Det er din egen skyld!
I mange lande er opsvinget ved at komme i gang, men ikke herhjemme, og nu stiger vi velsagtens helt af toget med spareplanen.
Vi har igen fået en ”genopretningsplan” for dansk økonomi, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om der er en skjult dagsorden. Regeringen sætter en dæmper på økonomien med det resultat, at danskerne skal arbejde mindre, og staten får dermed færre skatteindtægter og flere udgifter til dagpenge.
Man kan måske lære ved at se tilbage. Schlüter var den sidste, der havde en såkaldt genopretningsplan for Danmark, og også den gang kostede det blod og tårer, men alt for lidt sved.
Stagnationen blev ikke skabt af Schlüter regeringen, men den blev forstærket af hans regering. Vore nordiske nabolande havde ikke ret stor arbejdsløshed dengang - uden at de af den grund gled ud over afgrunden.
Hvorfor gjorde regeringen det? Kunne stagnationen være en fordel for nogle?
Umiddelbart kan det synes, som om stagnationen og arbejdsløsheden kostede alle noget, men de store gamle hæderkronede firmaer kom helskindet igennem krisen, fordi de var velkonsoliderede, og havde vundet kunderne fra alle dem, som måtte dreje nøglen om.
Som et eksempel kan nævnes, at før krisen (under Schlüter), var der en nærbutik lige omkring hjørnet i mange byer og en grossist i byen, som forsynede dem med varer. Da opsvinget startede (efter Schlüter), var der stort set kun to aktører tilbage på det danske dagligvaremarked: Brugsen og det A.P. Møller ejede, Dansk Supermarked. Resten var gået konkurs, eller var stoppet frivilligt, inden det kom så vidt. Nu var der et Bilka uden for alle byer og et Føtex i centrum. Brugsen beholdt deres butikker i byerne, mens mange landsbyer mistede deres lille ”brugs”, og man måtte tage bilen og køre i Bilka. De mange købmænd med et selvstændigt supermarked var også væk. Det er grunden til, at der er så lidt konkurrence her i landet i dag, så vi har nogen af Europas højeste priser på vore daglige fornødenheder.
Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor stor en indflydelse de 40-50 bestyrelsesmedlemmer, som går igen – og igen - i bestyrelserne i toppen af dansk erhvervsliv har i Venstre og i de konservative, for det var jo dem der scorede papegøjen på langt sigt.
Vi har igen fået en ”genopretningsplan” for dansk økonomi, og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om der er en skjult dagsorden. Regeringen sætter en dæmper på økonomien med det resultat, at danskerne skal arbejde mindre, og staten får dermed færre skatteindtægter og flere udgifter til dagpenge.
Man kan måske lære ved at se tilbage. Schlüter var den sidste, der havde en såkaldt genopretningsplan for Danmark, og også den gang kostede det blod og tårer, men alt for lidt sved.
Stagnationen blev ikke skabt af Schlüter regeringen, men den blev forstærket af hans regering. Vore nordiske nabolande havde ikke ret stor arbejdsløshed dengang - uden at de af den grund gled ud over afgrunden.
Hvorfor gjorde regeringen det? Kunne stagnationen være en fordel for nogle?
Umiddelbart kan det synes, som om stagnationen og arbejdsløsheden kostede alle noget, men de store gamle hæderkronede firmaer kom helskindet igennem krisen, fordi de var velkonsoliderede, og havde vundet kunderne fra alle dem, som måtte dreje nøglen om.
Som et eksempel kan nævnes, at før krisen (under Schlüter), var der en nærbutik lige omkring hjørnet i mange byer og en grossist i byen, som forsynede dem med varer. Da opsvinget startede (efter Schlüter), var der stort set kun to aktører tilbage på det danske dagligvaremarked: Brugsen og det A.P. Møller ejede, Dansk Supermarked. Resten var gået konkurs, eller var stoppet frivilligt, inden det kom så vidt. Nu var der et Bilka uden for alle byer og et Føtex i centrum. Brugsen beholdt deres butikker i byerne, mens mange landsbyer mistede deres lille ”brugs”, og man måtte tage bilen og køre i Bilka. De mange købmænd med et selvstændigt supermarked var også væk. Det er grunden til, at der er så lidt konkurrence her i landet i dag, så vi har nogen af Europas højeste priser på vore daglige fornødenheder.
Jeg har ofte spurgt mig selv om, hvor stor en indflydelse de 40-50 bestyrelsesmedlemmer, som går igen – og igen - i bestyrelserne i toppen af dansk erhvervsliv har i Venstre og i de konservative, for det var jo dem der scorede papegøjen på langt sigt.