forstand på mdma? kig her :)
For to uger siden åbnede sig en helt ny verden for mig, jeg er en 22 årig dreng der for noget tid siden prøvede mig frem med MDMA, og jeg fik en positiv oplevelse fra det ulovlige stof, så jeg tænkte den anden dag at jeg lige kunne prøve igen, denne gang tror jeg bare jeg tog for meget. jeg havde det helt mærkeligt, alt lys blinkede til mig, jeg følte mig vægtløs, og nogen gange når vi gik udenfor tog jeg fat i min kammerat flere gange fordi jeg i min koger mente jeg var ved at lette fra jorden.
grunden til jeg tog mdma, var fordi flere af mine venner har ytret at bivirkningerne ikke er så slemme som ved amfetamin. jeg havde prøvet amf flere gange indenfor det sidste år, men bivirkningerne synes jeg bare var for stærke, for når jeg indtager amf og nedturen rammer mig, føles det som om hele verden bare går i stå. jeg føler mig ensom og forladt, ved ikke rigtig hvad jeg skal givbe mig til osv..
men tilbage til den aften hvor jeg tog mdma. rusen kom selvf væk på et tidspunkt, og jeg festede videre, det var først da jeg vågnede at det ramte mig: jeg følte mig så ensom og forladt, havde ikke lyst til noget og havde bare lyst til at ligge ned og holde om en pige bare for den sociale og trygge følelse. jeg følte mig virkelig ussel, ikk at jeg havde det dårligt fysisk, for det var ikke så galt, mnen psykisk følte jeg mig helt nede. jeg har en gang prøvet at få en så slem nedtur på amf at jeg begyndte at græde fordi jeg følte mig ensom igen, og havde mine venner ikke været ved mig den morgen hvor jeg havde taget MDMA havde jeg nok også fællet en tåre.
mine spørgsmål er: er det normalt at det bringer så stærke følelser frem i mig? for når mine venner snakker om deres bivirkninger kan jeg relatere til de fleste, men er det kun mig der bliver så emotionelt påvirket? eller gør alle det, men det er bare lidt tabu at snakke om? er det måske et tegn på at min psyke ikke rigtig kan håndtere speed og emma?
the day after the day of pain:
jeg har det som regel miserabelt hele den næste dag uanset om det er amfetamin eller emma, og så ligger jeg mig til at sove og kan nærmest bare mærke så desperat en følelse..en trang til kærlighed.. en trang til at være social..men så falder jeg i søvn, og dagen efter igen er alle mine problemer næsten væk igen? det er bare som om alt føles til at gå den forkerte retning for mig, selvom jeg ikke ved hvad det er der skulle ske? og en nats god søvn og jeg er den gamle jeg, nu er det sådan at jeg ikke er afhængig af stoffer, jeg gør det kun i ny og næ til større begivenheder, men er dog villig til at lægge det på hylden, grundet de ubehagelige følelser af ensomhed dagen derpå.. er der nogen der har prøvet lignende? er jeg overfølsom eller har alle det sådan på en eller anden plan? med venlig hilsen mig :)
grunden til jeg tog mdma, var fordi flere af mine venner har ytret at bivirkningerne ikke er så slemme som ved amfetamin. jeg havde prøvet amf flere gange indenfor det sidste år, men bivirkningerne synes jeg bare var for stærke, for når jeg indtager amf og nedturen rammer mig, føles det som om hele verden bare går i stå. jeg føler mig ensom og forladt, ved ikke rigtig hvad jeg skal givbe mig til osv..
men tilbage til den aften hvor jeg tog mdma. rusen kom selvf væk på et tidspunkt, og jeg festede videre, det var først da jeg vågnede at det ramte mig: jeg følte mig så ensom og forladt, havde ikke lyst til noget og havde bare lyst til at ligge ned og holde om en pige bare for den sociale og trygge følelse. jeg følte mig virkelig ussel, ikk at jeg havde det dårligt fysisk, for det var ikke så galt, mnen psykisk følte jeg mig helt nede. jeg har en gang prøvet at få en så slem nedtur på amf at jeg begyndte at græde fordi jeg følte mig ensom igen, og havde mine venner ikke været ved mig den morgen hvor jeg havde taget MDMA havde jeg nok også fællet en tåre.
mine spørgsmål er: er det normalt at det bringer så stærke følelser frem i mig? for når mine venner snakker om deres bivirkninger kan jeg relatere til de fleste, men er det kun mig der bliver så emotionelt påvirket? eller gør alle det, men det er bare lidt tabu at snakke om? er det måske et tegn på at min psyke ikke rigtig kan håndtere speed og emma?
the day after the day of pain:
jeg har det som regel miserabelt hele den næste dag uanset om det er amfetamin eller emma, og så ligger jeg mig til at sove og kan nærmest bare mærke så desperat en følelse..en trang til kærlighed.. en trang til at være social..men så falder jeg i søvn, og dagen efter igen er alle mine problemer næsten væk igen? det er bare som om alt føles til at gå den forkerte retning for mig, selvom jeg ikke ved hvad det er der skulle ske? og en nats god søvn og jeg er den gamle jeg, nu er det sådan at jeg ikke er afhængig af stoffer, jeg gør det kun i ny og næ til større begivenheder, men er dog villig til at lægge det på hylden, grundet de ubehagelige følelser af ensomhed dagen derpå.. er der nogen der har prøvet lignende? er jeg overfølsom eller har alle det sådan på en eller anden plan? med venlig hilsen mig :)