Er det forbudt at være fornuftig?
Hvordan bliver det danske samfund i fremtiden - findes nationalstaten Danmark overhovedet - hvad udvikler EU sig til – hvilken virkning får globaliseringen på vort liv?
Stiller vi ovenstående spørgsmål til vore politikere får vi et svar, der præges af deres forhåbninger.
Men moderne socialister er internationalister – moderne liberalister ligeså.
Så de er også forsigtige, når de udtaler sig – de ved godt, at mange vælgere vil finde det utrygt, når de lufter deres fremtidsønsker, der formodentlig ville beskrive en verden uden Danmark.
Hvad får vi i stedet for?
En international, socialistisk verdensorden synes meget fjern – den forekommer at være ren fantasi.
Den internationale liberale verden er tættere på – men velfærdsstaten synes ikke mulig, når konkurrencen bestemmer - øv.
Sandheden er, at politikerne ikke ved det – fremtiden er uforudsigelig – der er for mange variable – springet til fremtidens verden er for stort til, at man kan forudsige noget som helst.
Den nuværende status vil ændres gennem en i øjeblikket fuldstændigt uforudsigelig udvikling til en ukendt status – som man kan have forhåbninger til.
Vi handler derfor i blinde i dag – hvilke beslutninger og handlinger fører frem mod en god fremtidig verden – og hvilke fører bort fra en sådan – det kan kun være gætteri.
Der er dog ingen grund til at antage, at vi når en ønsket slutstatus ved at handle, som om den var en realitet nu.
Bliver verden eksempelvis tolerant og menneskevenlig, hvis vi handler tolerant og menneskevenligt i alle faser af den udvikling, der er i gang?
Det kan vi ikke vide - men det ville være sært, hvis det var tilfældet – vi kunne lige så godt beslutte at dreje til venstre hele tiden, hvis vi skulle til Viborg – gad vide, hvor vi ville ende – måske ville et af venstresvingene føre os i et havnebassin undervejs?
Vi risikerer at støtte en udvikling, der leder til en slutstatus, som vi ikke vil kunne lide.
For den sags skyld kan vi støtte vor egen undergang uden at vide det, når vi famler i blinde.
Kun de konservativt indstillede, der vil bevare verden, som den er, kender deres målsætning og vejen dertil.
De modsætter sig store ændringer - særligt dem, der ikke kan gøres om – for de ved, hvad de har – men de ved ikke, hvad de får ved ændringerne.
Det er vel egentlig ikke så dumt?
Endnu bedre ville det være, hvis vi kunne forsøge os frem – ingen har vel noget mod forbedringer?
Men så skal alle ændringer kunne gøres om, så vi kan prøve noget andet, hvis en ændring går i den forkerte retning.
Og/eller ændringer skal prøves i forsøgsskala, før de gennemføres for alvor overalt.
Måske kan vi endda finde et sted i verden, hvor de har prøvet, så vi kan se resultatet uden selv at risikere noget?
Eller er det forbudt at være fornuftig?
Stiller vi ovenstående spørgsmål til vore politikere får vi et svar, der præges af deres forhåbninger.
Men moderne socialister er internationalister – moderne liberalister ligeså.
Så de er også forsigtige, når de udtaler sig – de ved godt, at mange vælgere vil finde det utrygt, når de lufter deres fremtidsønsker, der formodentlig ville beskrive en verden uden Danmark.
Hvad får vi i stedet for?
En international, socialistisk verdensorden synes meget fjern – den forekommer at være ren fantasi.
Den internationale liberale verden er tættere på – men velfærdsstaten synes ikke mulig, når konkurrencen bestemmer - øv.
Sandheden er, at politikerne ikke ved det – fremtiden er uforudsigelig – der er for mange variable – springet til fremtidens verden er for stort til, at man kan forudsige noget som helst.
Den nuværende status vil ændres gennem en i øjeblikket fuldstændigt uforudsigelig udvikling til en ukendt status – som man kan have forhåbninger til.
Vi handler derfor i blinde i dag – hvilke beslutninger og handlinger fører frem mod en god fremtidig verden – og hvilke fører bort fra en sådan – det kan kun være gætteri.
Der er dog ingen grund til at antage, at vi når en ønsket slutstatus ved at handle, som om den var en realitet nu.
Bliver verden eksempelvis tolerant og menneskevenlig, hvis vi handler tolerant og menneskevenligt i alle faser af den udvikling, der er i gang?
Det kan vi ikke vide - men det ville være sært, hvis det var tilfældet – vi kunne lige så godt beslutte at dreje til venstre hele tiden, hvis vi skulle til Viborg – gad vide, hvor vi ville ende – måske ville et af venstresvingene føre os i et havnebassin undervejs?
Vi risikerer at støtte en udvikling, der leder til en slutstatus, som vi ikke vil kunne lide.
For den sags skyld kan vi støtte vor egen undergang uden at vide det, når vi famler i blinde.
Kun de konservativt indstillede, der vil bevare verden, som den er, kender deres målsætning og vejen dertil.
De modsætter sig store ændringer - særligt dem, der ikke kan gøres om – for de ved, hvad de har – men de ved ikke, hvad de får ved ændringerne.
Det er vel egentlig ikke så dumt?
Endnu bedre ville det være, hvis vi kunne forsøge os frem – ingen har vel noget mod forbedringer?
Men så skal alle ændringer kunne gøres om, så vi kan prøve noget andet, hvis en ændring går i den forkerte retning.
Og/eller ændringer skal prøves i forsøgsskala, før de gennemføres for alvor overalt.
Måske kan vi endda finde et sted i verden, hvor de har prøvet, så vi kan se resultatet uden selv at risikere noget?
Eller er det forbudt at være fornuftig?