Dem og Os

Altruisme forstås i biologien som adfærd der forøger andres fitness men er skadelig for ens egen. For en god darwinist udgør en sådan adfærd et paradox, fordi man skulle forvente at altruisten ikke kunne klare sig i konkurrencen med mere selviske mutanter. Altruisten burde uddø. Ikke desto mindre er der ud over dyreriget masser af eksempler på altruisme i den ovennævnte betydning.
Den klassiske løsning på paradokset har været at der er tale om nepotisme. Når en fugl ser et farligt rovdyr udstøder den ofte et varselsskrig, der nok øger dens egen risiko for at blive rovdyrets bytte en smule, men som med god sandsynlighed redder et antal nære slægtninge. Pointen er at de gener der får fuglen til at udsende sit varselsskrig ofte også findes hos slægtningene. Det "altruistiske gen" vil altså brede sig i populationen takket være såkaldt slægtskabs-selektion (kin selection). Social adfærd er da når det kommer til stykket ikke andet end gen-egoisme.
Ræsonnementet er unægtelig elegant. Men det forudsætter en tyrkertro på den naturlige udvælgelses evne til at måle og veje hver enkelt komponent i vores adfærd, en tro som altid har forekommet nærværende klummeskriver en smule overdreven. Og hvorfor skal vi altid tro at vore handliger dybest set er styret bag om ryggen på os, i dette tilfælde altså af gener om hvis eventuelle eksistens vi kun kan have de mest indirekte indicier?

ham Jesper

Du kunne vel også kalde det et omsorgs-gen.
Hvis du gør det, så fremstår problematikken vist lidt mere klart (omend mere problematisk for Darwin-tilhængere).
Vi lærer også vores børn ikke at gå med fremmede.
Helt grundlæggende opstår problemet pga. mange indvandrers manglende lyst til integration, hvilket bunder i de åbentlyse store kulturforskelle.