Desertøren

Telefonen ringer, det er sent om natten
billeder flyver gennem hans hoved: han ser fregatten
hvor han havde aftjent sin obligatoriske værnepligt,
der hvor han ikke mødte andet end ubehag og svigt.
Jovist var der da sammenholdet: ingen bliver efterladt
men det var kun i marken, på fregatten følte han sig forladt
når de andre snakkede lystigt om næsten hvad som helst
sad han alene, ingen tænkte på dem han havde frelst
samme morgen, da lampen lyste rødt, og alle skyndte sig af sted
der sænkede han farten, vækkede de sidste, og fik alle med
det viste sig senere at være de folk han vækkede
som kunne betjene udstyret til at tage sig af de svækkede
så som sådan blev han altså på en måde
ham der blev dagens helt, før de skulle tilbage til deres både.
En stemme høres i den anden ende af hans telefon
"Du melder dig, forstået! Dette skulle nødigt siges til nogen"
Jeg vidste godt hvem der blev ment, en mand der ikke kunne være galant
han var min gamle træner, min overordnede, min s'jant
Det var mest på grund af ham at jeg valgte at gå af
da vi var i sikker havn, jeg glemmer aldrig den dag
Jeg havde bedt de få venner jeg nu engang havde
om at sige jeg faldt i kamp, jeg ville ikke have ballade
du kan ikke forestille dig hvilket postyr det fremprovokerer
når man vender tilbage, efter at have valgt at desertere
Absolut ingen vil snakke med en, om man så gav dem penge
og hvis man er for mange på mission, så får du ingen senge
selv de mest grønne rekrutter overhovedet at opdrive
får sengeplads før dig, du er ikke til at tilgive.
Hvis man bliver fanget i at være desertør
vender man tilbage, men intet bliver som før.
Så her står jeg så, med en måned i gæld
dette var ikke hvad jeg ønskede, jeg ville bare være mig selv
Men jeg har geværet i hånden, og en knælende foran mig
det er et syn for sig
jeg skal trykke på aftrækkeren, for det siger mit fædreland
men hvorfor? Jeg har intet imod denne unge mand
jeg nu skal frarøve livet, selvom han nok heller ikke ville
i krig. Men sådan er det jo, i dag vinder ingen med snilde
det skal våbenkraft til, for at ende verdens plager
og er man i hæren, så nytter ingen klager
men lige før jeg får trykket aftrækkeren i bund
bliver jeg skudt i hovedet, men de folk har da en grund
jeg truede en af dem, man mente var en af dræberne
Men nu er det slut for mig, med at blande mig i skæbnerne
ros, kritik, kommentare eller whatever man nu kan finde på at skrive om det her digt modtages MEGET gerne..

Desertøren er et fint digt selvom der er mange ord, jeg selv fortrækker digte med få men rammende ord. Nå Bob Dylan bruger også mange ord! Jeg kom til at tænke på et andet digt med mange ord som handler ledt om det samme. Det blev i sin tid sunget af Osval Helmut!

Den tapre landsoldat
1.
Altså sikke forhold, sikke ting man læser om.
Spanien, de er vel nok i klemme.
Rustningerne stiger i Moskva, Berlin og Rom,
nåh, vi har det meget godt herhjemme.
Hvad der sker i Middelhavet, det rager ikke mig.
Jeg kan da være ligeglad, gu kan jeg ikke nej.
For hvis krigen rent tilfældigt kommer denne vej,
så er der nemlig en ting, vi ikke må glemme.
Så er det mig, der er den tapre landsoldat,
når vi vågner ved et drøn af en granat.
Så er det mig, der er på pletten,
og skal krydse bajonetten
med min tyske eller franske kammerat.
Der er ikke nogen, der spørger mig, om jeg vil.
Jeg skal bare møde, når der blir sagt til.
Ud til kuglerne og gassen,
som et svin til slagtepladsen.
Ja, med trommer og med piber og med spil.
Verdens store herrer viser tænder og vil slås.
Ja, men hvem er det der lægger krop til, det er sgu os.
Det er mig, der er den tapre landsoldat.
Jeg skal bare holde mund og stå parat.
Jeg er et tandhjul i maskinen, jeg er ikke mere mig selv,
ikke menneske, kun menneskemateriel.
2.
Ja, det lyder tosset, når man ser mig for mig selv.
Ganske vist, jeg har solide næver,
men jeg nænner såmænd ikke at slå julefluen ihjel
eller give min kontordreng øretæver.
Næh, jeg går rundt og passer mit ved helligdag og søgn,
fodrer min kanariefugl og pusler om levkøjen.
Ja, og så alligevel. Man skulle tro at det var løgn,
tænk mig her i slåbrok og i slæver.
Det er mig, der er den tapre landsoldat.
Det er lige meget, hvad jeg er privat.
Men når trommehvirvlen gjalder
og en krigsminister kalder,
så er det mig, der skal have bomberne parat.
Jeg skal roligt stå og passe min kanon.
Der er døgndrift, der er nok ammunition.
Jeg skal brænde løs på klunset,
hvis jeg ikke selv bliver flunset,
slagtersvend og slagtekvæg i en person.
Jeg vil ikke roses for mit mod i sang og digt.
Jeg er egentlig bange, men de siger at det er min pligt.
Det er mig, der er den tapre landsoldat.
Det er mit arbejde, jeg bliver lønnet af min stat.
Jeg får 19 øre om dagen for at lade mig slå ihjel,
ikke menneske, kun menneskemateriel.
3.
Hvis en mand har skadet mig i handling og i ord,
og jeg giver ham en ordentlig en på goddagen,
så er det til forbedringshus, ja for så er det oplagt mord
dersom svinet han kreperer af den.
Men hvis det er en fremmed mand, der aldrig specielt
har gjort mig og mine spor fortræd på noget felt,
så er jeg ingen morder, så er jeg tværtimod en helt.
I kan vel se forskel, da for fanden.
Det er mig, der er den tapre landsoldat.
Jeg kan myrde hvem jeg vil og slippe fra det.
Der er intet, der er helligt,
bare sproget er forskelligt,
og mit offer er altså fra en anden stat.
Værsgo, bare slå og hug og stik og knald.
Og du ikke alene gerne må, du skal.
Samme præst, som gav mig dåben,
har velsignet mine våben,
så jeg følger altså kun et helligt kald.
Løsner jeg kanonen, så granaten går mod sky,
splintres børn og kvinder i en fjern og fremmed by.
Ikke sandt, jeg er den tapre landsoldat.
Slår ihjel på afstand som en automat.
Pyt med dem, der går i løbet, de er jo ligesom jeg selv
ikke mennesker, kun menneskemateriel.
4.
Folk som I og jeg, vi bruger aldrig store ord.
Det gør diktatorer desto mere.
Værne statens ære med sit blod på fjendens jord,
oversat på simpelt dansk - krepere.
Den slags store herrer fører altid samme sprog,
bare på med vanten og få blodet sat i kog.
Men skal de så selv til fronten, er du rigtig klog.
Næh, det skal de sgu ikke risikere.
Næh, du og jeg vi er den tapre landsoldat.
Falder slaget, så må vi alene tage det.
Så kan ungerne og konen
siden sulte på pensionen,
hvis de da ikke også møder en granat.
Vi får mindetaler, godt med hulk og snøft
af en embedsmand, der aldrig selv har prøvet,
at få sjælen slidt i totter,
mellem lus og skidt og rotter,
for til sidst at ligge smadret i en grøft.
Vi er kun styrvolter i det store lumpne spil.
Vi er ikke andet end den kødrand, der skal til.
Ikke mennesker, kun menneskemateriel.
En kanon skal jo have noget at slå ihjel.
Vi ved godt at inden længe er den næste krig parat,
men så strejker nok den tapre landsoldat.

Tekst: Poul Sørensen
Melodi: Aage Stentoft