barn overbelaster os

jeg er ved at være godt tosset nu på en af mine søns legekammeraters mor, for hun kan overhovedet ikke styre sin søn, han får lov til alt, forstået på den måde, at han kommer rendende ved vores dør hver dag, nogle gange flere gange om dagen og vil lege med min søn og de render ud og ind ad døren i pendulfart og drengen spørger om alverdens ting og sager - det er så s.... belastende nu og især nu, hvor jeg er påbegyndt en uddannelse i februar måned.
Jeg har talt med drengens mor, om at der er bestemte dage, hvor han ikke kan komme her, da jeg har travlt med lektier og andre ting, men det respekterer hun ikke, for hun siger, at hun ikke kan styre ham, at han så bare siger til sin mor, at han går på legepladsen for at lege, men så kommer han hjem til os alligevel.. Jeg har i første omgang haft en lille snak med drengen(han er 9 år) om at han ikke kan komme her hver dag pga uddaannelsen, men han hører ikke efter, han kommer alligevel hele tiden....så har jeg for nylig sagt det mere tydeligt til ham, men stadigvæk kommer han og bliver ved med at spørge hvorfor, selvom jeg har givet ham et svar....
Sidste dag blev det mig alt for meget, så jeg nærmest skældte ham ud og tog igen en snak med moderen om tingene i et bestemt tonefald, men der er ikke sket ændringer og jeg er ved at koge over nu...
jeg har kommet med konstruktive forslag, at der er bestemte dage i ugen, hvor de på skift leger hos hinanden, men det har for mange månder siden gledet ud i sandet og jeg bliver sgu noget muggen over, at moderen tillader sig, at lade sin dreng komme her hver dag..
Jeg er selvfølgelig glad for, at min dreng har nogen at lege med, men det er for ham også blevet en belastning, at drengen kommer hver dag og de skændes ofte og min dreng giver udtryk for, at han ikke altid gider lege med -lad os klalde ham Kurt.
jeg synes Kurt er en sød dreng og jeg er glad for børn, men med måde vel og mærke..
Synes alle muligheder er prøvet af og jeg ved ikke mere, hvad jeg skal gøre - nogle gode forslag😉

Lyder godt nok belastende. Forslag: Når han dukker op på de forkerte dage, afviser du ham blot ved døren. Sig: "Min søn kan ikke lege med dig i dag, kom igen i overmorgen." Så lukker du døren på en pæn måde. Husk, at han også har opdaget, at I ikke afviser ham.
Jeg synes i øvrigt, at Kurts mor tager den lette udvej ved at sige, at hun ikke kan styre ham.
Kurts mor - hvis du skulle læse dette - du gør din søn en bjørnetjeneste. Hvis du ikke kan styre ham som 9-årig, hvad så når han bliver 16?

Ja, du skal lære, at du ikke kan kontrollere verden. Du skal lære, at du ikke kan styre, hvordan andre opfører sig. Og så skal du lære, at din drengs liv ikke skal stoppe bare fordi du er startet på en uddannelse.
Hvis legekammeraten - eller andre - kommer og spørger, om din dreng kan lege - og han ikke kan lege - kan du stille og roligt fortælle dem, at han ikke kan lege idag. Og så lukke døren. Hvis drengen kommer flere gange på en dag, og du med sikkerhed ved, at netop den dag kan han ikke lege, kan du jo sige til legekammeraten, at hvis din dreng kan lege, skal han nok komme over. Måske glememr han det og kommer igen 2 timer senere, men så kan du give ham den samme besked igen. På en sød og venlig måde. Det er muligt du ikke er gearet til børn og larm men det skal vel ikke gå ud over et barn? Eller hans mor for den sags skyld?
At begynde at pålægge andre mennesker, hvornår de må ringe på din dør synes jeg er langt ude. Har du overvejet hvor meget det kan ødelægge for din søns sociale liv, at han har sådan en negativ mor?
Den "opførsel" du beskriver med løb frem og tilbage lyder meget normalt for 9-årige. Børn i den alder er aktive - de SKAL være aktive. Det skal vel ikke gå ud over din søn, at du er startet på en uddannelse?
Jeg forstår ikke helt, at du skriver de render ind og ud i pendulfart - er det din søn og legekammeraten? Betyder det, at de leger sammen? Hvis de ikke lege, løber de vel ikke frem og tilbage?
Hvis de gerne vil lege, og du har brug for fred og ro, kan du jo sige til dem, at de kan lege udenfor eller hos kammeraten, men at de ikke kan lege hos jer idag. Hvis legekammeraten ikke forstår det, forstår din egen dreng det vel?
Er du sikker på, at din dreng synes legekammeraten er en belastning? Mon ikke snarere det hænger sammen med, at han kan mærke på dig, at hans venskab med drengen gør dig i dårligt humør?
Tonen i dit indlæg lyder som om det hele er blevet for meget for dig - uddannnelse kombineret med at have børn. Du kan ikke få ro, skriver du. Men sådan er det jo at have børn. Det er muligt det er en meget aktiv legekammerat din søn har, men det er altså normalt i børnefamilier at huset er fyldt med legekammerater. At nogle af dem er besværlige kan du ikke gøre så meget ved - andet end at sende dem i haven ind mellem. Pas på du ikke skræmmer din søns legekammerater væk.

Jeg håber du finder en måde at få uddannelse og børn til at fungere sammen.

- som Kurt og Kurts mor... Hvorfor kan din søn ikke lege, fordi du er begyndt på en uddannelse? Håber da ikke det er et 5 års studie, du har påbegyndt.
- De fleste af os er nok sådan indrettet at fatter vi ikke årsagen, kan vi ikke helt acceptere den.
- Find du den reelle årsag frem og få den udtalt, så jævner det sig nok🙂

Hej Med dig
Sikke dog noget pis at skrive.Hvor svært kan det være at lukke døren for knægten 3gange i rap så han fatter at han ikke skal komme hver dag.Det kan vil ikke være så svært.
Knus den lede

kan finde ud af at løse dette "problem" maa du have det meget svært med at klare hverdagen. Hvis der ikke skal mere til end det, så kan bare sige held og lykke med uddannelsen......

Sig I ikke har tid til at lege idag, og han må finde på noget andet, og så måske komme igen i morgen.

🙂Stille og roligt bare sige at det ikke kan være i dag. Og ikke noget med at komme med forklaringer. Det forplumre bare budskabet. Ellers ender du såmænd nok med at han prøver at se om han kan ændre din beslutning. Børn burde være advokater.🙂
Fordælen de gange jeg har sagt nej til mine søsters nevøer, hvor jeg er begyndt at rode mig ud i en længere forklaring. De prøver altid at omgås det.
Så være klar i dit budskab, åbn ingen bagdøre.

Jamen hvor svært er det at huske da i selv var børn.... i fattede det måske altid første gang!!! hvad med at sætte jer i BØRNEHØJDE og forstå at BØRN ikke er voksne...