En ulykke, som måske ender lykkelig.

Jeg har ikke set mine børnebørn siden 2002, da deres mor forhindrede samværd igen og igen, kun med kongens foged lykkedes det tre gange, men så blev de anbragt, fordi de havde pakket noget af deres tøj, og ville bo hos faderen.
Så fik den store at vide, at barnet måtte komme hjem hvis barnet ikke ville have noget med faderen at gøre, og det ville barnet så love moderen, og barnet holdt også hvad barnet havde lovet, men det gjorde moderen ikke, så et halvt år efter blev barnet igen anbragt, da var barnet 13 år, så selvfølgelig ville barnet gerne hjem til moderen.
Nu som 18½ år har barnet opsøgt sin far, så må vi se hvordan det går.
Barnet er i dag meget vred på moderen, den unge føler sig omsorgssvigt fra moderens side, og at moderen har gjort alt for at forkludre samværet til faderen.
Jeg har selv skrevet en dagbog om forholdet og gemt alle papirer fra retten fra advokater og stadsamtet, som den unge nu selv kan danne sig en mening om sagen.
Den unge vil slet ikke have mere med moderen at gøre, den unge har været anbragt flere steder, og i 2 år ingen kontakt haft med moderen, som den unge nu hader.
Derfor forældrer gør alt for at børnene ikke jider ved skils misse, lad børnene få sanvær med den som ikke har forældre myndigheden, under alle omstændigheder, for nogle gange rammer det den, som forhindrer samværet.
Nu håber jeg at de to får det godt sammen.[l] [l] 🙂

... Og din dagbog er selvfølgelig helt objektiv, helt i modsætning til moderen...
2 fejl gør ikke en rigtig. Den unge betaler prisen uanset hvad.

Had fører intet godt med sig, og den unge har formentlig en del med i bagagen der skal arbejdes med.
Skaf en god psykolog, så dit barnebarn kan få bearbejdet alle de følelser af svigt han/hun bærer rundt på. Tal ikke dårligt om barnets mor - det har du bare ikke ret til! Uanset hvor meget den unge så hader sin mor. Nøjes med at sige "Jeg ville ønske jeg havde haft muligheden for at gøre det anerledes, men sådan var det desværre ikke. Til gengæld skal du vide, at du har været savnet og elsket her i huset, og at du altid er velkommen".
Smid den dagbog om sagens gang ud. Dit barnebarn har en mening om sagen, og behøver ikke læse disse papirer. Ægte kærlighed og omsorg kan ikke dokumenteres med en bunke papirer - der skal helt andre ting til.
Men du har ret: Den der forhindrer et samvær, skader i sidste ende sig selv.

har ikke fået dagbogen endnu, og det skal barnebarnet heller ikke have endnu.
Ja B har sikkert meget i rygsækken, som ikke er godt.
Hvem siger jeg skal se B, det må da først være faderen, og lad de to så få et godt forhold, jeg er glad på min søns vegne,men for mig er B en fremmede, kommer B er B velkommen, men jeg lever mit liv, og det skal ikke laves om.
Men nu gælder det sønnen og hans barn, en farmor har jo alligevel ingen rettigheder, og nu er B jo voksen, sådan er livet jo, og jeg nyder livet med og uden børnebørn.

Også selvom barnet er "voksent". Har han/hun savnet sin far, så har han/hun nok også savnet sin farmor. Ikke som i "hvor er det længe siden jeg har set min farmor, nu må jeg snart besøge hende", men noget med at han/hun har savnet at kende dig.
Og selvfølgelig skal du nyde livet - alt andet ville da være tåbeligt.
Pøj til jer alle 🙂 Håber alting bliver godt for jer.[f]

selvfølgelig vil jeg da gerne lære B at kende igen.
For hvor har jeg grædt mange tårer over B, men nu er jeg kommet over det.
B boede næsten hos os de første 2½ år af B liv, og så blev B bare taget fra os, det var hårdt, kan I tro.
Men mit største ønske er at far og barn får et godt liv sammen igen, de var meget knyttet til hinanden, men nu skal de gerne finde sammen, det er det vigtigste, så jeg holder mig gerne i baggrunden, og lad de to lære hinanden at kende.
B. har skrevet, at når B er klar igen, så kommer B, da B opsøgte faderen, var han desværre i London, så nu venter han på livstegn fra B.igen