Den fattige og den rige mand
Den fattige og den rige mand
Religion
Denne dag havde regnen valgt at falde i strømme, ude på den ellers så tørre vej gik der en fattig mand hans tøj var laset og han var gennem blødt fra top til tå, regndråberne fra hans kinder faldt som var det tårer fra hans øjne, hans ansigt var mærket af mange dages sult, han frøs og hans krop var frem ad bøjet, han gik med tunge skridt der var tynget af den våde jord der var blevet til tyk mudder der klæbede sig til hans bare fødder, den eneste lyd der hørtes var regnes sagte sang i vandpytterne på hans vej.
Efter han havde gået i mere end en time kom han til et hus, huset var smukt udsmykket og han så at her boede en rig mand, han viste fra før at her var der næsten ingen chance for at få lidt mad og husly men fordi han var så våd og kold havde han ingen anden udvej han måtte i læ for regnen om det så skulle være i stalden var han tilfreds, han havde overnattet mange gange i folks stalde, der var da også tider hvor husets frue havde bragt ham varm mad og drikke, der var ofte omsorgsfulde mennesker på hans vej men lige så ofte var der hadefulde mennesker der kastede sten efter ham, men i dag var han ligeglad han var kold og frøs alting var ligegyldigt for ham, hvis bare han kunne få ly for regnen.
Han bankede svagt på døren gik to skridt tilbage og ventede lidt, da der ikke skete noget bankede han igen denne gang lidt hårdere igen gik han et par skridt tilbage, denne gang kunne han høre en nøgle og en sagte knirken fra døren da den åbnede sig og ud stak et hoved "hvem er du?" sagde hoved den fattige man rømmede sig og rettede sit tøj "jeg er en gammel og svag mand der har vandret på vejen det meste af mit liv" døren åbnede sig lidt mere og man kunne se at det var en pæn mand der stod i døren han så alvorlig ud og sagde så " Hvad bringer dig til min dør denne regnfulde dag" Den fattige man troede at nu var det slut han kunne ligeså godt bare gå igen han sagde derfor "Herre jeg ville spørge om ly for regnen men...." han begyndte at vende sig om for at gå da den rige mand lagde sin hånd på hans skulder og sagde "Hvor skal du hen min ven, her er ly for regnen kom du kun ind" Den fattige mand var stum, hvad var det han sagde "kom kun ind" de ord havde han aldrig hørt før de var så fremmede for ham som en vel redt seng, han kikkede den rige mand ind i ansigtet og sagde "Hvad?", "kom du kun ind her min ven " svarede den rige mand, han tog fat i den fattige mand og førte ham ind i sin stue " sæt dig her ved ilden og varm dig" den fattige mand kunne ikke andet end at gøre hvad den rige mand sagde og satte sig ved ilden, der gik et stykke tid så sagde den fattige mand spørgende til den rige "Herre du skænker mig ly for regne og varme for min kolde krop, jeg vil spørge dig om noget men bliv ikke vred" den rige man der havde sat sig ved siden af den Fattige mand sagde "frygt ikke for jeg vil ikke blive vred på dig" den fattige kikkede ind i ilden og sagde "Herre mit tøj er laste og vådt og jeg har ingen sko" den rige mand kikkede på den fattige rejste sig og forlod stuen den fattige mand tænkte "nu er det sket nu henter han sine tjenere og kaster mig for porten" han ærgrede sig over at han havde sagt det om tøjet og ville rejse sig da den rige mand kom ind i stuen i sin favn havde han nyt tøj og i den ene hånd bar han et par nye sko, han rakte det til den fattige man og sagde "her har du nyt og rent tøj, det er min ynglings kjortel men den skal du have, her er mine trofaste sanddaler de har tjent mig godt dem må du få og må de tjene dig lige så godt som de har tjent mig" den fattige man tog imod gaverne og med tårer i øjnene skifter han til det nye tøj, han kikker derefter i gulvet og sagde så "Herre jeg har vandret mange dage uden at få føde" Den rige man smilede og retter den fattige mands hoved op og kikker ham kærligt i øjnene "Min ven, jeg skulle til at spise da du bankede på min dør, jeg deler med glæde mit måltid med dig" Han førte den let forvirrede men glade fattige mand hen til et vel dækket bord her var alt et hjerte og en mave kunne ønske sig "Tag du bare for dig der er nok, spis min ven spis"
Den fattige mand spiste og spiste, aldrig havde han været så mæt i hele sit liv han var fyldt af en lyksalig mæthed, i hans hjerte brænde en kærlighed til denne fremmede mand som uden at kende ham havde skænket ham varme, tøj og mad, hvordan skulle han dog takke ham?
"Kære ven" sagde den rige mand kærligt "Du har nyd af min varme du har fået mit ynglings tøj du har delt et måltid med mig, nu vil jeg spørge dig om en tjeneste" den fattige mand ønskede ikke andet end at gengælde hvad den rige mand havde gjort for ham så han sagde "sige hvad du ønsker Herre" Herren kikker venligt og med stor kærlighed på den fattige mand og siger så "Det ville glæde mig hvis du ville blive i mit hus og være min tjener" den fattige mand tabte sin glæde og han svarede svagt Herren "Herre jeg har ikke mulighed for at tjene dig, jeg er et frit menneske og jeg hører til på vejen" Herren der var tydelig skuffet sagde "Min ven, du aner ikke hvad du siger nej til, men du bestemmer selv jeg kan ikke tvinge dig" Herrens øjne var våde af tårer endnu engang skulle han sige farvel til en fattigt han havde lukket ind.
Den fattige mand rejser sig og går mod døren "er du sikker - bliv hos mig, hos mig er der tryghed og varme" den fattige mand vender sig om han ser Herrens tårer men draget fra vejen er for stærk og da han lukker døren til den rige mands hus høre han den rige mand græde, det var tydeligt hans hjerte brast og hans sorg ikke kendte nogen grænse.
Historien er baseret på en lignelse af mig selv og om mig selv:
En fattig mand kommer til en rig mands hus, banker på hans dør og siger "Herre, skænk mig ly for regnen"
Den rige mand skænker.
Den fattige mand siger "Herre, skænk mig et måltid."
Den rige mand skænker.
Den fattige siger "Herre, skænk mig nyt varmt tøj."
Den rige mand skænker.
Den fattige mand siger "Herre, hvad kan jeg gøre for dig?"
Den rige mand siger "skænk mig dit liv"
Den fattige mand rejser sig og går.
Således er det med mennesket og Herren.
nmp44
Religion
Denne dag havde regnen valgt at falde i strømme, ude på den ellers så tørre vej gik der en fattig mand hans tøj var laset og han var gennem blødt fra top til tå, regndråberne fra hans kinder faldt som var det tårer fra hans øjne, hans ansigt var mærket af mange dages sult, han frøs og hans krop var frem ad bøjet, han gik med tunge skridt der var tynget af den våde jord der var blevet til tyk mudder der klæbede sig til hans bare fødder, den eneste lyd der hørtes var regnes sagte sang i vandpytterne på hans vej.
Efter han havde gået i mere end en time kom han til et hus, huset var smukt udsmykket og han så at her boede en rig mand, han viste fra før at her var der næsten ingen chance for at få lidt mad og husly men fordi han var så våd og kold havde han ingen anden udvej han måtte i læ for regnen om det så skulle være i stalden var han tilfreds, han havde overnattet mange gange i folks stalde, der var da også tider hvor husets frue havde bragt ham varm mad og drikke, der var ofte omsorgsfulde mennesker på hans vej men lige så ofte var der hadefulde mennesker der kastede sten efter ham, men i dag var han ligeglad han var kold og frøs alting var ligegyldigt for ham, hvis bare han kunne få ly for regnen.
Han bankede svagt på døren gik to skridt tilbage og ventede lidt, da der ikke skete noget bankede han igen denne gang lidt hårdere igen gik han et par skridt tilbage, denne gang kunne han høre en nøgle og en sagte knirken fra døren da den åbnede sig og ud stak et hoved "hvem er du?" sagde hoved den fattige man rømmede sig og rettede sit tøj "jeg er en gammel og svag mand der har vandret på vejen det meste af mit liv" døren åbnede sig lidt mere og man kunne se at det var en pæn mand der stod i døren han så alvorlig ud og sagde så " Hvad bringer dig til min dør denne regnfulde dag" Den fattige man troede at nu var det slut han kunne ligeså godt bare gå igen han sagde derfor "Herre jeg ville spørge om ly for regnen men...." han begyndte at vende sig om for at gå da den rige mand lagde sin hånd på hans skulder og sagde "Hvor skal du hen min ven, her er ly for regnen kom du kun ind" Den fattige mand var stum, hvad var det han sagde "kom kun ind" de ord havde han aldrig hørt før de var så fremmede for ham som en vel redt seng, han kikkede den rige mand ind i ansigtet og sagde "Hvad?", "kom du kun ind her min ven " svarede den rige mand, han tog fat i den fattige mand og førte ham ind i sin stue " sæt dig her ved ilden og varm dig" den fattige mand kunne ikke andet end at gøre hvad den rige mand sagde og satte sig ved ilden, der gik et stykke tid så sagde den fattige mand spørgende til den rige "Herre du skænker mig ly for regne og varme for min kolde krop, jeg vil spørge dig om noget men bliv ikke vred" den rige man der havde sat sig ved siden af den Fattige mand sagde "frygt ikke for jeg vil ikke blive vred på dig" den fattige kikkede ind i ilden og sagde "Herre mit tøj er laste og vådt og jeg har ingen sko" den rige mand kikkede på den fattige rejste sig og forlod stuen den fattige mand tænkte "nu er det sket nu henter han sine tjenere og kaster mig for porten" han ærgrede sig over at han havde sagt det om tøjet og ville rejse sig da den rige mand kom ind i stuen i sin favn havde han nyt tøj og i den ene hånd bar han et par nye sko, han rakte det til den fattige man og sagde "her har du nyt og rent tøj, det er min ynglings kjortel men den skal du have, her er mine trofaste sanddaler de har tjent mig godt dem må du få og må de tjene dig lige så godt som de har tjent mig" den fattige man tog imod gaverne og med tårer i øjnene skifter han til det nye tøj, han kikker derefter i gulvet og sagde så "Herre jeg har vandret mange dage uden at få føde" Den rige man smilede og retter den fattige mands hoved op og kikker ham kærligt i øjnene "Min ven, jeg skulle til at spise da du bankede på min dør, jeg deler med glæde mit måltid med dig" Han førte den let forvirrede men glade fattige mand hen til et vel dækket bord her var alt et hjerte og en mave kunne ønske sig "Tag du bare for dig der er nok, spis min ven spis"
Den fattige mand spiste og spiste, aldrig havde han været så mæt i hele sit liv han var fyldt af en lyksalig mæthed, i hans hjerte brænde en kærlighed til denne fremmede mand som uden at kende ham havde skænket ham varme, tøj og mad, hvordan skulle han dog takke ham?
"Kære ven" sagde den rige mand kærligt "Du har nyd af min varme du har fået mit ynglings tøj du har delt et måltid med mig, nu vil jeg spørge dig om en tjeneste" den fattige mand ønskede ikke andet end at gengælde hvad den rige mand havde gjort for ham så han sagde "sige hvad du ønsker Herre" Herren kikker venligt og med stor kærlighed på den fattige mand og siger så "Det ville glæde mig hvis du ville blive i mit hus og være min tjener" den fattige mand tabte sin glæde og han svarede svagt Herren "Herre jeg har ikke mulighed for at tjene dig, jeg er et frit menneske og jeg hører til på vejen" Herren der var tydelig skuffet sagde "Min ven, du aner ikke hvad du siger nej til, men du bestemmer selv jeg kan ikke tvinge dig" Herrens øjne var våde af tårer endnu engang skulle han sige farvel til en fattigt han havde lukket ind.
Den fattige mand rejser sig og går mod døren "er du sikker - bliv hos mig, hos mig er der tryghed og varme" den fattige mand vender sig om han ser Herrens tårer men draget fra vejen er for stærk og da han lukker døren til den rige mands hus høre han den rige mand græde, det var tydeligt hans hjerte brast og hans sorg ikke kendte nogen grænse.
Historien er baseret på en lignelse af mig selv og om mig selv:
En fattig mand kommer til en rig mands hus, banker på hans dør og siger "Herre, skænk mig ly for regnen"
Den rige mand skænker.
Den fattige mand siger "Herre, skænk mig et måltid."
Den rige mand skænker.
Den fattige siger "Herre, skænk mig nyt varmt tøj."
Den rige mand skænker.
Den fattige mand siger "Herre, hvad kan jeg gøre for dig?"
Den rige mand siger "skænk mig dit liv"
Den fattige mand rejser sig og går.
Således er det med mennesket og Herren.
nmp44