Er dette liv alt?

Evighedens Uendelighed.
I evighedens uendelighed, bevæger en energimasse sig i en bevægelse af et omfang, som rummer det mulige og det ufødte. Intet er frembragt, intet er dannet af fysiske erkendte former eller ”bærere”.
I dette ”alt”, det umulige, utænkelige, ikke udformede og ikke konkretiserede, bevæger en følelse sig, som i sig selv er bærer af ”altet”; som rummer verdener af usynlige, synlige og fremtidige former og bærere, som efter den for os usynlige – synlige, er ”fader” og ”moder” for.
I dimensioner af energiformer og udtryk, som vi ikke forstår med den konkrete tanke, eksister vi alle i en evighed, som kun kan erkendes i ”det indre mennesker”.
Der i det indre følelsesunivers er ånden fri og tanker og ord, som ikke er af ”denne verden” befrugter hele tide vor sjæl og ånd.
Igen og igen fornyer ” han” vor ånd og ”afkom” fremstår igen og igen. Evighedens ikke-eksisterende og endnu-ufødte væsener er en konkret virkelighed, som vi først efter vor ”skabelse”, vor ”fødsel” og derefter vor genfødsel i Den Hellige Ånds dimension erkender og derfor bliver bevidst om og som grundet Den Eviges vilje – tanke og ”ord” nu er blevet levendegjort og evig eksisterende.
Fortiden har indhentet nutiden og bærer bud om fremtiden, som ligger klar og åben.
Jeg lukker mine øjne og ser verdener af usigelig skønhed. Afstandene i ”rummet” omkring mig udtrykkes ikke mere i konkrete ”ting”, men i toner, farver og følelser.
Følelsen af afstand forøger min følelse af nærhed og udvider mit univers.
Omkring mig blander mine følelsesbølger sig med ringe af andre følelsesbølger, hvoraf nogle er fremmede for mig og andre er bekendte, udtænkte og selvoplevet.
I denne frie bevægelsestilstand, hvor lyset er det bærende element og de energirettede impulser den bærende kraft, mærker jeg mit liv.
Jeg ser gennem lyset, jeg ser gennem følelser og afstande, jeg ser atomernes og molekylernes verden, og er eet med dem. Lydbølger befordre ord og tanker, som ikke formes som før, men som omsættes direkte i følelser og bevidsthed. Tanker, som ej behøver at oversættes, danner virkeligheder i samme øjeblik og en følelse af, at kende det ukendte, breder sig i min ånd.
Jeg ser jorden og havet, ikke som molekyler, men som bærere af guddommelighed – guddomsvæsenets verden. Følelsen af fart og bevægelse i mange forhold er meget tydelig for mig og alligevel oplever jeg en ro og fred omkring mig, som aldrig i nogen anden virkelighed.
Her forstår jeg lige pludselig, hvad skønhed er, hvad det, at `se vil sige, hvad kærlighed er og nærhed. Jeg er lige som en del af en helhed, samtidig med, at jeg er helheden selv. Min bevidsthed af min eksistens og mit liv har en fylde, som aldrig kan opleves i min tidligere tilstand.
Jeg ser med min ånd og jeg føler i min ånd og jeg gennemstrømmes konstant af rislende frydefulde fornemmelser, som levendegør igen og igen.
Jeg har lyst til, at juble og le, græde og råbe, synge og tale på én gang i én uendelighed, idet jeg oplever at alle ”andre” udtrykker sig på samme måde og efterlader konkrete informationer og formuleringer, som gør mig så glad, at jeg dårligt kan rumme det.
Jeg oplever en information af viden og visdom, som sætter mig i stand til, at udtrykke og udføre alt det , som jeg altid har drømt om at kunne og ville gøre.
Hvem er jeg?
Du er Guds barn, lyder straks råbene omkring mig. Jeg ser æonernes tidsaldre med udtrykte væsener, som jeg i min vildeste fantasi ikke kunne have udtænkt. Mine menneskelige og jordiske begreber omformes konstant og jeg ”ser” med min ånd ”nye” dimensioner med en fylde og et rum, som i sig selv signalere uendeligheden.
Følelsen af, at gennemstrømmes, er konstant samtidig med, at der eksistere en balance, så jeg ved min konkrete bevidsthed selv kan bevæge mig.
Omkring mig er der et pulserende liv af disse væsener, som udtrykker en væsensbeskaffenhed af gennemsigtighed og rumfylde så individuel, at hver enkelt fremtræder som et unikt væsen med hver deres personkarakterisktika.
Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forklare det som sker.
Når jeg ”ser” på dem, oplever jeg alle mine normalbegreber i funktion. Jeg ”taler” og de taler tilbage. Når jeg ”ser” og smiler, gør de ligeså. Jeg tænker: Mon jeg virker på samme måde på dem, som de på mig? Jeg oplever deres omsorg og høre alt hvad de siger.
Jeg spørger hvad skal jeg gøre?
De ser på mig og ler tilbage til mig – og kikker på hinanden og så tilbage til mig.
De kender mig og kender til min personlighed, siger de, ” Du skal ikke gøre noget”, svare de. Vær dig selv og hvil i dig selv, så vil Den Eviges Ånd, den Helligånden, bevæge dig til det Ånden vil dig.
Den Evige er din Far, din Opri, og da han ønskede at udtrykke sin kærlighed og også sin smerte til dig ´så han dig i det fjerne og alle andre ligeså og fremstod i fysisk skikkelse for, at overtale din ånd og befrugte den, hvis, eller når du ville nå til, erkendelsens øjeblik.
Det er sket for alle dem, som du ser omkring dig og som du genkender og i din ånd oplever hvem de er, dine venner, din familie, fortidens trofaste, de første kristne martyrer, alle disse ” kender ” du, skønt du ikke personligt har mødt disse sidstnævnte.
Bølger af velvære og modtagelighed, strømmer imod mig. Jeg tænker lige pludselig : Hvad er det jeg træder på og hvad er det, som jeg normalt vil kalde min virkelighed, konkrete ting, hvad er ting her?
Det er som om ”de” kan læse mine tanker og jeg høre lyde af ord og samtale, som jeg efterhånden er blevet bedre til at fatte. Jeg ved ikke rigtigt hvad sprog det er , men jeg forstår alt.
Din virkelighed er den samme, du oplever den bare i ånden nu, siger de til mig. Du vil opleve alt her, som normalt konkret, som du altid har kunne, men du oplever det blot i din ånd, ligesom når du var i bøn og den Helligånden var virksom i dig og dine kristne venner, som ånden havde genfødt.
Når du lyttede til tungetale var det for, at befrugte din ånd og dit hjerte. Ånden har kommunikeret med dig, med jer hele tiden. Ofte var der personer, som var kommet længere i deres ånds udvikling, idet de havde fået en særlig gave, som kunne udlægge det, som taltes.
Hvad tænkte du da, hvordan reagerer du og hvad følte du? Det er det, du oplever nu, blot helt konkret. Her vil du kunne gøre alt hvad du ellers altid har kunne gøre, men i et nyt legeme, en ny væsensbeskaffenhed, et åndeligt legeme så at sige, men her er det lige så fysisk , som dit menneskelegeme var.
Hvad evigheden har i beredskab til os, hvad Den Evige vil ud i fremtiden, ved ikke engang Keruberne eller Seraferne, kun vores Far, hans navn være velsignet i evighed.
Det var derfor profeterne benævnede ham, Evighedens Far og Vældig gud og Fredsfyrste. Han er Gud i sin fylde, den samme som før og vil altid være den samme i al evighed, han som var og som er og som kommer.
Men ligesom den trehed Gud er ( efter menneskers begrebsverden, her er han i en samhørighedsfylde, som én ) kan
Den Evige være virksom i forskellige sammenhæng og være virksom på forskellige plan samtidig, således har vi opfattelsen i vor ånd, at gud igen engang ud i evigheden vil udtrykke sin personlighed i andre sammenhæng og det med henblik på en nydannelse. Det er alt vi ved lige nu.
Jeg følt lige pludselig, at nogen greb min hånd. Jeg oplevede, at jeg kunne bevæge mig fuldstændig normalt og jeg så ned ad mig selv og så min egen skønhed.
Igen mærkede jeg, at jeg græd og undskyldte, at jeg havde udtrykt disse tanker, at jeg var skøn, men den som havde rørt ved mig og den person, som holdt min hånd, lo tilbager og svarede, at det havde de selv også oplevet og at de forstod og så, at her var alle skønne og smukke og vidunderlige.
Nu fik jeg mere mod og i takt med, at jeg mærkede, at bevæge mig i tidsalderen og dimensionen og `så omgivelser af lys, toner og bølger og glimt af uendelige vidder, brændte mange spørgsmål for at blive stillet og besvaret.
Det var lige, som om de altid vidst hvad jeg gik og tænkte på…. Du vil finde ud af det alt sammen, sagde den person som holdt mig i hånden, men her har du evigheden til at granske og leve og udforske og grunde og også blot, at eksistere.
Alt er, som du kender og tror, ja det er så fantastisk, at det nærmeste du kan komme lige nu i dine tanker, er forestillingen om Edens have.
Her har vi også familier, men det er på en anden måde. Her bliver f.eks. ikke født børn, som du ellers kender til, men alligevel føler vi, at her er børn, det er bare på en anden måde.
Vi har også et personligt tilhørsforhold til visse personer og i mange tilfælde vælger de fleste, at dyrke et ganske særligt personligt tilhørsforhold til én og samme person og ingen anden kan så få den samme personlige nære og fortrolige kontakt med disse, som de nyder med hinanden. Vi har valgt at opfatte det, som noget der er som vore tidligere begreber omkring ægteskab, bare det , at dette er større, nærere og mere sanseligt, end det vi før kendte til.
At det er i overensstemmelse med Den Evige, forstår vi, idet vi føler os meget velsignet i disse forhold og ingen her har indvendt noget imod det. Det ser snarere ud til, at vi har fået nedlagt denne følelse da vi blev dannet i vore jordiske livs forhold og at vi har bevaret denne følelse af behov for personlig nærhed og følsomhed.
Vores familieliv er kun en del af et større fællesskab, som vi har med alle, for vi elsker alle og følelsen af kærlighed er den største glædesbringer her.
Når vi alligevel har en ny form for familieliv er det, fordi vi oplever, at vi knytter os til hinanden på en anden og helt ny måde. Her er den åndelige dimension den hele og fulde drivkraft personerne og væsnerne imellem og følelsen af et nærere fællesskab med visse, end andre og som før nævnt i visse almindelige to-som-hedder, har at gøre med de enkelte individer og den enkeltes følelsesliv.
Vi ser tit, at dem som lever her i evigheden og har været familier i en anden fysisk dimension, det har tit vakt glæde og latter når den enkelte har set rækker af forfædre, som de før har været knyttet sammen med i familiebånd, men hvoraf de kun kender nogle få.
De har været slået af forundring over antallet og det brede fællesskab de forskellige har til hinanden grundet de forskellige jordiske gifte-mål og har måtte opgive, at holde tal på familierne og overgive sig det brede fællesskab. Dog her vi set nære familiebånd bestå i en vidunderlig åndelig samhørighed, hvor vi har måtte opfordre hinanden til ikke at glemme den store skare i det store fællesskab af lutter glæde over gensyn og nære følelser.
Jeg måtte i mit stille sind tænke på og indrømme, at jeg havde denne nære følelse omkring den person, som førte mig af sted.
Igen smilede personen og sagde: Jeg ved du undre dig om du kender mig, det gør du, men du har aldrig mødt mig, skønt jeg har kendt dig hele dit liv, ja endda fra før du blev født.
Nu vil jeg åbne dine øjne til fulde……..Se dig omkring og fryd dig. Jeg overgiver dig nu til dit nye liv og din familie her, se dig omkring, se alle dem, som er i vor nærhed lige her, se deres ansigter, se deres legemer, se den kærlighed der strømmer ud fra hver enkelt.
Det evige vidunderlige strålende lys du ser, er deres følelser, som de retter mod dine følelser.
Jeg mærkede, at jeg stod alene og nu så jeg ham, som havde holdt min hånd. Et gyldent - strålende legeme med en koncentration i sit inderste og mere og mere transparent udefter, omgivet af glimtende lys, som fra en rotation af funklende diamanter, som ligesom svævede frit omkring dette gyldne lys, som glimtede og gnistrede fra det ene diamant lignende punkt til det andet.
Disse lysglimt sprang, som gnister, som når man slår på glødende jern og jeg oplevede hvordan der var en kommunikation indeholdt i disse gnister og tanker fødtes i mit sind hele tiden og dannede hele tiden de skønneste sindsbilleder.
Jeg modtog billeder af huse, byer, gader og veje; ting og samtidig modtog eller dannede disse billeder følelser af det skønneste jeg kendte til. At gå ind gennem døre og porte i huse og byer, gav mig en følelse af, at svømme samtidig med at kontakt eller berøringen oplevedes som en blød - fast og glat fornemmelse som, at røre ved en perle, hvor jeg kunne mærke den runde og glatte fornemmelse af perlemor overfladen.
Hvorfra lyset kom ved jeg ikke, men det syntes, som om alt oplystes hele tiden og alligevel var der også steder hvor der ligesom var afdæmpning af dette lys i grader.
Nu var der trængsel omkring mig og jeg samtalede med dem, der stod nærmest. De spurgte mig om tusind af ting og samtidig med, at jeg svarede, så godt jeg kunne, havde jeg lige så mange spørgsmål selv til dem.
Hvad er det for et sprog vi taler, råbte jeg? Igen blev jeg mødt med denne smilende og smittende milde latter. Jeg kunne ikke lade være med at le tilbage og udrede mig over hvor befriende det føltes.
Vi ved ikke hvad det hedder, svarede de nærmeste, vi taler det bare. Nogle siger det er åndens sprog og det er det nok også, men vi tænker ikke så meget over hvad det hedder; Shamalah, det skabende sprog.
Jeg så Den Evige bevæge sig i retning af nogle formationer i det fjerne og jeg oplevede længslen i mit hjerte.
Jeg så bælter, ligesom af guld, bevæge sig inde i rummet af de glimtende og svævende diamanter. Disse guldbælter gav mig følelsen af sikkerhed og gensyn og evighed, samtidig mærkede jeg og dem, der stod omkring mig, en bevægelse eller brise i luften omkring os og de sagde, at det oplevede de altid når Den Evig kom og gik.
Aldrig havde de følt sig forladte, selv om Den Evige ikke var tilstede fysisk. Altid kunne de kommunikere med ham og føle hans nærværd.
Efterhånden, som jeg blev mere fattet, konkretiserede min nye virkelighed sig og mange almindelige tanker opstod. Hvor skulle jeg bo og sove og hvad skulle jeg spise? Og hvad skulle jeg klæde mig med?
Det fik mig til, at se på mig selv igen, men jeg så stadig det, som jeg havde set før. Mit legeme var klædt i farver og lys og også omkring mig funklede punkter, som smukke ædelsten.
De sagde til mig, at det at spise var en anden proces her, men at selvfølgelig spiste de. Det samme med at sove. Selvfølgelig sov de, men det igen var også en anden proces. Og med hensyn til mit legeme og min klædning sagde de, at jeg ville opdage, at mit legeme var af en fysisk væsensbeskaffendhed, som jeg lige skulle vende mig til, men at min oplevelse af mit legeme ville skifte, alt efter omstændighederne og det jeg oplevede nu var en hjemvendts glæde og kærlighedsberuselse og at lykke ikke kunne udtrykkes på anden måde her.
Så ellers ville mine følelser efter nogen tid, omsættes i andre konkrete udtryk og tanker og det ville så få indflydelse på mit legeme, men når jeg igen oplevede højdepunkter i mit nye liv, ville den samme funklende strålegalans indtræffe.
Jeg besluttede at overgive mig til min nye tilværelse.
Jeg åbner mine øjne igen og er nu tilbage, tilbage i mit jordiske liv. Jeg er igen den samme kødelige person, som jeg kender så godt med mine svarheder og almindelige daglige funktioner. Alligevel er jeg ikke helt den samme. Et nyt liv har spiret frem i mig og jeg kan mærke, at alt hvad jeg har oplevet, lever inde i mig, i mit hjerte, i mit sind.
Hvor ville jeg gerne dele disse oplevelser med andre. Det er jeg fast besluttet på. Jeg lukker mine øjne et øjeblik, medens jeg retter en tak og en bøn til Evighedens Far, min himmelske Far, til Gud.
Hvad nu Far, spørger jeg, hvor længe endnu?
Jeg hører svaret : Jeg salver dig med glædens olie. Du skal sprede min glæde til alle du er iblandt. Tænk ikke på dig selv , som du plejer, men giv dig selv i min tjeneste.
I menigheden af frelste, blandt ufrelste. Vær et vidne for mig. Opmuntre andre til det samme. Jeg vil velsigne min menighed og du skal aldrig behøve at dømme eller fordømme eller tale dårligt om nogen mere. Mennesker har brug for din velsignelse din tjeneste, din omsort; og mit ord og din forbøn. Gå og lær fra dig, undervis i mit ord og kun i mit ord.
Der findes både sandheden, vejen og livet og i mit ord vil du finde svar på alle dine spørgsmål.
Læs mit ord og del det med andre, jeg har indblæst min ånd i mit ord og når og medens du læser vil Helligånden, på mit ord i sin Guddomsværen, tage bolig i dig, i din stue, i dine relationer og på den måde vil jeg bo i dit hjerte; ved Helligåndens tilstedeværelse.
Bekymre dig ikke om andre mulige og umulige religioner og spekulationer. Du er plantet i min menighed og jeg er selv til stede. De er mine og jeg overgiver dig til dem, ligesom jeg overgiver dem til dig. Du skal lære af dem og de vil også lære af dig; og le og græde og glædes med dig.
I er mine sønner og døtre, jeg er jeres far. Jeg elsker jer med al min kærlighed. Jeg døde for jer og jeg lever for jer. Nu bliver jeg i al evighed, med værdien af mit offers, mit blod, som løskøbte jer, I er mine.
Det er mig der er livgiveren. Det er mig der er dommeren. Undre jeg ikke over noget. Jeg har ledelsen, jeg vogter jorden og himlen. Jeg har styr på det hele. Undre jeg ikke over jeres følelser for de døde, jeres afdøde. End ikke eet eneste dyr opgiver livet uden at jeg er vidende om det. Så hvis du får tanker og følelser for de døde, overgiv disse tanker og følelser til mig i dine bønner og jeg vil give dig fred og ro omkring disse spørgsmål. Undre jer ikke over det. En dag efter mit hellige fortsæt, vil jeg oprejse alle døde, for at holde dom. Nogle er allerede gået over, fra døden til livet, de dømmes ikke mere. Andre vil oprejses til dom og min dom vil være retfærdig.
Skyldig, vil dommen lyde på for mange, men tror du ikke jeg har medfølelse for disse også? Tænk barmhjertighedstanker og vis barmhjertighed, så vil jeg også vise dig barmhjertighed.
Derfor mine elskede, `ve den som dømmes til den anden død, thi fra den er der ingen opstandelse mulig. Derfor mine elskede, hav tillid til mig, at jeg kender mine, som jeg vil give liv. Mig er givet al magt i himlen og på joden, ikke dig.
Mig er givet magt til at dømme levende og døde, ikke dig.
Mig er givet magt til at vogte jorden med et jerncepter, ikke dig.
Jeg er også opstandelsen og livet, ikke dig.
Hvordan kan du tvivle på min dømmekraft? Du vil aldrig selv være i stand til at dømme, den opgave er ikke forbeholdt dig. Jeg er Den Evige, jeg er den retfærdige. Mine domme er ret og retfærd og i min kærlighed vil jeg afsige mine domme.
Husk jeg gav mit liv for dig, endnu medens du var en synder. Langt borte fra mig. Ja, jeg har bevist mig selv og min kærlighed for dig og jeg vil bevise mig selv for dig igen.
Selv afdøde har jeg på menneskenes bønner kaldt tilbage til livet da jeg vandrede blandt profeterne i fortiden og da dette åbenbart ikke var nok, kom jeg selv til dig, i din egen lighed, som fysisk væsen. Jeg beordrede ved mit ord den menneskelige livsånd til, at vende tilbage til kære afdøde for, at du skulle forstå min magt og min forståelse for din situation og dine følelser.
Følg derfor dit hjerte nu hvor du elsker mig. Jeg giver dig nu magt til, ved min Hellige Ånd, at han skal være din talsmand og din vejleder og du vil selv få kraft til, at udrette vidunderlige ting. Hvad du binder på jorden vil jeg rette min opmærksomhed og skaberkraft mod og; hav kun tro.
Træd et skridt tilbage i din egen klogskab og forståelse for jeg vil give dig liv og lade dig se gerninger, som virker på tværs af dine egne tanker.
Husk, du er min tjener. Som jeg har gjort, gør du nu det. Jeg salver dig med glædens olie, jeg velsigner menigheden for at mit ord og min kraft må have fremgang.
Gå hvorhen jeg sender dig,. Gå til de fortabte, for der er stadig håb. Gå til de forhærdede, for der er stadig håb. Gå til de syge, for de skal blive raske. Gå til de træl-bundne og sæt dem fri, i mit navn.
Dette siger jeg, jeg som har al magt i himmelen og på jorden, Emanuel, Jeg er Jesus Kristus.
Hermed sluttede oplevelsen og her er jeg , her er vi. Hvad skal det blive? Det ved kun du og jeg.
Kærlig hilsen
Enoch.

Kære Enoch…
Min gode ven…Vi har diskuteret mange gode tanker sammen. Jeg har blandet lidt rundt på tingene. Og da det snak vi har er meget usædvanlige fra det vi normalt diskutere til hverdagen er det er en god ide at vi holder os til en emne og når vi synes at det er snakket kan vi hoppe ovre til en anden emne. Som sagt – jeg er en rastløs sjæl, og har tendens til at flytte rundt på tingene - netop fordi jeg roder lidt inden i og det kan påvirkes alt andet uden om mig.
Vi har snakket lidt om cosmo, cosmo 2 og cosmo 3. Jeg har virkelig benytte mig af de tanker, som du har skrevet til mig og det fyldes min sind med ro og fryd når jeg læser dine ord.
Meget af det har du historisk med – hvilken jeg ikke har fået chancen til at kunne indhente dig. Men du taler også meget ude fra din kærlige og intelligente viden og det kan høres gennem hjertet.
Du har som sagt ”lysten” til at søge sandheden. Hvad er sandheden?
Ikke hvad sandheden er? Men hvad sandheden er for dig! Hvis man ikke vil høre på sandheden så nytter det ikke engang at forklare sandheden! For sandheden ligger deri - når man er åben hjertet og har sin tro på det rettet sted. Mange er skeptisk over at høre sandheden – for til dem er det ikke sandheden, også hvor meget du ønsker at forklare dem det. Det er meget enkelt. Følg efter det der gøre dig lykkeligt inden i og åben op for det, og du vil finde Jesus i dit hjertet.
Der findes rent sandhed og urent sandhed. Det handler om at finde balancen – og hvor langt vil du gå?
Det der forhindre mig i at ikke kunne være så givende i forhold til det man burde skal kunne være er netop fordi jeg kæmper med mig selv og har ikke overskue til at lægge de dårlige bag mig nu. Men jeg kan snart se at jeg får en tid hvor jeg skal lære at lægge hele min menneskeligheden og person om, og lærer at identificer mig som den rigtig ånd som skal lærer det ”gave” som jeg har fået. For mange har svært ved at gennemskue det åndelig liv. Svært ved at sætte sig ind i hvad det betyder at leve åndeligt og viderebringe budskaber –såvel som at tage imod det. Men ar i sjælen og andre skavanker gør at man lukker sin ånd ude og man til sidst råber om hjælp inden i sig selv. Man søger et svar – om at leve igen, men der er ikke så mange som kan høre ens råb. Du er min hjælp – du så min råb. Ligesom du så andres råb. Det lillebitte råb – som bare venter på at blive hørt. Jeg tror ikke at man kan kæmpe alene. Og når mennesket ikke ser ensomheden i hjertet – tror de man har en eller andet depression, som man skal lærer at komme af med. Ikke alle lider af depression – depression ligger til det lavere niveau – hvor man ikke længere har muligheden for at få åndelig ernæring. Man er håbløst. Menneskets ide om at mennesker der lider af depression skal have stærkere piller for at komme i bedre humør. Hvorfor er menneskets så uviden? ….jeg taler desværre også for mig selv.


   
Du har en del undrende svævende spørgsmål om hvem man er som menneske, men du repræsentere din syns på livet som enhed og helhed.
Jeg kan følge dig i mange punkter.
Spørgsmål; ”Hvem er jeg”, hører med til en af Martinus opklaringer hvad og hvem er jeg. For i hjertet magter jeg ret og kan mærke min længsel følelser af hvad og hvem jeg er.
Men jeg ved at du prøver at fortælle og præsentere dig på en proper måde, så vi kan se hvad dine synspunkter er.
Jeg kan følge dig i meget af de ting du skriver, Enoch. For de fleste mennesker er det her nok det sværeste brev at svare tilbage på. For netop her, er der tale om så mange hensigter med følelser, tro, menneske, ånden, visdommen og livet.
Vi lever som menneske. Uanset hvor vi er har vi en ansvar i livet, som skal gøre at vi skal lære at skelne mellem fornuft og følelser.
Jeg spørger dig, Enoch…er det din ånd fortæller dig – alle disse følelser og alle disse svar?
Jeg fornemmer at du lever blandt menneske med en unik af visdom og budskaber som du skal nå at dele ud til os alle. Måske nok derfor du er her, ven.
Men trist er det som sagt. Menneske er lukket. Martinus eller var det Swedenborg der sagde at menneske er lukket i deres hjerte, derfor ønsker de ikke at modetage budskab som kan gør en forskel i deres liv.
Disse ord du kommer til udtrykke i dit brev her – er meget stort. Du ser alt omkring dig. Du forstår videnskabens normer og regler, og samtidig kan du følge den kosmisk udvikling. Og derfor komme til en vis fornuftig svar hvem vi menneske er i den mere åndelige talesprog. Men hvem forstår lige - når vi udtrykke vores sprog på denne her måde.
For mange er det svært at kunne finde frem til hvem de er i livet og som menneske. Vi stræber efter medierne og det er i dag en kamp at kæmpe for sig selv. For de fleste menneske gemme sandheden væk i hjertet – hvor de ser blindt på livet, som en stykke måltid, som fortæres. Og når de har spist – er de trætte og vente på at maden skal blive fordøjet, og det kan mange timer – efter hvad de nu har spist. Som jeg mener, har man rådighed i livet for at forstå den åndelig visdom, skal de komme fra følelsen af, ellers vil det ikke kunne suget ind.
Kære Enoch,
Du får lige dette indlæg for at vide at jeg ikke har glemt dig.
Der kommer mere…
Kærlig Hilsen din ven….
Sofie…alias….K.
(Gud har ingen religion!)

Jeg læser din budskab om og om..og mere jeg læser det - ser dig som en livsånd, som for mig er så levende.
Dine ord - er så sande og så motiverende, at det fryder hele mit hjertet.
Jeg må læse det flere gange...
;-)
Det er en lang fornøjelse, som jeg fryder mig over hver ord jeg læser...
Knus Sofie...

Kære Sofie,
Tak for et dejligt brev. Det glæder jeg mig til at fordybe mig i.
Lige nu blot
Kærlig hilsen
Enoch

Kære Sofie,
Her følger nogle tanker, som måske kan glæde dig og styrke dig indtil jeg skriver videre om vort emne "gud har ingen religion". Jeg vil skrive til dig om hvorfor religionerne blev indført og hvad Gud mener om det og hvad vi i dag skal / kan bruge religionerne til.
Her er nogle tanker i mellemtiden:
Drømmen om kærligheden.
I en drøm af sanseløs karakter
hvor tankerne erstattes med billeder
og magtesløsheden bliver
min følgesvend,
Der, midt i drømmen vågner du.
Billedet på nethinden levendegøres
og ud af drømmen træder virkeligheden,
som et åndepust.
Verden har ej set en skønhed,
som spejler
guddommen i sit billede.
Behageligt læner jeg mig tilbage
for at nyde,
for at indtage.
Arme favner mig og livets kraft
gennemstrømmer mig
og finder ind til mit inderste
hjerte.
Derfra og ud i universet
bølger skæbnen sig
og forbinder urtiden med nutiden.
Sela.
Brat vågner jeg op for,
at se virkeligheden i øjnene.
Tanker forsøger at
genskabe drømmebillederne,
men virkeligheden er
kold og varm.
Nu rejser jeg mig for,
at tage favntag med virkeligheden
og lykkes, at
møde udfordringen
med resterne af drømmen.
Hemmelighedsfuld ser jeg
på mine medmennesker
og tænker :
De skulle bare vide.
Jeg gemmer på en hemmelighed.
Jeg lever mit liv
og udfører min gerning,
men drømmen lever
og håbet er virkelig
og fremtiden gemmer på
skønheden.

Herfra og dertil
Er kun en drøms længde.
Tankens kraft er min
frekvens, som
forbinder nutiden til dig.
Søger du mig
er jeg, at finde,
længes du,
er savnet
frydefuldt.
Livet kan ikke rumme kærligheden,
men kærligheden
kan fylde livet med
evigheden.
Kærligheden er større end livet
for evigt.
Venlig hilsen
Enoch.

Kære Sofie,
Lad os blive her på denne side, "Tanker og livsglæde", så kan vi bedre finde hinanden.OK?
Venlig hilsen
Enoch.

Kære Enoch…
Tak for det personlige digt. Det er et smuk digt som forklar livet og dig med få ord, hvilket glæder mit sind. Jeg læser altid dine digte med stille og rolig musik. Det afslapper og afstresset min sind for uro - og mens jeg læser det – fryder det endnu mere i sjælen, som er træt af den livslange overfladiske liv der findes på denne overflade tilværelse.
Endnu en gang til tak for digtet.
Nogle dage har man det godt og andre gange har man det godt.
Jeg glæder mig til at se det næste emne du skriver til mig. Jeg venter spændt. Men jeg fungerer tit over noget andet, som jeg gerne vil have at du besvare mig på.
Det er den moderne syge der findes blandt menneskene i dag.
Det er det vi kalder ” depression”. Hvorfor tror mennesker udvikler sådan en sygdom? Er det arveligt eller det fordi vi drænet vores sind og sjæl ud og glemme at pleje det? Eller er det en hjernefejl..Jeg har læst om det. Men det jeg søger er ikke en videnskabeligt svar – derimod en åndelig svar på hvorfor depression opstår hos menneskene nu til dags.
Jeg håber at du vil i fremtiden finde tit og ro til at forklare mig dette. Jeg er meget taknemlig for dine ord og tanker og tager dem dybt beæret til mig. Tvivl ikke på det min ven…
Selv den mest uværdige menneske kan få én til at lytte.

Kære Gud har ingen religion,
Kære Sofie,
Cosmos 5.
Når jeg tænker på dig og din udtalelse ” gud har ingen religion” tvinger du mig ind i det univers, hvor jeg må tænke tænke på hvordan det hele hænger sammen.
Vi har talt om og jeg har skrevet til dig min mening om oprindelsen og den universelle cosmiske sammenhæng jeg forstår, må vi nødvendigvis have vor oprindelse i urtiden, altså tiden før tiden.
Den verden og den stoflighed og substans, som udtrykkedes dengang kender vi ikke noget til. Vi kan gætte, men det fører ikke til noget da vi ingen forudsætninger har for, at begribe noget af det.
Vi taler om ”ånd” og allerede her har vi at gøre med forskellige ”begreber”, som dækker sig ind under ordet ”ånd”. Alligevel klarer vi os nogenlunde med det ord og forstår vel også noget omkring ”den anden verden”, men alligevel….
I hvert fald kan vi ret filosofisk tale om tiden før tiden og den dimensions beskaffenhed i sin væren, så vi kan fabulerer omkring vor egen virkelighed.
Alle er enige om, at vort univers ( som består af flere universer) dannedes af en ”energimasse” af en art vi ikke kender, engang for 20 milliarder år siden, regnet ud efter vor tids målestok.
Hvad der var dengang før det skete, ved vi ikke og kender ikke til den tids virkelighed. I dag taler vi om, at universet
( universerne) udvider sig, så som jeg forstår det, må ”det” altså udvide sig i noget. Dette noget er muligvis uden begrænsning og universet i dag, som vi kender det udvider sig i det, altså er vort univers begrænset ubegrænset.
Da vor stoflige verdens molekylære og atomare struktur repræsenterer tidens energi og den tids virkelighed vi ikke kender beskaffenheden af finder vi, at indholdet af denne energi, som pludselig optræder i en fysisk form, indeholder alt det vi kan se og føle.
Det betyder, at i urtidens ”stof” fandtes alt, men udtrykte ikke indholdet før energien fremstod og derfor satte en virksom kædereaktion i gang, som efterhånden kunne udtrykke sit ”indhold” eftersom betingelserne gradvis fremstod og blev til virkelighed.
Alt liv, alt i det hele taget fandtes udtrykt i andre koder end de blev til. Det har man fra begyndelsen udtrykt i fantasien og urtidens kultur, men først langt senere millioner af år senere indtil for 10.000 år siden, hvor man begyndte at udtrykke sig på skrift og nedfældede sine tanker og forestillinger systematisk.
Deraf vor urmenneskelige historie. Efterhånden som ”samfundet” blev mere komplekst nødvendiggjorde menneskets ”opfindsomhed” regler og love. Bedst kendt er måske Hammurabi ´s love fra tiden omkring 5.000 år før vor tidsregning.
Fra det øjeblik begyndte man at udtrykke sin spiritualitet i ritualer og på ”skrift”.
Efterhånden tegnede der sig et billede af den menneskelige forestilling om sin fortid og oprindelse og fremtid. Hvem er jeg og hvorfra kommer jeg og hvorhen går jeg når jeg ”dør” blev de essentielle spørgsmål.
Svaret måtte gives i sammenhæng med det liv og den hverdag mennesket efterhånden fik og det dannede nogle helt specielle og fundamentalistiske regler og ritualer.
Det er det vi kalder religion. Mennesket forestilling og fantasi omkring sin væsensart og liv i forholdet til omgivelserne og hinanden og den begyndende magt og samfundsmæssige struktur man var begyndt at leve under.
Herefter fulgte det slag i slag og vi kender alt for godt den ”virkelighed” eller forestilling der under trusler eller løfter har ført til alle de mange religioner og tilhængere verden over.
Vi vil kunne finde alle mulige og umulige sammenhæng i disse religioner og filosofier, idet de alle handler om mennesket og forholdet til omgivelserne og livet i det hele taget.
Ned gennem tiden har der så været perioder med reformatorer og kloge mennesker, som enten har taget afstand fra gængse normer eller fundet på en nyudvikling, som kunne være bedre eller værre.
Det er så blevet tvunget ned over menneskeheden uden undtagelse. I tillæg til disse ”bedrifter” har man så knyttet alle mulige politiske og religiøse forestillinger og vrangforestillinger for om muligt bedre at kunne styre folket.
Det gælder religiøst og især politisk.
Hvor befinder Gud sig i alt dette? Ingen steder. Gud er en fiktion vi har "opfundet" for ikke, at miste forstanden i universets
uendelighed og storhed. Og alligevel.
Det er måske lige netop det der er meningen. At Gud opstod i vor bevidsthed tvunget af vore egne omstændigheder og ikke som en udefra komme ”mand” der har levet meget længe.
Vi har behov for at identificere os med noget, som er større end os selv, idet vi helt naturligt har vor oprindelse i noget som er større end os selv, cosmos.
At vi så begyndte med og fortsætter med at personificere Gud med os selv og vore begrænsninger er vort eget problem, som vi ikke har kommet os over endnu.
Det ville måske være bedre for enhver og derfor os alle sammen, hvis vi begyndte at forholde os til hinanden ud fra vor universelle oprindelse og ikke ud fra vort Gudssyn eller snævre menneskesyn.
Vi forholder os til hinanden ikke med universelle ”øjne”, men med vore egne øjne eller Guds øjne. Vi påstår at vide hvordan Gud tænker og hvordan Gud betragter os og det vi tillægger Gud er bestemt ikke altid i vor egen interesse.
Så det, som ikke er i vor egen interesse, overfører vi til Guds sfære og trods det, at vi er mennesker og befinder os her, bestemmer vi hvad Gud har sagt og ment om alt og bedømmer ( fordømmer) hinanden ud fra det parameter.
Det begyndte så godt da Jesus fremstod og påstod sig direkte slægtskab med Gud. Hele tankegangen og Jesu lære, er noget vi kan bruge til at forandre vort liv og den måde vi ser på os selv på og hinanden, men det som begyndte så ”godt” endte så skidt.
Hvad man i Jesu og Guds navn har forårsaget af lidelse og ødelæggelse, trodser enhver beskrivelse. Alligevel står Jesu lære stadig, som det bedste bud på en forståelse af vor tilværelse her på planeten jorden og senere i ”himmelen”, et sted ingen ved hvor er, men som vi relatere til et sted der er godt at være og hvor vi nødvendigvis må vende tilbage til, muligvis en dybere forståelse og latent viden om, hvor vi kommer fra gennem urkosmos.
I den senere tids historie er der så opstået en videreførelse af Jesu tanker og lære, hvor der er lagt mere vægt på det spirituelle og den del af vort væsen, som samstemmer med det spirituelle og gennem denne viden og følelse har opnået en bedre forståelse af hvem vi er og hvorfra vi kommer og hvor vi går hen.
Det som alt kan summes op i er derfor. Er det noget som gavner fællesskabet og det samfund vi befinder os iblandt eller er det noget, som ødelægger og strider mod menneskets frie natur?
Hvis det gør det, er det ikke noget der vil føre menneskeheden til noget bedre og nødvendigt, idet mennesket stadig må formodes at befinde sig på vej mod det ultimative.
Så Gud har ikke de problemer vi har og Gud har ikke de religioner vi har. Gud er Gud og vi er os. Vi har meget med Gud at gøre, men kun i den udstrækning vi har dannet os et billede af noget større end os selv.
Det vil til gengæld fremkalde følelser, som kan befordre mennesket videre i sin vandring og udvikling på sin vej mod nye verdener og horisonter.
Det vil være forståelsen af denne virkelighed, som kan løfte os op over hverdagens middel mådelighed og endelig løsrive os fra undertrykkere og religiøse fanatikere.
Verden og derfor vi, har brug for et funktionelt fællesskab som vi kan leve med og bygge på og derfor har vi brug for filosofierne og tankerne og vor opførsel. Det som ikke tjener til menneskehedens bedste og videreførelsen, er ikke i vor interesse, men modarbejder udviklingen.
Sådanne tanker og handlinger og væremåde må og kan kun bekæmpes med ånd og viden og oplysning og det skal det. Derfor må vi tale med hinanden og leve med hinanden ud fra det, som tjener fællesskabet bedst og ikke ud fra en religiøs fanatisme eller påstået bedreviden.
Alle vore følelser er ægte og dem må vi forsøge, at indordne under det samfundsmæssige og vort sociale fællesskab. Ingen kan tillade sig at leve for sig selv i dag, da verden ikke kan bære at nogle få lever i overflod og flertallet dør af sult og sygdom. Vi er heldigvis nået til det tidspunkt i historien, hvor vi må leve for hinanden og hvis den enkelte ikke kan tage ansvar for sig selv, må samfundet gå ind og støtte vedkommende. Samfundet, det er os alle.
Det som vi ikke selv bryder os om, det ønsker den anden sikkert heller ikke. Til gengæld er det ikke sikkert, at det vi synes er det den anden ønsker. Derfor må vi leve med hinanden i et samfundsmæssigt tolerant fællesskab indtil vi alle oplever en ”fornyelse” af vor ånd.
For at ånden i os kan løftes op til fornyede ”højder” er det ikke lige meget hvad vi gør, siger eller beslutter. Alt må målrettes mod det mål, at løfte ånden op i os.
Der er ”ting” som er nedbrydende og menneskets ånd og der er ting der løfter ånden op. Det sidste må og skal vi fokusere på
ellers står vor udvikling stille.
Det er en udfordring til os alle og vi skal være meget opmærksomme på vore tanker og handlinger og følelser, for ”Gud” oprejser stadig ”profeter” iblandt os for at lede os.
Hvem er disse i dag? Det ville nok være klogt af os, at forsøge at finde ud af det. Så religionerne er menneskers opfindelse og det er et forsøg på ,at reflekterer over livet.
Meget venlig hilsen
Enoch.