Familie - en uddød race
”Familie” Ja, findes der overhovedet et andet ord, der kan stå alene, og kan vække så mange forskellige følelser på samme tid. Man kan elske sin familie, man kan afsky sin familie, man kan ikke vælge sin familie, men man kan fravælge sin familie.
Familien starter med to små streger på en hjemmetest – man jubler, man glæder sig, man tænker, man overvejer og man grubler. Hvad skal der nu ske, kan jeg klare endnu en rolle i livet, og hvordan harmonere et barn, med min i forvejen stressede hverdag.
Chokket melder sig allerede kort tid efter familieforøgelsen – tingene er bare slet ikke som man forventede. Vist er det skønt, vist er det en vidunderlig følelse at blive forældre, men………døgnet er ikke blevet længere af den grund. Man arbejder stadigvæk 8-10 timer om dagen, har stadigvæk brug for 8 timers søvn, stadigvæk 1 times transport til arbejde og aftensmaden og vasketøjet kræver mærkeligt nok stadigvæk en hånd, før der er serveret rene sokker og medisterpølse.
Efter gentagne nederlag i at prøve at nå det hele, hanker man for 415 gang op i sig selv og prøver at finde ur overmennesket frem i sig selv – det holder en halv dag, og så klasker man atter sammen i sofaen eller ude i gangen for den sags skyld – og føler at man slet ikke slår til nogle steder overhovedet.
Forventningerne er mange, og ambitionsniveauet er urimelig højt. Selvfølgelig skal man da være den perfekte mor – hvilket kan være svært, når man kun har omkring en halv time til rådighed og kvalitets tid er noget man har med barnet i den tid det tager at stoppe vaskemaskinen fuld. Og når man så endelig erkender nederlaget, - jeg er ikke perfekt, retter man blikket mod partneren – hvorfor fanden kan han så ikke bare være den perfekte forælder, og tage det kæmpe ansvar væk fra mine skuldre.
Familielivet begynder at smuldre, i takt med alle de kager og boller man aldrig når at bage. Til sidst, har man ikke andet valg, end at overgive sig og tilpasse sig rollen, eller end at bryde op og forlade den person, man i tidernes morgen, valgte at starte sin lille familie med.
Man vælger ikke selv sin familie, og dog så har vi et valg om vi ønsker at fortsætte familien. Dem uden børn, mener at dem med børn, selv har valgt og at der derfor ikke skal tages særlige hensyn. De overvejer ikke, om den naturlige familieforøgelsen måske kunne skyldes, at nogle rent faktisk er uvidende om, at man den dag i dag, kan købe en robot, der på alle områder fuldt kan måle sig med menneskeracen og føre menneskeslægten videre, så man definitivt kan undgå problematikken med bleskift, bagning af fake boller og sammenbrud ude i gangen.
Havde vi dog alle bare vidst det!
Fatter egentlig ikke at politikerne overhovedet gider at bruge så meget energi på børnefamilierne – det er jo en oplagt gruppe at forsømme. Vi er for trætte til at gøre oprør – og for selvudslettende til at tage imod. Vi betaler gerne en halv månedsløn for at få vores børn passet, og orker ikke at tænke nærmere over, at i takt med at prisen for pasning stiger, skal vi også selv til at medbringe både bleer, mad og legetøj i institutionen. Det skulle ikke undre mig at vi en dag, slæbte en modstridende bedsteforældre eller en tilfældig forbipasserende med under armen, og satte hende på reolen ved siden af madpakken, bleerne og legetøjet, mere så vi igen kunne påtage os det fulde ansvar for de børn vi har været så uansvarlige at sætte i verden.
Familie har været et stærkt ord igennem mange år – men som tiden udvikler sig, vil egoismen sejre over at give noget af sig selv. At få et barn, er at føre dig selv videre, men hvis det på sigt vil betyde at du ofre dig selv helt og fuldkommen, vil vores overlevelses gener multiplicere og yderligere styrke vores i forvejen store ego, så det kun er vores liv, og kun vores eget liv der gælder. Vi vil stå alene, og vi vil fravælge familien til fordel for vores egen overlevelse. Individer frem for raceoverlevelse.
Om små 1000 år vil familien være at finde på listen over uddøde racer – man vil se tilbage på fænomenet og sammenligne os med dinosauruserne. Hansen´erne som boede på landet med 4 børn og dyrkede jorden og Møller´ne som var byboer med 2 børn i dagsinstitution.
Man vil flygtigt konstatere, mere eller mindre samtidig med man går videre til næste museumsgenstand,” hvilke fantastiske væsner, ærgerligt at de ikke er her mere”.
Familien starter med to små streger på en hjemmetest – man jubler, man glæder sig, man tænker, man overvejer og man grubler. Hvad skal der nu ske, kan jeg klare endnu en rolle i livet, og hvordan harmonere et barn, med min i forvejen stressede hverdag.
Chokket melder sig allerede kort tid efter familieforøgelsen – tingene er bare slet ikke som man forventede. Vist er det skønt, vist er det en vidunderlig følelse at blive forældre, men………døgnet er ikke blevet længere af den grund. Man arbejder stadigvæk 8-10 timer om dagen, har stadigvæk brug for 8 timers søvn, stadigvæk 1 times transport til arbejde og aftensmaden og vasketøjet kræver mærkeligt nok stadigvæk en hånd, før der er serveret rene sokker og medisterpølse.
Efter gentagne nederlag i at prøve at nå det hele, hanker man for 415 gang op i sig selv og prøver at finde ur overmennesket frem i sig selv – det holder en halv dag, og så klasker man atter sammen i sofaen eller ude i gangen for den sags skyld – og føler at man slet ikke slår til nogle steder overhovedet.
Forventningerne er mange, og ambitionsniveauet er urimelig højt. Selvfølgelig skal man da være den perfekte mor – hvilket kan være svært, når man kun har omkring en halv time til rådighed og kvalitets tid er noget man har med barnet i den tid det tager at stoppe vaskemaskinen fuld. Og når man så endelig erkender nederlaget, - jeg er ikke perfekt, retter man blikket mod partneren – hvorfor fanden kan han så ikke bare være den perfekte forælder, og tage det kæmpe ansvar væk fra mine skuldre.
Familielivet begynder at smuldre, i takt med alle de kager og boller man aldrig når at bage. Til sidst, har man ikke andet valg, end at overgive sig og tilpasse sig rollen, eller end at bryde op og forlade den person, man i tidernes morgen, valgte at starte sin lille familie med.
Man vælger ikke selv sin familie, og dog så har vi et valg om vi ønsker at fortsætte familien. Dem uden børn, mener at dem med børn, selv har valgt og at der derfor ikke skal tages særlige hensyn. De overvejer ikke, om den naturlige familieforøgelsen måske kunne skyldes, at nogle rent faktisk er uvidende om, at man den dag i dag, kan købe en robot, der på alle områder fuldt kan måle sig med menneskeracen og føre menneskeslægten videre, så man definitivt kan undgå problematikken med bleskift, bagning af fake boller og sammenbrud ude i gangen.
Havde vi dog alle bare vidst det!
Fatter egentlig ikke at politikerne overhovedet gider at bruge så meget energi på børnefamilierne – det er jo en oplagt gruppe at forsømme. Vi er for trætte til at gøre oprør – og for selvudslettende til at tage imod. Vi betaler gerne en halv månedsløn for at få vores børn passet, og orker ikke at tænke nærmere over, at i takt med at prisen for pasning stiger, skal vi også selv til at medbringe både bleer, mad og legetøj i institutionen. Det skulle ikke undre mig at vi en dag, slæbte en modstridende bedsteforældre eller en tilfældig forbipasserende med under armen, og satte hende på reolen ved siden af madpakken, bleerne og legetøjet, mere så vi igen kunne påtage os det fulde ansvar for de børn vi har været så uansvarlige at sætte i verden.
Familie har været et stærkt ord igennem mange år – men som tiden udvikler sig, vil egoismen sejre over at give noget af sig selv. At få et barn, er at føre dig selv videre, men hvis det på sigt vil betyde at du ofre dig selv helt og fuldkommen, vil vores overlevelses gener multiplicere og yderligere styrke vores i forvejen store ego, så det kun er vores liv, og kun vores eget liv der gælder. Vi vil stå alene, og vi vil fravælge familien til fordel for vores egen overlevelse. Individer frem for raceoverlevelse.
Om små 1000 år vil familien være at finde på listen over uddøde racer – man vil se tilbage på fænomenet og sammenligne os med dinosauruserne. Hansen´erne som boede på landet med 4 børn og dyrkede jorden og Møller´ne som var byboer med 2 børn i dagsinstitution.
Man vil flygtigt konstatere, mere eller mindre samtidig med man går videre til næste museumsgenstand,” hvilke fantastiske væsner, ærgerligt at de ikke er her mere”.