bagside, er en del af det at være et træ.
Det at være for træet, det er netop at svare til de forventninger, jeg har om det. Træet konstitueres af bevidstheden, sagde Husserl. Sansning er ikke passivt at modtage noget fra omverdenen. Hvordan skulle vi i så fald kunne forklare, at vi erfarer noget, som har langt mere over sig, end det der møder øjet - f.eks. en bagside? Sansning er en aktivitet som strukturerer vor omverden. De forskellige komponenter - dele - af bevidstheden er forbundet med hinanden på en sådan måde, at vi får en erfaring som af en fuldstændig ting, med bagside osv. Alt tingens væren svarer således til komponenter i bevidstheden. Træet er konstitueret af subjektet, som noget der har en uudtømmelig mængde aspekter, hævdede Husserl. Fænomenologien er et studium af denne konstitution, dette system af aspekter ved alt som er givet, ikke blot det som opleves i tilfælde af sanseerfaring, som i eksemplet med træet ovenfor, men i tilfælde af alle slags tilfælde af tænkning og vurdering, osv.
I en række værker, særligt: «Logische Untersuchungen» (1900), «Ideen» (1913), «Cartesianische Meditationen» (1931) og «Die Krisis der europäischen Wissenschaften» (1936) udviklede Husserl en fænomenologisk metode, som kunne bruges i sådanne undersøgelser. Denne metode består i en særegen form for reflektion, hvor vi i stedet for at koncentrere bevidstheden om ydre ting, koncentrerer os om den måde disse ting er givet for vor bevidsthed på. Det vil sige, vi tager udgangspunkt i vor bevidsthed om en ting og reflekterer så over de forskellige komponenter af denne bevidsthed og måden disse komponenter er forbundet med hinanden på. Vi lægger specielt mærke til, hvilke træk det er, som gør at bevidstheden fokuseres, at den synes at være bevidsthed om noget. Denne form for reflektion over bevidsthedens struktur kaldte Husserl den fænomenologiske reduktion.
Husserls fænomenologiske metode er blevet overtaget af mange andre filosoffer og er bl.a. blevet anvendt til at studere, hvordan vor bevidsthed konstituerer æstetiske objekter (Roman Ingarden 1893-1970). Heidegger (1889-1976) og Sartre (1905-80) der begge betragtede sig som fænomenologer, benyttede metoden til at studere menneskets specielle måde at være på. Merleau-Ponty (1908-1961) videreudviklede ideer fra Husserls senere år om den rolle menneskets legeme og vor praktiske aktivitet spiller i vor konstitution af virkeligheden. Der er en tæt forbindelse mellem Husserls fænomenologi og den såkaldte gestaltpsykologi. Nogle af hovedideerne i gestaltpsykologien foregribes i et kapitel i Husserls første bog: «Philosophie der Arithmetik» (1891), og mange af gestaltpsykologiens ideer og resultater er blevet benyttet af fænomenologer. Særligt vigtige er den tysk-amerikanske fænomenolog Aron Gurwitschs (1901-1976) arbejder om sanseerfaring.
I vor tid anvendes «fænomenologi» først og fremmest om en filosofisk retning, der blev grundlagt ved århundredeskiftet af den tjekkisk-tyske filosof Edmund Husserl (1859-1938). Husserls fænomenologi har udviklet sig til at blive en af hovedstrømningerne i vor tids filosofi og har også haft stor betydning for moderne eksistentialisme.
Husserls hovedformål er at studere bevidstheden, det der karakteriserer mennesket og som adskiller det fra den uorganiske natur, planter og de fleste dyr. Ifølge Husserl er det der karakteriserer bevidstheden en speciel form for fokusering; Al bevidsthed synes at have et objekt, som den er rettet imod. Når jeg tænker, er der noget jeg tænker på; Når jeg ser, er der noget jeg ser; Når jeg hører, hører jeg noget, osv. Lad os tage det at se som et eksempel. Når jeg ser, ser jeg fysiske ting, jeg ser ikke sansedata, som enkelte filosoffer har hævdet. Det vil sige, jeg ser noget som går langt ud over det der kan forstås gennem min øjeblikkelige erfaring. Det jeg ser - lad os sige et træ - har f.eks. en bagside, som jeg ikke ser, der fra hvor jeg er, men som jeg venter at finde, hvis jeg går rundt om træet og ser det fra den andre side. Jeg ser ikke bagsiden derfra hvor jeg er, men jeg ser noget, et træ, som har en bagside. Hvis jeg går rundt om det og ikke finder nogen bagside, opgiver jeg troen på, at jeg ser et træ. Jeg omstrukturerer min erfaring og mener f.eks. fra nu af, at det er en kulisse jeg har foran mig. At være et træ er at have netop de egenskaber og aspekter som jeg tillagde det, da jeg oprindeligt mente, at jeg så et træ. Ikke alle egenskaber er lige fuldstændig fastlagte. Bagsidens farve og detaljerede form har jeg måske ingen helt bestemte forventninger om. Men at træet har en bagside, er en del af det at være et træ.
Det at være for træet, det er netop at svare til de forventninger, jeg har om det. Træet konstitueres af bevidstheden, sagde Husserl. Sansning er ikke passivt at modtage noget fra omverdenen. Hvordan skulle vi i så fald kunne forklare, at vi erfarer noget, som har langt mere over sig, end det der møder øjet - f.eks. en bagside? Sansning er en aktivitet som strukturerer vor omverden. De forskellige komponenter - dele - af bevidstheden er forbundet med hinanden på en sådan måde, at vi får en erfaring som af en fuldstændig ting, med bagside osv. Alt tingens væren svarer således til komponenter i bevidstheden. Træet er konstitueret af subjektet, som noget der har en uudtømmelig mængde aspekter, hævdede Husserl. Fænomenologien er et studium af denne konstitution, dette system af aspekter ved alt som er givet, ikke blot det som opleves i tilfælde af sanseerfaring, som i eksemplet med træet ovenfor, men i tilfælde af alle slags tilfælde af tænkning og vurdering, osv.
I en række værker, særligt: «Logische Untersuchungen» (1900), «Ideen» (1913), «Cartesianische Meditationen» (1931) og «Die Krisis der europäischen Wissenschaften» (1936) udviklede Husserl en fænomenologisk metode, som kunne bruges i sådanne undersøgelser. Denne metode består i en særegen form for reflektion, hvor vi i stedet for at koncentrere bevidstheden om ydre ting, koncentrerer os om den måde disse ting er givet for vor bevidsthed på. Det vil sige, vi tager udgangspunkt i vor bevidsthed om en ting og reflekterer så over de forskellige komponenter af denne bevidsthed og måden disse komponenter er forbundet med hinanden på. Vi lægger specielt mærke til, hvilke træk det er, som gør at bevidstheden fokuseres, at den synes at være bevidsthed om noget. Denne form for reflektion over bevidsthedens struktur kaldte Husserl den fænomenologiske reduktion.
Husserls fænomenologiske metode er blevet overtaget af mange andre filosoffer og er bl.a. blevet anvendt til at studere, hvordan vor bevidsthed konstituerer æstetiske objekter (Roman Ingarden 1893-1970). Heidegger (1889-1976) og Sartre (1905-80) der begge betragtede sig som fænomenologer, benyttede metoden til at studere menneskets specielle måde at være på. Merleau-Ponty (1908-1961) videreudviklede ideer fra Husserls senere år om den rolle menneskets legeme og vor praktiske aktivitet spiller i vor konstitution af virkeligheden. Der er en tæt forbindelse mellem Husserls fænomenologi og den såkaldte gestaltpsykologi. Nogle af hovedideerne i gestaltpsykologien foregribes i et kapitel i Husserls første bog: «Philosophie der Arithmetik» (1891), og mange af gestaltpsykologiens ideer og resultater er blevet benyttet af fænomenologer. Særligt vigtige er den tysk-amerikanske fænomenolog Aron Gurwitschs (1901-1976) arbejder om sanseerfaring.