er i et sort hul

Jeg er 40 år, nygift med en dejlig mand som har succes, overskud og altid er parat til at hjælpe mig med lige hvad det skulle være. Så jeg burde bare være lykkelig

Dertil kommer at jeg særligt føler mig generet af, at min mands ekskone bevarer stor kontakt til sine børn, når de er hos os via sms og via chat på msn. Det gør, at jeg føler det som om privatlivet ikke er beskyttet, som om vores liv altid er overvåget eller "på" og jeg kun kan slappe af når hans børn ikke er der.
Min mand og jeg har kendt hinanen i lidt over et par år og har boet sammen i 4 mdr
Vi har begge været fantastisk gode til at "klare os selv". Vi har haft gode jobs og gode liv - da vi boede hver for sig. Jeg drømte om at studere og er netop påbegyndt et studie og modtager SU.
Vi har haft mange hårde diskussioner inden og i begyndelsen om vores samlivsform, som har ført til at jeg købte halvdelen af hans meget dyre hus, selvom jeg stort set ingen penge tjener og at vi giftede os. Jeg flyttede altså ind i hans hjem, det samme hjem han delte med sin tidligere kone og ikke meget er forandret siden da.
Vi har hver to børn. Mine børn er 13+20 år og har hver sin far og har været på weekend hver 14. dag. Nu bor kun den yngste hjemm. Min mands børn er 10 + 12 pår og bor lige i nærheden og er hos os næsten halvdelen af tiden.
Samarbejdet med moren er tættere end jeg er vant til i og de deles derfor også om flere opgaver. Det går egentlig meget glat, men det kan egentlig godt smerte mig at der er mere nærvær mellem forældrene og han er sådan en nærværende, opmærksom og god far, der har instisteret på at have så meget som muligt med sine børn at gøre. Mine børn har jo et helt andet forhold til deres far og selvom vi har et fint forhold, så har der ikke været så meget dialog, da jeg selv har klaret det meste sundhedsplejerske, tandlæge, lægebesøg, forældremøder osv...
Samtidig kan jeg føle en form for identitetsløshed ved at have flyttet mig selv og mine børn ind i hans miljø.
Min mand og hans børns kultur er mere støjende og egocentrisk end min og mine børns er. Mine børn og jeg er musiske mennesker, vi er rolige og stille, kan godt lide at beskæftige os selv, vi læser meget, vi snakker, pjatter og har en dejlig form for humor sammen.
Da jeg vil betegne min kultur og miljø og dermed mine børns miljø, som god til at yde ift. det sociale miljø og til at give plads til andre, så forsvinder alle vores egne familieværdier og dejlige kultur under min mands og hans børns mere krævende, støjende og selvcentrerede væremåder.
Det irriterer mig, at der er nogle sociale færdigheder hans børn ikke har fået lært, dels at tage hensyn til andre og dels alm. bordskik og høflighed. Samtaler om bordet er meget præget af min mands børns emner, som er de samme og er ved at være temmeligt uinteressante.
På den anden side trænger mine behov sig på for at stille rammer op for hvad jeg kan trives med for at omgås andre i det hjem, der nu engang også er mit.
jeg synes det er som om der ikke sker noget idet hans børn returnerer hver anden uge og vi kan starte forfra...
Økonomisk er jeg jo blevet afhængig af min mand og pludselig skyldes mit gode liv ikke længere mig selv, man er kun i kraft af ham. Jeg savner strabadserne ved at have spinket og sparet og fortjent hvad der kom ud af det og jeg føler, at jeg socialt er blevet en undermåler, der hele tiden skal hjælpes af min mand.
Tilgengæld kan jeg ikke få øje på, hvor jeg gør mig gældende andet end at jeg er begyndt at sige mere til hans børn...
Jeg har spekuleret meget på at flytte tilbage for mig selv.

Lige nu føles det mest som om, at jeg ikke selv kan hive mig op af det sorte hul jeg stort set hele tiden bevæger mig rundt i. Min mand er omsorgsfuld, men forstår ikke helt hvad der rører sig i mig, selvom jeg kan formulere det udmærket for ham.
Jeg har tanker om, at siden han er så dejligt et menneske og har så let ved at være glad og tilfreds, så bør jeg gøre ham den tjeneste at forlade ham og give ham muligheden for at finde sig en glad og tilfreds kæreste, at dele livet med.
Jeg føler at mit liv er blevet en trussel mod min identitet, jeg føler ikke at jeg er noget værd eller at noget af det jeg gør for andre er noget værd.
Jo mere såbar jeg er, bliver det også tydeligt, at jeg ikke gør ret meget herhjemme, som er noget værd. Jeg er aktiv nok både med hus og have og er nok også den drivende kraft til at skabe forandringer i interiør og istandsættelse.
Desværre skaber mit behov for forandringer af hjemmet en hel del ballade og min mand har været meget langsom og faktsik agressiv, når jeg ønskede at vi kunne skille os af med ting eller lave om på ting så vi kunne forandre hans hjem til et vores fælles hjem.
Jeg er spændt på hvad du kan få ud af alt det jeg her har skrevet og hvilke gode råd du kan have til mig. Faktsik er jeg nok også lidt utålmodig, men det er vel ikke så mærkeligt at jeg gerne vil ud af det her sorte hul i en fart...
Mange kærlige hilsner
Helle A.

du får ikke kærlighed, du får et par støjende unger på halsen.
Sikken et elendigt liv!
Gør dig fri, du har 1 barn hjemme, studer og tage din uddannelse, i stedet fro at samle støv som r4eserve-moster.
Den går ikke, kvinde

Din mand er karriere-mand med stort K. Hvilket opdragelsen af hans børn også bærer stort præg af. Nogle snotforkælede egoister der ikke tager hensyn til andre.
Du er selv den mere bløde type, hvilket dine børn bærer præg af. De er opdraget til at vise hensyn.
Måske har denne fyr charmet dig med de karrieremæssige egenskaber han har, som du måske et eller andet sted ville ønske du selv havde. Og så har hans tegnebog nok også været et plus for dig.
Men I er simpelthen grundlæggende for forskellige.
Du kan vælge at acceptere tingenes tilstand, men du vil altid være nr 2. i det forhold. Ikke dermed sagt at din mand ikke respekterer dig og holder af dig. Men i det forhold vil du altid stå i skyggen af din mand.
Du kan vælge at bryde forholdet, men dermed mister du også de økonomiske fordele han åbenlyst har at byde dig og dine børn.
Så det er et spørgsmål om prioritering.

flyt med det samme

hej med dig triste!
vi faldt over dette her inlæg, pågrund af det lyder lidt bekendt noget af det.vi er gift idag med en dejlig mand som hvis (pårørende ikke kan lade være)!.de har tit prøvet af sætte splid "i"vores perfekte liv...det har næsten lykkes dem at gøre det.indtil min mand tog affære med sagen!.han ændrede vores nummer for at få det fred-et par normale folk ønsker!.nu er det så,bare det at de hersens menesker forfølger ham overalt hvor han færdes,med sin hustru.-selv i nærheden hvor vi har bosted-mænger man sig med folk som har set vi bor der.mit morto er hvad kan vi snart gøre ved det?
hvor længe skal vi gå og være til kede overfor min mand og vi?
det har stået på i ca.3 måneder,med den form for spionage af "et par gamle familiehoveder" man intet vil have noget med at gøre.vi har dikuteret utroligt meget over det.hvor vi er blevet enige om,at gå til (højrer foranstaltninger)...hvis dette ikke høre op...
-vi syntes skam ikke det burde være sådan at man skal finde nyt bosted for ,at min mand og vi kan se lidt lysere på vores liv vi har "tilsammen".det er utroligt et hårdt et pres der er pålagt på vores skuldere her-prøv ,at hjælpe med et par gode råd til lidt opmuntring HER!.som vi for søgte at sige før vil vi (OVERHOVEDET IKKE SE DE FOLK MERE TAK)!.men det er som om det menneske ikke kan få "KÆRLIGHED"nok og lige frem behøver ,at studere andres mænd,for at få dækket sit eget behov.har dette menneske ikke nok familie...sident ,at man absolut behøver andres tilråddighed for sit eget (LORT)..MAN FORTRÆDER FORANDRER!?.vi er begge et "højt elskende par" som kun ønsker fred og ro omkring os selv,i vores eget (lille hjem).vi har skrevet dette her utroligt ret mange gange med udent held i posen.terroren bliver simpelthen ved og ved-hvad skal man snart stille op med det?.min mand har siddet i snart flere dage og stor tudet over at "DE"ikke forstår det i knolden.de mennesker som er nævnt har han ikke set i flere år-og pludselig er han blevet til et spændende individ for dem.han har fået bagateller som vær ikke sammen med den fede so.. hendes mor er et sygt væsent!.vi mener bare vi er trods alt flyttet til denne komune for at bestifte fred og ro-da det åbentbart er totalt umuligt for os er det lige før vi må "sætte store krav ind for freden"!.vi vil gerne vide (hvorfor:er det så svært at forstå det)?.lige nu forsøger vi at holde trådene mere stramme sammen,for at rede det (itue som er såret og knust).vi har måtte rejse meget for at simpelthen være os selv alene UDENT terrorisering af dem.-det har kostet ret meget ..måske skulle vi sende regningen til skadelige individer.
på forhånd tak!
for vores hørsel.de gamle:(